Cecilie - Elbo

- De fik at vide, at noget af det, der
hjælper, er at fortælle om det og græde
over det. Det var der mange, der gjorde.
At det var sunde reaktioner, at de skulle
give plads til deres reaktioner, at de skulle
snakke med hinanden om det. ’Vær
god dig selv, du har været udsat for noget
rigtig hårdt, så forkæl dig selv’, sagde
vi. ’Det gør ondt at have oplevet det,
du har oplevet. Det er naturligt at have
det sådan, når man har oplevet noget,
der er så slemt. Sådan har de fleste det’,
fik de at vide.
- Samtalerne varede en halv time
mindst, hele begivenheden blev talt ned
på et bestemt niveau, der blev rundet af,
og følelserne blev almengjort. Gå hjem
og græd videre! Mønstret var, at de kom
ind til os følelsesmæssigt fuldstændig oprørt,
men vi fik det italesat og legaliseret
deres reaktioner, så de kunne gå herfra
med en form for lettelse. Det var en positiv
proces, der blev sat i gang, samtidig
med at de fik stillet i udsigt, at der
kunne komme flere reaktioner de kommende
tre-fire uger, men at det så også
ville klinge af.
- Præcis hvor lang tid der blev til den
enkelte samtale, afhang af behovet, og i
hvert enkelt tilfælde vurderede vi hurtigt,
om der var brug for yderligere hjælp.
Elevens forhistorie kunne også være en
indikation på, at opfølgning ville være
6 PSYKOLOG NYT Nr. 15 . 2006
nødvendig. Nogle elever kom også til
os mere end én gang.
- Skønnede vi, at der var behov for
mere, sagde vi det både til eleven og
studievejlederen, så der kunne blive taget
kontakt med en privatpraktiserende
psykolog. Amtet havde sørget for, at
alle involverede kunne få gratis hjælp
via Sygesikringen.
Det er ikke virkeligt –
Det går igen fra samtale til samtale, at
de tilstedeværende elever og medarbejdere
har oplevet scenen som uvirkelig.
Rammen er en fastelavnsfest, og
det spiller givet en rolle, at der er lagt
op til sprælske optrin, til en glad aften.
Derfor forstår næsten ingen af vidnerne,
hvad det er, der udspiller sig for øjnene
af dem. Forståelsen kommer med
stor forsinkelse.
En lærer gik forbi og så det, men tænkte:
Det der, det er da for meget, de kan da
ikke tillade sig sådan et skuespil. Han gik
ind på lærerværelset, hængte sin jakke,
gik ud igen og så, at det var alvor. Her
står adskillige drenge med hænderne i
lommerne og ser på, mens de siger: Hvad
er det for noget pis, det her!
Eller pedellen, som er en stor og stærk
fyr, prøver at vriste kniven fra ham, prøver
at skubbe ham ud. Drabsmanden
nikker ham to gange en skalle, og det
er først anden gang, det går op for pedellen,
at det er alvorligt.
En kammerat går hen og giver Cecilie
kunstigt åndedræt, efter at hun er
død. Han bliver smurt ind i blod. Så hører
han, at der er en i kredsen, der råber:
Hold nu op med det der! Underforstået,
at spøgen er gået for vidt, nu er det her
ikke sjovt længere.
Selv da der senere bliver trukket et
hvidt klæde hen over pigen, tror mange,
at det er en udklædning og snakker
videre med deres kammerater. Og for
flere bliver begivenheden først virkelig,
da politiet ankommer – selv om de
både har set og hørt et mord blive begået
få meter fra dem.
Carl Åge Okkels: - Jeg talte med en
pige, der havde stået lige ved siden af.
Hun beskrev det sådan, at hun frøs fuldstændigt
stille, hun kunne ikke bevæge
sig, og tiden gik i stå, medens hun stod
og kiggede på. Hun havde det meget
dårligt bagefter
- ’Surrealistisk’ er et ord, der går igen
hos rigtig mange, fortæller psykologerne
samstemmende. De, der har set det
ske, som troede, at det var fake, og som
det senere går op for, at det var alvor –
det er dem, der er værst traumatiseret.
Og selv om det gik så hurtigt og var så
effektivt udført, det mord, at man ikke
kunne have forhindret det, så sidder