Niels Fink Ebbesen

eller kritiske momenter, problemer osv. På den anden side er det nok givet,
at mange af sangene først og fremmest er udtryk for holdninger, der især var
fremherskende hos foreningernes ledende personer. Som tidligere nævnt
var ca. halvdelen af de ledende medlemmer i foreningerne 1853-71 ikke
beskæftiget i håndværk eller industri - heller ikke som mestre eller fabrikanter.
Det har været (repræsentanter for) handelsborgerskabet og akademikere,
der dominerede foreningerne, ikke alene fordi de var forholdsvis mange,
men også i kraft af deres reelle muligheder for indflydelse på foreningslivet.
Selvom det ikke formelt var afgørende, om man var håndværkssvend eller
cand. phil., var det det selvfølgelig reelt, idet man (jvf. sangen» Der var en
tid, da standsforskel vi kendte«) i foreningerne lagde vægt på lige så klassespecifikke
størrelser som personlig dygtighed og dannelse - altså borgerskabets
fremmeste egenskaber. Samtidig var det afgørende for indflydelse,
hvor megen tid man kunne lægge i foreningsarbejdet, og her er det igen
klart, at de begunstigede begunstigedes. IOS
En egentlig omtalte af teksterne skal først foretages senere, men af materialet
her og i kategori 2) synes det at fremgå, at Arbejderforeningen (1853)
har haft den stærkeste tilbøjelighed til at få sine lejlighedssange skrevet af
samtidens digterpinger: Carl Ploug, der også var medlem af foreningen, 106
og H. C. Andersen. Københavns Arbejderforening er repræsenteret ved
flere anonyme (men derfor ikke nødvendigvis mindre fremtrædende) forfattere,
subsidiært mere ubemærkede i den litterære offentlighed. Det skyldes
nok især, at den havde et væsentligt ringere medlemsgrundlag (150-250
medl. mod 550-1450 medl.) 107 og samtidig heller ikke kunne vente støtte fra
den litterære (borgerlige) offentlighed pga. sin bondevenlige linje. Om foreningen
skulle have været mere bevidst »selvorganiseret« på det sanglige felt
kan derfor ikke afgøres, men man kan vel ane de honette ambitioner, der
har ligget bag en opfordring fra Arbejderforeningen (1853) (Rimestad?) til
H. C. Andersen, og omvendt fornemme en tendens til indsigt i nødvendigheden
af selv at klare sine egne sager i Københavns Arbejderforening, som
det f.eks. fremgår af et diskussionstema offentliggjort i foreningens sidste
blad:
»Hvad kan Arbeideren og den mindre Borger vente af en Arbeiderforening, naar den
bliver dannet paa Basis af 'Intelligensen,?«107a
Men det må understreges, at der kun er tale om en svag tendens - som det
fremgår af kategori 2) er de fleste af foreningens sange skrevet af P. Chr.
Zahle, cand. theol., folketingsmand m.m. og i nogle år formand for Københavns
Arbejderforening.
91