Steffen Hjejlskov Larsen - Forlaget Spring

More documents

Recommendations

Info

Tilsyneladende forveksler nogen lygtepælene med døre, selv om disse ikke ligner hinanden det mindste (derfor er der ikke mulighed for at redde normaliteten ved at opfatte pælene som metafor for døre). Folk kan ganske simpelt ikke skelne brede private døre fra smalle kommunale pæle. Der er gået kuk i orienteringsevnen. Det ser læseren adskillige eksempler på i Tidebogen, f.eks. i „Uro“, hvor „Adstadige bilister spytter på vejtræerne“ – trods det, at disse ikke har anden funktion end at gøre vejbanen tydeligere i trafikken. Men selv de etablerede har mistet besindelsen og overblikket i denne absurde verden. Handlingerne er i strid med fornuften. Menneskene virker hjernedøde, samtidig med at de rent faktisk lever – i store kaserner. I „Glemsel-stress“ synes miljøet ganske makabert: „Det ligner et krigsmonument med navnene på alle de faldne men det er en beboelsesejendom“ – Ørnsbos evne til med enkle formuleringer at åbne for en række associationer er evident. Her ser man således panelet med beboernes navne ved ejendommens hoveddør som en liste over dræbte soldater i en krig: Her bor de døde! Selve bygningen får i læserens fantasi et monstrøst udseende, eftersom mange krigsmonumenter fra Europas krige er mere end rigelig heroiske. Krigsmonumentet og boligejendommen hører hver sin verden til, trods det at normalsproget bringer dem sammen. Men digteren kan for det meste slet ikke harmonisere modsætningerne i Tidebogen. Sammenhængen og meningsfuldheden går i stykker. Sprækkerne mellem forestillingerne er i mange tekster blevet til fatale revner, egentlige brud på sprogets bogstavelighed. Absurditeterne markeres voldsomt af disse brud, og læseren prøver desperat på at reetablere meningsfuldheden ved at læse de talrige markerede passager metaforisk. Det er for det meste ganske anstrengende. Metaforikken tvinger kaotiske og vilde associationer frem hos læseren. Ørnsbo er sandelig metaforlyriker. Om nogen. I „Skumringstime“ er der brud mellem en række beskrivelser af den moderne kaotiske metropol og så nogle gloser fra vor tids civilisatoriske begrebsvokabular: „Gadeskilte/der endnu tror på fremskridtet/….i en sidegade høres en brostens/kritik af/ en vinduesrude“. Det første brud markerer et fremskridtsplan, der er metafor for skiltenes kommunale anvisninger. Det næste brud markerer et kritikplan, der er metafor for lyden af den knuste vinduesrude. De oprindeligt positivt ladede abstrakter gøres til udtryk for negative foreteelser som naive adfærdsregler og vold. På den måde afsløres tidens klicheer. Naturen illustrerer fremmedgørelsen: I „C-dur“ er postvæsenets ineffektivitet metafor for skyernes evige drift hen over himlen: “Man ser skyernes/ breve aldrig blive afleverede“; og menneskenes hukommelsessvigt metafor for træernes uforskyldte mangel på bevidsthed: „selv ikke 60
træerne/kender hinanden/på bladene“. Hele naturen spejler det sociale sammenbrud. Konklusion: Intet budskab når frem, intet fællesskab opleves. Som der står i „Stille stund“: „Alle tåre/porte lukket“ – end ikke sorg kan skabe forståelse eller deltagelse mellem menneskene. Ørnsbo er også erotiker, som ventet af den mere morbide art. Stilfærdig sex synes ikke mulig i hans univers. Sex er blevet en del af reklameindustrien eller omvendt, således at man ikke kan skelne, hvad der er hvad. I „Happening“ er kvindens læber løsrevet fra hendes person: „Et par modne kulørte kvindelæber/vandrer mumlende/hen ad samlebåndet på vej til emballeringen“. Man forestiller sig pakkerne med fotografier af de dybtrøde læber klæbet på emballagen vandre lydeligt henad samlebåndet, men ved, at samlebåndsplanet er metafor for den ensretning, kvinderne i dette samfund udsættes for af moden; og de „modne kulørte kvindelæber“ er metafor for det andet køn, som er blevet reduceret til ydre signaler, reklamebilleder. Som Ørnsbo formulerer det i „Romance“: „når kys/kun bruges til læbestifter“. Seksualiteten inficeres af samfundet, siges der generelt i Tidebogen. Digtet „Økonomi samvær brunst finanser“ leverer et ganske harsk eksempel på påstanden: „hvor blødt du/investerer/dette jern imellem mine gabende ribben“. De forskellige planer i digtet benævnes i titlen: „hvor blødt“ må ret usentimentalt høre under „brunst“; „investerer“ er et udtryk i „økonomi-„ og “finans“-sproget; „dette jern mellem mine gabende ribben“ er vel en lidt for makaber form for „samvær“. Tilsyneladende skildres et veritabelt drabsforsøg – en kniv sidder mellem jegets ribben; duet har anbragt den dér, -„investeret“ den dér. Det er dog sket skønsomt og hensynsfuldt, -„blødt“ står der. Men læseren nægter at opfatte skildringen, som at jeget er blevet søgt ombragt. Digtet handler jo tydeligvis om et levende jegs forhold til et lige så levende du. Så hele passagen udlægges, når man har fået tænkt sig om, som en skildring af et psykisk overfald, et verbalt angreb. Passagens tredje plan „investerer“ følger metaforisk med svingningen i læsningen, først som udtryk for energien i knivstikkeriet, så for styrken i det verbale attack. Økonomien bliver metafor for aggression. I eksemplerne her er de metaforiske planer ret korte, men de er lige så tit ganske lange i Tidebogen, nogle endda så lange, at læseren glemmer, hvad de egentlig betyder, og opfatter dem uden indhold, som billeder af en art. I „Udkald“ findes en sådan metafor: „lyset forsvinder/ ind i det inderste af sjælens/ pigekamre sengene er/ et mørke der varer hele dagen/ tapeterne/ visner ned og kan fejes op næste morgen.“ Pigekammerskildringen er billedplan, og „ind i det inderste af sjælens“ er realplan. Ørnsbo begiver sig på opdagelse i de psykiske dybder. Men hvad finder han? Tilsyneladende en art ungdommelig kvindelighed, vort indre „pigekammer“ med „senge“ 61
Page 1: Steffen Hejlskov Larsen METAFORIKKE
Page 5 and 6: glanen ud ad ruder/med dyb vaniljes
Page 7: Ørnsbos digte er verbale malstrøm

Steffen Hjejlskov Larsen - Forlaget Spring

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?