Steffen Hjejlskov Larsen - Forlaget Spring

metaforen; stor poesi i øvrigt:
De samme forestillinger kan skifte betydning mellem begyndelsen og
slutningen i en tekst. I „Brians fader i et barnligt øjeblik“ veksler to forestillingskredse;
en beskrivelse af klodeskyer og en skildring af mælkefyldte
bryster. I 1. strofe skildres et konkret skylandskab, og de kvindelige attributter
er metaforer for landskabet; i 2. strofe drejer sagen sig derimod
helt konkret om de vordende mødres barme; og nu er skyerne metaforer
for babserne. Resultatet er det paradoksale, at de imposante bryster virker
ganske håndfaste i 1. strofe i kraft af det tydelige landskab, mens de i 2.
strofe synes uhåndgribelige, trods den bogstavelige beskrivelse af kvindens
fordele – på grund af de metaforiske skyers fjernhed og blæsende foranderlighed.
Det er som om erotikken forsvinder mellem hænderne på den
barnligt moderfikserede far til Brian. Hele skyhimlen bliver sanselig.
Også i „Bus“ ændrer landskabet sig undervejs i digtet, men nu på en
anden måde: Læseren kører sammen med passagererne stille og roligt
gennem et landskab, som gradvist bliver uden substans for vores øjne, lige
så stille og roligt. Udsigten fra bussens vinduer reduceres til blot at være
fotostater, dvs. opklæbede fotografier eller tomhed med vinduernes ramme
om. I sidste strofe gøres så busturen til en metafor for passagerernes liv i
kraft af en sammenligning: „Pludselig steg de ud af hinandens liv som af
en bus med gal destination“ – landskabet er reelt en del af deres psyke.
Så inficeret med fremmedgørelse, som landskabsoplevelserne er, er det
ikke let at finde rimelige værdier for detaljerne i dem. Men det er heller
ikke meningen. Læseren skubbes energisk ud på et sprogligt skråplan. De
pludselig opståede metaforers nye betydninger er ikke for fastholdere.
I „Eksekution“ kæmper to forestillingplaner om magten, så der opstår
betydningsmæssig interferens mellem dem. Det ene plan skildrer, hvorledes
roser drives frem, det anden hvordan nogle fængslede føres frem til henrettelsen.
Hvert forestillingsområde kan tvinge det andet plan til at blive læst
metaforisk, men de to planer er næsten lige stærke, helt frem til de sidste
linjer, således at man ikke ved præcist, hvad digtet handler om: „Allerede
i levende live/skovles jord op om dem/mens de venter/på fremførelsen/
dette sidste øjeblik hvor døden låser dem fast/i en blomsts skikkelse“. Hver
læsemåde har sine besynderligheder: „blomsten“ til sidst i digtet er f.eks.
vanskelig at give en metaforisk mening af i henrettelsesplanet, og titlen
„Eksekusion“ i den anden ende af digtet har ikke umiddelbart metaforisk
mening i gartneriprocessen. Jeg tror selvfølgelig ikke, at man skal sidde
og spekulere længe over disse ting. Digtet skal ikke læses som en allegori,
hverken det ene plan eller det andet. Væsentlig er alene den kalkulerede
usikkerhed i tolkningen. Den skal læseren springe ud i.
Læseren skal prøve at svømme i urolige semantiske vande i disse tekster.
64