Tand for tunge Trange tider Uden for nummer - Elbo

min uventede rolle – fra føl til psykolog. Desuden anede jeg af naturlige
årsager ikke råd for, hvad man siger til en døende kvinde
med en baby, som tilmed var stærkt skadet på fødderne fra et militærangreb
på deres landsby.
Ud fra denne oplevelse og flere lignende var der et par ting,
som gik op for mig. De fleste burmesere anser en vesterlænding
med uddannelse for at være et omvandrende leksikon. Derfor gik
min kollega fra førnævnte situation ud fra, at jeg som dansk psykologistuderende
måtte vide, hvad der normativt skulle siges for
at hjælpe denne stærkt traumatiserede kvinde.
En anden erkendelse følger af den første. Burmeserne har uhyre
begrænset adgang til uddannelse. Mine kolleger er ikke ”rigtige”
psykologer, men er selv flygtninge med en meget basal uddannelse
i medicin og emotionel støtte. Mit forventningsbillede viste,
at vi skulle lære terapeutiske færdigheder af psykologer fra en anden
kultur. Mine kolleger forventede det modsatte. Der var altså
mange forventninger, der måtte afstemmes, før en nærmere definition
af min rolle i dette eventyr blev tydeligere.
Gode intentioner ikke altid nok
Han er født i Burma, men kan aldrig vende tilbage, fordi han valgte
at uddanne sig til psykolog i Australien.
Jeg taler her om manden, som blev min mentor under hele opholdet.
Dr. Aung Myint er umulig at aldersbestemme og vil ikke
selv ud med sproget. At møde ham blev vendepunktet for mig. En
mand med en så stor visdom, men på samme tid i besiddelse af en
utrolig respekt og ydmyghed over for andre, havde jeg aldrig mødt
før.
”Er du fremmed, så vær ydmyg, hvis du ikke taler sproget, vær
da dobbelt så ydmyg.” ”Informationer underrepræsenterer altid
virkeligheden.” Disse to råd gav han mig fra starten. Han forlangte
tålmodighed og ydmyghed. Til gengæld viste han mig en tillid,
jeg som studerende aldrig før i Danmark er blevet vist.
Senere forstod jeg meningen bag disse råd. Jeg har oplevet alt
for mange vesterlændinge med gode intentioner komme her til
Mae Sot med den naive holdning, at de nu skal ned og vise de stakkels
fattige mennesker, hvor skabet skal stå, og hvordan kagen skal
skæres. Problemet er dog, at folk, der bor i bambushytter, slet ikke
bruger skabe og ej heller har råd til kniv eller kage.
Af-akademisering
Efter en periode med perifer deltagelse i et væld af forskellige aktiviteter
gik arbejdet for alvor i gang. At undervise en gruppe burmesiske
kvinder i PTSD hos børn, som et led i deres uddannelse,
var den første opgave. Ved hjælp af mine medbragte noter fik jeg
hurtigt lavet nogle handouts og var klar.
Jeg mødtes med min oversætter, en ung mand iført engelsk
fodboldtrøje fra midt 90’erne, for at gennemgå undervisningen.
Han nikkede på sædvanlig asiatisk manér venligt ja til, at han var
med på, hvad undervisningen handlede om. Alligevel efterspurgte
jeg hans forklaring af en traumatisk oplevelse. ”Et traume er, når
man falder til fodbold og bliver skadet”, lød hans eksempel. Noget
sagde mig, at han alligevel ikke var helt med. Jeg vidste allerede, at
psykologiske termer ikke er specielt udbredte i Burma, men hvis
”traumatisk oplevelse” ikke engang forstås i psykologisk forstand,
hvordan skulle de så have en jordisk chance for at forstå begreber
som multi- og ækvifinalitet?
Paradoksalt er det, at der ikke findes et begreb for noget, som
rigtig mange burmesere er, nemlig traumatiserede. Jeg måtte nu
smide de akademiske briller og tilpasse undervisningen situationens
krav. Det var faktisk noget af en udfordring, hvilket bevidner,
hvor akademiseret blot tre år på universitet kan gøre én. Bag mit
øre vil der i fremtiden stå noteret, at folk ikke nødvendigvis forstår
det sprog, der tales inden for universitetets vægge.
Senere hen fik vi en mere permanent opgave. Nærmere bestemt
en sag på et børnehjem, der involverede neglekt i en alvorlig
grad. En følelsesmæssig hård opgave, men særdeles lærefuld og
berigende.
Kulturpsykologiske forskelle
Vi kommer ikke uden om ham, Franzoi – vores alle sammens socialpsykologiske
grundbogsforfatter. I hvert kapitel benævner Frazoi
de fremstillede teoriers usikkerhed i forhold til østlig psykologi.
Det individuelle selv kontra det sociale selv benævnes som den
største kulturpsykologiske forskel.
Derfor var jeg inden afrejsen yderst spændt på, om jeg ville få
det sociale selv at se. Det gjorde jeg. På MTC’s psykologiske afdeling
er det normalt for en klient at medbringe hele familien til individuel
konsultation og lade dem tale mindst lige så meget som
klienten selv. Psykologisk praksis, som vi kender den hjemmefra,
giver ikke mening her. En burmeser vil aldrig forholde sig individuelt
til sig selv. For en misbruger ville den største motivation for
afvænning ikke være overlevelse, men afgjort at genvinde sin sociale
rolle i samfundet og familien.
En anden afgørende faktor, der besværliggør psykologien, som
vi forstår den, er burmeseres ukuelige anstrengelser for ikke at tabe
ansigt. Det er ikke socialt acceptabelt at udvise store følelser og
derfor heller ikke normalt at tale om dem. Dette kaldes Ana.
Negative hændelser afværges ofte med et smil.
Mit bedste eksempel herpå er, da min chef, Saw Ku Thew, grinende
trådte ind på vores kontor og fortalte mig, at en bombe var
faldet, en kilometer fra hvor vi sad. Bomben dræbte tre og sårede
toogtyve. Det var svært at begribe, hvad han sagde, fordi hans mimik
var i uoverensstemmelse med hans ord. Først da jeg hørte militærhelikopterne
over taget, gik det op for mig, hvad han havde sagt.
I nye og uvante omgivelser har jeg set mig selv og min uddannelse
i et nyt lys og har fået tilbudt en alternativ forståelsesramme.
Jeg glad for at have taget noget tid ud og have levet noget liv, før
jeg engang skal hjælpe andre med at leve deres.
Det kan varmt anbefales.
Kasper Haun, stud.psych., Aarhus Universitet
PSYKOLOG NYT NR. 8 | 2011 | SIDE 7