Redderen nr 10 december 2009

en arbejDsDag
i p-vognen
Nr. 10 December 2009 32. årgang

REDDEREN
udgives af
Reddernes Landsklub
Redaktion:
Redaktør og Fællestillidsmand
Morten Andersen
Ringstedgade 128
4700 Næstved
Mobil ........ 20 76 17 22
E-mail: moa@falck.dk
Adresseændring kan foretages via
hjemmesiden Redder.dk, eller ved
henvendelse til redaktøren.
Redaktionssekretær:
Ebbe Vang
Kontor ...... 43 95 87 27
Mobil ........ 40 20 87 40
Mail: ebbe@redder.dk
Journalist:
Flemming Frederiksen Kyster (DJ)
Langesøvej 67 - 7000 Fredericia
Mobil ........ 28 91 29 80
E-mail: kyster@frederiksen.mail.dk
Annoncer og Produktion:
PE Offset A/S, Varde
www.peoffset.dk
Oplag:
4.500 stk. - Redderen læses af reddere,
brandmænd, ledere og andre
medarbejdere i Falck koncernen,
AMU-centre, tekniske skoler, hospitaler
og politikere samt beredskabs-
og forvaltningschefer.
2
REDDERNES
LANDSKLUB
Tekst og billeder i Redderen og på
redder.dk er copyright Reddernes
Landsklub og må kun anvendes ud
over privat øjemed med tilladelse fra
redaktionen.
ISSN nr. 1603-1660
inDholD
noter
atter elevtræf i 2010
Leder ..................................... 3
Blodprop blev ordnet på godt halvanden time ..... 4
Sårene er ved at heles i Gentofte ............... 7
Sammenhold i højsædet ...................... 9
Sikkerhedsarbejdet skal op i gear ............... 10
En arbejdsdag i P-vognen ..................... 14
Sværvognsfolk høstede gode oplevelser ......... 19
Tommel op for skæreslukkeren ................. 22
Den 5.-7. februar 2010 arrangeres der igen elevtræf for redderelever.
I invitationen hedder det: ”Kom og mød andre redderelever fra hele Danmark
og få muligheden for at lære en masse kolleger at kende, få vendt tanker,
problemer og ideer og ikke mindst: Få en rigtig hyggelig weekend med hyggelige
fællesaktiviteter, spændende indslag og lidt festivitas lørdag aften!”
Der plejer at være flot tilstrømning til elev-træffene, som stables på benene
af en gruppe redderelever med hjælp fra 3F og Reddernes Landsklub.
Weekenden (mad og overnatning) er gratis for 3F-medlemmer. Transport bliver
dækket af 3F svarende til billigste offentlige transportmiddel.
Dette års elevtræf holdes på 3F’s kursusejendom ”Smålandshavet ” som ligger
i Karrebæksminde. Adressen er Alléen 44, 4736 Karrebæksminde. Se
evt. mere på www.smalandshavet.dk.
Indkvartering sker på enkeltværelser med bad.
Tilmeldingen er nu åben på mailadressen: tilmelding@redderelev.dk
Ved tilmelding skal man huske at skrive følgende: CPR nummer, fulde navn,
adresse og station.
Program tilkommer hurtigst muligt, lover arrangørerne.
redderen nr. 10 2009

leDer
lanDevejens stille sliDere
Vi sætter i denne udgave fokus på en reddergruppe og en funktion, som sjældent
trækker de store overskrifter – hverken her i bladet eller i medierne som sådan.
Det er p-vognsredderne – folkene bag rattet i den siddende patienttransport – der
er tale om. De er svaret, når abonnenter/patienter skal til og fra undersøgelser,
behandlinger, operationer med videre. Brugerne undgår at bekymre sig om håbløse
parkeringsforhold ved sygehusene, at skulle køre trods risiko for ubehag efter
behandlingen, dyre taxaregninger med videre.
Og patienterne er i gode hænder. Mange af p-vognsfolkene har en fortid i ambulancetjenesten
og er praktisk anlagt og erfarne, hvad angår sygdomme og andre
lidelser. Desuden har de et betydeligt menneskekundskab efter et langt arbejdsliv,
hvor de har hjulpet både høj og lav i samfundet.
Med andre ord - som det også fremgår af vores reportage – løser p-vognsfolkene
en vigtig og vedkommende opgave, og over for abonnenter, sygehusansatte og
andre er de fine ambassadører for Falck og de værdier, korpset bygger på.
Gruppen af p-vognsfolk fik et skud for boven, da de gamle amter et efter et udbød
den siddende patienttransport til discountpris. I dag synes der at være faldet ro på
området, og med et stigende antal ældre og længere afstande mellem sygehusene
burde der fortsat være god basis for p-vognskørsel i Falck.
Heldigvis – for ud over at vise flaget på gade og vej, er området et godt alternativ
for de reddere, der mærker årtiers slid på krop og sjæl. Kørslen er et væsentligt
element i Falcks bestræbelser på at være en socialt ansvarlig og rummelig
arbejdsplads.
Så alt i alt er den siddende patienttransport vigtig for Falck. Og p-vognsfolkene
går selv forrest, fordi de med deres store indsats skaber værdi for hver eneste
abonnementskrone.
noter
husk at m e l D e aDresseænDring
Husk at melde adresseændring til ”Redderen”, når du flytter, så du fortsat kan
få bladet på din nye adresse.
Manglende adresseændring giver forgæves arbejde, spildte portokroner og
ærgrelse over, at bladet ikke dukker op.
Reddere kan nemt foretage adresseændring på redder.dk under ”Medlemsservice”,
”Adresseændring”.
Øvrige læsere kan også få rettet adressen gennem redder.dk. Vælg ”Redderen”,
”Abonnement” og gå ned nederst på siden, hvor du kan markere ”Bladet
Redderen” og sende en mail.
Husk at meddele både nuværende og kommende adresse!
regioner
noter
Dropper te r m a
Termas levering af software til de
kontrolrum, som skal være nervecenteret
i beredskabets SINEnetværk,
er voldsomt forsinket, og
det får nu alvorlige konsekvenser for
Terma, der mister hele den danske
ambulancetjeneste som kunde.
Regionerne havde egentlig planlagt
at benytte Termas kontrolrumsløsning,
som staten har udvalgt efter et
udbud, men regionerne har nu mistet
tålmodigheden med Terma.
Derfor vil de fem regioner ifølge
Beredskabsinfo i stedet udvikle
deres eget IT-system til vagtcentralerne
- og det vil blive sendt i udbud
allerede i begyndelsen af 2010.
Dermed tegner SINE til at blive en
økonomisk katastrofe for Terma.
Hos regionerne har den forsinkede
software givet alvorlige problemer.
Alle regioner skal nemlig som led i
udbuddet af ambulancekørslen etablere
nye vagtcentraler, og her var det
planen, at SINE og Termas software
skulle anvendes.
I første omgang har forsinkelsen
medført, at regionerne har været
nødt til at indgå en midlertidig aftale
med Falck, som indebærer, at regionerne
kan bruge Falcks analoge
radionet og vagtcentralsystem indtil
udgangen af maj 2011.
Udbuddet vil komme til at omfatte
både den IT-løsning, som regionerne
skal bruge på deres vagtcentraler,
og det kommunikationsudstyr – herunder
elektronisk ambulancejournal
- som skal være i ambulancerne og
i de øvrige
præhospitale
enheder.
Regionerne
går nu i
gang med
at forberede
hele udbudsprocessen,
så udbudsmaterialet
kan ligge klart
primo 2010.
redderen nr. 10 2009 3

Hver morgen, mens han er sygemeldt, står Lars Larsen tidligt op og går sig en tur på godt fem kilometer. Dels er motion god for restitueringen, og
dels hjælper turene til mentalt at fordøje det, han har været igennem. Lægen på Skejby lagde ikke skjul på, at det kunne være gået meget værre.
bloDprop blev orDnet
på goDt halvanDen t i m e
Redder Lars Larsen
oplevede som patient
systemet folde sig ud
– og han er stolt af kollegerne
og resten af
akutberedskabet
Af Flemming F. Kyster
Som ambulancemand gennem mere
end 30 år har Randers-redder Lars
Richard Larsen oplevet sin del af sygdoms-
og ulykkesramte patienter.
En sen aften sidst i september måtte
den 61-årige atter tage en akuttur med
4
ambulancen, men denne gang desværre
PÅ båren – med en blodprop i
hjertet.
Hele forløbet var naturligvis dramatisk
og angstvækkende
for både
Lars Larsen og
hans familie.
Men et sted i
det dystre var
det på sin vis
også en positiv
oplevelse, fordi lægevagt, alarmcentral,
Falck, lægebil og Skejby Sygehus alle
håndterede situationen til topkarakter.
En time og 36 minutter efter, at der
var ringet 112, havde Lars Larsen fået
en ballonudvidelse. Og han kunne konstatere,
at han slap fra forskrækkelsen
uden mén.
Prik i brystet
jeg m æ r k e D e et enkelt
prik i brystet, men tog
ikke viDere notits af Det
Det hele startede fredag eftermiddag
den 25. september, hvor Lars Larsen
gik hjemme i
Assentoft og gjorde
campingvognen klar
til vinter. Efter knap
tre ugers fri lakkede
ferien mod enden,
og mandag ventede
arbejdet igen. Efter
mange år i ambulancetjenesten som
bla. behandler er han fast stationsvagt
på brandsiden på stationen i Randers.
- Jeg mærkede et enkelt prik i brystet,
men tog ikke videre notits af det. Jeg
tænkte mere eller mindre ubevidst, at
det nok var en smule ubehag fra at
komme silikone på gummilisterne, for-
redderen nr. 10 2009

tæller Lars Larsen.
En times tid senere kom der igen et
enkelt jag, og det gentog sig om aftenen
foran tv-skærmen. Redderen slog det
hen som lidt mavebøvl.
- På et tidspunkt begyndte jeg at
svede, og der var der en lille klokke i
baghovedet, der begyndte at ringe. Men
jeg tænkte ”Nej, det kan ikke passe”, og
efter en lille tur ud på terrassen følte jeg
mig fint tilpas igen, husker Lars Larsen.
Ikke længere i tvivl
Kort før midnat gik det dog op for ham,
at det var alvor.
- Jeg sad og så en film, da jeg fik
centrale brystsmerter. Ikke andre symptomer
end det, men til gengæld var
smerterne vedvarende. Så jeg vækkede
min kone og sagde, at hun skulle ringe
til lægevagten, og at jeg måske havde
en blodprop, beretter Lars Larsen.
Han er ikke gammel behandler for
ingenting, så mens hustruen ringede,
målte han sit eget blodtryk. Det viste
190/100 – altså væsentligt forhøjet.
Kort efter fik han selv lægevagten
i røret. Mens de talte, ”låste” Lars
Larsens venstre albueled i smerte.
- Da var jeg ikke længere i tvivl, selv
om jeg ikke havde et eneste af de andre
”klassiske” tegn som eksempelvis stråler
ud i armen eller kold sved. Vagtlægen –
som jeg havde fortalt om min baggrund
som ambulancemand – var enig, og
han lovede at alarmere 112.
Lagde sig op på båren
Papirerne viser, at alarmcentralen fik
meldingen klokken 00.05. Klokken
00.08 var to Falckreddere på plads i
ambulancen og modtog turen. De godt
10 kilometer fra Falck Randers til hjemmet
i Assentoft blev klaret på ni minutter,
således at ambulancen landede på
adressen klokken 00.17.
- For at spare tid gik jeg ud til ambulancen,
og jeg lagde mig selv på båren,
fortæller Lars Larsen med et smil.
De to reddere på ambulancen, Benny
Pedersen og Per Lauersen (begge
behandlere), blev noget overraskede
over, at det var deres gamle kollega,
turen gjaldt. Det påvirkede dem nok lidt
indadtil, men deres indsats var super
professionel og kompetent, lyder roserne
fra Lars Larsen.
jeg kunne jo holDe øje m e D,
at De gjorDe Det rigtigt
Fik ”Guldpakken”
- Jeg havde smerter, men var ellers klar.
Så jeg kunne jo holde øje med, at de
gjorde det rigtigt, griner han. Behandlingsmæssigt
fik han det, der i fagsproget
hedder ”Guldpakken”.
Redderne gjorde klar til at tage EKG,
lagde venflon, ilt og gjorde blodfortyndende
medicin klar. De tog en blodprøve,
som i nogle tilfælde kan afsløre
blodpropper, men i dette tilfælde var
den negativ.
Redderne var også i telefonisk kontakt
med en læge på Skejby Sygehus,
og klokken 00.21 – fire minutter efter
ankomsten – sendte de ved hjælp af
telemedicin den første EKG-afledning til
Skejby. Den underbyggede ikke mistanken
om en blodprop.
Redderne blev dog ved med at kigge
efter indikationer med EKG, og efter
nogle minutter var den der pludselig.
Kan deres kram
- De sagde til lægen i Skejby: ”Nu kan vi
se det! Nu må du fandeme ikke gå – vi
sender en ny afledning nu”, husker Lars
Larsen, som er stolt af det engagement
og den ansvarsfølelse, kollegerne udviste,
og som reddere landet over udviser
hver dag.
- Jeg har selv været træt af de tests, vi
skal igennem som ambulancefolk. Men
jeg synes faktisk, vi skal være glade for
og stolte over dem, for redderne kan
altså deres kram, fastslår Lars Larsen.
Han tilføjer, at hans kone, der var med
i ambulancen, fik fortrinlig information
fra Per Lauersen om, hvad man gjorde,
og hvad der skulle ske, og det var med
til at berolige hende lidt midt i chokket.
Kurs mod Skejby
På grund af EKG nummer to satte ambulancen
klokken 00.33 kursen mod hjerteafdelingen
i Skejby i stedet for sygehuset i
Randers, som ikke har samme ekspertise
på området.
I mellemtiden blev bagvagten på Skejby
indkaldt, og lægebilen i Århus blev rekvireret
til at køre ambulancen i møde (et
såkaldt ”rendezvous”).
Da lægen kom ombord på Århuskanten,
gav han Lars Larsen noget smertestillende
samt mere blodfortyndende
medicin, og han fulgte patienten til Skejby.
Operation tog 10 minutter
Præcis klokken 01.00 rullede ambulancen
ind ved Skejby Sygehus, og Lars
Larsen blev kørt til scanning og diverse
Det tog noget tid, før EKG-målingen påviste blodproppen. Men tiden blev
rigeligt opvejet af, at ambulancen straks kunne sætte kursen mod Skejby,
hvor ekspertisen er. (Billedet her stammer ikke fra pågældende indsats. Foto:
falck.com).
redderen nr. 10 2009 5

undersøgelser, inden operationen
med ballonudvidelsen
startede klokken 01.31.
Operationen varede: 10
minutter! Længere tid tog det ikke at gå
ind via lysken og anbringe stenten i den
blokerede kranspulsåre på bagsiden af
hjertet. Netop at det var en såkaldt bagvægsinfarkt
var sandsynligvis årsagen
til, at den var svær at opdage på EKG.
Lars Larsen kunne selv på skærmen
følge med i operationen, og efter indgrebet
var forbedringen i hans tilstand
næsten øjeblikkelig.
Positiv fokus
Lars Larsens mission med at fortælle
om sine oplevelser er at rette noget
positivt og velfortjent fokus på akutberedskabet.
Tetra-sagen i Gentofte og
nogle politikeres brug eller misbrug af
6
akutområdet i valgkampen
op til kommunal-
og regionsrådsvalget,
har givet lidt
negative vibrationer, mener han.
- Men se på mit tilfælde. Selv om det
var sen aften, og selv om jeg bor cirka
40 kilometer fra Skejby, så blev jeg
helbredt på lidt over halvanden time.
Vagtlæge, alarmcentral, Falck, redderne,
telemedicin, radiosystem, lægebil
og Skejby – hele systemet virkede perfekt,
påpeger Randers-redderen.
hele systemet
virkeDe perfekt
Udsigt til godt otium
Lars Larsen er sygemeldt indtil januar,
hvor han i første omgang starter på
slangecentralen og med lidt færre timer.
Han skal tage kolesterolsænkende og
blodfortyndende medicin, men slipper i
øvrigt uden mén.
Ribe Karosseri Center ApS
Industrivej 35a
6760 Ribe
Tlf. 75 42 31 56
Fax 75 42 33 55
Mobil 30 33 78 88
mail@ribekaros.dk
www.ribekaros.dk
- har i 30 år samarbejdet med
Falcks Redningskorps omkring renovering og
opbygning af korpsets forskellige køretøjer.
Lars Larsen var ved at gøre
campingvognen vinterklar
hjemme i Assentoft, da det
første lille forvarsel om blodproppen
kom. Han tog dog
ikke videre notits af dette og
senere prik i brystet – men
kort før midnat var der ikke
længere nogen tvivl!
Så takket være det velfungerende
system skulle der være udsigt til et
langt og godt otium med kone, børn,
børnebørn, camping og så videre, når
Lars Larsen til sommer går på efterløn
som 62-årig.
- Nu har jeg fået en ekstra chance i
livet, og jeg føler det som om, jeg har
vundet den helt store gevinst i poker,
griner han.
Autoopretning
Pladearbejde
Specialopbygninger
Redningskøretøjer
Varevognsindretning
Busser/Handicapbusser
Hydraulik
Montageopgaver
Salg & Service af Gaffeltrucks
redderen nr. 10 2009

Emil Kloster (til venstre) og de fleste andre ambulancefolk havde en fortid hos Falck, før de kom til Gentofte Brandvæsen.
sårene er veD
at heles i gentofte
Bølgerne har gået højt
før og efter Falcks
indtog hos Gentofte
Brandvæsen
Af Flemming F. Kyster
Bølgerne var gået højt i det ellers så
fredelige Gentofte, da Falck i juli
2008 og april 2009 overtog opgaven
med henholdsvis ambulancekørsel og
brandslukning i den velhavende kommune
nord for København.
Før overtagelsen havde der været
længere tids uro i og omkring Gentofte
Brandvæsen. Den meget omtalte Tetrasag
– som blandt andet har været
afdækket i en DR-Dokumentar – havde
skabt kold luft og gensidige beskyldninger
mellem folk fra brandvæsenet og
borgmester Hans Toft (K), men også
intern splid mellem folk på henholdsvis
brand- og ambulancesiden.
redderen nr. 10 2009
Balladen var nok ikke ligefrem med til
at forsinke, at et politisk flertal valgte at
udlicitere aktiviteterne.
Fra at være deltager i et ambitiøst forsøg
på at etablere en nordsjællandsk,
kommunal ambulancetjeneste, som
skulle byde på Region Hovedstadens
ambulancekørsel, overgik Gentoftes
ambulancekontrakt med regionen til
Falck i juli sidste år.
Trekvart år senere valgte et flertal i
byrådet også at acceptere Falcks tilbud
på brandslukningen.
Dermed sluttede en epoke med 108
års kommunalt brandvæsen, og det
forløb som nævnt ikke uden dønninger
blandt medarbejderne.
Vanskelig proces
I dag, knap halvandet år senere, er der
ved at falde ro på vandene, men det har
været en vanskelig proces, erkender to
af de berørte, ambulancebehandler Emil
Kloster og brandmand John Hammer.
- De fleste på ambulancesiden var
jo gamle Falckfolk. Så de har jo haft
en eller anden grund til at søge andre
græsgange, hvad enten de har været
sure eller utilfredse eller bare har villet
prøve noget andet. Så at komme tilbage
til Falck stod jo ikke øverst på ønskesedlen,
konstaterer Emil Kloster, som er
tillidsmand på stationen.
Selv var han seks år hos Falck
Lyngby, inden han efter eget udsagn
trængte til luftforandring. Så han
kom som behandler til Gentofte
Brandvæsens ambulanceafdeling, hvor
han har været glad for at være.
Korte kommandoveje
- Blandt andet var det dejligt, at der kun
var tyve meter hen til ledelsen. Og der
kunne hurtigt tages beslutninger om
eksempelvis tekniske hjælpemidler så
som Stryker bærestole, hvor jeg synes,
systemet i Falck var anderledes tungt.
Jeg følte, at jeg i Gentofte bedre kunne
påvirke min egen arbejdshverdag,
påpeger Emil Kloster.
Ikke desto mindre besluttede han og
kollegerne at give Falck en fair chance
7

For brandmand John Hammer
har det været en svær
pille at sluge at få Falcklogo
på tøjet.
og starte på en frisk, da de overtog –
også fordi de havde hørt, at korpset
viste større lydhørhed over for medarbejderne
end tidligere.
Stor skepsis
På brandsiden var holdningen betydeligt
mere kritisk, fortæller John Hammer.
- Man skal tænke på, at yngste brandmand
havde en tjenestetid på 12-13 år.
Så det var nogle garvede folk, som virkelig
ikke havde noget ønske om at gå
fra kommunalt regi til Falck.
- Jeg havde været her i 20 år, og jeg
var lært op med, at Falck var de ”onde”,
der flere gange havde forsøgt at overtage
vores brandvæsen, siger John
Hammer.
Det mildnede ikke følelserne på
brandsiden, at man efter brandfolkenes
mening kom over på en noget ringere
3F overenskomst, der betød 103 døgnvagter
mod FOA’s 90.
- Da jeg startede for 20 år siden, kørte
vi med tre ruder. Så fik vi os kæmpet
frem til fire ruder – og nu er jeg så sparket
tilbage til start med tre ruder, lyder
det fra John Hammer.
Desuden var der status som tjenestemand
og tidlig pensionering på spil.
Men her blev der forhandlet en aftale på
plads, som sikrede disse privilegier ved
overgang til Falck.
Men brandfolkene kunne også indtil 1.
december vælge at sige, at de ønskede
at være tjenestemænd i en anden gren
af kommunen.
Til dato har 11 af de 26 brandfolk valgt
at stoppe – fire gjorde det straks, og syv
fulgte senere.
Plus og minus
For Emil Kloster og hans kolleger har
overgangen til 3F betydet cirka 3000
kroner mere i lønningsposen om måneden.
De har fået to spritnye ambulancer,
og repetitionen kører professionelt,
8
styret af dygtige supervisorer.
På minuskontoen tæller blandt andet,
at de har oplevet hyppig udskiftning på
lederside – hele fem chefer har de haft,
og røropdelingen har ikke just ændret
deres opfattelse af at være en overset
gruppe, som ikke kan få svar på deres
spørgsmål og frustrationer.
- Desuden er det den gængse opfattelse
blandt redderne, at DPC er lige
rigeligt tung at danse med, lyder det fra
Emil Kloster.
Jeg er brandmand
For John Hammer og hans kolleger på
brandsiden har kulturforskelle og følelser
været svære at komme uden om.
- Jeg kan eksempelvis stadig ikke
sige, at jeg er redder eller Falckredder
– jeg er brandmand. Det gjorde ondt,
da bilerne blev malet om, og det var
godt nok også mærkeligt at trække i
Falckdragten første gang.
- Vi har så mange års historie og traditioner
med i bagagen. Eksempelvis
var der her ovenover brandskole, hvor
blandt andre legendariske Gunnar
Haurum underviste, fortæller John
Hammer.
Atmosfæren er dog blevet bedre, og
brandmanden forventer en yderligere
forbedring efter 1. december, som var
fristen for at søge væk. Så har de tilbageblevne
selv valgt at blive, og det kan
ikke undgå at give et løft, mener han.
Kløerne fremme
Han roser i øvrigt stationsleder brand
Jesper Ingemann og daglig leder Henrik
Holm.
- De blev som Falckledere stillet over
for en flok ulve med kløerne fremme,
der bare ventede på de mindste fejl.
Men de har gjort et kæmpe stykke
arbejde og har haft en fin forståelse for
alle de følelser, der har været i klemme
hos os brandmænd, lyder det fra John
Hammer.
Bedre beskyttelse
Selv om ambulancefolkene er gladere
for deres 3F-overenskomst end brandfolkene,
så er Emil Kloster og John
Hammer enige om, at 3F har den mest
fremtidssikrede model.
- FOA-overenskomsten var god, da vi
stort set kun kørte i Gentofte, og da der
var en fælles forståelse mellem ledelse
og medarbejdere om reglerne – skrevne
som uskrevne.
- Men samfundet bliver mere og mere
effektiviseret, og eksempelvis regionen
presser citronen til det yderste. Og i
denne nye virkelighed er FOA’s OK
simpelthen ikke præcis nok, lige som
den ikke beskytter tilstrækkeligt mod
rovdrift, vurderer de begge.
John Hammer var i øvrigt langt fra
imponeret over FOA i Tetra-opgøret
med kommunen, og Emil Kloster føler
også, at 3F/CF København er en stærkere
og mere engageret forbundsfælle,
end han har været vant til.
- Der er en helt anden opbakning
dér. Det er dér, vi har mest ud af at
kæmpe vores kampe, fastslår Gentoftebehandleren.
Julefreden sænker sig
Lige som både brand- og ambulancefolkene
i Gentofte er ved at vænne sig
til Falck, på godt og ondt, er de også
igen ved at finde ind i en god gænge
indbyrdes.
Det er ikke nogen hemmelighed,
at der i hele den hektiske proces har
været lidt ”fnidder” internt i medarbejdergruppen.
Men nu kigger de fremad
i fællesskab og er opsatte på at gendanne
det sammenhold, som tidligere
kendetegnede stationen.
Så på det punkt ser det ud til, at julefreden
sænker sig over Gentofte.
Efter 108 år i
kommunalt regi
kom Falck sidste
år ind i billedet
hos Gentofte
Brandvæsen. Der
bliver dog ikke
skiltet eller flaget
med logoet på
brand- og ambulancestationen.
redderen nr. 10 2009

sa m m e n h o l D i h ø j s æD e t
Masser af udfordringer
venter RL’s nye
formand, Vagn Flink
Af Flemming F. Kyster
Det var en enig bestyrelse i Reddernes
Landsklub, som fredag
den 27. november valgte 52-årige
Vagn Flink som ny formand.
Bestyrelsen bakkede enstemmigt op
om valget af nordjyden, der hidtil har
været næstformand i landsklubben.
Den hidtidige formand, Niels Gerlach,
trådte tilbage den 6. november på
grund af jobskifte.
- Jeg er meget glad for valget – det
er en stor ære at skulle repræsentere
alle landets Falckreddere. Samtidig er
jeg meget ydmyg over for opgaven.
Jeg er meget bevidst om, at mange
af de beslutninger, som jeg får indflydelse
på, kan have konkret betydning
ikke kun for de enkelte reddere, men
også for deres familiers dagligdag.
Eksempelvis ved ny vagtform, ny
funktion eller ny station, påpeger Vagn
Flink.
Den nye RL-formand er bosat i
Rørbæk og ansat på station Hobro.
Han har 28 års anciennitet i Falck,
hvoraf han de seneste 14 år har
været fællestillidsmand for redderne i
Nordjylland.
Halvt år til OK
Hvilke udfordringer venter dig på den
korte og den lange bane?
- På den korte bane er det naturligvis
især overenskomstforhandlingerne om
et halvt års tid, der optager os. Her
føler jeg mig godt klædt på, idet jeg
har siddet i OK drift-gruppen og har
været med til at forhandle overenskomst
de seneste par gange. Så jeg
er rigtig godt inde i stoffet, konstaterer
Vagn Flink.
Han tilføjer, at han er mindre velbevandret
i RL’s internationale arbejde,
og at hans fokus i første omgang
går på at tackle udfordringerne herhjemme.
Vagn Flink er ny formand for Reddernes Landsklub.
Må holde sammen
- På den lange bane ser jeg en vældig
stor opgave i at holde sammen på
alle landets reddere. Den ensartethed,
vi har haft i mange år, er blevet
mindre, fordi der rundt om i regionerne
er forskellige betingelser efter
udbuddene.
- Der er vi nødt til at tage en differentieret
holdning til problemstillinger,
alt afhængig af, hvordan ambulancekontrakterne
og arbejdsvilkårene ser
ud i de enkelte regioner. Oven i dette
er der jo rør-opsplitningen i korpset,
så det bliver en stor udfordring at
holde sammen på det hele. Men det
er vi nødt til, hvis vi skal bevare vores
synlighed og gennemslagskraft, vurderer
Vagn Flink.
Godt samarbejde
Apropos sammenhold, så vil den nye
formand arbejde for et godt samarbejde
med kolleger hos andre entreprenører.
- Mange af de udfordringer, vi står
med i vores dagligdag, er ens, uanset
hvad der står på ryggen. Så det vil
være naturligt og relevant, hvis vi kan
optræde samlet og melde samlet ud om
redderen nr. 10 2009 9

forskellige emner over for arbejdsgivere
og det øvrige samfund, mener Vagn
Flink.
Politisk erfaring
Den nye formand sad indtil for nylig i
Regionsrådet i Region Nordjylland for
Socialdemokraterne. Under 100 stemmer
skilte ham fra at blive genvalgt ved
valget den 17. november, men det græder
han ikke over.
- Jeg er sikker på, at der bliver rigeligt
med udfordringer som landsklubformand.
Desuden har jeg fået værdifulde erfaringer
med fra årene i regionsrådet. Jeg
har lært, hvordan politikere og embedsmænd
tænker og lært at se tingene
10
fra deres side af bordet, og det er i høj
grad en relevant bagage at have med
som RL-formand, siger Vagn Flink.
Han tilføjer, at hans politiske virke har
givet ham et stort politisk netværk, som
han kan få gavn af i mange forskellige
situationer. Og at han naturligvis knokler
for alle reddere uden at skele til partipolitik.
- I vores fag har vi så mange arbejdspladser,
der er meget afhængige af, hvad
politikerne beslutter, påpeger Vagn Flink.
Lidt utålmodig
Den politiske baggrund og indsigten i
overenskomstforhold betegner Vagn
Flink som stærke sider, mens en vis
sikkerheDsarbejDet
skal op i gear
Ambulancebehandler
Thomas Larsen fra Silkeborg
er ny fællessikkerhedsrepræsentant
Af Flemming F. Kyster
Laerdal introducerer The BAG II
Der er afgjort basis for forbedringer i
sikkerhedsarbejdet i Falck.
Sådan siger Thomas Larsen, der 1.
oktober tiltrådte som ny fællessikkerhedsrepræsentant
(FSIR) i Område
Syd, svarende til de gamle Århus, Vejle,
Ribe og Sønderjyllands amter. Det er et
område, der strækker sig fra Mariager i
nord til Padborg i syd.
Ambulancebehandleren fra Silkeborg
En ny generation af gennemsigtige Engangs Resuscitators
Indeholder alle de gode egenskaber fra en flergangs
resuscitator, men kan kun bruges en gang.
Praktisk, alsidig og nemt, når du behøver det mest.
I forlængelse af Laerdal’s indsats med at tilbyde
kvalitetsprodukter, der hjælper til at redde liv,
har vi fornøjelsen af at præsentere The BAG II
Engangs Resuscitator.
Et vigtigt supplement til vores komplette
produktsortiment til præhospital, in-hospital
og militær brug.
utålmodighed må regnes til de mindre
heldige sider.
- Jeg er nogle gange måske lidt for
utålmodig for at få ting ændret og se
resultater. Men jeg er blevet bedre til at
erkende, at sådan er det nogle gange –
især i en stor virksomhed. Det er nu en
gang nemmere at dreje en optimistjolle
end en supertanker, siger Vagn Flink
med et smil.
De første store opgaver for den nye
formand bliver tillidsmandskonferencen
i Silkeborg i december samt årsmødet i
februar næste år i Odense.
I øvrigt er fællestillidsmand Morten
Andersen, Slagelse, blevet valgt som ny
næstformand.
efterfølger Jan Bertelsen på posten,
som han vil bruge den nærmeste fremtid
til at finde sig til rette i.
En af mærkesagerne bliver at presse
på for mere fremdrift og dynamik i en
sikkerhedsorganisation, som på grund
af en – ifølge Thomas Larsen – noget
fodslæbende A-side er for træg og uambitiøs.
- Falck er en god virksomhed. Men jeg
www.laerdal.dk
Laerdal Danmark, Njalsgade 19D,
2300 København S
Tlf.: 80 333 112, Fax: 80 333 555,
E-mail: laerdal.denmark@laerdal.no
redderen nr. 10 2009

Den nye fællessikkerhedsrepræsentant Thomas Larsen har deltaget i
flere af de såkaldte efterårsmøder om sikkerhed og arbejdsmiljø, der er
blevet afholdt i Silkeborg, Sædding, Odense, Ringsted og Aalborg.
synes, sikkerhedsorganisationen har
kørt skidt i flere år. Der bliver arbejdet
godt på vores side, men meget strander
i alt for lange og tunge beslutningsgange.
Jeg vil gerne presse på for mere
effektivitet, hurtigere beslutninger og
bedre opfølgning på tingene, påpeger
Thomas Larsen.
Ikke unik
Ifølge Thomas Larsen er der en udbredt
selvforståelse i Falck om, at man er
førende hvad angår sikkerhed og
arbejdsmiljø.
Men gennem sit bijob hos Falck
Rådgivningscenter har Thomas Larsen
været konsulent og rådgiver hos en
lang række virksomheder i vidt forskellige
brancher. Og selv om mange halter
bagefter, er der også firmaer, der både
matcher og overgår ambitionsniveauet i
korpset, mener han.
Erfaringerne fra Falcks rådgivningscenter
har i øvrigt givet Thomas Larsen nye
indgangsvinkler og god inspiration, som
kan gavne ham i arbejdet som FSIR.
Halv løsning
Kan du nævne eksempler på problemerne?
- Jeg var sikkerhedsrepræsentant i
Silkeborg indtil 2005 og blev det igen
redderen nr. 10 2009
i år. Og jeg kan se, at vi bokser med
mange af de samme problemstillinger,
som vi gjorde dengang. Det tyder jo
ikke på den store handlekraft, selv om
der selvfølgelig også er sket fremskridt.
- Så er der også de nye Stryker-stole,
som man sætter i alle nye ambulancer,
men ikke i de nuværende. Det er da en
underlig, halv løsning. Hvis man virkelig
prioriterede sikkerhedsarbejdet højt,
udskiftede man hele vejen rundt. I øvrigt
burde man indføre skydedør i venstre
side i nye vogne, hvor bla. Stryker
stolen kunne være, så man undgik at
skulle løfte den ned fra et højtsiddende
beslag, mener Thomas Larsen.
Han nævner også forflytningskurserne,
som assistenterne har været igennem,
men som stadig lader vente på sig for
behandlernes vedkommende. Og kampagner,
som virker en tid, men som der
ikke følges op på eller holdes fokus på.
Må investere
Men det er vel også et spørgsmål om
økonomi?
- Ja. Men hvis man VIL noget med
sikkerhedsarbejdet, så er man også
rede til at investere i det. Og for hver
sygemelding, arbejdsskade eller exit fra
jobbet, man kan undgå, er der meget at
gøre godt med, anfører Thomas Larsen.
Han mener, de overordnede beslutninger
ikke tages tæt nok på regionerne
- man mangler at samle op på beslutninger
i regionerne. Samtidig undrer
han sig over, hvorfor FSIR ikke er med
i regionschefernes samarbejdsorgan,
eller når ledere af de tre rør mødes.
Herved kunne eventuelle problemstillinger,
som B-parten kender, fanges i
starten, og man kunne måske undgå en
APV som skal behandles (her kan nævnes
det nye udbud).
Og er der nogen, der holder øje med,
om sikkerhedsgruppe-møderne ude på
stationerne rent faktisk bliver afholdt, og
om der sendes referater til sikkerhedslederen,
som reglerne siger i Falck?
Og hvad bruges referaterne til? Er der
nogen, der læser dem? Hvis ikke, så
bliver man ligegyldig, og det bliver venstrehåndsarbejde.
- En sikkerhedsaftale bør sikre en
KORT proces fra et problem opstår, til
det bliver løst. Processen er lang i dag,
hvis den ikke kan løses i sikkerhedsgruppen,
mener Thomas Larsen.
Han er i øvrigt skuffet over, at den
nye sikkerhedsorganisationsaftale ikke
indeholder nye tiltag til optimering af sikkerhedsarbejdet,
der står faktisk mere
i aftalen Falcks sikkerhedsorganisation
fra 1987.
Kæmpet imod forringelser
Den nye FSIR har en målsætning om at
deltage i driften en gang om ugen. Dels
for at vedligeholde sine behandlerkompetencer,
og dels for at bevare følingen
med arbejdet ude i marken.
- Det kan være svært at sidde bag et
skrivebord og mærke, hvor skoen trykker,
bemærker Thomas Larsen.
Han blev ansat i Falck i 1987. Han
kom i 1990 fra Sjælland til Silkeborg,
hvor han bor med hustru og to tvillingedøtre
på syv år.
De seneste måneder har han i øvrigt,
som privatperson, været dybt involveret
i en firemands gruppe, som har kæmpet
imod forringelse af ambulanceberedskabet
efter Region Midtjyllands udbud.
Gruppen har gravet dybt og analyseret
tallene for delområde Viborg, som også
omfatter Silkeborg. Og det grundige
arbejde bar frugt, idet det faktisk lykkedes
at overbevise politikerne om
manglerne.
11

Myte eller Fakta?
Om få uger sender Rambøll Management spørgeskema
ud til alle os Falck-folk i Danmark. Jeg synes dette er
meget relevant og vigtigt, men deler alle nu min opfattelse?
Er det værd at fatte pennen eller sætte fingre på tastaturet?
Nytter det noget? Hvad er myte og hvad er fakta?
Myte eller Fakta: ”Det er svært at ændre noget i Falck”.
Begge dele – men det er det også alle andre steder!
Fakta fordi vi alle sammen arbejder lidt ud fra vaner og
traditioner for, ”hvordan vi gør tingene her”, og fordi en
kultur ikke er noget, man lige ændrer.
Myte fordi en organisationsundersøgelse er en chance for
at påvirke tingene lokalt, regionalt og landsdækkende, og
den vej rundt skabe udvikling. Og din stemme VIL blive
hørt, også selvom det ikke er givet, at lige netop DINE
forslag bliver gennemført. Men når alle stemmer lægges
sammen, er det klart med til at påvirke den retning, virksomheden
tager.
Myte eller Fakta? ”Man får ikke noget at vide, man ikke
vidste i forvejen. Især ikke i Falck, her siger vi tingene
som de er”.
Myte. På en af vore stationer viste den sidste undersøgelse
for eksempel, at nogle medarbejdere døjede med
mobning. Stationslederen og tillidsmanden igangsatte i
fællesskab i en proces, der fik det psykiske arbejdsmiljø
på dagsorden til glæde for alle medarbejderne.
Myte eller Fakta? ”De fleste virksomheder får ikke fulgt
ordentlig op på medarbejderundersøgelser”.
Fakta. Rambøll har gennemført en undersøgelse blandt
10.000 tilfældigt udvalgte medarbejdere fra deres database.
Undersøgelsen viser, at kun 8% af alle medarbejderne
oplever, at deres virksomheder
har en høj eller meget høj grad af
opfølgning.
12
Det vil sige, at en del virksomheder
enten ikke får fulgt
ordentlig op på medarbejderundersøgelserne,
eller at de ikke får
fortalt medarbejderne
om
dette.
Det kan måske også være den oplevelse, du sidder med
fra undersøgelsen i 2008 – eller også er det ikke.
Lokalt, regionalt og landsdækkende har der været forskellige
initiativer siden 2008. Nogle store - eksempelvis at
vi har gennemført en rørdeling, andre små - eksempelvis
bedre kommunikation på den enkelte station.
Det er vigtigt at sige, at en medarbejderundersøgelse er
et ledelsesværktøj, som vi skal ”øve os” i at bruge.
For hver gang vi prøver, bliver vi lidt klogere og lidt bedre
til at forstå og bruge resultaterne. Men da vi ved, at der
er sammenhæng mellem tilfredshed og opfølgning, er det
vigtigt, at vi hjælper hinanden med at få fulgt godt op.
Det er også væsentligt holde fast i vigtigheden af at deltage,
så vi får et stærkt billede at arbejde videre med.
Myte eller Fakta? ”Man skal altid starte med at udbedre
sine svagheder”.
Myte. Amerikanske studier viser entydigt, at hvis man
skal udvikle mennesker og organisationer mest muligt, så
skal man fokusere på deres styrker og ikke deres svagheder.
”Det eneste vi lærer af at studere vore svagheder
er, hvordan vores svagheder er. Hvis vi vil lære noget om
succes, må vi studere succes” Citat: Marcus Buckingham.
Vi skal huske at fokusere på det gode og ikke bruge al
vores tid på ”alle hullerne i osten”.
Med håb om at vi høres ved i januar. God Jul og Godt
Nytår!
Jan Johannesen,
Afdelingsleder Leder- og Medarbejderudvikling

CSR - Kan man virkelig være bekendt
at prale af det?
I Falck er vi egentlig ret beskedne. Vi er vant til at gøre en
forskel, påtage os et stort ansvar i samfundet uden at tale
så meget om det. Jeg synes digtet i vores flotte billedserie
udtrykker det meget godt: ”…. Vi gør det af vane, af os
selv, af anstændighed og af lyst….”.
Vi taler ikke så meget om det, vi gør, og hvis vi taler om
det er det altid med meget klædelig beskedenhed. Det er
i hvert fald det, jeg oplever og har oplevet, siden jeg blev
en del af Falck i 2005.
Vores tilbøjelighed til at være lidt tilbageholdende, når det
kommer til at fortælle om de ting vi gør, står til at ændres
fremover. Som følge af en ny lovgivning skal større danske
virksomheder beskrive deres arbejde med CSR i
årsrapporten fra 2009.
Kan man få den på dansk, please?
CSR - Corporate Social Responsibility – på dansk ”virksomhedens
samfundsmæssige ansvarlighed”. På det
internationale plan er det blandt andet initieret af FN. De
kalder det Global Compact, og har det formål at fremme
virksomheders samfundsmæssige ansvar.
I Falck har vi med udgangspunkt i Global Compact formuleret
vores egen Code of Conduct – eller på godt
dansk nogle retningslinier for:
”Hvordan vi gør tingene her”
Code of Conduct omfatter i hovedtræk retningslinier for
fire områder: Menneskerettigheder, Arbejdstagerrettigheder,
Miljø og Antikorruption og når vi eksempelvis afgiver
tilbud på kontrakter rundt omkring i verden, bliver vi i stigende
grad bedt om at redegøre for vores tiltag og politikker
på disse områder.
Et langt tilløb – hvad er pointen?
I forbindelse med at Falck fik 3F’s pris for Årets Arbejdsplads
2008 sagde forbundsformanden Poul Erik Skov
Christensen:
”…. vi er i dommerkomitéen særlig imponeret over de
mange ting, som virksomheden gør udover at drive deres
forretning. På nudansk hedder det vist at vise samfundssind,
og det har Falck gjort lang tid før, det ord overhovedet
var opfundet”.
Og så tilbage til starten: I Falck taler vi ikke så meget om,
hvad vi gør, vi gør det bare. Men vi skal nok til at tænke
lidt anderledes på det område.
redderen nr. 10 2009
Èn ting er, at vi skal skrive noget i Årsrapporten og diverse
tilbud – en anden er, om vi selv proaktivt fortæller de
mange, mange gode historier vi har fra syd til nord - fra
øst til vest.
Der er nok at tage af…
Projekter med utilpassede unge, særlige jobs til mennesker
med nedsat arbejdsevne, økonomisk støtte til
samfundsmæssige projekter, projekter i udlandet såsom
Nicaragua-projektet sammen med 3F, støtteprojekter i
Rumænien, Albanien og i Afrika.
Som arbejdsplads har vi mange tilbud til medarbejderne,
hvad angår sundhed og sygdom: Tværfaglig behandling,
Hurtig Diagnose, Aktiv Arbejdsmedicin og muligheder for
psykologhjælp.
Skal man prale af det?
Nej det skal vi ikke, men vi kan godt blive bedre til at
fortælle om det i omverdenen, og vi kan nok også blive
bedre til at fortælle de mange gode historier internt.
Uanset hvad vi kalder det: CSR, Global Compact eller
Code of Conduct, så handler det egentlig om det samme,
nemlig at ...
Vi gør noget…
…. vi gør noget godt - for kunderne og for hinanden. Det
kan vi være stolte af, og det kan vi med god samvittighed
fortælle om. På den gode måde, naturligvis. Med klædelig
beskedenhed og i respekt for de opgaver, vi løser, og de
mennesker, vi løser dem for og med. Uden at overdrive
og uden at ”smøre på”. Bare som det er.
Og så fortsætte med at arbejde for, at det hele tiden bliver
lidt bedre.
Lise Pagh,
HR-Chef
13

64-årige Hans Sievert Petersen – eller bare ”Sievert” – bag rattet i sin p-vogn.
en arbejDsDag i p-vognen
Hvordan ser hverdagen
egentlig ud for
en p-vognsredder? Vi
kørte med for at få et
indblik
Af Flemming F. Kyster
Klokken er cirka kvart i seks denne
fredag morgen, da ”Redderens”
udsendte når frem til Stemmild en halv
snes kilometer uden for Tønder. Her
bor p-vognsredder Hans Sievert Petersen,
som vi har fået lov at følge gennem
en hel arbejdsdag.
Målet er at få et lille indblik i, hvordan
arbejdshverdagen ser ud for korpsets
mange p-vognsreddere. I forhold til
14
eksempelvis ambulance- og brandområdet
er der ikke den store fokus på
den siddende patienttransport, som jo
”bare” går ud på at køre abonnenter og
andre fra A til B.
Men p-vognsredderne passer troligt
deres dont, løser en vigtig og vedkommende
opgave og er samtidig fortrinlige
ambassadører for Falck.
Sievert hjælper folk det rette sted hen på sygehuset,
selv om det kan være lidt af en videnskab at finde rundt.
Indenfor i landejendommen, der i
øvrigt tidligere har huset en kro, er
”Sievert”, som han helst vil kaldes, ved
at spise morgenmad sammen med
hustruen Ulla.
Han har allerede været oppe nogen tid,
for hans besætning på 60-70 får skal
også fodres af hver morgen, inden han
triller afsted.
redderen nr. 10 2009

Frokosten ligger i køleboksen i bag,
og så er det bare at finde en smuk
plet at indtage maden.
64-årige Sievert går ud i novembermørket
for at køre p-vognen – en VW
Touran med 1,9 TDI dieselmotor og
automatgear – ud af garagen. I et par
år har han kunnet køre ud fra hjemmet,
uden at skulle aflevere og hente bilen
på stationen i Tønder.
Madpakken med de obligatoriske fire
kvarte placeres i køleboksen i bagagerummet.
Da han som ung arbejdede
som tømrer, var der grundet det fysisk
hårde arbejde og den friske luft brug for
en fire-fem gange større madpakke.
Klokken 06.02
sidder vi i VW’en, mens de første opgaver
fra vagtcentralen i Kolding tikker ind
på dataradioen.
Første tur viser sig at gå til Tønder,
hvor en dame skal hentes og køres
til brystkirurgisk afdeling på Aabenraa
Sygehus.
- Det kan være, at hun skal have fjernet
et bryst, gætter Sievert.
Opgaven ryger automatisk over i
GPS’en, som har gjort livet betydeligt
nemmere for p-vognsfolkene.
- Den hjælper selvfølgelig med at finde
vej. Men næsten lige så værdifuldt er
det, at den jo beregner en ankomsttid.
Det gør det meget nemmere for os at
disponere vores kørsel, så vi opfylder
betingelserne. Vi må aflevere abonnenter
op til en time før deres aftale, det er
det spillerum, vi har, forklarer Sievert.
Adressen i Tønders midtby er lidt svær
at finde, men det lykkes, og Sievert
trykker ”Optaget” på dataradioen og går
op og hjælper den ældre dame ned til
bilen. Hun skal sandsynligvis være på
sygehuset et par dage, så hun medbringer
en taske med fornødenheder.
- Husk at få sele på, for jeg kører som
en vild, siger han smilende til damen og
tilføjer:
- Jeg har sat lidt varme i sædet – du
siger bare til, hvis det skal skrues lidt op
eller ned.
På vejen til Løgumkloster, hvor endnu
redderen nr. 10 2009
en abonnent skal hentes til turen østover,
taler damen og Sievert om de
institutioner, Tønder har mistet de seneste
år, blandt andet garnisonen, lærerseminariet
og en stor del af sygehuset.
Lidt senere fortæller damen af egen
drift, at hun – som Sievert havde gættet
på – skal over og have fjernet et bryst.
Takket være den utvungne samtale er
stemningen dog god, selv om anledningen
for damens transport naturligvis
ikke er den sjoveste.
Lidt efter ringer Sievert til abonnenten,
der skal med fra Løgumkloster. Folk
sætter stor pris på at blive varskoet lidt
før ankomsten, så de lige kan drikke
kaffen færdig, gå på toilettet og i det
hele taget gøre sig klar. Og når de står
klar, glider tingene også nemmere for
p-vognsredderen.
”Det er fra Falck. Vil du med ud og køre
om cirka 10 minutter?”, spørger Sievert
på klingende sønderjysk i telefonen.
”Jaa, det kan jeg jo blive nødt til”, lyder
det veloplagt fra damen i den anden
ende.
Kirsten, som hun hedder, skal til Aabenraa
for at få foretaget en brokoperation.
Hun fortæller, at hun har været Falckabonnent
i 40 år. Tidligere kørte ægtemanden
mange tusinde kilometer hvert
år i sit job, og derfor havde de en abonnementspakke
hos Falck.
På grund af journalistens spørgsmål
viser det sig, at sygetransport-abonnementet
faktisk trækker lidt mere på
PBS’en, end begge abonnenter egentlig
forestillede sig.
Men Sievert får dog også oplyst om
nogle fordele og muligheder ved abonnementet,
som de ikke var klar over, og
alt i alt erklærer de begge, at ordningen
fuldt ud er pengene værd.
Klokken 07.16
Service og omsorg er nøgleord for p-vognsredderne.
triller vi ind ved Aabenraa Sygehus, og
Sievert hjælper de to passagerer ind til
de rette afdelinger.
For at hjælpe den kollega, der på et
tidspunkt skal hente dem igen, ringer
han til vagtcentralen og fortæller,
hvilken indgang og afdeling, der er
den rigtige. Ind i mellem kan det være
lidt af en videnskab at finde rundt i
sygehus-labyrinterne, og det kan koste
megen tid, hvis patienten venter eller
skal sættes af ved en anden indgang
end forventet. Eller måske trasker ned i
cafeteriet, så redderen skal gå og lede
efter vedkommende.
Særligt Aabenraa Sygehus kan ifølge
Sievert være forvirrende, mens eksempelvis
Sønderborg er mere overskuelig.
I Sønderborg har de tilmed en servicemedarbejder,
som har tjek på afdelinger,
indgange og patienter, og som er flink til
at hjælpe p-vognsfolkene.
Klokken 07.34
parkerer vi ved Falckstationen i Aabenraa.
Der er ikke umiddelbart en ny tur
på tapetet, så der er tid til en kop kaffe.
Det er en forholdsvis sjælden luksus, for
15

Endnu en dag på kontoret: Sievert
tilbagelægger over 100.000 kilometer
om året i p-vognen.
oftest venter næste tur, straks når den
forrige er slut.
Alle hilser smilende på Sievert. Efter
41 år i korpset kender han mange kolleger
i det sønderjyske, selv om man
er mere på egen hånd som p-vognsredder
end som døgnvagt.
Over kaffen fortæller Sievert, at han
blev p-vognsredder for 10 år siden,
da Falck fik den siddende patienttransport
for Sønderjyllands Amt. Han
var blandt andet træt af de tests, der
fulgte med som ambulancebehandler,
og han var efter tre årtier også ret
mæt af akutområdet.
- Selvfølgelig var det en stor omvæltning
efter 31 år som døgnvagt, og i
øvrigt også 31 år med den samme
makker. Men jeg vænnede mig egentlig
hurtigt til det, og jeg er glad for mit
job. Det er også rart at have fri hver
weekend, påpeger Sievert.
Klokken 8.33
er vi nået til en adresse i Sønderborg,
hvor vi henter en mand i trediverne,
som skal til undersøgelse på Aabenraa
Sygehus. Hans syn er svækket på
grund af diabetes, og han bærer mørke
solbriller. Han har efter eget udsagn
haft hele 45 øjenoperationer for at forhindre,
at mørket helt sænker sig over
hans syn. Med de mange ture er han
taknemmelig for Falck-ordningen, som
han har gennem sin arbejdsgiver, Danfoss,
som har et kollektivt abonnement
hos Falck.
Denne fredag er det ikke øjnene, men
en anden diabetes-relateret lidelse, han
skal have tjekket i Aabenraa.
I en anden del af Sønderborg henter vi
endnu en passager, som skal til undersøgelse
i Aabenraa.
På turen nordover fortæller Danfoss-
16
manden om sin uheldige sygdomshistorie
og de tvister med sygehusverdenen,
det har medført.
Klokken 9.21
Afleverer vi de to sønderborgensere
ved Aabenraa Sygehus.
På turen nordover fortalte Danfossmanden
– foranlediget af journalistens
spørgsmål – om sine problemer med
diabetes. Men faktisk er det sjældent,
passagererne disker op med hele deres
sygdomshistorie.
- Da jeg startede på p-vogn, mente
flere af kollegerne, at jeg nu kom til
at høre en masse triste sygehistorier.
Men det er faktisk meget sjældent, det
sker. Folk er helt overvejende positive
og næsten alle sammen søde og rare,
understreger Sievert.
Bortset fra nogle fordomme om passagererne
oplever han, at redderkollegerne
respekterer p-vognsjobbet fuldt
ud. De ved selvfølgelig også godt, at
han og mange andre p-vognsfolk så
rigeligt har ”aftjent deres værnepligt”
som ambulance-, kran- eller brandfolk.
Sievert styrer rutineret den hvide
Touran gennem trafikken. Han savner
stadig den Ford Mondeo, han havde
tidligere. Den var en kende lav for nogle
patienter (selv om det ofte kunne løses
ved at køre lidt op over kantstenen)
men den kørte bedre og var en rarere
arbejdsplads, mener Sievert, som dog
har vænnet sig til folkevognen.
Selv om han nogle dage sidder otte-ni
timer bag rattet, har han sjældent bøvl
med ryggen eller andet. Når det sker,
har han en slags gel-pude, som faktisk
kan afhjælpe det meste.
Når du kører så meget på arbejdet,
gider du vel ikke køre meget bil privat?
- Nej ... det er nu ikke fordi, jeg ikke
gider, men fordi der er så meget at passe
på vores 23 hektar fritidslandbrug,
at vi ikke har det store behov for at
komme så meget ud, fortæller Sievert.
Klokken 10.30
har vi nået Padborg, hvor en ældre
mand og hans hjælper skal hentes og
køres til øjenlæge i Aabenraa. Han er
blevet opereret for grå stær og skal
have det såkaldte ”efterstær” behandlet
med laser. Det er ikke noget stort
indgreb, men han kan ikke se meget et
stykke tid bagefter, hvorfor hjælpen fra
Falck er velkommen.
Klokken 10.56
Dagens sidste opgave er klaret, og fyraften venter forude.
er vi fremme hos øjenlægen i Aabenraa
by. Herefter sætter Sievert kursen mod
lystbådehavnen i Aabenraa, hvor vi fisker
madpakkerne op af køleboksen bagi.
- Nogen vil helst holde spisepause på
en station. Men jeg holder af at finde et
redderen nr. 10 2009

sted ved vandet eller en lysning i skoven,
og så indtage min mad dér.
Ifølge Sievert er der sjældent problemer
med at få sine pauser. Også når han
gerne vil holde nogle fridage – især når
lammene melder deres ankomst om foråret
– eller bare SKAL have fyraften til
en bestemt tid, lader det sig fint gøre.
Han er til gengæld meget fleksibel den
anden vej, forklarer han, og det er slet
ikke usædvanligt, at der ryger en time
eller to oven i den normale arbejdstid fra
06 til 14 (13.30 på fredage).
I det hele taget har han et godt forhold
til kollegerne på vagtcentralen, selv om
man naturligvis får et tættere forhold til
nogle end andre.
- Kun én gang har jeg haft en større
kontrovers med én på vagtcentralen,
som bagefter erkendte at have forløbet
sig. Men ellers synes jeg, der er kommet
en ny generation, som taler ordentligt til
folk og kan finde ud af at sige tak.
- Som ”almindelig” redder kunne jeg
godt finde på ind i mellem at diskutere
lidt med vagtmestrene. Men jeg besluttede
helt fra starten som p-vognsredder,
at jeg ikke ville blande mig i vagtcentralens
dispositioner – for jeg ved jo ikke,
hvad de har på deres skærm.
Omvendt kunne det være fint, mener
Sievert, hvis meldingsmodtagere fik en
dag eller to i ”praktik” i p-vognene, så de
havde en bedre fornemmelse af, hvordan
tingene fungerer i praksis.
- Så ville de eksempelvis vide, at det er
træls at bøvle med at tage en stor, snavset
kørestol med, hvis patienten fint kan
låne én på sygehuset påpeger Sievert.
I mellemtiden er vi færdige med frokosten,
og turen går til Aabenraa Sygehus,
hvor de to mand fra Sønderborg, som vi
tidligere kørte med, er klar til hjemturen.
Klokken 11.55
sættes den sidste af de to sønderborgensere
af, og vi dirigeres mod Sønderborg
Sygehus, Onkologisk afdeling. En
dame skal efter endt undersøgelse køres
hjem til sin lejlighed i Sønderborg.
For journalisten lyder Sievert og damens
dialekt ens, men det er ikke tilfældet,
viser hendes spørgsmål til redderen:
- Du er da ikke herfra – er du ude vestfra?
- Ja, jeg er gammel Møgeltønder-dreng,
svarer han. - Ja, det kan jeg godt høre,
konstaterer hun.
Klokken 12.39
er vi egentlig på vej nordpå med
instruks om ”Kald ved kanten Aabenraa”,
da vi bliver bedt om at vende om
redderen nr. 10 2009
Der skal lige tankes, så bilen er klar til
en eventuel langtur mandag morgen.
og returnere til Sønderborg Sygehus.
Her skal en dame afhentes fra ortopædisk
ambulatorium og transporteres
hjem til Rødding.
Det er helt normalt, at der er mange
ture på og til østkysten, hvor sygehustilbuddene
overvejende er, fortæller Sivert
undervejs.
Men dagene kan være vidt forskellige,
og ind i mellem er der lange ture til
eksempelvis Århus, Aalborg, Odense og
såmænd også Sjælland.
- Det kan jeg godt lide ved jobbet, at
det er så afvekslende. Desuden er man
i vid udstrækning sin egen herre, lige
som det er dejligt at følge årstidernes
skiften.
Efter afhentningen ved ortopædisk
ambulatorium kører vi en stund, før vi
får endnu en passager ombord. Han har
for godt en uge siden fået en ballonudvidelse
i lysken, men nu føles det, som
om der er tilstødt lidt komplikationer, så
han skal til kontrol i Aabenraa.
Faktisk skal han om tirsdagen have en
bypassoperation i benet.
- Så kommer du til at gå som en
17-årig, lyder det opmuntrende fra Sievert.
- Ja, så er jeg næsten klar til OL, siger
manden og smiler, selv om han tydeligvis
er lidt bekymret for, hvordan det hele
skal gå.
Klokken 13.54
er vi igen-igen ved Aabenraa Sygehus,
hvor manden afleveres.
Vi sætter nu kursen mod Rødding,
hvor damen på forsædet – dagens
sidste passager – har bopæl. Hun har
været ret stille og virket lidt trist siden
afgangen fra Sønderborg, men humøret
bedres efterhånden, igen fordi Sievert
formår at skabe en positiv atmosfære i
bilen.
Hun fortæller den nysgerrige journalist,
at hun har været til forundersøgelse for
en ny hofte. Men lægen havde – på en
ikke særlig venlig måde – gjort hende
klart, at hun kun havde tabt sig fem af
de syv kilo, lægerne havde krævet for at
foretage operationen.
Det var den besked – og måden den
blev afleveret på – der havde stemt
hende lidt trist.
Klokken 14.29
er vi på adressen i Rødding.
Du kører med mennesker, som kan
være alvorligt syge eller ramt af andre
lidelser. Det kræver noget situationsfornemmelse?
- Helt sikkert. Men mange af os i
p-vognene er lidt oppe i årene og er
efterhånden blevet menneskekendere.
Jeg kan næsten altid mærke, om folk
gerne vil snakke, eller om de bare vil
sidde lidt for sig selv. Hvis folk er åbne,
vil jeg hellere komme med en lille vittighed
eller sjov bemærkning, end at dyrke
triste ting. Og jeg synes som nævnt, at
næsten alle er meget positive, uanset
hvad de ellers bokser med.
Kort efter får vi på dataradioen en ”Kom
hjem”, hvilket betyder, at vi kan sætte
kursen mod Stemmild og fyraften. Inden
da tanker vi i Tønder, så bilen er klar til
mandag morgen.
Klokken 15.32
- to timer efter officiel fyraften – er vi tilbage
på ejendommen i Stemmild.
461,5 kilometer er det blevet til – det
Efter knap 462 kilometer denne dag
kan VW’en hvile i garagen
weekenden over.
17

er en ganske normal ”score” på en
arbejdsdag, beretter Sievert, som mageligt
runder 100.000 kilometer bag rattet
om året.
Indenfor venter Ulla med en ostemad og
en fredagsøl – tysk dåseøl, naturligvis,
for vi er jo i grænselandet.
- Der har været lidt mindre travlt end
normalt, men ellers har dagen været
ganske typisk for, hvordan en arbejdsdag
kan spænde af, vurderer Sievert.
Til spørgsmålet om, hvornår den 64-årige
kører i garage for sidste gang, kan
han ikke sige det med bestemthed.
- Jeg fortsætter i hvert fald, til jeg fylder
65 i april – og sikkert også længere,
siger han.
”Redderens” udsendte siger tak for turen
og for hyggeligt selskab og triller nordpå.
Forældreforeningen
VI HAR MISTET ET BARN
Konference – Debatmøde
- Den svære kontakt med forældre, der mister
Tirsdag, den 16. marts 2010 kl. 10.00 – 16.30
DGI-BYEN
Tietgensgade 65
1704 København V
Paneldeltagere: læge, sygeplejerske, ambulanceredder, psykolog, hospitalspræst, politi, bedemand/sorgterapeut, socialrådgiver,
og en forælder/patient-ambassadør der selv har mistet.
Målet med konferencen er at forbedre omsorgen for forældre, der mister et barn uanset alder. Foreningen vil gerne bidrage til at
ruste faggrupper bedre til at møde sorgramte forældre.
Det er et ønske for foreningen at øge kontakten til og dialogen med de faggrupper, som kommer i kontakt med forældrene. Derfor
markerer foreningen sit 25 års jubilæum med en konference, hvor forældre, pårørende og repræsentanter fra faggrupperne mødes
for at debattere, hvordan man på den bedste måde håndterer mødet med sorgen.
Læs mere om foreningen på: www.mistetbarn.dk
På foreningens vegne
Frode Pilgaard, Anne-Lise Knudsen,
Formand PR-Koordinator
Tilmelding senest den 1. februar 2010 til Anne-Lise Knudsen, Højstrupvej 13, 5200 Odense V
tlf. 66 16 86 21 – mail konference@mistetbarn.dk
Deltagergebyr kr.250,- inkl. forplejning, bedes indbetalt senest den 15. februar 2010 på foreningens konto i Forstædernes
Bank: 5492-0007037915.
Program/adgangsbevis vil blive fremsendt ca. 2 uger før konferencen.
18
Med 23 hektar jord, en større fårebesætning, et gør-det-selv projekt med en 23
fods båd og mange andre ting mangler Sievert ikke noget at tage sig til i fritiden.
redderen nr. 10 2009

sværvognsfolk
høsteDe goDe oplevelser
Claas fabrikken i Tyskland
var hovedmålet
for årets sværvognstur
Af Kurt Dittmann, formand for Falcks
Sværvognsklub
Mandag den 25. oktober drog 40
deltagere afsted på Falck Sværvognsklubs
årlige studietur, som denne
gang gik til Tyskland. Hovedmålet var
Claas fabrikken i Harsewinkel, som
redderen nr. 10 2009
fremstiller landbrugsmaskiner i alle
afskygninger.
På førstedagen var det imidlertid
turen i bussen fra Danmark til det
hotel, vi skulle bo på i Hannover, der
var omdrejningspunktet, med det
sociale der følger med.
På andendagen gjaldt det som nævnt
Claas fabrikken i Harsewinkel samt
Loermanns Hof, en gård med testkørselsområde
cirka 20 minutters kørsel
fra fabrikken.
På grund af travlhed blev vi spurgt,
om det var ok at bytte rækkefølgen
i besøgene, og da Falckreddere er
meget fleksible, sagde vi ja til det. Så
vi startede på Loermanns Hof, hvor
Claas har en aftale med landmanden
om at kunne arrangere prøvekørsler
på hans marker.
13 tons traktor
Da vi ankom til gården, blev vi modtaget
af hr. Müller og hr. Schulz. De
skulle vise os rundt, både på gården og
bagefter på fabrikken.
Inden vi startede rundturen på gården,
blev vi bedt om at stille os op foran en
19 19

mejetærsker, der stod i udstillingshallen,
så der kunne blive taget et gruppebillede.
Da det var overstået, blev vi præsenteret
for gårdens ejer, som demonstrerede
Claas maskiner, inden vi skulle ud og
køre med dem.
Vi fik lejlighed til at prøve deres største
traktor, som vejer cirka 13 tons, samt teleskoplæsser,
snitter og mejetærsker – alt
blev grundigt prøvekørt af gæsterne fra
Danmark.
Tredje generation Claas
Herefter gik turen til fabrikken i Harsewinkel,
som er på 400.000 kvadratmeter.
Koncernen er familieejet, og tredje generation,
Cathrina Claas, er kørt i stilling
som chef.
På fabrikken er der fire montagebånd.
Et for Jaguar snitter, et for Xerion/Cougar
traktorer, og to for mejetærskere.
Dagligt kører der 40 selvkørende maskiner
ud af fabrikken.
I 1930 byggede August Claas den
første mejetærsker til det europæiske
marked. Indtil i dag er der bygget flere
end 400.000 mejetærskere, og flere end
20.000 selvkørende snittere.
I Europa er Claas førende inden for
mejetærskere, og på verdensplan er de
nummer et inden for selvkørende snittere.
Rundtur og museum
Rundturen på fabrikken startede der, hvor
det rå jern kommer ind. Metallet bliver
bearbejdet, svejset sammen, bukket, får
boret huller, malet, monteret med videre
- for så til sidst at køre ud som en færdig
maskine.
Da vi var færdige med rundturen, var
det tid til kantinebesøg. Herefter gik
turen over til deres TECHNOPARC, hvor
alle deres produkter er udstillet. Der er
museum, samt en forretning, hvor man
kan købe deres produkter i miniature – og
mange andre ting med deres logo.
Efter en oplevelsesrig dag sagde vi farvel,
og vi kørte tilbage til hotellet, hvor der
var fælles hygge om aftenen.
Havnerundfart
På tredje dagen gik turen tilbage til Danmark,
men undervejs lavede vi en afstikker
ind i Hamburg. Her havde vi arrangeret
en sejltur i havneområdet.
Vi fik vores egen turbåd med kaptajn og
guide, og så sejlede vi af sted. Vi så og
fik fortalt om den indre havn, om container-området,
om sluserne, og hvor vigtige
de er for Hamburg så den ikke
20
bliver oversvømmet.
Der blev også berettet om den gamle
bydel, om den nye bydel ved havnen,
hvor kvadratmeter prisen er skyhøj, om
politiet, brand- og toldvæsenet til søs, jo
det var en rigtig spændende sejltur.
Tak
Nede på havnekajen så vi også den første
Elbtunnel, som stadig bruges. Det er
fire elevatorer, hvor man kører ind med
sin bil eller cykel, så bliver man sænket
25 meter ned, hvorefter man kører ud i
en tunnel der er ca. 400 meter lang, for
derefter igen at blive hævet 25 meter op
på den anden side.
Er man fodgænger, kan man gå ned og
tage turen gennem tunnelen.
Herefter fortsatte vi turen tilbage til
Danmark, vi krydsede grænsen ved
15-tiden, og den sidste steg af bussen kl.
21.00 i Slagelse.
Tak til firma Claas, Tak til dem, der har
støttet, så turen kunne blive til noget. Tak
til dem, der sponsorerede på turen, og
Tak til Falck og de lokale DPC’er for, at så
mange fik fri til at deltage.
Tak til Michael Engstrøm for dit arbejde
som medarrangør, og tak til alle jer kolleger,
som tog jer tid til at deltage på turen.
Sværvognsfolk i marken: Der var rig lejlighed til at prøve
de store Claas maskiner, herunder flagskibet på traktorsiden.
Den kan løfte og dreje førerhuset, og ifølge Claas er
den ideel som hochsitz for den dovne jæger...
Traditionen tro var studieturens mål
tydeligt annonceret i bussens forrude.
redderen nr. 10 2009

Claas har fremstillet landbrugsmaskiner
i Harsewinkel
siden 1919, og nogle af de
gamle modeller kan ses på
koncernens museum.
I den gamle Elbtunnel sørger store
elevatorer for at hæve bilerne 25 meter
op og ned fra/til tunnelen. Det er også
muligt at spadsere gennem tunnellen.
Der blev også tid til
en sejltur i Hamborgs
havn, en af Europas vigtigste
havne. Her er det brandstationen
ved havnen, der passeres.

to m m e l op for skæreslukkeren
Pris og indgroede vaner
kan dog bremse udbredelsen,
mener Beredskabsstyrelsens
skole i
Tinglev
Af Flemming F. Kyster
” Kan skæreslukkeren
være med til at forbedre
brand- og redningsfolks
sikkerhed? ”
Sådan lød oplægget for Martin
A. Sørensen, fagområdeleder på
Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i
Tinglev, på Branchearbejdsmiljørådets
nyligt afholdte konference.
Den helt korte version af hans indlæg
var, at ”ja”, det kan den.
Cobra Skæreslukker kommer fra
Sverige, hvor man er meget restriktive
med at iværksætte røgdykning. Det har
derovre givet vind i sejlene for skæreslukkeren,
som netop er velegnet til
slukning udefra.
Også i Danmark kan Cobra’en gøre
en forskel, mener Martin A. Sørensen.
Martin A. Sørensen, fagområdeleder
på Beredskabsstyrelsens Tekniske
Skole i Tinglev, havde positive erfaringer
med skæreslukkeren og dens
betydning for reddernes sikkerhed.
22
En sikkerhedsdør i stål var ikke noget problem, da Cobra’en blev
demonstreret ved en redningsmesse i Sverige sidste år. (Arkivfoto).
Den kan bekæmpe eller forsinke brand/
overtænding i sikkerhed udefra, og
dermed bane vejen for en sikrere indtrængning.
Den kan skære igennem stort set alle
materialer, og med et minimalt vandforbrug
(30/60 liter pr. minut) efterlader
den ikke det vandpjask, som typisk
udgør to tredjedele af skadeserviceregningen.
Endnu et værktøj
Man skal dog se skæreslukkeren som
endnu et værktøj i værktøjskassen mere
end som et vidundermiddel. UHPS
højtrykssystemer kan et stykke hen ad
vejen udføre samme funktion. Og så
har skæreslukkeren nogle begrænsninger
– blandt andet at den virker bedst
ved mindre lokaliteter som parcelhuse,
lejligheder, loftsrum med videre.
Desuden er effekten bedst, hvis det
pågældende rum er helt eller delvist lukket,
påpegede fagområdelederen.
Blandt ulemperne ved skæreslukkeren
er, at den er ganske kostbar (mellem en
kvart og halv million kroner, afhængig af
opbygning etc.).
Desuden fordrer den, at mandskabet
bliver uddannet i at bruge den.
Og – som det måske vigtigste – så
kræver den en holdningsændring i hele
organisationen.
- Brandfolk, holdledere og indsatsleder
skal være opmærksom på de situationer,
hvor den kan gøre en forskel.
Den proces kan godt tage tid – men
ellers står man med en dyr dims, der
er rigtig flot, men som ikke rigtig bliver
brugt, lød det.
”Hov, det glemte vi”
Dét kunne et af de få beredskaber, der
har slukkeren, godt bekræfte.
- Vi har haft tilfælde, hvor vi bagefter
en indsats sagde: ”Hov, vi har en skæreslukker
– den havde da været perfekt
i den her situation. Ups.”
Et sted havde man den procedure, at
man efter indsatser kort skulle skrive,
hvorfor man IKKE anvendte skæreslukkeren.
På den måde blev den indarbejdet
i bevidstheden.
Men alt i alt blev det altså til tommel
op fra fagområdelederen. Han tilføjede,
at eksempelvis termiske kameraer er
faldet voldsomt i pris. Det samme vil
måske ske for skæreslukkeren, og i så
fald vil udbredelsen stige kraftigt, forudså
han.
redderen nr. 10 2009

Indkaldelse til
årsmøde i
Reddernes Landsklub
Årsmødet afholdes den 4. februar 2010 kl.12.30
redderen nr. 10 2009
Mødecenter Odense
Buchwaldsgade 48
5000 Odense
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Valg af stemmeudvalg
3. Bestyrelsens beretning
4. Regnskab
5. Indkomne forslag
6. Valg af bilagskontrollant
7. Valg af bilagskontrollantsuppleant
8. Uddeling af studierejselegat
Eventuelle forslag sendes til fællestillidsmand Per Aastrup på: paa@falck.dk
Ansøgninger til studierejselegat
Nu er det tid at sende din ansøgning, hvis du vil komme i betragtning til at modtage Reddernes
Landsklubs årlige Studierejselegat.
Legatet er på maksimalt 15.000 kroner til dækning af de direkte omkostninger til transport, hotel
og forplejning.
Kun medlemmer af Reddernes Landsklub kan søge.
Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:
• Ansøgerens navn, privatadresse og telefonnummer
• Stationsnavn og stationsadresse
• Kaldenummer
• Beskrivelse af formålet med studieturen
• Hvor og hvornår påregnes turen gennemført
• Hvorledes vil erfaringerne blive publiceret/formidlet
• Anslået budget for turens gennemførelse
Udvælgelse blandt de indkomne ansøgninger foretages af RL’s bestyrelse
Landsklubben har retten til frit at bruge de indsamlede erfaringer fra turen
Uddeling af studielegatet finder sted ved årsmødet
Ansøgning sendes SENEST DEN 15. JANUAR 2010 til:
Fællestillidsmand Hans Friedrich Carstensen på hfc@falck.dk
23

Afsender: Redderen, Ringstedgade 128, 4700 Næstved
Redderen ønsker læsere
og annoncører en rigtig
glædelig jul og et godt nytår.
På gensyn i 2010
Venlig hilsen
Redaktionen
UMM ID-nr. 42 506