Redderen nr 10 december 2009

en arbejDsDag 

i p-vognen 

Nr. 10 December 2009 32. årgang

REDDEREN 

udgives af 

Reddernes Landsklub 

Redaktion: 

Redaktør og Fællestillidsmand 

Morten Andersen 

Ringstedgade 128 

4700 Næstved 

Mobil ........ 20 76 17 22 

E-mail: moa@falck.dk 

Adresseændring kan foretages via 

hjemmesiden Redder.dk, eller ved 

henvendelse til redaktøren. 

Redaktionssekretær: 

Ebbe Vang 

Kontor ...... 43 95 87 27 

Mobil ........ 40 20 87 40 

Mail: ebbe@redder.dk 

Journalist: 

Flemming Frederiksen Kyster (DJ) 

Langesøvej 67 - 7000 Fredericia 

Mobil ........ 28 91 29 80 

E-mail: kyster@frederiksen.mail.dk 

Annoncer og Produktion: 

PE Offset A/S, Varde 

www.peoffset.dk 

Oplag: 

4.500 stk. - Redderen læses af reddere, 

brandmænd, ledere og andre 

medarbejdere i Falck koncernen, 

AMU-centre, tekniske skoler, hospitaler 

og politikere samt beredskabs- 

og forvaltningschefer. 

2 

REDDERNES 

LANDSKLUB 

Tekst og billeder i Redderen og på 

redder.dk er copyright Reddernes 

Landsklub og må kun anvendes ud 

over privat øjemed med tilladelse fra 

redaktionen. 

ISSN nr. 1603-1660 

inDholD 

noter 

atter elevtræf i 2010 

Leder ..................................... 3 

Blodprop blev ordnet på godt halvanden time ..... 4 

Sårene er ved at heles i Gentofte ............... 7 

Sammenhold i højsædet ...................... 9 

Sikkerhedsarbejdet skal op i gear ............... 10 

En arbejdsdag i P-vognen ..................... 14 

Sværvognsfolk høstede gode oplevelser ......... 19 

Tommel op for skæreslukkeren ................. 22 

Den 5.-7. februar 2010 arrangeres der igen elevtræf for redderelever. 

I invitationen hedder det: ”Kom og mød andre redderelever fra hele Danmark 

og få muligheden for at lære en masse kolleger at kende, få vendt tanker, 

problemer og ideer og ikke mindst: Få en rigtig hyggelig weekend med hyggelige 

fællesaktiviteter, spændende indslag og lidt festivitas lørdag aften!” 

Der plejer at være flot tilstrømning til elev-træffene, som stables på benene 

af en gruppe redderelever med hjælp fra 3F og Reddernes Landsklub. 

Weekenden (mad og overnatning) er gratis for 3F-medlemmer. Transport bliver 

dækket af 3F svarende til billigste offentlige transportmiddel. 

Dette års elevtræf holdes på 3F’s kursusejendom ”Smålandshavet ” som ligger 

i Karrebæksminde. Adressen er Alléen 44, 4736 Karrebæksminde. Se 

evt. mere på www.smalandshavet.dk. 

Indkvartering sker på enkeltværelser med bad. 

Tilmeldingen er nu åben på mailadressen: tilmelding@redderelev.dk 

Ved tilmelding skal man huske at skrive følgende: CPR nummer, fulde navn, 

adresse og station. 

Program tilkommer hurtigst muligt, lover arrangørerne. 

redderen nr. 10 2009

leDer 

lanDevejens stille sliDere 

Vi sætter i denne udgave fokus på en reddergruppe og en funktion, som sjældent 

trækker de store overskrifter – hverken her i bladet eller i medierne som sådan. 

Det er p-vognsredderne – folkene bag rattet i den siddende patienttransport – der 

er tale om. De er svaret, når abonnenter/patienter skal til og fra undersøgelser, 

behandlinger, operationer med videre. Brugerne undgår at bekymre sig om håbløse 

parkeringsforhold ved sygehusene, at skulle køre trods risiko for ubehag efter 

behandlingen, dyre taxaregninger med videre. 

Og patienterne er i gode hænder. Mange af p-vognsfolkene har en fortid i ambulancetjenesten 

og er praktisk anlagt og erfarne, hvad angår sygdomme og andre 

lidelser. Desuden har de et betydeligt menneskekundskab efter et langt arbejdsliv, 

hvor de har hjulpet både høj og lav i samfundet. 

Med andre ord - som det også fremgår af vores reportage – løser p-vognsfolkene 

en vigtig og vedkommende opgave, og over for abonnenter, sygehusansatte og 

andre er de fine ambassadører for Falck og de værdier, korpset bygger på. 

Gruppen af p-vognsfolk fik et skud for boven, da de gamle amter et efter et udbød 

den siddende patienttransport til discountpris. I dag synes der at være faldet ro på 

området, og med et stigende antal ældre og længere afstande mellem sygehusene 

burde der fortsat være god basis for p-vognskørsel i Falck. 

Heldigvis – for ud over at vise flaget på gade og vej, er området et godt alternativ 

for de reddere, der mærker årtiers slid på krop og sjæl. Kørslen er et væsentligt 

element i Falcks bestræbelser på at være en socialt ansvarlig og rummelig 

arbejdsplads. 

Så alt i alt er den siddende patienttransport vigtig for Falck. Og p-vognsfolkene 

går selv forrest, fordi de med deres store indsats skaber værdi for hver eneste 

abonnementskrone. 

noter 

husk at m e l D e aDresseænDring 

Husk at melde adresseændring til ”Redderen”, når du flytter, så du fortsat kan 

få bladet på din nye adresse. 

Manglende adresseændring giver forgæves arbejde, spildte portokroner og 

ærgrelse over, at bladet ikke dukker op. 

Reddere kan nemt foretage adresseændring på redder.dk under ”Medlemsservice”, 

”Adresseændring”. 

Øvrige læsere kan også få rettet adressen gennem redder.dk. Vælg ”Redderen”, 

”Abonnement” og gå ned nederst på siden, hvor du kan markere ”Bladet 

Redderen” og sende en mail. 

Husk at meddele både nuværende og kommende adresse! 

regioner 

noter 

Dropper te r m a 

Termas levering af software til de 

kontrolrum, som skal være nervecenteret 

i beredskabets SINEnetværk, 

er voldsomt forsinket, og 

det får nu alvorlige konsekvenser for 

Terma, der mister hele den danske 

ambulancetjeneste som kunde. 

Regionerne havde egentlig planlagt 

at benytte Termas kontrolrumsløsning, 

som staten har udvalgt efter et 

udbud, men regionerne har nu mistet 

tålmodigheden med Terma. 

Derfor vil de fem regioner ifølge 

Beredskabsinfo i stedet udvikle 

deres eget IT-system til vagtcentralerne 

- og det vil blive sendt i udbud 

allerede i begyndelsen af 2010. 

Dermed tegner SINE til at blive en 

økonomisk katastrofe for Terma. 

Hos regionerne har den forsinkede 

software givet alvorlige problemer. 

Alle regioner skal nemlig som led i 

udbuddet af ambulancekørslen etablere 

nye vagtcentraler, og her var det 

planen, at SINE og Termas software 

skulle anvendes. 

I første omgang har forsinkelsen 

medført, at regionerne har været 

nødt til at indgå en midlertidig aftale 

med Falck, som indebærer, at regionerne 

kan bruge Falcks analoge 

radionet og vagtcentralsystem indtil 

udgangen af maj 2011. 

Udbuddet vil komme til at omfatte 

både den IT-løsning, som regionerne 

skal bruge på deres vagtcentraler, 

og det kommunikationsudstyr – herunder 

elektronisk ambulancejournal 

- som skal være i ambulancerne og 

i de øvrige 

præhospitale 

enheder. 

Regionerne 

går nu i 

gang med 

at forberede 

hele udbudsprocessen, 

så udbudsmaterialet 

kan ligge klart 

primo 2010. 

redderen nr. 10 2009 3

Hver morgen, mens han er sygemeldt, står Lars Larsen tidligt op og går sig en tur på godt fem kilometer. Dels er motion god for restitueringen, og 

dels hjælper turene til mentalt at fordøje det, han har været igennem. Lægen på Skejby lagde ikke skjul på, at det kunne være gået meget værre. 

bloDprop blev orDnet 

på goDt halvanDen t i m e 

Redder Lars Larsen 

oplevede som patient 

systemet folde sig ud 

– og han er stolt af kollegerne 

og resten af 

akutberedskabet 

Af Flemming F. Kyster 

Som ambulancemand gennem mere 

end 30 år har Randers-redder Lars 

Richard Larsen oplevet sin del af sygdoms- 

og ulykkesramte patienter. 

En sen aften sidst i september måtte 

den 61-årige atter tage en akuttur med 

4 

ambulancen, men denne gang desværre 

PÅ båren – med en blodprop i 

hjertet. 

Hele forløbet var naturligvis dramatisk 

og angstvækkende 

for både 

Lars Larsen og 

hans familie. 

Men et sted i 

det dystre var 

det på sin vis 

også en positiv 

oplevelse, fordi lægevagt, alarmcentral, 

Falck, lægebil og Skejby Sygehus alle 

håndterede situationen til topkarakter. 

En time og 36 minutter efter, at der 

var ringet 112, havde Lars Larsen fået 

en ballonudvidelse. Og han kunne konstatere, 

at han slap fra forskrækkelsen 

uden mén. 

Prik i brystet 

jeg m æ r k e D e et enkelt 

prik i brystet, men tog 

ikke viDere notits af Det 

Det hele startede fredag eftermiddag 

den 25. september, hvor Lars Larsen 

gik hjemme i 

Assentoft og gjorde 

campingvognen klar 

til vinter. Efter knap 

tre ugers fri lakkede 

ferien mod enden, 

og mandag ventede 

arbejdet igen. Efter 

mange år i ambulancetjenesten som 

bla. behandler er han fast stationsvagt 

på brandsiden på stationen i Randers. 

- Jeg mærkede et enkelt prik i brystet, 

men tog ikke videre notits af det. Jeg 

tænkte mere eller mindre ubevidst, at 

det nok var en smule ubehag fra at 

komme silikone på gummilisterne, for- 


tæller Lars Larsen. 

En times tid senere kom der igen et 

enkelt jag, og det gentog sig om aftenen 

foran tv-skærmen. Redderen slog det 

hen som lidt mavebøvl. 

- På et tidspunkt begyndte jeg at 

svede, og der var der en lille klokke i 

baghovedet, der begyndte at ringe. Men 

jeg tænkte ”Nej, det kan ikke passe”, og 

efter en lille tur ud på terrassen følte jeg 

mig fint tilpas igen, husker Lars Larsen. 

Ikke længere i tvivl 

Kort før midnat gik det dog op for ham, 

at det var alvor. 

- Jeg sad og så en film, da jeg fik 

centrale brystsmerter. Ikke andre symptomer 

end det, men til gengæld var 

smerterne vedvarende. Så jeg vækkede 

min kone og sagde, at hun skulle ringe 

til lægevagten, og at jeg måske havde 

en blodprop, beretter Lars Larsen. 

Han er ikke gammel behandler for 

ingenting, så mens hustruen ringede, 

målte han sit eget blodtryk. Det viste 

190/100 – altså væsentligt forhøjet. 

Kort efter fik han selv lægevagten 

i røret. Mens de talte, ”låste” Lars 

Larsens venstre albueled i smerte. 

- Da var jeg ikke længere i tvivl, selv 

om jeg ikke havde et eneste af de andre 

”klassiske” tegn som eksempelvis stråler 

ud i armen eller kold sved. Vagtlægen – 

som jeg havde fortalt om min baggrund 

som ambulancemand – var enig, og 

han lovede at alarmere 112. 

Lagde sig op på båren 

Papirerne viser, at alarmcentralen fik 

meldingen klokken 00.05. Klokken 

00.08 var to Falckreddere på plads i 

ambulancen og modtog turen. De godt 

10 kilometer fra Falck Randers til hjemmet 

i Assentoft blev klaret på ni minutter, 

således at ambulancen landede på 

adressen klokken 00.17. 

- For at spare tid gik jeg ud til ambulancen, 

og jeg lagde mig selv på båren, 

fortæller Lars Larsen med et smil. 

De to reddere på ambulancen, Benny 

Pedersen og Per Lauersen (begge 

behandlere), blev noget overraskede 

over, at det var deres gamle kollega, 

turen gjaldt. Det påvirkede dem nok lidt 

indadtil, men deres indsats var super 

professionel og kompetent, lyder roserne 

fra Lars Larsen. 

jeg kunne jo holDe øje m e D, 

at De gjorDe Det rigtigt 

Fik ”Guldpakken” 

- Jeg havde smerter, men var ellers klar. 

Så jeg kunne jo holde øje med, at de 

gjorde det rigtigt, griner han. Behandlingsmæssigt 

fik han det, der i fagsproget 

hedder ”Guldpakken”. 

Redderne gjorde klar til at tage EKG, 

lagde venflon, ilt og gjorde blodfortyndende 

medicin klar. De tog en blodprøve, 

som i nogle tilfælde kan afsløre 

blodpropper, men i dette tilfælde var 

den negativ. 

Redderne var også i telefonisk kontakt 

med en læge på Skejby Sygehus, 

og klokken 00.21 – fire minutter efter 

ankomsten – sendte de ved hjælp af 

telemedicin den første EKG-afledning til 

Skejby. Den underbyggede ikke mistanken 

om en blodprop. 

Redderne blev dog ved med at kigge 

efter indikationer med EKG, og efter 

nogle minutter var den der pludselig. 

Kan deres kram 

- De sagde til lægen i Skejby: ”Nu kan vi 

se det! Nu må du fandeme ikke gå – vi 

sender en ny afledning nu”, husker Lars 

Larsen, som er stolt af det engagement 

og den ansvarsfølelse, kollegerne udviste, 

og som reddere landet over udviser 

hver dag. 

- Jeg har selv været træt af de tests, vi 

skal igennem som ambulancefolk. Men 

jeg synes faktisk, vi skal være glade for 

og stolte over dem, for redderne kan 

altså deres kram, fastslår Lars Larsen. 

Han tilføjer, at hans kone, der var med 

i ambulancen, fik fortrinlig information 

fra Per Lauersen om, hvad man gjorde, 

og hvad der skulle ske, og det var med 

til at berolige hende lidt midt i chokket. 

Kurs mod Skejby 

På grund af EKG nummer to satte ambulancen 

klokken 00.33 kursen mod hjerteafdelingen 

i Skejby i stedet for sygehuset i 

Randers, som ikke har samme ekspertise 

på området. 

I mellemtiden blev bagvagten på Skejby 

indkaldt, og lægebilen i Århus blev rekvireret 

til at køre ambulancen i møde (et 

såkaldt ”rendezvous”). 

Da lægen kom ombord på Århuskanten, 

gav han Lars Larsen noget smertestillende 

samt mere blodfortyndende 

medicin, og han fulgte patienten til Skejby. 

Operation tog 10 minutter 

Præcis klokken 01.00 rullede ambulancen 

ind ved Skejby Sygehus, og Lars 

Larsen blev kørt til scanning og diverse 

Det tog noget tid, før EKG-målingen påviste blodproppen. Men tiden blev 

rigeligt opvejet af, at ambulancen straks kunne sætte kursen mod Skejby, 

hvor ekspertisen er. (Billedet her stammer ikke fra pågældende indsats. Foto: 

falck.com). 


undersøgelser, inden operationen 

med ballonudvidelsen 

startede klokken 01.31. 

Operationen varede: 10 

minutter! Længere tid tog det ikke at gå 

ind via lysken og anbringe stenten i den 

blokerede kranspulsåre på bagsiden af 

hjertet. Netop at det var en såkaldt bagvægsinfarkt 

var sandsynligvis årsagen 

til, at den var svær at opdage på EKG. 

Lars Larsen kunne selv på skærmen 

følge med i operationen, og efter indgrebet 

var forbedringen i hans tilstand 

næsten øjeblikkelig. 

Positiv fokus 

Lars Larsens mission med at fortælle 

om sine oplevelser er at rette noget 

positivt og velfortjent fokus på akutberedskabet. 

Tetra-sagen i Gentofte og 

nogle politikeres brug eller misbrug af 

6 

akutområdet i valgkampen 

op til kommunal- 

og regionsrådsvalget, 

har givet lidt 

negative vibrationer, mener han. 

- Men se på mit tilfælde. Selv om det 

var sen aften, og selv om jeg bor cirka 

40 kilometer fra Skejby, så blev jeg 

helbredt på lidt over halvanden time. 

Vagtlæge, alarmcentral, Falck, redderne, 

telemedicin, radiosystem, lægebil 

og Skejby – hele systemet virkede perfekt, 

påpeger Randers-redderen. 

hele systemet 

virkeDe perfekt 

Udsigt til godt otium 

Lars Larsen er sygemeldt indtil januar, 

hvor han i første omgang starter på 

slangecentralen og med lidt færre timer. 

Han skal tage kolesterolsænkende og 

blodfortyndende medicin, men slipper i 

øvrigt uden mén. 

Ribe Karosseri Center ApS 

Industrivej 35a 

6760 Ribe 

Tlf. 75 42 31 56 

Fax 75 42 33 55 

Mobil 30 33 78 88 

mail@ribekaros.dk 

www.ribekaros.dk 

- har i 30 år samarbejdet med 

Falcks Redningskorps omkring renovering og 

opbygning af korpsets forskellige køretøjer. 

Lars Larsen var ved at gøre 

campingvognen vinterklar 

hjemme i Assentoft, da det 

første lille forvarsel om blodproppen 

kom. Han tog dog 

ikke videre notits af dette og 

senere prik i brystet – men 

kort før midnat var der ikke 

længere nogen tvivl! 

Så takket være det velfungerende 

system skulle der være udsigt til et 

langt og godt otium med kone, børn, 

børnebørn, camping og så videre, når 

Lars Larsen til sommer går på efterløn 

som 62-årig. 

- Nu har jeg fået en ekstra chance i 

livet, og jeg føler det som om, jeg har 

vundet den helt store gevinst i poker, 

griner han. 

Autoopretning 

Pladearbejde 

Specialopbygninger 

Redningskøretøjer 

Varevognsindretning 

Busser/Handicapbusser 

Hydraulik 

Montageopgaver 

Salg & Service af Gaffeltrucks 


Emil Kloster (til venstre) og de fleste andre ambulancefolk havde en fortid hos Falck, før de kom til Gentofte Brandvæsen. 

sårene er veD 

at heles i gentofte 

Bølgerne har gået højt 

før og efter Falcks 

indtog hos Gentofte 

Brandvæsen 


Bølgerne var gået højt i det ellers så 

fredelige Gentofte, da Falck i juli 

2008 og april 2009 overtog opgaven 

med henholdsvis ambulancekørsel og 

brandslukning i den velhavende kommune 

nord for København. 

Før overtagelsen havde der været 

længere tids uro i og omkring Gentofte 

Brandvæsen. Den meget omtalte Tetrasag 

– som blandt andet har været 

afdækket i en DR-Dokumentar – havde 

skabt kold luft og gensidige beskyldninger 

mellem folk fra brandvæsenet og 

borgmester Hans Toft (K), men også 

intern splid mellem folk på henholdsvis 

brand- og ambulancesiden. 

redderen nr. 10 2009 

Balladen var nok ikke ligefrem med til 

at forsinke, at et politisk flertal valgte at 

udlicitere aktiviteterne. 

Fra at være deltager i et ambitiøst forsøg 

på at etablere en nordsjællandsk, 

kommunal ambulancetjeneste, som 

skulle byde på Region Hovedstadens 

ambulancekørsel, overgik Gentoftes 

ambulancekontrakt med regionen til 

Falck i juli sidste år. 

Trekvart år senere valgte et flertal i 

byrådet også at acceptere Falcks tilbud 

på brandslukningen. 

Dermed sluttede en epoke med 108 

års kommunalt brandvæsen, og det 

forløb som nævnt ikke uden dønninger 

blandt medarbejderne. 

Vanskelig proces 

I dag, knap halvandet år senere, er der 

ved at falde ro på vandene, men det har 

været en vanskelig proces, erkender to 

af de berørte, ambulancebehandler Emil 

Kloster og brandmand John Hammer. 

- De fleste på ambulancesiden var 

jo gamle Falckfolk. Så de har jo haft 

en eller anden grund til at søge andre 

græsgange, hvad enten de har været 

sure eller utilfredse eller bare har villet 

prøve noget andet. Så at komme tilbage 

til Falck stod jo ikke øverst på ønskesedlen, 

konstaterer Emil Kloster, som er 

tillidsmand på stationen. 

Selv var han seks år hos Falck 

Lyngby, inden han efter eget udsagn 

trængte til luftforandring. Så han 

kom som behandler til Gentofte 

Brandvæsens ambulanceafdeling, hvor 

han har været glad for at være. 

Korte kommandoveje 

- Blandt andet var det dejligt, at der kun 

var tyve meter hen til ledelsen. Og der 

kunne hurtigt tages beslutninger om 

eksempelvis tekniske hjælpemidler så 

som Stryker bærestole, hvor jeg synes, 

systemet i Falck var anderledes tungt. 

Jeg følte, at jeg i Gentofte bedre kunne 

påvirke min egen arbejdshverdag, 

påpeger Emil Kloster. 

Ikke desto mindre besluttede han og 

kollegerne at give Falck en fair chance 

7

For brandmand John Hammer 

har det været en svær 

pille at sluge at få Falcklogo 

på tøjet. 

og starte på en frisk, da de overtog – 

også fordi de havde hørt, at korpset 

viste større lydhørhed over for medarbejderne 

end tidligere. 

Stor skepsis 

På brandsiden var holdningen betydeligt 

mere kritisk, fortæller John Hammer. 

- Man skal tænke på, at yngste brandmand 

havde en tjenestetid på 12-13 år. 

Så det var nogle garvede folk, som virkelig 

ikke havde noget ønske om at gå 

fra kommunalt regi til Falck. 

- Jeg havde været her i 20 år, og jeg 

var lært op med, at Falck var de ”onde”, 

der flere gange havde forsøgt at overtage 

vores brandvæsen, siger John 

Hammer. 

Det mildnede ikke følelserne på 

brandsiden, at man efter brandfolkenes 

mening kom over på en noget ringere 

3F overenskomst, der betød 103 døgnvagter 

mod FOA’s 90. 

- Da jeg startede for 20 år siden, kørte 

vi med tre ruder. Så fik vi os kæmpet 

frem til fire ruder – og nu er jeg så sparket 

tilbage til start med tre ruder, lyder 

det fra John Hammer. 

Desuden var der status som tjenestemand 

og tidlig pensionering på spil. 

Men her blev der forhandlet en aftale på 

plads, som sikrede disse privilegier ved 

overgang til Falck. 

Men brandfolkene kunne også indtil 1. 

december vælge at sige, at de ønskede 

at være tjenestemænd i en anden gren 

af kommunen. 

Til dato har 11 af de 26 brandfolk valgt 

at stoppe – fire gjorde det straks, og syv 

fulgte senere. 

Plus og minus 

For Emil Kloster og hans kolleger har 

overgangen til 3F betydet cirka 3000 

kroner mere i lønningsposen om måneden. 

De har fået to spritnye ambulancer, 

og repetitionen kører professionelt, 

8 

styret af dygtige supervisorer. 

På minuskontoen tæller blandt andet, 

at de har oplevet hyppig udskiftning på 

lederside – hele fem chefer har de haft, 

og røropdelingen har ikke just ændret 

deres opfattelse af at være en overset 

gruppe, som ikke kan få svar på deres 

spørgsmål og frustrationer. 

- Desuden er det den gængse opfattelse 

blandt redderne, at DPC er lige 

rigeligt tung at danse med, lyder det fra 

Emil Kloster. 

Jeg er brandmand 

For John Hammer og hans kolleger på 

brandsiden har kulturforskelle og følelser 

været svære at komme uden om. 

- Jeg kan eksempelvis stadig ikke 

sige, at jeg er redder eller Falckredder 

– jeg er brandmand. Det gjorde ondt, 

da bilerne blev malet om, og det var 

godt nok også mærkeligt at trække i 

Falckdragten første gang. 

- Vi har så mange års historie og traditioner 

med i bagagen. Eksempelvis 

var der her ovenover brandskole, hvor 

blandt andre legendariske Gunnar 

Haurum underviste, fortæller John 

Hammer. 

Atmosfæren er dog blevet bedre, og 

brandmanden forventer en yderligere 

forbedring efter 1. december, som var 

fristen for at søge væk. Så har de tilbageblevne 

selv valgt at blive, og det kan 

ikke undgå at give et løft, mener han. 

Kløerne fremme 

Han roser i øvrigt stationsleder brand 

Jesper Ingemann og daglig leder Henrik 

Holm. 

- De blev som Falckledere stillet over 

for en flok ulve med kløerne fremme, 

der bare ventede på de mindste fejl. 

Men de har gjort et kæmpe stykke 

arbejde og har haft en fin forståelse for 

alle de følelser, der har været i klemme 

hos os brandmænd, lyder det fra John 

Hammer. 

Bedre beskyttelse 

Selv om ambulancefolkene er gladere 

for deres 3F-overenskomst end brandfolkene, 

så er Emil Kloster og John 

Hammer enige om, at 3F har den mest 

fremtidssikrede model. 

- FOA-overenskomsten var god, da vi 

stort set kun kørte i Gentofte, og da der 

var en fælles forståelse mellem ledelse 

og medarbejdere om reglerne – skrevne 

som uskrevne. 

- Men samfundet bliver mere og mere 

effektiviseret, og eksempelvis regionen 

presser citronen til det yderste. Og i 

denne nye virkelighed er FOA’s OK 

simpelthen ikke præcis nok, lige som 

den ikke beskytter tilstrækkeligt mod 

rovdrift, vurderer de begge. 

John Hammer var i øvrigt langt fra 

imponeret over FOA i Tetra-opgøret 

med kommunen, og Emil Kloster føler 

også, at 3F/CF København er en stærkere 

og mere engageret forbundsfælle, 

end han har været vant til. 

- Der er en helt anden opbakning 

dér. Det er dér, vi har mest ud af at 

kæmpe vores kampe, fastslår Gentoftebehandleren. 

Julefreden sænker sig 

Lige som både brand- og ambulancefolkene 

i Gentofte er ved at vænne sig 

til Falck, på godt og ondt, er de også 

igen ved at finde ind i en god gænge 

indbyrdes. 

Det er ikke nogen hemmelighed, 

at der i hele den hektiske proces har 

været lidt ”fnidder” internt i medarbejdergruppen. 

Men nu kigger de fremad 

i fællesskab og er opsatte på at gendanne 

det sammenhold, som tidligere 

kendetegnede stationen. 

Så på det punkt ser det ud til, at julefreden 

sænker sig over Gentofte. 

Efter 108 år i 

kommunalt regi 

kom Falck sidste 

år ind i billedet 

hos Gentofte 

Brandvæsen. Der 

bliver dog ikke 

skiltet eller flaget 

med logoet på 

brand- og ambulancestationen. 


sa m m e n h o l D i h ø j s æD e t 

Masser af udfordringer 

venter RL’s nye 

formand, Vagn Flink 


Det var en enig bestyrelse i Reddernes 

Landsklub, som fredag 

den 27. november valgte 52-årige 

Vagn Flink som ny formand. 

Bestyrelsen bakkede enstemmigt op 

om valget af nordjyden, der hidtil har 

været næstformand i landsklubben. 

Den hidtidige formand, Niels Gerlach, 

trådte tilbage den 6. november på 

grund af jobskifte. 

- Jeg er meget glad for valget – det 

er en stor ære at skulle repræsentere 

alle landets Falckreddere. Samtidig er 

jeg meget ydmyg over for opgaven. 

Jeg er meget bevidst om, at mange 

af de beslutninger, som jeg får indflydelse 

på, kan have konkret betydning 

ikke kun for de enkelte reddere, men 

også for deres familiers dagligdag. 

Eksempelvis ved ny vagtform, ny 

funktion eller ny station, påpeger Vagn 

Flink. 

Den nye RL-formand er bosat i 

Rørbæk og ansat på station Hobro. 

Han har 28 års anciennitet i Falck, 

hvoraf han de seneste 14 år har 

været fællestillidsmand for redderne i 

Nordjylland. 

Halvt år til OK 

Hvilke udfordringer venter dig på den 

korte og den lange bane? 

- På den korte bane er det naturligvis 

især overenskomstforhandlingerne om 

et halvt års tid, der optager os. Her 

føler jeg mig godt klædt på, idet jeg 

har siddet i OK drift-gruppen og har 

været med til at forhandle overenskomst 

de seneste par gange. Så jeg 

er rigtig godt inde i stoffet, konstaterer 

Vagn Flink. 

Han tilføjer, at han er mindre velbevandret 

i RL’s internationale arbejde, 

og at hans fokus i første omgang 

går på at tackle udfordringerne herhjemme. 

Vagn Flink er ny formand for Reddernes Landsklub. 

Må holde sammen 

- På den lange bane ser jeg en vældig 

stor opgave i at holde sammen på 

alle landets reddere. Den ensartethed, 

vi har haft i mange år, er blevet 

mindre, fordi der rundt om i regionerne 

er forskellige betingelser efter 

udbuddene. 

- Der er vi nødt til at tage en differentieret 

holdning til problemstillinger, 

alt afhængig af, hvordan ambulancekontrakterne 

og arbejdsvilkårene ser 

ud i de enkelte regioner. Oven i dette 

er der jo rør-opsplitningen i korpset, 

så det bliver en stor udfordring at 

holde sammen på det hele. Men det 

er vi nødt til, hvis vi skal bevare vores 

synlighed og gennemslagskraft, vurderer 

Vagn Flink. 

Godt samarbejde 

Apropos sammenhold, så vil den nye 

formand arbejde for et godt samarbejde 

med kolleger hos andre entreprenører. 

- Mange af de udfordringer, vi står 

med i vores dagligdag, er ens, uanset 

hvad der står på ryggen. Så det vil 

være naturligt og relevant, hvis vi kan 

optræde samlet og melde samlet ud om 


forskellige emner over for arbejdsgivere 

og det øvrige samfund, mener Vagn 

Flink. 

Politisk erfaring 

Den nye formand sad indtil for nylig i 

Regionsrådet i Region Nordjylland for 

Socialdemokraterne. Under 100 stemmer 

skilte ham fra at blive genvalgt ved 

valget den 17. november, men det græder 

han ikke over. 

- Jeg er sikker på, at der bliver rigeligt 

med udfordringer som landsklubformand. 

Desuden har jeg fået værdifulde erfaringer 

med fra årene i regionsrådet. Jeg 

har lært, hvordan politikere og embedsmænd 

tænker og lært at se tingene 

10 

fra deres side af bordet, og det er i høj 

grad en relevant bagage at have med 

som RL-formand, siger Vagn Flink. 

Han tilføjer, at hans politiske virke har 

givet ham et stort politisk netværk, som 

han kan få gavn af i mange forskellige 

situationer. Og at han naturligvis knokler 

for alle reddere uden at skele til partipolitik. 

- I vores fag har vi så mange arbejdspladser, 

der er meget afhængige af, hvad 

politikerne beslutter, påpeger Vagn Flink. 

Lidt utålmodig 

Den politiske baggrund og indsigten i 

overenskomstforhold betegner Vagn 

Flink som stærke sider, mens en vis 

sikkerheDsarbejDet 

skal op i gear 

Ambulancebehandler 

Thomas Larsen fra Silkeborg 

er ny fællessikkerhedsrepræsentant 


Laerdal introducerer The BAG II 

Der er afgjort basis for forbedringer i 

sikkerhedsarbejdet i Falck. 

Sådan siger Thomas Larsen, der 1. 

oktober tiltrådte som ny fællessikkerhedsrepræsentant 

(FSIR) i Område 

Syd, svarende til de gamle Århus, Vejle, 

Ribe og Sønderjyllands amter. Det er et 

område, der strækker sig fra Mariager i 

nord til Padborg i syd. 

Ambulancebehandleren fra Silkeborg 

En ny generation af gennemsigtige Engangs Resuscitators 

Indeholder alle de gode egenskaber fra en flergangs 

resuscitator, men kan kun bruges en gang. 

Praktisk, alsidig og nemt, når du behøver det mest. 

I forlængelse af Laerdal’s indsats med at tilbyde 

kvalitetsprodukter, der hjælper til at redde liv, 

har vi fornøjelsen af at præsentere The BAG II 

Engangs Resuscitator. 

Et vigtigt supplement til vores komplette 

produktsortiment til præhospital, in-hospital 

og militær brug. 

utålmodighed må regnes til de mindre 

heldige sider. 

- Jeg er nogle gange måske lidt for 

utålmodig for at få ting ændret og se 

resultater. Men jeg er blevet bedre til at 

erkende, at sådan er det nogle gange – 

især i en stor virksomhed. Det er nu en 

gang nemmere at dreje en optimistjolle 

end en supertanker, siger Vagn Flink 

med et smil. 

De første store opgaver for den nye 

formand bliver tillidsmandskonferencen 

i Silkeborg i december samt årsmødet i 

februar næste år i Odense. 

I øvrigt er fællestillidsmand Morten 

Andersen, Slagelse, blevet valgt som ny 

næstformand. 

efterfølger Jan Bertelsen på posten, 

som han vil bruge den nærmeste fremtid 

til at finde sig til rette i. 

En af mærkesagerne bliver at presse 

på for mere fremdrift og dynamik i en 

sikkerhedsorganisation, som på grund 

af en – ifølge Thomas Larsen – noget 

fodslæbende A-side er for træg og uambitiøs. 

- Falck er en god virksomhed. Men jeg 

www.laerdal.dk 

Laerdal Danmark, Njalsgade 19D, 

2300 København S 

Tlf.: 80 333 112, Fax: 80 333 555, 

E-mail: laerdal.denmark@laerdal.no 


Den nye fællessikkerhedsrepræsentant Thomas Larsen har deltaget i 

flere af de såkaldte efterårsmøder om sikkerhed og arbejdsmiljø, der er 

blevet afholdt i Silkeborg, Sædding, Odense, Ringsted og Aalborg. 

synes, sikkerhedsorganisationen har 

kørt skidt i flere år. Der bliver arbejdet 

godt på vores side, men meget strander 

i alt for lange og tunge beslutningsgange. 

Jeg vil gerne presse på for mere 

effektivitet, hurtigere beslutninger og 

bedre opfølgning på tingene, påpeger 

Thomas Larsen. 

Ikke unik 

Ifølge Thomas Larsen er der en udbredt 

selvforståelse i Falck om, at man er 

førende hvad angår sikkerhed og 

arbejdsmiljø. 

Men gennem sit bijob hos Falck 

Rådgivningscenter har Thomas Larsen 

været konsulent og rådgiver hos en 

lang række virksomheder i vidt forskellige 

brancher. Og selv om mange halter 

bagefter, er der også firmaer, der både 

matcher og overgår ambitionsniveauet i 

korpset, mener han. 

Erfaringerne fra Falcks rådgivningscenter 

har i øvrigt givet Thomas Larsen nye 

indgangsvinkler og god inspiration, som 

kan gavne ham i arbejdet som FSIR. 

Halv løsning 

Kan du nævne eksempler på problemerne? 

- Jeg var sikkerhedsrepræsentant i 

Silkeborg indtil 2005 og blev det igen 


i år. Og jeg kan se, at vi bokser med 

mange af de samme problemstillinger, 

som vi gjorde dengang. Det tyder jo 

ikke på den store handlekraft, selv om 

der selvfølgelig også er sket fremskridt. 

- Så er der også de nye Stryker-stole, 

som man sætter i alle nye ambulancer, 

men ikke i de nuværende. Det er da en 

underlig, halv løsning. Hvis man virkelig 

prioriterede sikkerhedsarbejdet højt, 

udskiftede man hele vejen rundt. I øvrigt 

burde man indføre skydedør i venstre 

side i nye vogne, hvor bla. Stryker 

stolen kunne være, så man undgik at 

skulle løfte den ned fra et højtsiddende 

beslag, mener Thomas Larsen. 

Han nævner også forflytningskurserne, 

som assistenterne har været igennem, 

men som stadig lader vente på sig for 

behandlernes vedkommende. Og kampagner, 

som virker en tid, men som der 

ikke følges op på eller holdes fokus på. 

Må investere 

Men det er vel også et spørgsmål om 

økonomi? 

- Ja. Men hvis man VIL noget med 

sikkerhedsarbejdet, så er man også 

rede til at investere i det. Og for hver 

sygemelding, arbejdsskade eller exit fra 

jobbet, man kan undgå, er der meget at 

gøre godt med, anfører Thomas Larsen. 

Han mener, de overordnede beslutninger 

ikke tages tæt nok på regionerne 

- man mangler at samle op på beslutninger 

i regionerne. Samtidig undrer 

han sig over, hvorfor FSIR ikke er med 

i regionschefernes samarbejdsorgan, 

eller når ledere af de tre rør mødes. 

Herved kunne eventuelle problemstillinger, 

som B-parten kender, fanges i 

starten, og man kunne måske undgå en 

APV som skal behandles (her kan nævnes 

det nye udbud). 

Og er der nogen, der holder øje med, 

om sikkerhedsgruppe-møderne ude på 

stationerne rent faktisk bliver afholdt, og 

om der sendes referater til sikkerhedslederen, 

som reglerne siger i Falck? 

Og hvad bruges referaterne til? Er der 

nogen, der læser dem? Hvis ikke, så 

bliver man ligegyldig, og det bliver venstrehåndsarbejde. 

- En sikkerhedsaftale bør sikre en 

KORT proces fra et problem opstår, til 

det bliver løst. Processen er lang i dag, 

hvis den ikke kan løses i sikkerhedsgruppen, 

mener Thomas Larsen. 

Han er i øvrigt skuffet over, at den 

nye sikkerhedsorganisationsaftale ikke 

indeholder nye tiltag til optimering af sikkerhedsarbejdet, 

der står faktisk mere 

i aftalen Falcks sikkerhedsorganisation 

fra 1987. 

Kæmpet imod forringelser 

Den nye FSIR har en målsætning om at 

deltage i driften en gang om ugen. Dels 

for at vedligeholde sine behandlerkompetencer, 

og dels for at bevare følingen 

med arbejdet ude i marken. 

- Det kan være svært at sidde bag et 

skrivebord og mærke, hvor skoen trykker, 

bemærker Thomas Larsen. 

Han blev ansat i Falck i 1987. Han 

kom i 1990 fra Sjælland til Silkeborg, 

hvor han bor med hustru og to tvillingedøtre 

på syv år. 

De seneste måneder har han i øvrigt, 

som privatperson, været dybt involveret 

i en firemands gruppe, som har kæmpet 

imod forringelse af ambulanceberedskabet 

efter Region Midtjyllands udbud. 

Gruppen har gravet dybt og analyseret 

tallene for delområde Viborg, som også 

omfatter Silkeborg. Og det grundige 

arbejde bar frugt, idet det faktisk lykkedes 

at overbevise politikerne om 

manglerne. 

11

Myte eller Fakta? 

Om få uger sender Rambøll Management spørgeskema 

ud til alle os Falck-folk i Danmark. Jeg synes dette er 

meget relevant og vigtigt, men deler alle nu min opfattelse? 

Er det værd at fatte pennen eller sætte fingre på tastaturet? 

Nytter det noget? Hvad er myte og hvad er fakta? 

Myte eller Fakta: ”Det er svært at ændre noget i Falck”. 

Begge dele – men det er det også alle andre steder! 

Fakta fordi vi alle sammen arbejder lidt ud fra vaner og 

traditioner for, ”hvordan vi gør tingene her”, og fordi en 

kultur ikke er noget, man lige ændrer. 

Myte fordi en organisationsundersøgelse er en chance for 

at påvirke tingene lokalt, regionalt og landsdækkende, og 

den vej rundt skabe udvikling. Og din stemme VIL blive 

hørt, også selvom det ikke er givet, at lige netop DINE 

forslag bliver gennemført. Men når alle stemmer lægges 

sammen, er det klart med til at påvirke den retning, virksomheden 

tager. 

Myte eller Fakta? ”Man får ikke noget at vide, man ikke 

vidste i forvejen. Især ikke i Falck, her siger vi tingene 

som de er”. 

Myte. På en af vore stationer viste den sidste undersøgelse 

for eksempel, at nogle medarbejdere døjede med 

mobning. Stationslederen og tillidsmanden igangsatte i 

fællesskab i en proces, der fik det psykiske arbejdsmiljø 

på dagsorden til glæde for alle medarbejderne. 

Myte eller Fakta? ”De fleste virksomheder får ikke fulgt 

ordentlig op på medarbejderundersøgelser”. 

Fakta. Rambøll har gennemført en undersøgelse blandt 

10.000 tilfældigt udvalgte medarbejdere fra deres database. 

Undersøgelsen viser, at kun 8% af alle medarbejderne 

oplever, at deres virksomheder 

har en høj eller meget høj grad af 

opfølgning. 

12 

Det vil sige, at en del virksomheder 

enten ikke får fulgt 

ordentlig op på medarbejderundersøgelserne, 

eller at de ikke får 

fortalt medarbejderne 

om 

dette. 

Det kan måske også være den oplevelse, du sidder med 

fra undersøgelsen i 2008 – eller også er det ikke. 

Lokalt, regionalt og landsdækkende har der været forskellige 

initiativer siden 2008. Nogle store - eksempelvis at 

vi har gennemført en rørdeling, andre små - eksempelvis 

bedre kommunikation på den enkelte station. 

Det er vigtigt at sige, at en medarbejderundersøgelse er 

et ledelsesværktøj, som vi skal ”øve os” i at bruge. 

For hver gang vi prøver, bliver vi lidt klogere og lidt bedre 

til at forstå og bruge resultaterne. Men da vi ved, at der 

er sammenhæng mellem tilfredshed og opfølgning, er det 

vigtigt, at vi hjælper hinanden med at få fulgt godt op. 

Det er også væsentligt holde fast i vigtigheden af at deltage, 

så vi får et stærkt billede at arbejde videre med. 

Myte eller Fakta? ”Man skal altid starte med at udbedre 

sine svagheder”. 

Myte. Amerikanske studier viser entydigt, at hvis man 

skal udvikle mennesker og organisationer mest muligt, så 

skal man fokusere på deres styrker og ikke deres svagheder. 

”Det eneste vi lærer af at studere vore svagheder 

er, hvordan vores svagheder er. Hvis vi vil lære noget om 

succes, må vi studere succes” Citat: Marcus Buckingham. 

Vi skal huske at fokusere på det gode og ikke bruge al 

vores tid på ”alle hullerne i osten”. 

Med håb om at vi høres ved i januar. God Jul og Godt 

Nytår! 

Jan Johannesen, 

Afdelingsleder Leder- og Medarbejderudvikling

CSR - Kan man virkelig være bekendt 

at prale af det? 

I Falck er vi egentlig ret beskedne. Vi er vant til at gøre en 

forskel, påtage os et stort ansvar i samfundet uden at tale 

så meget om det. Jeg synes digtet i vores flotte billedserie 

udtrykker det meget godt: ”…. Vi gør det af vane, af os 

selv, af anstændighed og af lyst….”. 

Vi taler ikke så meget om det, vi gør, og hvis vi taler om 

det er det altid med meget klædelig beskedenhed. Det er 

i hvert fald det, jeg oplever og har oplevet, siden jeg blev 

en del af Falck i 2005. 

Vores tilbøjelighed til at være lidt tilbageholdende, når det 

kommer til at fortælle om de ting vi gør, står til at ændres 

fremover. Som følge af en ny lovgivning skal større danske 

virksomheder beskrive deres arbejde med CSR i 

årsrapporten fra 2009. 

Kan man få den på dansk, please? 

CSR - Corporate Social Responsibility – på dansk ”virksomhedens 

samfundsmæssige ansvarlighed”. På det 

internationale plan er det blandt andet initieret af FN. De 

kalder det Global Compact, og har det formål at fremme 

virksomheders samfundsmæssige ansvar. 

I Falck har vi med udgangspunkt i Global Compact formuleret 

vores egen Code of Conduct – eller på godt 

dansk nogle retningslinier for: 

”Hvordan vi gør tingene her” 

Code of Conduct omfatter i hovedtræk retningslinier for 

fire områder: Menneskerettigheder, Arbejdstagerrettigheder, 

Miljø og Antikorruption og når vi eksempelvis afgiver 

tilbud på kontrakter rundt omkring i verden, bliver vi i stigende 

grad bedt om at redegøre for vores tiltag og politikker 

på disse områder. 

Et langt tilløb – hvad er pointen? 

I forbindelse med at Falck fik 3F’s pris for Årets Arbejdsplads 

2008 sagde forbundsformanden Poul Erik Skov 

Christensen: 

”…. vi er i dommerkomitéen særlig imponeret over de 

mange ting, som virksomheden gør udover at drive deres 

forretning. På nudansk hedder det vist at vise samfundssind, 

og det har Falck gjort lang tid før, det ord overhovedet 

var opfundet”. 

Og så tilbage til starten: I Falck taler vi ikke så meget om, 

hvad vi gør, vi gør det bare. Men vi skal nok til at tænke 

lidt anderledes på det område. 


Èn ting er, at vi skal skrive noget i Årsrapporten og diverse 

tilbud – en anden er, om vi selv proaktivt fortæller de 

mange, mange gode historier vi har fra syd til nord - fra 

øst til vest. 

Der er nok at tage af… 

Projekter med utilpassede unge, særlige jobs til mennesker 

med nedsat arbejdsevne, økonomisk støtte til 

samfundsmæssige projekter, projekter i udlandet såsom 

Nicaragua-projektet sammen med 3F, støtteprojekter i 

Rumænien, Albanien og i Afrika. 

Som arbejdsplads har vi mange tilbud til medarbejderne, 

hvad angår sundhed og sygdom: Tværfaglig behandling, 

Hurtig Diagnose, Aktiv Arbejdsmedicin og muligheder for 

psykologhjælp. 

Skal man prale af det? 

Nej det skal vi ikke, men vi kan godt blive bedre til at 

fortælle om det i omverdenen, og vi kan nok også blive 

bedre til at fortælle de mange gode historier internt. 

Uanset hvad vi kalder det: CSR, Global Compact eller 

Code of Conduct, så handler det egentlig om det samme, 

nemlig at ... 

Vi gør noget… 

…. vi gør noget godt - for kunderne og for hinanden. Det 

kan vi være stolte af, og det kan vi med god samvittighed 

fortælle om. På den gode måde, naturligvis. Med klædelig 

beskedenhed og i respekt for de opgaver, vi løser, og de 

mennesker, vi løser dem for og med. Uden at overdrive 

og uden at ”smøre på”. Bare som det er. 

Og så fortsætte med at arbejde for, at det hele tiden bliver 

lidt bedre. 

Lise Pagh, 

HR-Chef 

13

64-årige Hans Sievert Petersen – eller bare ”Sievert” – bag rattet i sin p-vogn. 

en arbejDsDag i p-vognen 

Hvordan ser hverdagen 

egentlig ud for 

en p-vognsredder? Vi 

kørte med for at få et 

indblik 


Klokken er cirka kvart i seks denne 

fredag morgen, da ”Redderens” 

udsendte når frem til Stemmild en halv 

snes kilometer uden for Tønder. Her 

bor p-vognsredder Hans Sievert Petersen, 

som vi har fået lov at følge gennem 

en hel arbejdsdag. 

Målet er at få et lille indblik i, hvordan 

arbejdshverdagen ser ud for korpsets 

mange p-vognsreddere. I forhold til 

14 

eksempelvis ambulance- og brandområdet 

er der ikke den store fokus på 

den siddende patienttransport, som jo 

”bare” går ud på at køre abonnenter og 

andre fra A til B. 

Men p-vognsredderne passer troligt 

deres dont, løser en vigtig og vedkommende 

opgave og er samtidig fortrinlige 

ambassadører for Falck. 

Sievert hjælper folk det rette sted hen på sygehuset, 

selv om det kan være lidt af en videnskab at finde rundt. 

Indenfor i landejendommen, der i 

øvrigt tidligere har huset en kro, er 

”Sievert”, som han helst vil kaldes, ved 

at spise morgenmad sammen med 

hustruen Ulla. 

Han har allerede været oppe nogen tid, 

for hans besætning på 60-70 får skal 

også fodres af hver morgen, inden han 

triller afsted. 


Frokosten ligger i køleboksen i bag, 

og så er det bare at finde en smuk 

plet at indtage maden. 

64-årige Sievert går ud i novembermørket 

for at køre p-vognen – en VW 

Touran med 1,9 TDI dieselmotor og 

automatgear – ud af garagen. I et par 

år har han kunnet køre ud fra hjemmet, 

uden at skulle aflevere og hente bilen 

på stationen i Tønder. 

Madpakken med de obligatoriske fire 

kvarte placeres i køleboksen i bagagerummet. 

Da han som ung arbejdede 

som tømrer, var der grundet det fysisk 

hårde arbejde og den friske luft brug for 

en fire-fem gange større madpakke. 

Klokken 06.02 

sidder vi i VW’en, mens de første opgaver 

fra vagtcentralen i Kolding tikker ind 

på dataradioen. 

Første tur viser sig at gå til Tønder, 

hvor en dame skal hentes og køres 

til brystkirurgisk afdeling på Aabenraa 

Sygehus. 

- Det kan være, at hun skal have fjernet 

et bryst, gætter Sievert. 

Opgaven ryger automatisk over i 

GPS’en, som har gjort livet betydeligt 

nemmere for p-vognsfolkene. 

- Den hjælper selvfølgelig med at finde 

vej. Men næsten lige så værdifuldt er 

det, at den jo beregner en ankomsttid. 

Det gør det meget nemmere for os at 

disponere vores kørsel, så vi opfylder 

betingelserne. Vi må aflevere abonnenter 

op til en time før deres aftale, det er 

det spillerum, vi har, forklarer Sievert. 

Adressen i Tønders midtby er lidt svær 

at finde, men det lykkes, og Sievert 

trykker ”Optaget” på dataradioen og går 

op og hjælper den ældre dame ned til 

bilen. Hun skal sandsynligvis være på 

sygehuset et par dage, så hun medbringer 

en taske med fornødenheder. 

- Husk at få sele på, for jeg kører som 

en vild, siger han smilende til damen og 

tilføjer: 

- Jeg har sat lidt varme i sædet – du 

siger bare til, hvis det skal skrues lidt op 

eller ned. 

På vejen til Løgumkloster, hvor endnu 


en abonnent skal hentes til turen østover, 

taler damen og Sievert om de 

institutioner, Tønder har mistet de seneste 

år, blandt andet garnisonen, lærerseminariet 

og en stor del af sygehuset. 

Lidt senere fortæller damen af egen 

drift, at hun – som Sievert havde gættet 

på – skal over og have fjernet et bryst. 

Takket være den utvungne samtale er 

stemningen dog god, selv om anledningen 

for damens transport naturligvis 

ikke er den sjoveste. 

Lidt efter ringer Sievert til abonnenten, 

der skal med fra Løgumkloster. Folk 

sætter stor pris på at blive varskoet lidt 

før ankomsten, så de lige kan drikke 

kaffen færdig, gå på toilettet og i det 

hele taget gøre sig klar. Og når de står 

klar, glider tingene også nemmere for 

p-vognsredderen. 

”Det er fra Falck. Vil du med ud og køre 

om cirka 10 minutter?”, spørger Sievert 

på klingende sønderjysk i telefonen. 

”Jaa, det kan jeg jo blive nødt til”, lyder 

det veloplagt fra damen i den anden 

ende. 

Kirsten, som hun hedder, skal til Aabenraa 

for at få foretaget en brokoperation. 

Hun fortæller, at hun har været Falckabonnent 

i 40 år. Tidligere kørte ægtemanden 

mange tusinde kilometer hvert 

år i sit job, og derfor havde de en abonnementspakke 

hos Falck. 

På grund af journalistens spørgsmål 

viser det sig, at sygetransport-abonnementet 

faktisk trækker lidt mere på 

PBS’en, end begge abonnenter egentlig 

forestillede sig. 

Men Sievert får dog også oplyst om 

nogle fordele og muligheder ved abonnementet, 

som de ikke var klar over, og 

alt i alt erklærer de begge, at ordningen 

fuldt ud er pengene værd. 

Klokken 07.16 

Service og omsorg er nøgleord for p-vognsredderne. 

triller vi ind ved Aabenraa Sygehus, og 

Sievert hjælper de to passagerer ind til 

de rette afdelinger. 

For at hjælpe den kollega, der på et 

tidspunkt skal hente dem igen, ringer 

han til vagtcentralen og fortæller, 

hvilken indgang og afdeling, der er 

den rigtige. Ind i mellem kan det være 

lidt af en videnskab at finde rundt i 

sygehus-labyrinterne, og det kan koste 

megen tid, hvis patienten venter eller 

skal sættes af ved en anden indgang 

end forventet. Eller måske trasker ned i 

cafeteriet, så redderen skal gå og lede 

efter vedkommende. 

Særligt Aabenraa Sygehus kan ifølge 

Sievert være forvirrende, mens eksempelvis 

Sønderborg er mere overskuelig. 

I Sønderborg har de tilmed en servicemedarbejder, 

som har tjek på afdelinger, 

indgange og patienter, og som er flink til 

at hjælpe p-vognsfolkene. 

Klokken 07.34 

parkerer vi ved Falckstationen i Aabenraa. 

Der er ikke umiddelbart en ny tur 

på tapetet, så der er tid til en kop kaffe. 

Det er en forholdsvis sjælden luksus, for 

15

Endnu en dag på kontoret: Sievert 

tilbagelægger over 100.000 kilometer 

om året i p-vognen. 

oftest venter næste tur, straks når den 

forrige er slut. 

Alle hilser smilende på Sievert. Efter 

41 år i korpset kender han mange kolleger 

i det sønderjyske, selv om man 

er mere på egen hånd som p-vognsredder 

end som døgnvagt. 

Over kaffen fortæller Sievert, at han 

blev p-vognsredder for 10 år siden, 

da Falck fik den siddende patienttransport 

for Sønderjyllands Amt. Han 

var blandt andet træt af de tests, der 

fulgte med som ambulancebehandler, 

og han var efter tre årtier også ret 

mæt af akutområdet. 

- Selvfølgelig var det en stor omvæltning 

efter 31 år som døgnvagt, og i 

øvrigt også 31 år med den samme 

makker. Men jeg vænnede mig egentlig 

hurtigt til det, og jeg er glad for mit 

job. Det er også rart at have fri hver 

weekend, påpeger Sievert. 

Klokken 8.33 

er vi nået til en adresse i Sønderborg, 

hvor vi henter en mand i trediverne, 

som skal til undersøgelse på Aabenraa 

Sygehus. Hans syn er svækket på 

grund af diabetes, og han bærer mørke 

solbriller. Han har efter eget udsagn 

haft hele 45 øjenoperationer for at forhindre, 

at mørket helt sænker sig over 

hans syn. Med de mange ture er han 

taknemmelig for Falck-ordningen, som 

han har gennem sin arbejdsgiver, Danfoss, 

som har et kollektivt abonnement 

hos Falck. 

Denne fredag er det ikke øjnene, men 

en anden diabetes-relateret lidelse, han 

skal have tjekket i Aabenraa. 

I en anden del af Sønderborg henter vi 

endnu en passager, som skal til undersøgelse 

i Aabenraa. 

På turen nordover fortæller Danfoss- 

16 

manden om sin uheldige sygdomshistorie 

og de tvister med sygehusverdenen, 

det har medført. 

Klokken 9.21 

Afleverer vi de to sønderborgensere 

ved Aabenraa Sygehus. 

På turen nordover fortalte Danfossmanden 

– foranlediget af journalistens 

spørgsmål – om sine problemer med 

diabetes. Men faktisk er det sjældent, 

passagererne disker op med hele deres 

sygdomshistorie. 

- Da jeg startede på p-vogn, mente 

flere af kollegerne, at jeg nu kom til 

at høre en masse triste sygehistorier. 

Men det er faktisk meget sjældent, det 

sker. Folk er helt overvejende positive 

og næsten alle sammen søde og rare, 

understreger Sievert. 

Bortset fra nogle fordomme om passagererne 

oplever han, at redderkollegerne 

respekterer p-vognsjobbet fuldt 

ud. De ved selvfølgelig også godt, at 

han og mange andre p-vognsfolk så 

rigeligt har ”aftjent deres værnepligt” 

som ambulance-, kran- eller brandfolk. 

Sievert styrer rutineret den hvide 

Touran gennem trafikken. Han savner 

stadig den Ford Mondeo, han havde 

tidligere. Den var en kende lav for nogle 

patienter (selv om det ofte kunne løses 

ved at køre lidt op over kantstenen) 

men den kørte bedre og var en rarere 

arbejdsplads, mener Sievert, som dog 

har vænnet sig til folkevognen. 

Selv om han nogle dage sidder otte-ni 

timer bag rattet, har han sjældent bøvl 

med ryggen eller andet. Når det sker, 

har han en slags gel-pude, som faktisk 

kan afhjælpe det meste. 

Når du kører så meget på arbejdet, 

gider du vel ikke køre meget bil privat? 

- Nej ... det er nu ikke fordi, jeg ikke 

gider, men fordi der er så meget at passe 

på vores 23 hektar fritidslandbrug, 

at vi ikke har det store behov for at 

komme så meget ud, fortæller Sievert. 

Klokken 10.30 

har vi nået Padborg, hvor en ældre 

mand og hans hjælper skal hentes og 

køres til øjenlæge i Aabenraa. Han er 

blevet opereret for grå stær og skal 

have det såkaldte ”efterstær” behandlet 

med laser. Det er ikke noget stort 

indgreb, men han kan ikke se meget et 

stykke tid bagefter, hvorfor hjælpen fra 

Falck er velkommen. 

Klokken 10.56 

Dagens sidste opgave er klaret, og fyraften venter forude. 

er vi fremme hos øjenlægen i Aabenraa 

by. Herefter sætter Sievert kursen mod 

lystbådehavnen i Aabenraa, hvor vi fisker 

madpakkerne op af køleboksen bagi. 

- Nogen vil helst holde spisepause på 

en station. Men jeg holder af at finde et 


sted ved vandet eller en lysning i skoven, 

og så indtage min mad dér. 

Ifølge Sievert er der sjældent problemer 

med at få sine pauser. Også når han 

gerne vil holde nogle fridage – især når 

lammene melder deres ankomst om foråret 

– eller bare SKAL have fyraften til 

en bestemt tid, lader det sig fint gøre. 

Han er til gengæld meget fleksibel den 

anden vej, forklarer han, og det er slet 

ikke usædvanligt, at der ryger en time 

eller to oven i den normale arbejdstid fra 

06 til 14 (13.30 på fredage). 

I det hele taget har han et godt forhold 

til kollegerne på vagtcentralen, selv om 

man naturligvis får et tættere forhold til 

nogle end andre. 

- Kun én gang har jeg haft en større 

kontrovers med én på vagtcentralen, 

som bagefter erkendte at have forløbet 

sig. Men ellers synes jeg, der er kommet 

en ny generation, som taler ordentligt til 

folk og kan finde ud af at sige tak. 

- Som ”almindelig” redder kunne jeg 

godt finde på ind i mellem at diskutere 

lidt med vagtmestrene. Men jeg besluttede 

helt fra starten som p-vognsredder, 

at jeg ikke ville blande mig i vagtcentralens 

dispositioner – for jeg ved jo ikke, 

hvad de har på deres skærm. 

Omvendt kunne det være fint, mener 

Sievert, hvis meldingsmodtagere fik en 

dag eller to i ”praktik” i p-vognene, så de 

havde en bedre fornemmelse af, hvordan 

tingene fungerer i praksis. 

- Så ville de eksempelvis vide, at det er 

træls at bøvle med at tage en stor, snavset 

kørestol med, hvis patienten fint kan 

låne én på sygehuset påpeger Sievert. 

I mellemtiden er vi færdige med frokosten, 

og turen går til Aabenraa Sygehus, 

hvor de to mand fra Sønderborg, som vi 

tidligere kørte med, er klar til hjemturen. 

Klokken 11.55 

sættes den sidste af de to sønderborgensere 

af, og vi dirigeres mod Sønderborg 

Sygehus, Onkologisk afdeling. En 

dame skal efter endt undersøgelse køres 

hjem til sin lejlighed i Sønderborg. 

For journalisten lyder Sievert og damens 

dialekt ens, men det er ikke tilfældet, 

viser hendes spørgsmål til redderen: 

- Du er da ikke herfra – er du ude vestfra? 

- Ja, jeg er gammel Møgeltønder-dreng, 

svarer han. - Ja, det kan jeg godt høre, 

konstaterer hun. 

Klokken 12.39 

er vi egentlig på vej nordpå med 

instruks om ”Kald ved kanten Aabenraa”, 

da vi bliver bedt om at vende om 


Der skal lige tankes, så bilen er klar til 

en eventuel langtur mandag morgen. 

og returnere til Sønderborg Sygehus. 

Her skal en dame afhentes fra ortopædisk 

ambulatorium og transporteres 

hjem til Rødding. 

Det er helt normalt, at der er mange 

ture på og til østkysten, hvor sygehustilbuddene 

overvejende er, fortæller Sivert 

undervejs. 

Men dagene kan være vidt forskellige, 

og ind i mellem er der lange ture til 

eksempelvis Århus, Aalborg, Odense og 

såmænd også Sjælland. 

- Det kan jeg godt lide ved jobbet, at 

det er så afvekslende. Desuden er man 

i vid udstrækning sin egen herre, lige 

som det er dejligt at følge årstidernes 

skiften. 

Efter afhentningen ved ortopædisk 

ambulatorium kører vi en stund, før vi 

får endnu en passager ombord. Han har 

for godt en uge siden fået en ballonudvidelse 

i lysken, men nu føles det, som 

om der er tilstødt lidt komplikationer, så 

han skal til kontrol i Aabenraa. 

Faktisk skal han om tirsdagen have en 

bypassoperation i benet. 

- Så kommer du til at gå som en 

17-årig, lyder det opmuntrende fra Sievert. 

- Ja, så er jeg næsten klar til OL, siger 

manden og smiler, selv om han tydeligvis 

er lidt bekymret for, hvordan det hele 

skal gå. 

Klokken 13.54 

er vi igen-igen ved Aabenraa Sygehus, 

hvor manden afleveres. 

Vi sætter nu kursen mod Rødding, 

hvor damen på forsædet – dagens 

sidste passager – har bopæl. Hun har 

været ret stille og virket lidt trist siden 

afgangen fra Sønderborg, men humøret 

bedres efterhånden, igen fordi Sievert 

formår at skabe en positiv atmosfære i 

bilen. 

Hun fortæller den nysgerrige journalist, 

at hun har været til forundersøgelse for 

en ny hofte. Men lægen havde – på en 

ikke særlig venlig måde – gjort hende 

klart, at hun kun havde tabt sig fem af 

de syv kilo, lægerne havde krævet for at 

foretage operationen. 

Det var den besked – og måden den 

blev afleveret på – der havde stemt 

hende lidt trist. 

Klokken 14.29 

er vi på adressen i Rødding. 

Du kører med mennesker, som kan 

være alvorligt syge eller ramt af andre 

lidelser. Det kræver noget situationsfornemmelse? 

- Helt sikkert. Men mange af os i 

p-vognene er lidt oppe i årene og er 

efterhånden blevet menneskekendere. 

Jeg kan næsten altid mærke, om folk 

gerne vil snakke, eller om de bare vil 

sidde lidt for sig selv. Hvis folk er åbne, 

vil jeg hellere komme med en lille vittighed 

eller sjov bemærkning, end at dyrke 

triste ting. Og jeg synes som nævnt, at 

næsten alle er meget positive, uanset 

hvad de ellers bokser med. 

Kort efter får vi på dataradioen en ”Kom 

hjem”, hvilket betyder, at vi kan sætte 

kursen mod Stemmild og fyraften. Inden 

da tanker vi i Tønder, så bilen er klar til 

mandag morgen. 

Klokken 15.32 

- to timer efter officiel fyraften – er vi tilbage 

på ejendommen i Stemmild. 

461,5 kilometer er det blevet til – det 

Efter knap 462 kilometer denne dag 

kan VW’en hvile i garagen 

weekenden over. 

17

er en ganske normal ”score” på en 

arbejdsdag, beretter Sievert, som mageligt 

runder 100.000 kilometer bag rattet 

om året. 

Indenfor venter Ulla med en ostemad og 

en fredagsøl – tysk dåseøl, naturligvis, 

for vi er jo i grænselandet. 

- Der har været lidt mindre travlt end 

normalt, men ellers har dagen været 

ganske typisk for, hvordan en arbejdsdag 

kan spænde af, vurderer Sievert. 

Til spørgsmålet om, hvornår den 64-årige 

kører i garage for sidste gang, kan 

han ikke sige det med bestemthed. 

- Jeg fortsætter i hvert fald, til jeg fylder 

65 i april – og sikkert også længere, 

siger han. 

”Redderens” udsendte siger tak for turen 

og for hyggeligt selskab og triller nordpå. 

Forældreforeningen 

VI HAR MISTET ET BARN 

Konference – Debatmøde 

- Den svære kontakt med forældre, der mister 

Tirsdag, den 16. marts 2010 kl. 10.00 – 16.30 

DGI-BYEN 

Tietgensgade 65 

1704 København V 

Paneldeltagere: læge, sygeplejerske, ambulanceredder, psykolog, hospitalspræst, politi, bedemand/sorgterapeut, socialrådgiver, 

og en forælder/patient-ambassadør der selv har mistet. 

Målet med konferencen er at forbedre omsorgen for forældre, der mister et barn uanset alder. Foreningen vil gerne bidrage til at 

ruste faggrupper bedre til at møde sorgramte forældre. 

Det er et ønske for foreningen at øge kontakten til og dialogen med de faggrupper, som kommer i kontakt med forældrene. Derfor 

markerer foreningen sit 25 års jubilæum med en konference, hvor forældre, pårørende og repræsentanter fra faggrupperne mødes 

for at debattere, hvordan man på den bedste måde håndterer mødet med sorgen. 

Læs mere om foreningen på: www.mistetbarn.dk 

På foreningens vegne 

Frode Pilgaard, Anne-Lise Knudsen, 

Formand PR-Koordinator 

Tilmelding senest den 1. februar 2010 til Anne-Lise Knudsen, Højstrupvej 13, 5200 Odense V 

tlf. 66 16 86 21 – mail konference@mistetbarn.dk 

Deltagergebyr kr.250,- inkl. forplejning, bedes indbetalt senest den 15. februar 2010 på foreningens konto i Forstædernes 

Bank: 5492-0007037915. 

Program/adgangsbevis vil blive fremsendt ca. 2 uger før konferencen. 

18 

Med 23 hektar jord, en større fårebesætning, et gør-det-selv projekt med en 23 

fods båd og mange andre ting mangler Sievert ikke noget at tage sig til i fritiden. 


sværvognsfolk 

høsteDe goDe oplevelser 

Claas fabrikken i Tyskland 

var hovedmålet 

for årets sværvognstur 

Af Kurt Dittmann, formand for Falcks 

Sværvognsklub 

Mandag den 25. oktober drog 40 

deltagere afsted på Falck Sværvognsklubs 

årlige studietur, som denne 

gang gik til Tyskland. Hovedmålet var 

Claas fabrikken i Harsewinkel, som 


fremstiller landbrugsmaskiner i alle 

afskygninger. 

På førstedagen var det imidlertid 

turen i bussen fra Danmark til det 

hotel, vi skulle bo på i Hannover, der 

var omdrejningspunktet, med det 

sociale der følger med. 

På andendagen gjaldt det som nævnt 

Claas fabrikken i Harsewinkel samt 

Loermanns Hof, en gård med testkørselsområde 

cirka 20 minutters kørsel 

fra fabrikken. 

På grund af travlhed blev vi spurgt, 

om det var ok at bytte rækkefølgen 

i besøgene, og da Falckreddere er 

meget fleksible, sagde vi ja til det. Så 

vi startede på Loermanns Hof, hvor 

Claas har en aftale med landmanden 

om at kunne arrangere prøvekørsler 

på hans marker. 

13 tons traktor 

Da vi ankom til gården, blev vi modtaget 

af hr. Müller og hr. Schulz. De 

skulle vise os rundt, både på gården og 

bagefter på fabrikken. 

Inden vi startede rundturen på gården, 

blev vi bedt om at stille os op foran en 

19 19

mejetærsker, der stod i udstillingshallen, 

så der kunne blive taget et gruppebillede. 

Da det var overstået, blev vi præsenteret 

for gårdens ejer, som demonstrerede 

Claas maskiner, inden vi skulle ud og 

køre med dem. 

Vi fik lejlighed til at prøve deres største 

traktor, som vejer cirka 13 tons, samt teleskoplæsser, 

snitter og mejetærsker – alt 

blev grundigt prøvekørt af gæsterne fra 

Danmark. 

Tredje generation Claas 

Herefter gik turen til fabrikken i Harsewinkel, 

som er på 400.000 kvadratmeter. 

Koncernen er familieejet, og tredje generation, 

Cathrina Claas, er kørt i stilling 

som chef. 

På fabrikken er der fire montagebånd. 

Et for Jaguar snitter, et for Xerion/Cougar 

traktorer, og to for mejetærskere. 

Dagligt kører der 40 selvkørende maskiner 

ud af fabrikken. 

I 1930 byggede August Claas den 

første mejetærsker til det europæiske 

marked. Indtil i dag er der bygget flere 

end 400.000 mejetærskere, og flere end 

20.000 selvkørende snittere. 

I Europa er Claas førende inden for 

mejetærskere, og på verdensplan er de 

nummer et inden for selvkørende snittere. 

Rundtur og museum 

Rundturen på fabrikken startede der, hvor 

det rå jern kommer ind. Metallet bliver 

bearbejdet, svejset sammen, bukket, får 

boret huller, malet, monteret med videre 

- for så til sidst at køre ud som en færdig 

maskine. 

Da vi var færdige med rundturen, var 

det tid til kantinebesøg. Herefter gik 

turen over til deres TECHNOPARC, hvor 

alle deres produkter er udstillet. Der er 

museum, samt en forretning, hvor man 

kan købe deres produkter i miniature – og 

mange andre ting med deres logo. 

Efter en oplevelsesrig dag sagde vi farvel, 

og vi kørte tilbage til hotellet, hvor der 

var fælles hygge om aftenen. 

Havnerundfart 

På tredje dagen gik turen tilbage til Danmark, 

men undervejs lavede vi en afstikker 

ind i Hamburg. Her havde vi arrangeret 

en sejltur i havneområdet. 

Vi fik vores egen turbåd med kaptajn og 

guide, og så sejlede vi af sted. Vi så og 

fik fortalt om den indre havn, om container-området, 

om sluserne, og hvor vigtige 

de er for Hamburg så den ikke 

20 

bliver oversvømmet. 

Der blev også berettet om den gamle 

bydel, om den nye bydel ved havnen, 

hvor kvadratmeter prisen er skyhøj, om 

politiet, brand- og toldvæsenet til søs, jo 

det var en rigtig spændende sejltur. 

Tak 

Nede på havnekajen så vi også den første 

Elbtunnel, som stadig bruges. Det er 

fire elevatorer, hvor man kører ind med 

sin bil eller cykel, så bliver man sænket 

25 meter ned, hvorefter man kører ud i 

en tunnel der er ca. 400 meter lang, for 

derefter igen at blive hævet 25 meter op 

på den anden side. 

Er man fodgænger, kan man gå ned og 

tage turen gennem tunnelen. 

Herefter fortsatte vi turen tilbage til 

Danmark, vi krydsede grænsen ved 

15-tiden, og den sidste steg af bussen kl. 

21.00 i Slagelse. 

Tak til firma Claas, Tak til dem, der har 

støttet, så turen kunne blive til noget. Tak 

til dem, der sponsorerede på turen, og 

Tak til Falck og de lokale DPC’er for, at så 

mange fik fri til at deltage. 

Tak til Michael Engstrøm for dit arbejde 

som medarrangør, og tak til alle jer kolleger, 

som tog jer tid til at deltage på turen. 

Sværvognsfolk i marken: Der var rig lejlighed til at prøve 

de store Claas maskiner, herunder flagskibet på traktorsiden. 

Den kan løfte og dreje førerhuset, og ifølge Claas er 

den ideel som hochsitz for den dovne jæger... 

Traditionen tro var studieturens mål 

tydeligt annonceret i bussens forrude. 


Claas har fremstillet landbrugsmaskiner 

i Harsewinkel 

siden 1919, og nogle af de 

gamle modeller kan ses på 

koncernens museum. 

I den gamle Elbtunnel sørger store 

elevatorer for at hæve bilerne 25 meter 

op og ned fra/til tunnelen. Det er også 

muligt at spadsere gennem tunnellen. 

Der blev også tid til 

en sejltur i Hamborgs 

havn, en af Europas vigtigste 

havne. Her er det brandstationen 

ved havnen, der passeres.

to m m e l op for skæreslukkeren 

Pris og indgroede vaner 

kan dog bremse udbredelsen, 

mener Beredskabsstyrelsens 

skole i 

Tinglev 


” Kan skæreslukkeren 

være med til at forbedre 

brand- og redningsfolks 

sikkerhed? ” 

Sådan lød oplægget for Martin 

A. Sørensen, fagområdeleder på 

Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i 

Tinglev, på Branchearbejdsmiljørådets 

nyligt afholdte konference. 

Den helt korte version af hans indlæg 

var, at ”ja”, det kan den. 

Cobra Skæreslukker kommer fra 

Sverige, hvor man er meget restriktive 

med at iværksætte røgdykning. Det har 

derovre givet vind i sejlene for skæreslukkeren, 

som netop er velegnet til 

slukning udefra. 

Også i Danmark kan Cobra’en gøre 

en forskel, mener Martin A. Sørensen. 

Martin A. Sørensen, fagområdeleder 

på Beredskabsstyrelsens Tekniske 

Skole i Tinglev, havde positive erfaringer 

med skæreslukkeren og dens 

betydning for reddernes sikkerhed. 

22 

En sikkerhedsdør i stål var ikke noget problem, da Cobra’en blev 

demonstreret ved en redningsmesse i Sverige sidste år. (Arkivfoto). 

Den kan bekæmpe eller forsinke brand/ 

overtænding i sikkerhed udefra, og 

dermed bane vejen for en sikrere indtrængning. 

Den kan skære igennem stort set alle 

materialer, og med et minimalt vandforbrug 

(30/60 liter pr. minut) efterlader 

den ikke det vandpjask, som typisk 

udgør to tredjedele af skadeserviceregningen. 

Endnu et værktøj 

Man skal dog se skæreslukkeren som 

endnu et værktøj i værktøjskassen mere 

end som et vidundermiddel. UHPS 

højtrykssystemer kan et stykke hen ad 

vejen udføre samme funktion. Og så 

har skæreslukkeren nogle begrænsninger 

– blandt andet at den virker bedst 

ved mindre lokaliteter som parcelhuse, 

lejligheder, loftsrum med videre. 

Desuden er effekten bedst, hvis det 

pågældende rum er helt eller delvist lukket, 

påpegede fagområdelederen. 

Blandt ulemperne ved skæreslukkeren 

er, at den er ganske kostbar (mellem en 

kvart og halv million kroner, afhængig af 

opbygning etc.). 

Desuden fordrer den, at mandskabet 

bliver uddannet i at bruge den. 

Og – som det måske vigtigste – så 

kræver den en holdningsændring i hele 

organisationen. 

- Brandfolk, holdledere og indsatsleder 

skal være opmærksom på de situationer, 

hvor den kan gøre en forskel. 

Den proces kan godt tage tid – men 

ellers står man med en dyr dims, der 

er rigtig flot, men som ikke rigtig bliver 

brugt, lød det. 

”Hov, det glemte vi” 

Dét kunne et af de få beredskaber, der 

har slukkeren, godt bekræfte. 

- Vi har haft tilfælde, hvor vi bagefter 

en indsats sagde: ”Hov, vi har en skæreslukker 

– den havde da været perfekt 

i den her situation. Ups.” 

Et sted havde man den procedure, at 

man efter indsatser kort skulle skrive, 

hvorfor man IKKE anvendte skæreslukkeren. 

På den måde blev den indarbejdet 

i bevidstheden. 

Men alt i alt blev det altså til tommel 

op fra fagområdelederen. Han tilføjede, 

at eksempelvis termiske kameraer er 

faldet voldsomt i pris. Det samme vil 

måske ske for skæreslukkeren, og i så 

fald vil udbredelsen stige kraftigt, forudså 

han. 


Indkaldelse til 

årsmøde i 

Reddernes Landsklub 

Årsmødet afholdes den 4. februar 2010 kl.12.30 


Mødecenter Odense 

Buchwaldsgade 48 

5000 Odense 

Dagsorden: 

1. Valg af dirigent 

2. Valg af stemmeudvalg 

3. Bestyrelsens beretning 

4. Regnskab 

5. Indkomne forslag 

6. Valg af bilagskontrollant 

7. Valg af bilagskontrollantsuppleant 

8. Uddeling af studierejselegat 

Eventuelle forslag sendes til fællestillidsmand Per Aastrup på: paa@falck.dk 

Ansøgninger til studierejselegat 

Nu er det tid at sende din ansøgning, hvis du vil komme i betragtning til at modtage Reddernes 

Landsklubs årlige Studierejselegat. 

Legatet er på maksimalt 15.000 kroner til dækning af de direkte omkostninger til transport, hotel 

og forplejning. 

Kun medlemmer af Reddernes Landsklub kan søge. 

Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger: 

• Ansøgerens navn, privatadresse og telefonnummer 

• Stationsnavn og stationsadresse 

• Kaldenummer 

• Beskrivelse af formålet med studieturen 

• Hvor og hvornår påregnes turen gennemført 

• Hvorledes vil erfaringerne blive publiceret/formidlet 

• Anslået budget for turens gennemførelse 

Udvælgelse blandt de indkomne ansøgninger foretages af RL’s bestyrelse 

Landsklubben har retten til frit at bruge de indsamlede erfaringer fra turen 

Uddeling af studielegatet finder sted ved årsmødet 

Ansøgning sendes SENEST DEN 15. JANUAR 2010 til: 

Fællestillidsmand Hans Friedrich Carstensen på hfc@falck.dk 

23

Afsender: Redderen, Ringstedgade 128, 4700 Næstved 

Redderen ønsker læsere 

og annoncører en rigtig 

glædelig jul og et godt nytår. 

På gensyn i 2010 

Venlig hilsen 

Redaktionen 

UMM ID-nr. 42 506

Redderen nr 10 december 2009

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?