Redderen nr 10 december 2009

redderen.dk

Redderen nr 10 december 2009

en arbejDsDag

i p-vognen

Nr. 10 December 2009 32. årgang


REDDEREN

udgives af

Reddernes Landsklub

Redaktion:

Redaktør og Fællestillidsmand

Morten Andersen

Ringstedgade 128

4700 Næstved

Mobil ........ 20 76 17 22

E-mail: moa@falck.dk

Adresseændring kan foretages via

hjemmesiden Redder.dk, eller ved

henvendelse til redaktøren.

Redaktionssekretær:

Ebbe Vang

Kontor ...... 43 95 87 27

Mobil ........ 40 20 87 40

Mail: ebbe@redder.dk

Journalist:

Flemming Frederiksen Kyster (DJ)

Langesøvej 67 - 7000 Fredericia

Mobil ........ 28 91 29 80

E-mail: kyster@frederiksen.mail.dk

Annoncer og Produktion:

PE Offset A/S, Varde

www.peoffset.dk

Oplag:

4.500 stk. - Redderen læses af reddere,

brandmænd, ledere og andre

medarbejdere i Falck koncernen,

AMU-centre, tekniske skoler, hospitaler

og politikere samt beredskabs-

og forvaltningschefer.

2

REDDERNES

LANDSKLUB

Tekst og billeder i Redderen og på

redder.dk er copyright Reddernes

Landsklub og må kun anvendes ud

over privat øjemed med tilladelse fra

redaktionen.

ISSN nr. 1603-1660

inDholD

noter

atter elevtræf i 2010

Leder ..................................... 3

Blodprop blev ordnet på godt halvanden time ..... 4

Sårene er ved at heles i Gentofte ............... 7

Sammenhold i højsædet ...................... 9

Sikkerhedsarbejdet skal op i gear ............... 10

En arbejdsdag i P-vognen ..................... 14

Sværvognsfolk høstede gode oplevelser ......... 19

Tommel op for skæreslukkeren ................. 22

Den 5.-7. februar 2010 arrangeres der igen elevtræf for redderelever.

I invitationen hedder det: ”Kom og mød andre redderelever fra hele Danmark

og få muligheden for at lære en masse kolleger at kende, få vendt tanker,

problemer og ideer og ikke mindst: Få en rigtig hyggelig weekend med hyggelige

fællesaktiviteter, spændende indslag og lidt festivitas lørdag aften!”

Der plejer at være flot tilstrømning til elev-træffene, som stables på benene

af en gruppe redderelever med hjælp fra 3F og Reddernes Landsklub.

Weekenden (mad og overnatning) er gratis for 3F-medlemmer. Transport bliver

dækket af 3F svarende til billigste offentlige transportmiddel.

Dette års elevtræf holdes på 3F’s kursusejendom ”Smålandshavet ” som ligger

i Karrebæksminde. Adressen er Alléen 44, 4736 Karrebæksminde. Se

evt. mere på www.smalandshavet.dk.

Indkvartering sker på enkeltværelser med bad.

Tilmeldingen er nu åben på mailadressen: tilmelding@redderelev.dk

Ved tilmelding skal man huske at skrive følgende: CPR nummer, fulde navn,

adresse og station.

Program tilkommer hurtigst muligt, lover arrangørerne.

redderen nr. 10 2009


leDer

lanDevejens stille sliDere

Vi sætter i denne udgave fokus på en reddergruppe og en funktion, som sjældent

trækker de store overskrifter – hverken her i bladet eller i medierne som sådan.

Det er p-vognsredderne – folkene bag rattet i den siddende patienttransport – der

er tale om. De er svaret, når abonnenter/patienter skal til og fra undersøgelser,

behandlinger, operationer med videre. Brugerne undgår at bekymre sig om håbløse

parkeringsforhold ved sygehusene, at skulle køre trods risiko for ubehag efter

behandlingen, dyre taxaregninger med videre.

Og patienterne er i gode hænder. Mange af p-vognsfolkene har en fortid i ambulancetjenesten

og er praktisk anlagt og erfarne, hvad angår sygdomme og andre

lidelser. Desuden har de et betydeligt menneskekundskab efter et langt arbejdsliv,

hvor de har hjulpet både høj og lav i samfundet.

Med andre ord - som det også fremgår af vores reportage – løser p-vognsfolkene

en vigtig og vedkommende opgave, og over for abonnenter, sygehusansatte og

andre er de fine ambassadører for Falck og de værdier, korpset bygger på.

Gruppen af p-vognsfolk fik et skud for boven, da de gamle amter et efter et udbød

den siddende patienttransport til discountpris. I dag synes der at være faldet ro på

området, og med et stigende antal ældre og længere afstande mellem sygehusene

burde der fortsat være god basis for p-vognskørsel i Falck.

Heldigvis – for ud over at vise flaget på gade og vej, er området et godt alternativ

for de reddere, der mærker årtiers slid på krop og sjæl. Kørslen er et væsentligt

element i Falcks bestræbelser på at være en socialt ansvarlig og rummelig

arbejdsplads.

Så alt i alt er den siddende patienttransport vigtig for Falck. Og p-vognsfolkene

går selv forrest, fordi de med deres store indsats skaber værdi for hver eneste

abonnementskrone.

noter

husk at m e l D e aDresseænDring

Husk at melde adresseændring til ”Redderen”, når du flytter, så du fortsat kan

få bladet på din nye adresse.

Manglende adresseændring giver forgæves arbejde, spildte portokroner og

ærgrelse over, at bladet ikke dukker op.

Reddere kan nemt foretage adresseændring på redder.dk under ”Medlemsservice”,

”Adresseændring”.

Øvrige læsere kan også få rettet adressen gennem redder.dk. Vælg ”Redderen”,

”Abonnement” og gå ned nederst på siden, hvor du kan markere ”Bladet

Redderen” og sende en mail.

Husk at meddele både nuværende og kommende adresse!

regioner

noter

Dropper te r m a

Termas levering af software til de

kontrolrum, som skal være nervecenteret

i beredskabets SINEnetværk,

er voldsomt forsinket, og

det får nu alvorlige konsekvenser for

Terma, der mister hele den danske

ambulancetjeneste som kunde.

Regionerne havde egentlig planlagt

at benytte Termas kontrolrumsløsning,

som staten har udvalgt efter et

udbud, men regionerne har nu mistet

tålmodigheden med Terma.

Derfor vil de fem regioner ifølge

Beredskabsinfo i stedet udvikle

deres eget IT-system til vagtcentralerne

- og det vil blive sendt i udbud

allerede i begyndelsen af 2010.

Dermed tegner SINE til at blive en

økonomisk katastrofe for Terma.

Hos regionerne har den forsinkede

software givet alvorlige problemer.

Alle regioner skal nemlig som led i

udbuddet af ambulancekørslen etablere

nye vagtcentraler, og her var det

planen, at SINE og Termas software

skulle anvendes.

I første omgang har forsinkelsen

medført, at regionerne har været

nødt til at indgå en midlertidig aftale

med Falck, som indebærer, at regionerne

kan bruge Falcks analoge

radionet og vagtcentralsystem indtil

udgangen af maj 2011.

Udbuddet vil komme til at omfatte

både den IT-løsning, som regionerne

skal bruge på deres vagtcentraler,

og det kommunikationsudstyr – herunder

elektronisk ambulancejournal

- som skal være i ambulancerne og

i de øvrige

præhospitale

enheder.

Regionerne

går nu i

gang med

at forberede

hele udbudsprocessen,

så udbudsmaterialet

kan ligge klart

primo 2010.

redderen nr. 10 2009 3


Hver morgen, mens han er sygemeldt, står Lars Larsen tidligt op og går sig en tur på godt fem kilometer. Dels er motion god for restitueringen, og

dels hjælper turene til mentalt at fordøje det, han har været igennem. Lægen på Skejby lagde ikke skjul på, at det kunne være gået meget værre.

bloDprop blev orDnet

på goDt halvanDen t i m e

Redder Lars Larsen

oplevede som patient

systemet folde sig ud

– og han er stolt af kollegerne

og resten af

akutberedskabet

Af Flemming F. Kyster

Som ambulancemand gennem mere

end 30 år har Randers-redder Lars

Richard Larsen oplevet sin del af sygdoms-

og ulykkesramte patienter.

En sen aften sidst i september måtte

den 61-årige atter tage en akuttur med

4

ambulancen, men denne gang desværre

PÅ båren – med en blodprop i

hjertet.

Hele forløbet var naturligvis dramatisk

og angstvækkende

for både

Lars Larsen og

hans familie.

Men et sted i

det dystre var

det på sin vis

også en positiv

oplevelse, fordi lægevagt, alarmcentral,

Falck, lægebil og Skejby Sygehus alle

håndterede situationen til topkarakter.

En time og 36 minutter efter, at der

var ringet 112, havde Lars Larsen fået

en ballonudvidelse. Og han kunne konstatere,

at han slap fra forskrækkelsen

uden mén.

Prik i brystet

jeg m æ r k e D e et enkelt

prik i brystet, men tog

ikke viDere notits af Det

Det hele startede fredag eftermiddag

den 25. september, hvor Lars Larsen

gik hjemme i

Assentoft og gjorde

campingvognen klar

til vinter. Efter knap

tre ugers fri lakkede

ferien mod enden,

og mandag ventede

arbejdet igen. Efter

mange år i ambulancetjenesten som

bla. behandler er han fast stationsvagt

på brandsiden på stationen i Randers.

- Jeg mærkede et enkelt prik i brystet,

men tog ikke videre notits af det. Jeg

tænkte mere eller mindre ubevidst, at

det nok var en smule ubehag fra at

komme silikone på gummilisterne, for-

redderen nr. 10 2009


tæller Lars Larsen.

En times tid senere kom der igen et

enkelt jag, og det gentog sig om aftenen

foran tv-skærmen. Redderen slog det

hen som lidt mavebøvl.

- På et tidspunkt begyndte jeg at

svede, og der var der en lille klokke i

baghovedet, der begyndte at ringe. Men

jeg tænkte ”Nej, det kan ikke passe”, og

efter en lille tur ud på terrassen følte jeg

mig fint tilpas igen, husker Lars Larsen.

Ikke længere i tvivl

Kort før midnat gik det dog op for ham,

at det var alvor.

- Jeg sad og så en film, da jeg fik

centrale brystsmerter. Ikke andre symptomer

end det, men til gengæld var

smerterne vedvarende. Så jeg vækkede

min kone og sagde, at hun skulle ringe

til lægevagten, og at jeg måske havde

en blodprop, beretter Lars Larsen.

Han er ikke gammel behandler for

ingenting, så mens hustruen ringede,

målte han sit eget blodtryk. Det viste

190/100 – altså væsentligt forhøjet.

Kort efter fik han selv lægevagten

i røret. Mens de talte, ”låste” Lars

Larsens venstre albueled i smerte.

- Da var jeg ikke længere i tvivl, selv

om jeg ikke havde et eneste af de andre

”klassiske” tegn som eksempelvis stråler

ud i armen eller kold sved. Vagtlægen –

som jeg havde fortalt om min baggrund

som ambulancemand – var enig, og

han lovede at alarmere 112.

Lagde sig op på båren

Papirerne viser, at alarmcentralen fik

meldingen klokken 00.05. Klokken

00.08 var to Falckreddere på plads i

ambulancen og modtog turen. De godt

10 kilometer fra Falck Randers til hjemmet

i Assentoft blev klaret på ni minutter,

således at ambulancen landede på

adressen klokken 00.17.

- For at spare tid gik jeg ud til ambulancen,

og jeg lagde mig selv på båren,

fortæller Lars Larsen med et smil.

De to reddere på ambulancen, Benny

Pedersen og Per Lauersen (begge

behandlere), blev noget overraskede

over, at det var deres gamle kollega,

turen gjaldt. Det påvirkede dem nok lidt

indadtil, men deres indsats var super

professionel og kompetent, lyder roserne

fra Lars Larsen.

jeg kunne jo holDe øje m e D,

at De gjorDe Det rigtigt

Fik ”Guldpakken”

- Jeg havde smerter, men var ellers klar.

Så jeg kunne jo holde øje med, at de

gjorde det rigtigt, griner han. Behandlingsmæssigt

fik han det, der i fagsproget

hedder ”Guldpakken”.

Redderne gjorde klar til at tage EKG,

lagde venflon, ilt og gjorde blodfortyndende

medicin klar. De tog en blodprøve,

som i nogle tilfælde kan afsløre

blodpropper, men i dette tilfælde var

den negativ.

Redderne var også i telefonisk kontakt

med en læge på Skejby Sygehus,

og klokken 00.21 – fire minutter efter

ankomsten – sendte de ved hjælp af

telemedicin den første EKG-afledning til

Skejby. Den underbyggede ikke mistanken

om en blodprop.

Redderne blev dog ved med at kigge

efter indikationer med EKG, og efter

nogle minutter var den der pludselig.

Kan deres kram

- De sagde til lægen i Skejby: ”Nu kan vi

se det! Nu må du fandeme ikke gå – vi

sender en ny afledning nu”, husker Lars

Larsen, som er stolt af det engagement

og den ansvarsfølelse, kollegerne udviste,

og som reddere landet over udviser

hver dag.

- Jeg har selv været træt af de tests, vi

skal igennem som ambulancefolk. Men

jeg synes faktisk, vi skal være glade for

og stolte over dem, for redderne kan

altså deres kram, fastslår Lars Larsen.

Han tilføjer, at hans kone, der var med

i ambulancen, fik fortrinlig information

fra Per Lauersen om, hvad man gjorde,

og hvad der skulle ske, og det var med

til at berolige hende lidt midt i chokket.

Kurs mod Skejby

På grund af EKG nummer to satte ambulancen

klokken 00.33 kursen mod hjerteafdelingen

i Skejby i stedet for sygehuset i

Randers, som ikke har samme ekspertise

på området.

I mellemtiden blev bagvagten på Skejby

indkaldt, og lægebilen i Århus blev rekvireret

til at køre ambulancen i møde (et

såkaldt ”rendezvous”).

Da lægen kom ombord på Århuskanten,

gav han Lars Larsen noget smertestillende

samt mere blodfortyndende

medicin, og han fulgte patienten til Skejby.

Operation tog 10 minutter

Præcis klokken 01.00 rullede ambulancen

ind ved Skejby Sygehus, og Lars

Larsen blev kørt til scanning og diverse

Det tog noget tid, før EKG-målingen påviste blodproppen. Men tiden blev

rigeligt opvejet af, at ambulancen straks kunne sætte kursen mod Skejby,

hvor ekspertisen er. (Billedet her stammer ikke fra pågældende indsats. Foto:

falck.com).

redderen nr. 10 2009 5


undersøgelser, inden operationen

med ballonudvidelsen

startede klokken 01.31.

Operationen varede: 10

minutter! Længere tid tog det ikke at gå

ind via lysken og anbringe stenten i den

blokerede kranspulsåre på bagsiden af

hjertet. Netop at det var en såkaldt bagvægsinfarkt

var sandsynligvis årsagen

til, at den var svær at opdage på EKG.

Lars Larsen kunne selv på skærmen

følge med i operationen, og efter indgrebet

var forbedringen i hans tilstand

næsten øjeblikkelig.

Positiv fokus

Lars Larsens mission med at fortælle

om sine oplevelser er at rette noget

positivt og velfortjent fokus på akutberedskabet.

Tetra-sagen i Gentofte og

nogle politikeres brug eller misbrug af

6

akutområdet i valgkampen

op til kommunal-

og regionsrådsvalget,

har givet lidt

negative vibrationer, mener han.

- Men se på mit tilfælde. Selv om det

var sen aften, og selv om jeg bor cirka

40 kilometer fra Skejby, så blev jeg

helbredt på lidt over halvanden time.

Vagtlæge, alarmcentral, Falck, redderne,

telemedicin, radiosystem, lægebil

og Skejby – hele systemet virkede perfekt,

påpeger Randers-redderen.

hele systemet

virkeDe perfekt

Udsigt til godt otium

Lars Larsen er sygemeldt indtil januar,

hvor han i første omgang starter på

slangecentralen og med lidt færre timer.

Han skal tage kolesterolsænkende og

blodfortyndende medicin, men slipper i

øvrigt uden mén.

Ribe Karosseri Center ApS

Industrivej 35a

6760 Ribe

Tlf. 75 42 31 56

Fax 75 42 33 55

Mobil 30 33 78 88

mail@ribekaros.dk

www.ribekaros.dk

- har i 30 år samarbejdet med

Falcks Redningskorps omkring renovering og

opbygning af korpsets forskellige køretøjer.

Lars Larsen var ved at gøre

campingvognen vinterklar

hjemme i Assentoft, da det

første lille forvarsel om blodproppen

kom. Han tog dog

ikke videre notits af dette og

senere prik i brystet – men

kort før midnat var der ikke

længere nogen tvivl!

Så takket være det velfungerende

system skulle der være udsigt til et

langt og godt otium med kone, børn,

børnebørn, camping og så videre, når

Lars Larsen til sommer går på efterløn

som 62-årig.

- Nu har jeg fået en ekstra chance i

livet, og jeg føler det som om, jeg har

vundet den helt store gevinst i poker,

griner han.

Autoopretning

Pladearbejde

Specialopbygninger

Redningskøretøjer

Varevognsindretning

Busser/Handicapbusser

Hydraulik

Montageopgaver

Salg & Service af Gaffeltrucks

redderen nr. 10 2009


Emil Kloster (til venstre) og de fleste andre ambulancefolk havde en fortid hos Falck, før de kom til Gentofte Brandvæsen.

sårene er veD

at heles i gentofte

Bølgerne har gået højt

før og efter Falcks

indtog hos Gentofte

Brandvæsen

Af Flemming F. Kyster

Bølgerne var gået højt i det ellers så

fredelige Gentofte, da Falck i juli

2008 og april 2009 overtog opgaven

med henholdsvis ambulancekørsel og

brandslukning i den velhavende kommune

nord for København.

Før overtagelsen havde der været

længere tids uro i og omkring Gentofte

Brandvæsen. Den meget omtalte Tetrasag

– som blandt andet har været

afdækket i en DR-Dokumentar – havde

skabt kold luft og gensidige beskyldninger

mellem folk fra brandvæsenet og

borgmester Hans Toft (K), men også

intern splid mellem folk på henholdsvis

brand- og ambulancesiden.

redderen nr. 10 2009

Balladen var nok ikke ligefrem med til

at forsinke, at et politisk flertal valgte at

udlicitere aktiviteterne.

Fra at være deltager i et ambitiøst forsøg

på at etablere en nordsjællandsk,

kommunal ambulancetjeneste, som

skulle byde på Region Hovedstadens

ambulancekørsel, overgik Gentoftes

ambulancekontrakt med regionen til

Falck i juli sidste år.

Trekvart år senere valgte et flertal i

byrådet også at acceptere Falcks tilbud

på brandslukningen.

Dermed sluttede en epoke med 108

års kommunalt brandvæsen, og det

forløb som nævnt ikke uden dønninger

blandt medarbejderne.

Vanskelig proces

I dag, knap halvandet år senere, er der

ved at falde ro på vandene, men det har

været en vanskelig proces, erkender to

af de berørte, ambulancebehandler Emil

Kloster og brandmand John Hammer.

- De fleste på ambulancesiden var

jo gamle Falckfolk. Så de har jo haft

en eller anden grund til at søge andre

græsgange, hvad enten de har været

sure eller utilfredse eller bare har villet

prøve noget andet. Så at komme tilbage

til Falck stod jo ikke øverst på ønskesedlen,

konstaterer Emil Kloster, som er

tillidsmand på stationen.

Selv var han seks år hos Falck

Lyngby, inden han efter eget udsagn

trængte til luftforandring. Så han

kom som behandler til Gentofte

Brandvæsens ambulanceafdeling, hvor

han har været glad for at være.

Korte kommandoveje

- Blandt andet var det dejligt, at der kun

var tyve meter hen til ledelsen. Og der

kunne hurtigt tages beslutninger om

eksempelvis tekniske hjælpemidler så

som Stryker bærestole, hvor jeg synes,

systemet i Falck var anderledes tungt.

Jeg følte, at jeg i Gentofte bedre kunne

påvirke min egen arbejdshverdag,

påpeger Emil Kloster.

Ikke desto mindre besluttede han og

kollegerne at give Falck en fair chance

7


For brandmand John Hammer

har det været en svær

pille at sluge at få Falcklogo

på tøjet.

og starte på en frisk, da de overtog –

også fordi de havde hørt, at korpset

viste større lydhørhed over for medarbejderne

end tidligere.

Stor skepsis

På brandsiden var holdningen betydeligt

mere kritisk, fortæller John Hammer.

- Man skal tænke på, at yngste brandmand

havde en tjenestetid på 12-13 år.

Så det var nogle garvede folk, som virkelig

ikke havde noget ønske om at gå

fra kommunalt regi til Falck.

- Jeg havde været her i 20 år, og jeg

var lært op med, at Falck var de ”onde”,

der flere gange havde forsøgt at overtage

vores brandvæsen, siger John

Hammer.

Det mildnede ikke følelserne på

brandsiden, at man efter brandfolkenes

mening kom over på en noget ringere

3F overenskomst, der betød 103 døgnvagter

mod FOA’s 90.

- Da jeg startede for 20 år siden, kørte

vi med tre ruder. Så fik vi os kæmpet

frem til fire ruder – og nu er jeg så sparket

tilbage til start med tre ruder, lyder

det fra John Hammer.

Desuden var der status som tjenestemand

og tidlig pensionering på spil.

Men her blev der forhandlet en aftale på

plads, som sikrede disse privilegier ved

overgang til Falck.

Men brandfolkene kunne også indtil 1.

december vælge at sige, at de ønskede

at være tjenestemænd i en anden gren

af kommunen.

Til dato har 11 af de 26 brandfolk valgt

at stoppe – fire gjorde det straks, og syv

fulgte senere.

Plus og minus

For Emil Kloster og hans kolleger har

overgangen til 3F betydet cirka 3000

kroner mere i lønningsposen om måneden.

De har fået to spritnye ambulancer,

og repetitionen kører professionelt,

8

styret af dygtige supervisorer.

På minuskontoen tæller blandt andet,

at de har oplevet hyppig udskiftning på

lederside – hele fem chefer har de haft,

og røropdelingen har ikke just ændret

deres opfattelse af at være en overset

gruppe, som ikke kan få svar på deres

spørgsmål og frustrationer.

- Desuden er det den gængse opfattelse

blandt redderne, at DPC er lige

rigeligt tung at danse med, lyder det fra

Emil Kloster.

Jeg er brandmand

For John Hammer og hans kolleger på

brandsiden har kulturforskelle og følelser

været svære at komme uden om.

- Jeg kan eksempelvis stadig ikke

sige, at jeg er redder eller Falckredder

– jeg er brandmand. Det gjorde ondt,

da bilerne blev malet om, og det var

godt nok også mærkeligt at trække i

Falckdragten første gang.

- Vi har så mange års historie og traditioner

med i bagagen. Eksempelvis

var der her ovenover brandskole, hvor

blandt andre legendariske Gunnar

Haurum underviste, fortæller John

Hammer.

Atmosfæren er dog blevet bedre, og

brandmanden forventer en yderligere

forbedring efter 1. december, som var

fristen for at søge væk. Så har de tilbageblevne

selv valgt at blive, og det kan

ikke undgå at give et løft, mener han.

Kløerne fremme

Han roser i øvrigt stationsleder brand

Jesper Ingemann og daglig leder Henrik

Holm.

- De blev som Falckledere stillet over

for en flok ulve med kløerne fremme,

der bare ventede på de mindste fejl.

Men de har gjort et kæmpe stykke

arbejde og har haft en fin forståelse for

alle de følelser, der har været i klemme

hos os brandmænd, lyder det fra John

Hammer.

Bedre beskyttelse

Selv om ambulancefolkene er gladere

for deres 3F-overenskomst end brandfolkene,

så er Emil Kloster og John

Hammer enige om, at 3F har den mest

fremtidssikrede model.

- FOA-overenskomsten var god, da vi

stort set kun kørte i Gentofte, og da der

var en fælles forståelse mellem ledelse

og medarbejdere om reglerne – skrevne

som uskrevne.

- Men samfundet bliver mere og mere

effektiviseret, og eksempelvis regionen

presser citronen til det yderste. Og i

denne nye virkelighed er FOA’s OK

simpelthen ikke præcis nok, lige som

den ikke beskytter tilstrækkeligt mod

rovdrift, vurderer de begge.

John Hammer var i øvrigt langt fra

imponeret over FOA i Tetra-opgøret

med kommunen, og Emil Kloster føler

også, at 3F/CF København er en stærkere

og mere engageret forbundsfælle,

end han har været vant til.

- Der er en helt anden opbakning

dér. Det er dér, vi har mest ud af at

kæmpe vores kampe, fastslår Gentoftebehandleren.

Julefreden sænker sig

Lige som både brand- og ambulancefolkene

i Gentofte er ved at vænne sig

til Falck, på godt og ondt, er de også

igen ved at finde ind i en god gænge

indbyrdes.

Det er ikke nogen hemmelighed,

at der i hele den hektiske proces har

været lidt ”fnidder” internt i medarbejdergruppen.

Men nu kigger de fremad

i fællesskab og er opsatte på at gendanne

det sammenhold, som tidligere

kendetegnede stationen.

Så på det punkt ser det ud til, at julefreden

sænker sig over Gentofte.

Efter 108 år i

kommunalt regi

kom Falck sidste

år ind i billedet

hos Gentofte

Brandvæsen. Der

bliver dog ikke

skiltet eller flaget

med logoet på

brand- og ambulancestationen.

redderen nr. 10 2009


sa m m e n h o l D i h ø j s æD e t

Masser af udfordringer

venter RL’s nye

formand, Vagn Flink

Af Flemming F. Kyster

Det var en enig bestyrelse i Reddernes

Landsklub, som fredag

den 27. november valgte 52-årige

Vagn Flink som ny formand.

Bestyrelsen bakkede enstemmigt op

om valget af nordjyden, der hidtil har

været næstformand i landsklubben.

Den hidtidige formand, Niels Gerlach,

trådte tilbage den 6. november på

grund af jobskifte.

- Jeg er meget glad for valget – det

er en stor ære at skulle repræsentere

alle landets Falckreddere. Samtidig er

jeg meget ydmyg over for opgaven.

Jeg er meget bevidst om, at mange

af de beslutninger, som jeg får indflydelse

på, kan have konkret betydning

ikke kun for de enkelte reddere, men

også for deres familiers dagligdag.

Eksempelvis ved ny vagtform, ny

funktion eller ny station, påpeger Vagn

Flink.

Den nye RL-formand er bosat i

Rørbæk og ansat på station Hobro.

Han har 28 års anciennitet i Falck,

hvoraf han de seneste 14 år har

været fællestillidsmand for redderne i

Nordjylland.

Halvt år til OK

Hvilke udfordringer venter dig på den

korte og den lange bane?

- På den korte bane er det naturligvis

især overenskomstforhandlingerne om

et halvt års tid, der optager os. Her

føler jeg mig godt klædt på, idet jeg

har siddet i OK drift-gruppen og har

været med til at forhandle overenskomst

de seneste par gange. Så jeg

er rigtig godt inde i stoffet, konstaterer

Vagn Flink.

Han tilføjer, at han er mindre velbevandret

i RL’s internationale arbejde,

og at hans fokus i første omgang

går på at tackle udfordringerne herhjemme.

Vagn Flink er ny formand for Reddernes Landsklub.

Må holde sammen

- På den lange bane ser jeg en vældig

stor opgave i at holde sammen på

alle landets reddere. Den ensartethed,

vi har haft i mange år, er blevet

mindre, fordi der rundt om i regionerne

er forskellige betingelser efter

udbuddene.

- Der er vi nødt til at tage en differentieret

holdning til problemstillinger,

alt afhængig af, hvordan ambulancekontrakterne

og arbejdsvilkårene ser

ud i de enkelte regioner. Oven i dette

er der jo rør-opsplitningen i korpset,

så det bliver en stor udfordring at

holde sammen på det hele. Men det

er vi nødt til, hvis vi skal bevare vores

synlighed og gennemslagskraft, vurderer

Vagn Flink.

Godt samarbejde

Apropos sammenhold, så vil den nye

formand arbejde for et godt samarbejde

med kolleger hos andre entreprenører.

- Mange af de udfordringer, vi står

med i vores dagligdag, er ens, uanset

hvad der står på ryggen. Så det vil

være naturligt og relevant, hvis vi kan

optræde samlet og melde samlet ud om

redderen nr. 10 2009 9


forskellige emner over for arbejdsgivere

og det øvrige samfund, mener Vagn

Flink.

Politisk erfaring

Den nye formand sad indtil for nylig i

Regionsrådet i Region Nordjylland for

Socialdemokraterne. Under 100 stemmer

skilte ham fra at blive genvalgt ved

valget den 17. november, men det græder

han ikke over.

- Jeg er sikker på, at der bliver rigeligt

med udfordringer som landsklubformand.

Desuden har jeg fået værdifulde erfaringer

med fra årene i regionsrådet. Jeg

har lært, hvordan politikere og embedsmænd

tænker og lært at se tingene

10

fra deres side af bordet, og det er i høj

grad en relevant bagage at have med

som RL-formand, siger Vagn Flink.

Han tilføjer, at hans politiske virke har

givet ham et stort politisk netværk, som

han kan få gavn af i mange forskellige

situationer. Og at han naturligvis knokler

for alle reddere uden at skele til partipolitik.

- I vores fag har vi så mange arbejdspladser,

der er meget afhængige af, hvad

politikerne beslutter, påpeger Vagn Flink.

Lidt utålmodig

Den politiske baggrund og indsigten i

overenskomstforhold betegner Vagn

Flink som stærke sider, mens en vis

sikkerheDsarbejDet

skal op i gear

Ambulancebehandler

Thomas Larsen fra Silkeborg

er ny fællessikkerhedsrepræsentant

Af Flemming F. Kyster

Laerdal introducerer The BAG II

Der er afgjort basis for forbedringer i

sikkerhedsarbejdet i Falck.

Sådan siger Thomas Larsen, der 1.

oktober tiltrådte som ny fællessikkerhedsrepræsentant

(FSIR) i Område

Syd, svarende til de gamle Århus, Vejle,

Ribe og Sønderjyllands amter. Det er et

område, der strækker sig fra Mariager i

nord til Padborg i syd.

Ambulancebehandleren fra Silkeborg

En ny generation af gennemsigtige Engangs Resuscitators

Indeholder alle de gode egenskaber fra en flergangs

resuscitator, men kan kun bruges en gang.

Praktisk, alsidig og nemt, når du behøver det mest.

I forlængelse af Laerdal’s indsats med at tilbyde

kvalitetsprodukter, der hjælper til at redde liv,

har vi fornøjelsen af at præsentere The BAG II

Engangs Resuscitator.

Et vigtigt supplement til vores komplette

produktsortiment til præhospital, in-hospital

og militær brug.

utålmodighed må regnes til de mindre

heldige sider.

- Jeg er nogle gange måske lidt for

utålmodig for at få ting ændret og se

resultater. Men jeg er blevet bedre til at

erkende, at sådan er det nogle gange –

især i en stor virksomhed. Det er nu en

gang nemmere at dreje en optimistjolle

end en supertanker, siger Vagn Flink

med et smil.

De første store opgaver for den nye

formand bliver tillidsmandskonferencen

i Silkeborg i december samt årsmødet i

februar næste år i Odense.

I øvrigt er fællestillidsmand Morten

Andersen, Slagelse, blevet valgt som ny

næstformand.

efterfølger Jan Bertelsen på posten,

som han vil bruge den nærmeste fremtid

til at finde sig til rette i.

En af mærkesagerne bliver at presse

på for mere fremdrift og dynamik i en

sikkerhedsorganisation, som på grund

af en – ifølge Thomas Larsen – noget

fodslæbende A-side er for træg og uambitiøs.

- Falck er en god virksomhed. Men jeg

www.laerdal.dk

Laerdal Danmark, Njalsgade 19D,

2300 København S

Tlf.: 80 333 112, Fax: 80 333 555,

E-mail: laerdal.denmark@laerdal.no

redderen nr. 10 2009


Den nye fællessikkerhedsrepræsentant Thomas Larsen har deltaget i

flere af de såkaldte efterårsmøder om sikkerhed og arbejdsmiljø, der er

blevet afholdt i Silkeborg, Sædding, Odense, Ringsted og Aalborg.

synes, sikkerhedsorganisationen har

kørt skidt i flere år. Der bliver arbejdet

godt på vores side, men meget strander

i alt for lange og tunge beslutningsgange.

Jeg vil gerne presse på for mere

effektivitet, hurtigere beslutninger og

bedre opfølgning på tingene, påpeger

Thomas Larsen.

Ikke unik

Ifølge Thomas Larsen er der en udbredt

selvforståelse i Falck om, at man er

førende hvad angår sikkerhed og

arbejdsmiljø.

Men gennem sit bijob hos Falck

Rådgivningscenter har Thomas Larsen

været konsulent og rådgiver hos en

lang række virksomheder i vidt forskellige

brancher. Og selv om mange halter

bagefter, er der også firmaer, der både

matcher og overgår ambitionsniveauet i

korpset, mener han.

Erfaringerne fra Falcks rådgivningscenter

har i øvrigt givet Thomas Larsen nye

indgangsvinkler og god inspiration, som

kan gavne ham i arbejdet som FSIR.

Halv løsning

Kan du nævne eksempler på problemerne?

- Jeg var sikkerhedsrepræsentant i

Silkeborg indtil 2005 og blev det igen

redderen nr. 10 2009

i år. Og jeg kan se, at vi bokser med

mange af de samme problemstillinger,

som vi gjorde dengang. Det tyder jo

ikke på den store handlekraft, selv om

der selvfølgelig også er sket fremskridt.

- Så er der også de nye Stryker-stole,

som man sætter i alle nye ambulancer,

men ikke i de nuværende. Det er da en

underlig, halv løsning. Hvis man virkelig

prioriterede sikkerhedsarbejdet højt,

udskiftede man hele vejen rundt. I øvrigt

burde man indføre skydedør i venstre

side i nye vogne, hvor bla. Stryker

stolen kunne være, så man undgik at

skulle løfte den ned fra et højtsiddende

beslag, mener Thomas Larsen.

Han nævner også forflytningskurserne,

som assistenterne har været igennem,

men som stadig lader vente på sig for

behandlernes vedkommende. Og kampagner,

som virker en tid, men som der

ikke følges op på eller holdes fokus på.

Må investere

Men det er vel også et spørgsmål om

økonomi?

- Ja. Men hvis man VIL noget med

sikkerhedsarbejdet, så er man også

rede til at investere i det. Og for hver

sygemelding, arbejdsskade eller exit fra

jobbet, man kan undgå, er der meget at

gøre godt med, anfører Thomas Larsen.

Han mener, de overordnede beslutninger

ikke tages tæt nok på regionerne

- man mangler at samle op på beslutninger

i regionerne. Samtidig undrer

han sig over, hvorfor FSIR ikke er med

i regionschefernes samarbejdsorgan,

eller når ledere af de tre rør mødes.

Herved kunne eventuelle problemstillinger,

som B-parten kender, fanges i

starten, og man kunne måske undgå en

APV som skal behandles (her kan nævnes

det nye udbud).

Og er der nogen, der holder øje med,

om sikkerhedsgruppe-møderne ude på

stationerne rent faktisk bliver afholdt, og

om der sendes referater til sikkerhedslederen,

som reglerne siger i Falck?

Og hvad bruges referaterne til? Er der

nogen, der læser dem? Hvis ikke, så

bliver man ligegyldig, og det bliver venstrehåndsarbejde.

- En sikkerhedsaftale bør sikre en

KORT proces fra et problem opstår, til

det bliver løst. Processen er lang i dag,

hvis den ikke kan løses i sikkerhedsgruppen,

mener Thomas Larsen.

Han er i øvrigt skuffet over, at den

nye sikkerhedsorganisationsaftale ikke

indeholder nye tiltag til optimering af sikkerhedsarbejdet,

der står faktisk mere

i aftalen Falcks sikkerhedsorganisation

fra 1987.

Kæmpet imod forringelser

Den nye FSIR har en målsætning om at

deltage i driften en gang om ugen. Dels

for at vedligeholde sine behandlerkompetencer,

og dels for at bevare følingen

med arbejdet ude i marken.

- Det kan være svært at sidde bag et

skrivebord og mærke, hvor skoen trykker,

bemærker Thomas Larsen.

Han blev ansat i Falck i 1987. Han

kom i 1990 fra Sjælland til Silkeborg,

hvor han bor med hustru og to tvillingedøtre

på syv år.

De seneste måneder har han i øvrigt,

som privatperson, været dybt involveret

i en firemands gruppe, som har kæmpet

imod forringelse af ambulanceberedskabet

efter Region Midtjyllands udbud.

Gruppen har gravet dybt og analyseret

tallene for delområde Viborg, som også

omfatter Silkeborg. Og det grundige

arbejde bar frugt, idet det faktisk lykkedes

at overbevise politikerne om

manglerne.

11


Myte eller Fakta?

Om få uger sender Rambøll Management spørgeskema

ud til alle os Falck-folk i Danmark. Jeg synes dette er

meget relevant og vigtigt, men deler alle nu min opfattelse?

Er det værd at fatte pennen eller sætte fingre på tastaturet?

Nytter det noget? Hvad er myte og hvad er fakta?

Myte eller Fakta: ”Det er svært at ændre noget i Falck”.

Begge dele – men det er det også alle andre steder!

Fakta fordi vi alle sammen arbejder lidt ud fra vaner og

traditioner for, ”hvordan vi gør tingene her”, og fordi en

kultur ikke er noget, man lige ændrer.

Myte fordi en organisationsundersøgelse er en chance for

at påvirke tingene lokalt, regionalt og landsdækkende, og

den vej rundt skabe udvikling. Og din stemme VIL blive

hørt, også selvom det ikke er givet, at lige netop DINE

forslag bliver gennemført. Men når alle stemmer lægges

sammen, er det klart med til at påvirke den retning, virksomheden

tager.

Myte eller Fakta? ”Man får ikke noget at vide, man ikke

vidste i forvejen. Især ikke i Falck, her siger vi tingene

som de er”.

Myte. På en af vore stationer viste den sidste undersøgelse

for eksempel, at nogle medarbejdere døjede med

mobning. Stationslederen og tillidsmanden igangsatte i

fællesskab i en proces, der fik det psykiske arbejdsmiljø

på dagsorden til glæde for alle medarbejderne.

Myte eller Fakta? ”De fleste virksomheder får ikke fulgt

ordentlig op på medarbejderundersøgelser”.

Fakta. Rambøll har gennemført en undersøgelse blandt

10.000 tilfældigt udvalgte medarbejdere fra deres database.

Undersøgelsen viser, at kun 8% af alle medarbejderne

oplever, at deres virksomheder

har en høj eller meget høj grad af

opfølgning.

12

Det vil sige, at en del virksomheder

enten ikke får fulgt

ordentlig op på medarbejderundersøgelserne,

eller at de ikke får

fortalt medarbejderne

om

dette.

Det kan måske også være den oplevelse, du sidder med

fra undersøgelsen i 2008 – eller også er det ikke.

Lokalt, regionalt og landsdækkende har der været forskellige

initiativer siden 2008. Nogle store - eksempelvis at

vi har gennemført en rørdeling, andre små - eksempelvis

bedre kommunikation på den enkelte station.

Det er vigtigt at sige, at en medarbejderundersøgelse er

et ledelsesværktøj, som vi skal ”øve os” i at bruge.

For hver gang vi prøver, bliver vi lidt klogere og lidt bedre

til at forstå og bruge resultaterne. Men da vi ved, at der

er sammenhæng mellem tilfredshed og opfølgning, er det

vigtigt, at vi hjælper hinanden med at få fulgt godt op.

Det er også væsentligt holde fast i vigtigheden af at deltage,

så vi får et stærkt billede at arbejde videre med.

Myte eller Fakta? ”Man skal altid starte med at udbedre

sine svagheder”.

Myte. Amerikanske studier viser entydigt, at hvis man

skal udvikle mennesker og organisationer mest muligt, så

skal man fokusere på deres styrker og ikke deres svagheder.

”Det eneste vi lærer af at studere vore svagheder

er, hvordan vores svagheder er. Hvis vi vil lære noget om

succes, må vi studere succes” Citat: Marcus Buckingham.

Vi skal huske at fokusere på det gode og ikke bruge al

vores tid på ”alle hullerne i osten”.

Med håb om at vi høres ved i januar. God Jul og Godt

Nytår!

Jan Johannesen,

Afdelingsleder Leder- og Medarbejderudvikling


CSR - Kan man virkelig være bekendt

at prale af det?

I Falck er vi egentlig ret beskedne. Vi er vant til at gøre en

forskel, påtage os et stort ansvar i samfundet uden at tale

så meget om det. Jeg synes digtet i vores flotte billedserie

udtrykker det meget godt: ”…. Vi gør det af vane, af os

selv, af anstændighed og af lyst….”.

Vi taler ikke så meget om det, vi gør, og hvis vi taler om

det er det altid med meget klædelig beskedenhed. Det er

i hvert fald det, jeg oplever og har oplevet, siden jeg blev

en del af Falck i 2005.

Vores tilbøjelighed til at være lidt tilbageholdende, når det

kommer til at fortælle om de ting vi gør, står til at ændres

fremover. Som følge af en ny lovgivning skal større danske

virksomheder beskrive deres arbejde med CSR i

årsrapporten fra 2009.

Kan man få den på dansk, please?

CSR - Corporate Social Responsibility – på dansk ”virksomhedens

samfundsmæssige ansvarlighed”. På det

internationale plan er det blandt andet initieret af FN. De

kalder det Global Compact, og har det formål at fremme

virksomheders samfundsmæssige ansvar.

I Falck har vi med udgangspunkt i Global Compact formuleret

vores egen Code of Conduct – eller på godt

dansk nogle retningslinier for:

”Hvordan vi gør tingene her”

Code of Conduct omfatter i hovedtræk retningslinier for

fire områder: Menneskerettigheder, Arbejdstagerrettigheder,

Miljø og Antikorruption og når vi eksempelvis afgiver

tilbud på kontrakter rundt omkring i verden, bliver vi i stigende

grad bedt om at redegøre for vores tiltag og politikker

på disse områder.

Et langt tilløb – hvad er pointen?

I forbindelse med at Falck fik 3F’s pris for Årets Arbejdsplads

2008 sagde forbundsformanden Poul Erik Skov

Christensen:

”…. vi er i dommerkomitéen særlig imponeret over de

mange ting, som virksomheden gør udover at drive deres

forretning. På nudansk hedder det vist at vise samfundssind,

og det har Falck gjort lang tid før, det ord overhovedet

var opfundet”.

Og så tilbage til starten: I Falck taler vi ikke så meget om,

hvad vi gør, vi gør det bare. Men vi skal nok til at tænke

lidt anderledes på det område.

redderen nr. 10 2009

Èn ting er, at vi skal skrive noget i Årsrapporten og diverse

tilbud – en anden er, om vi selv proaktivt fortæller de

mange, mange gode historier vi har fra syd til nord - fra

øst til vest.

Der er nok at tage af…

Projekter med utilpassede unge, særlige jobs til mennesker

med nedsat arbejdsevne, økonomisk støtte til

samfundsmæssige projekter, projekter i udlandet såsom

Nicaragua-projektet sammen med 3F, støtteprojekter i

Rumænien, Albanien og i Afrika.

Som arbejdsplads har vi mange tilbud til medarbejderne,

hvad angår sundhed og sygdom: Tværfaglig behandling,

Hurtig Diagnose, Aktiv Arbejdsmedicin og muligheder for

psykologhjælp.

Skal man prale af det?

Nej det skal vi ikke, men vi kan godt blive bedre til at

fortælle om det i omverdenen, og vi kan nok også blive

bedre til at fortælle de mange gode historier internt.

Uanset hvad vi kalder det: CSR, Global Compact eller

Code of Conduct, så handler det egentlig om det samme,

nemlig at ...

Vi gør noget…

…. vi gør noget godt - for kunderne og for hinanden. Det

kan vi være stolte af, og det kan vi med god samvittighed

fortælle om. På den gode måde, naturligvis. Med klædelig

beskedenhed og i respekt for de opgaver, vi løser, og de

mennesker, vi løser dem for og med. Uden at overdrive

og uden at ”smøre på”. Bare som det er.

Og så fortsætte med at arbejde for, at det hele tiden bliver

lidt bedre.

Lise Pagh,

HR-Chef

13


64-årige Hans Sievert Petersen – eller bare ”Sievert” – bag rattet i sin p-vogn.

en arbejDsDag i p-vognen

Hvordan ser hverdagen

egentlig ud for

en p-vognsredder? Vi

kørte med for at få et

indblik

Af Flemming F. Kyster

Klokken er cirka kvart i seks denne

fredag morgen, da ”Redderens”

udsendte når frem til Stemmild en halv

snes kilometer uden for Tønder. Her

bor p-vognsredder Hans Sievert Petersen,

som vi har fået lov at følge gennem

en hel arbejdsdag.

Målet er at få et lille indblik i, hvordan

arbejdshverdagen ser ud for korpsets

mange p-vognsreddere. I forhold til

14

eksempelvis ambulance- og brandområdet

er der ikke den store fokus på

den siddende patienttransport, som jo

”bare” går ud på at køre abonnenter og

andre fra A til B.

Men p-vognsredderne passer troligt

deres dont, løser en vigtig og vedkommende

opgave og er samtidig fortrinlige

ambassadører for Falck.

Sievert hjælper folk det rette sted hen på sygehuset,

selv om det kan være lidt af en videnskab at finde rundt.

Indenfor i landejendommen, der i

øvrigt tidligere har huset en kro, er

”Sievert”, som han helst vil kaldes, ved

at spise morgenmad sammen med

hustruen Ulla.

Han har allerede været oppe nogen tid,

for hans besætning på 60-70 får skal

også fodres af hver morgen, inden han

triller afsted.

redderen nr. 10 2009


Frokosten ligger i køleboksen i bag,

og så er det bare at finde en smuk

plet at indtage maden.

64-årige Sievert går ud i novembermørket

for at køre p-vognen – en VW

Touran med 1,9 TDI dieselmotor og

automatgear – ud af garagen. I et par

år har han kunnet køre ud fra hjemmet,

uden at skulle aflevere og hente bilen

på stationen i Tønder.

Madpakken med de obligatoriske fire

kvarte placeres i køleboksen i bagagerummet.

Da han som ung arbejdede

som tømrer, var der grundet det fysisk

hårde arbejde og den friske luft brug for

en fire-fem gange større madpakke.

Klokken 06.02

sidder vi i VW’en, mens de første opgaver

fra vagtcentralen i Kolding tikker ind

på dataradioen.

Første tur viser sig at gå til Tønder,

hvor en dame skal hentes og køres

til brystkirurgisk afdeling på Aabenraa

Sygehus.

- Det kan være, at hun skal have fjernet

et bryst, gætter Sievert.

Opgaven ryger automatisk over i

GPS’en, som har gjort livet betydeligt

nemmere for p-vognsfolkene.

- Den hjælper selvfølgelig med at finde

vej. Men næsten lige så værdifuldt er

det, at den jo beregner en ankomsttid.

Det gør det meget nemmere for os at

disponere vores kørsel, så vi opfylder

betingelserne. Vi må aflevere abonnenter

op til en time før deres aftale, det er

det spillerum, vi har, forklarer Sievert.

Adressen i Tønders midtby er lidt svær

at finde, men det lykkes, og Sievert

trykker ”Optaget” på dataradioen og går

op og hjælper den ældre dame ned til

bilen. Hun skal sandsynligvis være på

sygehuset et par dage, så hun medbringer

en taske med fornødenheder.

- Husk at få sele på, for jeg kører som

en vild, siger han smilende til damen og

tilføjer:

- Jeg har sat lidt varme i sædet – du

siger bare til, hvis det skal skrues lidt op

eller ned.

På vejen til Løgumkloster, hvor endnu

redderen nr. 10 2009

en abonnent skal hentes til turen østover,

taler damen og Sievert om de

institutioner, Tønder har mistet de seneste

år, blandt andet garnisonen, lærerseminariet

og en stor del af sygehuset.

Lidt senere fortæller damen af egen

drift, at hun – som Sievert havde gættet

på – skal over og have fjernet et bryst.

Takket være den utvungne samtale er

stemningen dog god, selv om anledningen

for damens transport naturligvis

ikke er den sjoveste.

Lidt efter ringer Sievert til abonnenten,

der skal med fra Løgumkloster. Folk

sætter stor pris på at blive varskoet lidt

før ankomsten, så de lige kan drikke

kaffen færdig, gå på toilettet og i det

hele taget gøre sig klar. Og når de står

klar, glider tingene også nemmere for

p-vognsredderen.

”Det er fra Falck. Vil du med ud og køre

om cirka 10 minutter?”, spørger Sievert

på klingende sønderjysk i telefonen.

”Jaa, det kan jeg jo blive nødt til”, lyder

det veloplagt fra damen i den anden

ende.

Kirsten, som hun hedder, skal til Aabenraa

for at få foretaget en brokoperation.

Hun fortæller, at hun har været Falckabonnent

i 40 år. Tidligere kørte ægtemanden

mange tusinde kilometer hvert

år i sit job, og derfor havde de en abonnementspakke

hos Falck.

På grund af journalistens spørgsmål

viser det sig, at sygetransport-abonnementet

faktisk trækker lidt mere på

PBS’en, end begge abonnenter egentlig

forestillede sig.

Men Sievert får dog også oplyst om

nogle fordele og muligheder ved abonnementet,

som de ikke var klar over, og

alt i alt erklærer de begge, at ordningen

fuldt ud er pengene værd.

Klokken 07.16

Service og omsorg er nøgleord for p-vognsredderne.

triller vi ind ved Aabenraa Sygehus, og

Sievert hjælper de to passagerer ind til

de rette afdelinger.

For at hjælpe den kollega, der på et

tidspunkt skal hente dem igen, ringer

han til vagtcentralen og fortæller,

hvilken indgang og afdeling, der er

den rigtige. Ind i mellem kan det være

lidt af en videnskab at finde rundt i

sygehus-labyrinterne, og det kan koste

megen tid, hvis patienten venter eller

skal sættes af ved en anden indgang

end forventet. Eller måske trasker ned i

cafeteriet, så redderen skal gå og lede

efter vedkommende.

Særligt Aabenraa Sygehus kan ifølge

Sievert være forvirrende, mens eksempelvis

Sønderborg er mere overskuelig.

I Sønderborg har de tilmed en servicemedarbejder,

som har tjek på afdelinger,

indgange og patienter, og som er flink til

at hjælpe p-vognsfolkene.

Klokken 07.34

parkerer vi ved Falckstationen i Aabenraa.

Der er ikke umiddelbart en ny tur

på tapetet, så der er tid til en kop kaffe.

Det er en forholdsvis sjælden luksus, for

15


Endnu en dag på kontoret: Sievert

tilbagelægger over 100.000 kilometer

om året i p-vognen.

oftest venter næste tur, straks når den

forrige er slut.

Alle hilser smilende på Sievert. Efter

41 år i korpset kender han mange kolleger

i det sønderjyske, selv om man

er mere på egen hånd som p-vognsredder

end som døgnvagt.

Over kaffen fortæller Sievert, at han

blev p-vognsredder for 10 år siden,

da Falck fik den siddende patienttransport

for Sønderjyllands Amt. Han

var blandt andet træt af de tests, der

fulgte med som ambulancebehandler,

og han var efter tre årtier også ret

mæt af akutområdet.

- Selvfølgelig var det en stor omvæltning

efter 31 år som døgnvagt, og i

øvrigt også 31 år med den samme

makker. Men jeg vænnede mig egentlig

hurtigt til det, og jeg er glad for mit

job. Det er også rart at have fri hver

weekend, påpeger Sievert.

Klokken 8.33

er vi nået til en adresse i Sønderborg,

hvor vi henter en mand i trediverne,

som skal til undersøgelse på Aabenraa

Sygehus. Hans syn er svækket på

grund af diabetes, og han bærer mørke

solbriller. Han har efter eget udsagn

haft hele 45 øjenoperationer for at forhindre,

at mørket helt sænker sig over

hans syn. Med de mange ture er han

taknemmelig for Falck-ordningen, som

han har gennem sin arbejdsgiver, Danfoss,

som har et kollektivt abonnement

hos Falck.

Denne fredag er det ikke øjnene, men

en anden diabetes-relateret lidelse, han

skal have tjekket i Aabenraa.

I en anden del af Sønderborg henter vi

endnu en passager, som skal til undersøgelse

i Aabenraa.

På turen nordover fortæller Danfoss-

16

manden om sin uheldige sygdomshistorie

og de tvister med sygehusverdenen,

det har medført.

Klokken 9.21

Afleverer vi de to sønderborgensere

ved Aabenraa Sygehus.

På turen nordover fortalte Danfossmanden

– foranlediget af journalistens

spørgsmål – om sine problemer med

diabetes. Men faktisk er det sjældent,

passagererne disker op med hele deres

sygdomshistorie.

- Da jeg startede på p-vogn, mente

flere af kollegerne, at jeg nu kom til

at høre en masse triste sygehistorier.

Men det er faktisk meget sjældent, det

sker. Folk er helt overvejende positive

og næsten alle sammen søde og rare,

understreger Sievert.

Bortset fra nogle fordomme om passagererne

oplever han, at redderkollegerne

respekterer p-vognsjobbet fuldt

ud. De ved selvfølgelig også godt, at

han og mange andre p-vognsfolk så

rigeligt har ”aftjent deres værnepligt”

som ambulance-, kran- eller brandfolk.

Sievert styrer rutineret den hvide

Touran gennem trafikken. Han savner

stadig den Ford Mondeo, han havde

tidligere. Den var en kende lav for nogle

patienter (selv om det ofte kunne løses

ved at køre lidt op over kantstenen)

men den kørte bedre og var en rarere

arbejdsplads, mener Sievert, som dog

har vænnet sig til folkevognen.

Selv om han nogle dage sidder otte-ni

timer bag rattet, har han sjældent bøvl

med ryggen eller andet. Når det sker,

har han en slags gel-pude, som faktisk

kan afhjælpe det meste.

Når du kører så meget på arbejdet,

gider du vel ikke køre meget bil privat?

- Nej ... det er nu ikke fordi, jeg ikke

gider, men fordi der er så meget at passe

på vores 23 hektar fritidslandbrug,

at vi ikke har det store behov for at

komme så meget ud, fortæller Sievert.

Klokken 10.30

har vi nået Padborg, hvor en ældre

mand og hans hjælper skal hentes og

køres til øjenlæge i Aabenraa. Han er

blevet opereret for grå stær og skal

have det såkaldte ”efterstær” behandlet

med laser. Det er ikke noget stort

indgreb, men han kan ikke se meget et

stykke tid bagefter, hvorfor hjælpen fra

Falck er velkommen.

Klokken 10.56

Dagens sidste opgave er klaret, og fyraften venter forude.

er vi fremme hos øjenlægen i Aabenraa

by. Herefter sætter Sievert kursen mod

lystbådehavnen i Aabenraa, hvor vi fisker

madpakkerne op af køleboksen bagi.

- Nogen vil helst holde spisepause på

en station. Men jeg holder af at finde et

redderen nr. 10 2009


sted ved vandet eller en lysning i skoven,

og så indtage min mad dér.

Ifølge Sievert er der sjældent problemer

med at få sine pauser. Også når han

gerne vil holde nogle fridage – især når

lammene melder deres ankomst om foråret

– eller bare SKAL have fyraften til

en bestemt tid, lader det sig fint gøre.

Han er til gengæld meget fleksibel den

anden vej, forklarer han, og det er slet

ikke usædvanligt, at der ryger en time

eller to oven i den normale arbejdstid fra

06 til 14 (13.30 på fredage).

I det hele taget har han et godt forhold

til kollegerne på vagtcentralen, selv om

man naturligvis får et tættere forhold til

nogle end andre.

- Kun én gang har jeg haft en større

kontrovers med én på vagtcentralen,

som bagefter erkendte at have forløbet

sig. Men ellers synes jeg, der er kommet

en ny generation, som taler ordentligt til

folk og kan finde ud af at sige tak.

- Som ”almindelig” redder kunne jeg

godt finde på ind i mellem at diskutere

lidt med vagtmestrene. Men jeg besluttede

helt fra starten som p-vognsredder,

at jeg ikke ville blande mig i vagtcentralens

dispositioner – for jeg ved jo ikke,

hvad de har på deres skærm.

Omvendt kunne det være fint, mener

Sievert, hvis meldingsmodtagere fik en

dag eller to i ”praktik” i p-vognene, så de

havde en bedre fornemmelse af, hvordan

tingene fungerer i praksis.

- Så ville de eksempelvis vide, at det er

træls at bøvle med at tage en stor, snavset

kørestol med, hvis patienten fint kan

låne én på sygehuset påpeger Sievert.

I mellemtiden er vi færdige med frokosten,

og turen går til Aabenraa Sygehus,

hvor de to mand fra Sønderborg, som vi

tidligere kørte med, er klar til hjemturen.

Klokken 11.55

sættes den sidste af de to sønderborgensere

af, og vi dirigeres mod Sønderborg

Sygehus, Onkologisk afdeling. En

dame skal efter endt undersøgelse køres

hjem til sin lejlighed i Sønderborg.

For journalisten lyder Sievert og damens

dialekt ens, men det er ikke tilfældet,

viser hendes spørgsmål til redderen:

- Du er da ikke herfra – er du ude vestfra?

- Ja, jeg er gammel Møgeltønder-dreng,

svarer han. - Ja, det kan jeg godt høre,

konstaterer hun.

Klokken 12.39

er vi egentlig på vej nordpå med

instruks om ”Kald ved kanten Aabenraa”,

da vi bliver bedt om at vende om

redderen nr. 10 2009

Der skal lige tankes, så bilen er klar til

en eventuel langtur mandag morgen.

og returnere til Sønderborg Sygehus.

Her skal en dame afhentes fra ortopædisk

ambulatorium og transporteres

hjem til Rødding.

Det er helt normalt, at der er mange

ture på og til østkysten, hvor sygehustilbuddene

overvejende er, fortæller Sivert

undervejs.

Men dagene kan være vidt forskellige,

og ind i mellem er der lange ture til

eksempelvis Århus, Aalborg, Odense og

såmænd også Sjælland.

- Det kan jeg godt lide ved jobbet, at

det er så afvekslende. Desuden er man

i vid udstrækning sin egen herre, lige

som det er dejligt at følge årstidernes

skiften.

Efter afhentningen ved ortopædisk

ambulatorium kører vi en stund, før vi

får endnu en passager ombord. Han har

for godt en uge siden fået en ballonudvidelse

i lysken, men nu føles det, som

om der er tilstødt lidt komplikationer, så

han skal til kontrol i Aabenraa.

Faktisk skal han om tirsdagen have en

bypassoperation i benet.

- Så kommer du til at gå som en

17-årig, lyder det opmuntrende fra Sievert.

- Ja, så er jeg næsten klar til OL, siger

manden og smiler, selv om han tydeligvis

er lidt bekymret for, hvordan det hele

skal gå.

Klokken 13.54

er vi igen-igen ved Aabenraa Sygehus,

hvor manden afleveres.

Vi sætter nu kursen mod Rødding,

hvor damen på forsædet – dagens

sidste passager – har bopæl. Hun har

været ret stille og virket lidt trist siden

afgangen fra Sønderborg, men humøret

bedres efterhånden, igen fordi Sievert

formår at skabe en positiv atmosfære i

bilen.

Hun fortæller den nysgerrige journalist,

at hun har været til forundersøgelse for

en ny hofte. Men lægen havde – på en

ikke særlig venlig måde – gjort hende

klart, at hun kun havde tabt sig fem af

de syv kilo, lægerne havde krævet for at

foretage operationen.

Det var den besked – og måden den

blev afleveret på – der havde stemt

hende lidt trist.

Klokken 14.29

er vi på adressen i Rødding.

Du kører med mennesker, som kan

være alvorligt syge eller ramt af andre

lidelser. Det kræver noget situationsfornemmelse?

- Helt sikkert. Men mange af os i

p-vognene er lidt oppe i årene og er

efterhånden blevet menneskekendere.

Jeg kan næsten altid mærke, om folk

gerne vil snakke, eller om de bare vil

sidde lidt for sig selv. Hvis folk er åbne,

vil jeg hellere komme med en lille vittighed

eller sjov bemærkning, end at dyrke

triste ting. Og jeg synes som nævnt, at

næsten alle er meget positive, uanset

hvad de ellers bokser med.

Kort efter får vi på dataradioen en ”Kom

hjem”, hvilket betyder, at vi kan sætte

kursen mod Stemmild og fyraften. Inden

da tanker vi i Tønder, så bilen er klar til

mandag morgen.

Klokken 15.32

- to timer efter officiel fyraften – er vi tilbage

på ejendommen i Stemmild.

461,5 kilometer er det blevet til – det

Efter knap 462 kilometer denne dag

kan VW’en hvile i garagen

weekenden over.

17


er en ganske normal ”score” på en

arbejdsdag, beretter Sievert, som mageligt

runder 100.000 kilometer bag rattet

om året.

Indenfor venter Ulla med en ostemad og

en fredagsøl – tysk dåseøl, naturligvis,

for vi er jo i grænselandet.

- Der har været lidt mindre travlt end

normalt, men ellers har dagen været

ganske typisk for, hvordan en arbejdsdag

kan spænde af, vurderer Sievert.

Til spørgsmålet om, hvornår den 64-årige

kører i garage for sidste gang, kan

han ikke sige det med bestemthed.

- Jeg fortsætter i hvert fald, til jeg fylder

65 i april – og sikkert også længere,

siger han.

Redderens” udsendte siger tak for turen

og for hyggeligt selskab og triller nordpå.

Forældreforeningen

VI HAR MISTET ET BARN

Konference – Debatmøde

- Den svære kontakt med forældre, der mister

Tirsdag, den 16. marts 2010 kl. 10.00 – 16.30

DGI-BYEN

Tietgensgade 65

1704 København V

Paneldeltagere: læge, sygeplejerske, ambulanceredder, psykolog, hospitalspræst, politi, bedemand/sorgterapeut, socialrådgiver,

og en forælder/patient-ambassadør der selv har mistet.

Målet med konferencen er at forbedre omsorgen for forældre, der mister et barn uanset alder. Foreningen vil gerne bidrage til at

ruste faggrupper bedre til at møde sorgramte forældre.

Det er et ønske for foreningen at øge kontakten til og dialogen med de faggrupper, som kommer i kontakt med forældrene. Derfor

markerer foreningen sit 25 års jubilæum med en konference, hvor forældre, pårørende og repræsentanter fra faggrupperne mødes

for at debattere, hvordan man på den bedste måde håndterer mødet med sorgen.

Læs mere om foreningen på: www.mistetbarn.dk

På foreningens vegne

Frode Pilgaard, Anne-Lise Knudsen,

Formand PR-Koordinator

Tilmelding senest den 1. februar 2010 til Anne-Lise Knudsen, Højstrupvej 13, 5200 Odense V

tlf. 66 16 86 21 – mail konference@mistetbarn.dk

Deltagergebyr kr.250,- inkl. forplejning, bedes indbetalt senest den 15. februar 2010 på foreningens konto i Forstædernes

Bank: 5492-0007037915.

Program/adgangsbevis vil blive fremsendt ca. 2 uger før konferencen.

18

Med 23 hektar jord, en større fårebesætning, et gør-det-selv projekt med en 23

fods båd og mange andre ting mangler Sievert ikke noget at tage sig til i fritiden.

redderen nr. 10 2009


sværvognsfolk

høsteDe goDe oplevelser

Claas fabrikken i Tyskland

var hovedmålet

for årets sværvognstur

Af Kurt Dittmann, formand for Falcks

Sværvognsklub

Mandag den 25. oktober drog 40

deltagere afsted på Falck Sværvognsklubs

årlige studietur, som denne

gang gik til Tyskland. Hovedmålet var

Claas fabrikken i Harsewinkel, som

redderen nr. 10 2009

fremstiller landbrugsmaskiner i alle

afskygninger.

På førstedagen var det imidlertid

turen i bussen fra Danmark til det

hotel, vi skulle bo på i Hannover, der

var omdrejningspunktet, med det

sociale der følger med.

På andendagen gjaldt det som nævnt

Claas fabrikken i Harsewinkel samt

Loermanns Hof, en gård med testkørselsområde

cirka 20 minutters kørsel

fra fabrikken.

På grund af travlhed blev vi spurgt,

om det var ok at bytte rækkefølgen

i besøgene, og da Falckreddere er

meget fleksible, sagde vi ja til det. Så

vi startede på Loermanns Hof, hvor

Claas har en aftale med landmanden

om at kunne arrangere prøvekørsler

på hans marker.

13 tons traktor

Da vi ankom til gården, blev vi modtaget

af hr. Müller og hr. Schulz. De

skulle vise os rundt, både på gården og

bagefter på fabrikken.

Inden vi startede rundturen på gården,

blev vi bedt om at stille os op foran en

19 19


mejetærsker, der stod i udstillingshallen,

så der kunne blive taget et gruppebillede.

Da det var overstået, blev vi præsenteret

for gårdens ejer, som demonstrerede

Claas maskiner, inden vi skulle ud og

køre med dem.

Vi fik lejlighed til at prøve deres største

traktor, som vejer cirka 13 tons, samt teleskoplæsser,

snitter og mejetærsker – alt

blev grundigt prøvekørt af gæsterne fra

Danmark.

Tredje generation Claas

Herefter gik turen til fabrikken i Harsewinkel,

som er på 400.000 kvadratmeter.

Koncernen er familieejet, og tredje generation,

Cathrina Claas, er kørt i stilling

som chef.

På fabrikken er der fire montagebånd.

Et for Jaguar snitter, et for Xerion/Cougar

traktorer, og to for mejetærskere.

Dagligt kører der 40 selvkørende maskiner

ud af fabrikken.

I 1930 byggede August Claas den

første mejetærsker til det europæiske

marked. Indtil i dag er der bygget flere

end 400.000 mejetærskere, og flere end

20.000 selvkørende snittere.

I Europa er Claas førende inden for

mejetærskere, og på verdensplan er de

nummer et inden for selvkørende snittere.

Rundtur og museum

Rundturen på fabrikken startede der, hvor

det rå jern kommer ind. Metallet bliver

bearbejdet, svejset sammen, bukket, får

boret huller, malet, monteret med videre

- for så til sidst at køre ud som en færdig

maskine.

Da vi var færdige med rundturen, var

det tid til kantinebesøg. Herefter gik

turen over til deres TECHNOPARC, hvor

alle deres produkter er udstillet. Der er

museum, samt en forretning, hvor man

kan købe deres produkter i miniature – og

mange andre ting med deres logo.

Efter en oplevelsesrig dag sagde vi farvel,

og vi kørte tilbage til hotellet, hvor der

var fælles hygge om aftenen.

Havnerundfart

På tredje dagen gik turen tilbage til Danmark,

men undervejs lavede vi en afstikker

ind i Hamburg. Her havde vi arrangeret

en sejltur i havneområdet.

Vi fik vores egen turbåd med kaptajn og

guide, og så sejlede vi af sted. Vi så og

fik fortalt om den indre havn, om container-området,

om sluserne, og hvor vigtige

de er for Hamburg så den ikke

20

bliver oversvømmet.

Der blev også berettet om den gamle

bydel, om den nye bydel ved havnen,

hvor kvadratmeter prisen er skyhøj, om

politiet, brand- og toldvæsenet til søs, jo

det var en rigtig spændende sejltur.

Tak

Nede på havnekajen så vi også den første

Elbtunnel, som stadig bruges. Det er

fire elevatorer, hvor man kører ind med

sin bil eller cykel, så bliver man sænket

25 meter ned, hvorefter man kører ud i

en tunnel der er ca. 400 meter lang, for

derefter igen at blive hævet 25 meter op

på den anden side.

Er man fodgænger, kan man gå ned og

tage turen gennem tunnelen.

Herefter fortsatte vi turen tilbage til

Danmark, vi krydsede grænsen ved

15-tiden, og den sidste steg af bussen kl.

21.00 i Slagelse.

Tak til firma Claas, Tak til dem, der har

støttet, så turen kunne blive til noget. Tak

til dem, der sponsorerede på turen, og

Tak til Falck og de lokale DPC’er for, at så

mange fik fri til at deltage.

Tak til Michael Engstrøm for dit arbejde

som medarrangør, og tak til alle jer kolleger,

som tog jer tid til at deltage på turen.

Sværvognsfolk i marken: Der var rig lejlighed til at prøve

de store Claas maskiner, herunder flagskibet på traktorsiden.

Den kan løfte og dreje førerhuset, og ifølge Claas er

den ideel som hochsitz for den dovne jæger...

Traditionen tro var studieturens mål

tydeligt annonceret i bussens forrude.

redderen nr. 10 2009


Claas har fremstillet landbrugsmaskiner

i Harsewinkel

siden 1919, og nogle af de

gamle modeller kan ses på

koncernens museum.

I den gamle Elbtunnel sørger store

elevatorer for at hæve bilerne 25 meter

op og ned fra/til tunnelen. Det er også

muligt at spadsere gennem tunnellen.

Der blev også tid til

en sejltur i Hamborgs

havn, en af Europas vigtigste

havne. Her er det brandstationen

ved havnen, der passeres.


to m m e l op for skæreslukkeren

Pris og indgroede vaner

kan dog bremse udbredelsen,

mener Beredskabsstyrelsens

skole i

Tinglev

Af Flemming F. Kyster

” Kan skæreslukkeren

være med til at forbedre

brand- og redningsfolks

sikkerhed? ”

Sådan lød oplægget for Martin

A. Sørensen, fagområdeleder på

Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i

Tinglev, på Branchearbejdsmiljørådets

nyligt afholdte konference.

Den helt korte version af hans indlæg

var, at ”ja”, det kan den.

Cobra Skæreslukker kommer fra

Sverige, hvor man er meget restriktive

med at iværksætte røgdykning. Det har

derovre givet vind i sejlene for skæreslukkeren,

som netop er velegnet til

slukning udefra.

Også i Danmark kan Cobra’en gøre

en forskel, mener Martin A. Sørensen.

Martin A. Sørensen, fagområdeleder

på Beredskabsstyrelsens Tekniske

Skole i Tinglev, havde positive erfaringer

med skæreslukkeren og dens

betydning for reddernes sikkerhed.

22

En sikkerhedsdør i stål var ikke noget problem, da Cobra’en blev

demonstreret ved en redningsmesse i Sverige sidste år. (Arkivfoto).

Den kan bekæmpe eller forsinke brand/

overtænding i sikkerhed udefra, og

dermed bane vejen for en sikrere indtrængning.

Den kan skære igennem stort set alle

materialer, og med et minimalt vandforbrug

(30/60 liter pr. minut) efterlader

den ikke det vandpjask, som typisk

udgør to tredjedele af skadeserviceregningen.

Endnu et værktøj

Man skal dog se skæreslukkeren som

endnu et værktøj i værktøjskassen mere

end som et vidundermiddel. UHPS

højtrykssystemer kan et stykke hen ad

vejen udføre samme funktion. Og så

har skæreslukkeren nogle begrænsninger

– blandt andet at den virker bedst

ved mindre lokaliteter som parcelhuse,

lejligheder, loftsrum med videre.

Desuden er effekten bedst, hvis det

pågældende rum er helt eller delvist lukket,

påpegede fagområdelederen.

Blandt ulemperne ved skæreslukkeren

er, at den er ganske kostbar (mellem en

kvart og halv million kroner, afhængig af

opbygning etc.).

Desuden fordrer den, at mandskabet

bliver uddannet i at bruge den.

Og – som det måske vigtigste – så

kræver den en holdningsændring i hele

organisationen.

- Brandfolk, holdledere og indsatsleder

skal være opmærksom på de situationer,

hvor den kan gøre en forskel.

Den proces kan godt tage tid – men

ellers står man med en dyr dims, der

er rigtig flot, men som ikke rigtig bliver

brugt, lød det.

”Hov, det glemte vi”

Dét kunne et af de få beredskaber, der

har slukkeren, godt bekræfte.

- Vi har haft tilfælde, hvor vi bagefter

en indsats sagde: ”Hov, vi har en skæreslukker

– den havde da været perfekt

i den her situation. Ups.”

Et sted havde man den procedure, at

man efter indsatser kort skulle skrive,

hvorfor man IKKE anvendte skæreslukkeren.

På den måde blev den indarbejdet

i bevidstheden.

Men alt i alt blev det altså til tommel

op fra fagområdelederen. Han tilføjede,

at eksempelvis termiske kameraer er

faldet voldsomt i pris. Det samme vil

måske ske for skæreslukkeren, og i så

fald vil udbredelsen stige kraftigt, forudså

han.

redderen nr. 10 2009


Indkaldelse til

årsmøde i

Reddernes Landsklub

Årsmødet afholdes den 4. februar 2010 kl.12.30

redderen nr. 10 2009

Mødecenter Odense

Buchwaldsgade 48

5000 Odense

Dagsorden:

1. Valg af dirigent

2. Valg af stemmeudvalg

3. Bestyrelsens beretning

4. Regnskab

5. Indkomne forslag

6. Valg af bilagskontrollant

7. Valg af bilagskontrollantsuppleant

8. Uddeling af studierejselegat

Eventuelle forslag sendes til fællestillidsmand Per Aastrup på: paa@falck.dk

Ansøgninger til studierejselegat

Nu er det tid at sende din ansøgning, hvis du vil komme i betragtning til at modtage Reddernes

Landsklubs årlige Studierejselegat.

Legatet er på maksimalt 15.000 kroner til dækning af de direkte omkostninger til transport, hotel

og forplejning.

Kun medlemmer af Reddernes Landsklub kan søge.

Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:

• Ansøgerens navn, privatadresse og telefonnummer

• Stationsnavn og stationsadresse

• Kaldenummer

• Beskrivelse af formålet med studieturen

• Hvor og hvornår påregnes turen gennemført

• Hvorledes vil erfaringerne blive publiceret/formidlet

• Anslået budget for turens gennemførelse

Udvælgelse blandt de indkomne ansøgninger foretages af RL’s bestyrelse

Landsklubben har retten til frit at bruge de indsamlede erfaringer fra turen

Uddeling af studielegatet finder sted ved årsmødet

Ansøgning sendes SENEST DEN 15. JANUAR 2010 til:

Fællestillidsmand Hans Friedrich Carstensen på hfc@falck.dk

23


Afsender: Redderen, Ringstedgade 128, 4700 Næstved

Redderen ønsker læsere

og annoncører en rigtig

glædelig jul og et godt nytår.

På gensyn i 2010

Venlig hilsen

Redaktionen

UMM ID-nr. 42 506

More magazines by this user
Similar magazines