Clearinghouse - Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU ...

kategorien samtalen som grundlag for læring, da der er tale om en undersøgelse af samtaler
mellem pædagoger og børn i sammenhæng med gennemførelse af projektarbejde i
norske dagtilbud, hvilket som regel vil indeholde mere eller mindre klart definerede læringselementer
og læringsmål. I stedet er det placeret under kategorien samtalen som
led i øget demokrati og indflydelse, da projektet mere specifikt vælger at sætte fokus
på muligheder for at udvikle demokratiske samtaler i forbindelse med projektarbejde.
Med udgangspunkt i en forståelse af demokrati som livsform frem for en styreform ønsker
forskerne med deres studie at undersøge hvilke strategier og handlinger pædagogerne
gør brug af, når de søger at skabe vilkår for børnenes deltagelse i demokratiske
samtaler.
Det empiriske materiale består af videooptagelser af otte projektsamtaler, som er samtaler,
der er organiseret og ledet af pædagoger i tilknytning til gennemførelse af projektarbejde
i det udvalgte dagtilbud.
Forskerne finder frem til, at disse projektsamtaler potentielt kan danne ramme omkring
demokratiske praksisser, der fremmer fællesskabet, idet samtalerne giver børnene muligheder
for at møde andre, der er forskellige fra dem selv. Men dette kræver, at pædagogerne
mestrer forskellige faglige kundskaber med henblik på at kunne håndtere og
improvisere i de ofte uforudsigelige samtaler. Udover vigtigheden af at styrke praksis
omkring demokratiske samtaler i dagtilbuddet peger forskerne også på nødvendigheden
af i pædagoguddannelsen at fokusere mere på udviklingen af pædagogernes flerfaglighed,
med henblik på mere kvalificeret at kunne indgå i og initiere disse samtaler.
Grindland har i sit studie et beslægtet fokus. Her er der også tale om et studie, der undersøger
demokratiske muligheder i relation til samtaler. Det er dog ikke på forhånd
planlagte samtaler i tilknytning til pædagogiske aktiviteter, der er undersøgelsens genstand,
men de uenigheder der skabes i forbindelse med gennemførelse af måltider i dagtilbud
og de samtaler, der udfolder sig i den sammenhæng. Mere specifikt er det forskerens
intention at undersøge, om uenighed som demokratisk praksis kan komme til udfoldelse
i de samtaler, der knytter sig til dette.
Pædagoger fra fire afdelinger i norske dagtilbud deltog i studiet. Det empiriske materiale
består af i alt syv samtaler med dagtilbudspersonalet, hvoraf der i artiklen anvendes
tre uddrag. Samtalerne blev optaget på bånd af forskeren og senere transskriberet. Ud
fra en diskursteoretisk tilgang med fokus på demokrati undersøges hvilke diskurser disse
situationer indskrives i.
Studiet identificerer to fremtrædende diskurser i materialet. Den ene kaldes ordensdiskurs,
hvor uenigheder opfattes som brud på den sociale orden og af personalet mødes
med forsøg på at neutralisere og ophæve uenigheder ved at insistere på, at der kun findes
én identitet: ’vi’, som omfatter alle i dagtilbuddet, både børnene og personalegruppen.
Den anden kaldes en udfordringsdiskurs, som modsat giver rum for og værdsætter
uenigheden, som noget der giver plads til det spontane, det uforudsete, det der bryder
med rutiner og det planlagte. Materialet viser i forhold til de to identificerede diskurser
en tendens til, at fællesskabet fastholdes omkring skabelsen af den fælles identitet,
’vi’-et, som igen bidrager til, at deltagelse i fællesskabet primært foregår gennem fastholdelse
af en enighed omkring de skabte og etablerede rammer. Hvilket omvendt tolkes
som en lukning i forhold til en forståelse af de demokratiske og fællesskabets muligheder
som knyttet til forskellighed og det at rumme uenigheden.
43