VOL 2 Indholdsfortegnelse - Chara - Tidsskrift for kreativitet ...

Lis Engel
____________________________________________________________________________
billedgørelse af absolut intet. I sig selv ret fantastisk at billedgøre intethed. Og så naturligvis
spejlingen som noget der dukker op, muligheder for stadige bevægelser, for forandringer. Alt efter
hvorfra jeg kigger ind i intetheden som skabelsens muligheder kan jeg få øje på omgivelserne som
skuffer i rummet, som højhuset som en kæmpeskulptur bagved og nu inde i spejlvirkeligheden.
Lyset kan også indfanges. På en måde er det et meget åbent billede, der giver uendelig plads men
samtidigt er det også meget bundet til de forhåndenværende farver og materialer. Alt i rummet er
glas. Farverne er kun gråt, sort, og transparent glas. Det bliver en næsten spøgelsesagtig
iscenesættelse af at alt i rummet på en gang er og ikke er og det vi giver form og dermed også
opmærksomhed også altid må installeres i en form for betydning. Ikke nødvendigvis som en del af
en fortælling, men som en del af øjeblikkets visuelle substans. Et spejl er fyldt med netop det vi ser
i baggrunden bagved os men rent faktisk også med os selv som vi jo ellers netop ikke har i
synsfeltet. Dermed bliver spejlet også en visualisering af at møde det vi ser og det vi ikke ser.
Spejlbevægelserne bliver også lidt dystre. Det bliver livet som skyggebilleder. Det er lidt som om
fraværet af farver toner det hele i et meget seriøst lys. Som farverne der blev væk! Et skyggeland.
Men det åbner også for en mulig stilhed en slags uendeligheds rum der netop ophæver forskelle ved
at billedgøre det absoluttet intet. Det modsiges dog straks af virkeligheden. Aircondition lyden
kalder straks tilbage til den virkelige virkelighed. Der hvor lys og farver skifter – både med
omgivelsernes rytmer og med bevægelsen og bevidsthedens rytmer. Kunstoplevelse kan som jeg
skrev indledningsvis berøre og bevæge os både som forførelse og som frustration og forfrysning men
moderne kunst udfordrer i høj grad stereotyper om hvordan mødet med noget sætter os i
svingninger fordi vi netop allerede er i bevægelse. På en subtil måde er spejlet en klassisk metafor
for bevidstheds bevægelser og bevægelsers bevidstheder og det afslører samtidigt også overvældende
konkret at vi altid selv er en del af de billeder vi møder - også selv om vi ikke optræder konkret
visuelt som vi gør i spejlbilledet. Kunstens formål hænger både sammen med at det er en særlig
mulighed for at udfordre vores vaneoplevelser og dermed kan det blive en øvelse i at gå til
oplevelsens mulighed med begynderens sind – og dermed en kilde til at åbne for komplekse
personlige oplevelser, hvor selve mødet åbner for en skabende proces som angår alle dimensioner i
en given kontekst – både de oplagte personlige psykologiske, eksistentielle dimensioner. Kunsten
peger også ind i et landskab af sociale holdninger, værdier og normer synliggjort gennem kunstens
formsprog men først virkeliggjort i mødet som er selve skabelsens sted. Kunstværket åbner for en
skabende dialog mellem det unikke, det særlige og det generelle og det almene og dermed bliver
det at opleve kunst en særlig form for praksis der angår menneskers møde med sig selv og med det
som de giver opmærksomhed. Kunstværket skaber med sin særlige udfordring og forførelse et
særligt rum for æstetisk kommunikation af muligheder som kan være men endnu ikke behøver være.
Hvilke muligheder der bringes i spil er netop det som sker i selve oplevelsesprocessen – noget der
kan bevæge både det personlige og det sociale og dermed åbne for kreativitetens mulighed i vores
konkrete relation til os selv og verden. Ud fra denne forståelse kan kunstens mange genrer og
____________________________________________________________________________
170 ISSN 1904-2078 Tidsskrift for kreativitet, spontaneitet og læring