FOR MANGE FOR MANGE - Elbo

❞ Betingelsen for at tvangsfjerne et
barn er, at risikoen skal være
”åbenbar”. Det er ikke nok at være
usikker. Tværtimod. Der må ikke
være nogen som helst tvivl.
24 Nr. 22 . 2003
❝
Lovens krav
Naturligvis skal børn tvangsfjernes,
når det er nødvendigt. Men det er en
alvorlig sag. Derfor indeholder serviceloven
strenge regler for, hvornår det
er tilfældet. Men hvis man fjerner børn,
uden at lovens betingelser er opfyldt,
er tvangsfjernelsen ulovlig. I de ovennævnte
tv-udsendelser savnede man,
at denne kendsgerning blev påpeget
og foreholdt de ansvarlige.
Det er på sin plads at fastslå, at
et barn kun kan anbringes uden for
hjemmet mod forældrenes ønske, hvis
der er ”åbenbar” risiko for, at barnets
helbred eller udvikling ellers lider alvorlig
skade. Det betyder, at risikoen skal
være helt tydelig. Hævet over enhver
tvivl. Hvilket forudsætter, at sagen er
undersøgt grundigt. Og forvaltningens
indstilling til børn og unge-udvalget skal
indeholde en redegørelse for, hvorledes
det således krævede lovlige grundlag
er tilvejebragt.
De sager, som jeg har valgt at beskæftige
mig med, har imidlertid haft det til
fælles, at de slet ikke er undersøgt. Og
begrundelserne for ”åbenbar risiko” har
alene bestået af formodninger, forestillinger
og dertil knyttede bekymringer.
Suppleret med tendentiøse psykologerklæringer,
som pastor Peter Fergo
har givet et væld af eksempler på i
sin bog.
Uvidenhed
Tilsyneladende er i hvert fald nogle sagsbehandlere
og nogle psykologerne af den
opfattelse, at man bør tvangsfjerne et
barn, hvis man efter det foreliggende
”vurderer”, at det vil være de bedste for
barnet. Og man synes at være uvidende
om, at der ved den sidste ændring af
serviceloven var fremsat forslag om, at
ordene i servicelovens § 42 ”åbenbar
risiko” blev erstattet af ordene ”overvejende
sandsynlighed”. Men at dette
forslag blev forkastet.
Betingelsen for at tvangsfjerne et
barn er således stadig, at risikoen skal
være ”åbenbar”. Det er ikke nok at være
usikker. Tværtimod. Der må ikke være
nogen som helst tvivl.
Det er beskæmmende, at psykologer
prostituerer sig ved på afgørende måde
at deltage i ulovlige tvangsfjernelser. Jeg
mener, at Dansk Psykolog Forening
– alene af hensyn til psykologstandens
renommé − bør søge at sætte en stopper
for det.
Derfor tillader jeg mig at anmode
foreningen om at forsøge at udvirke,
at de beskrevne retsløse tilstande bringes
til ophør, ved at serviceloven ændres,
så 1) Retten til gratis advokatbistand
til forældre, hvis børn kræves fjernet,
omfatter advokatens udlæg til en psykolog,
som forældrene i samråd med
advokaten selv vælger til at undersøge
sagen. 2) De nuværende børn og ungeudvalg
nedlægges. 3) Afgørelser om
tvangsfjernelse træffes af domstolene
(eventuelt særlige dertil oprettede) efter
retsplejelovens almindelige regler,
således at sagsbehandlere, psykologer
og andre implicerede personer forinden
kan afhøres som vidner i ønsket
omfang. 4) Den Sociale Ankestyrelses
hidtidige medvirken ved behandling af
tvangsfjernelsessager ophører.
Det er mit indtryk, at en sådan anmodning
svarer til en udbredt opfattelse
hos de advokater, som beskæftiger sig
med tvangsfjernelsessager.
En retssag
En af de tvangsfjernelsessager, jeg tidligere
har skrevet om, blev indbragt for
landsretten til afsluttende behandling.
På det tidspunkt havde barnet været
anbragt på et behandlingshjem i et
halvt år, og fem psykologer stod bag
beslutningen herom. Efter at mine udtalelser
var fremlagt og jeg var afhørt som
vidne, besluttede et enigt dommerpanel,
at drengen skulle hjemgives.
Moderen forlangte imidlertid erstatning
for de urimelige og groft krænkende
beskyldninger, hun havde været
udsat for. Men da hendes advokat anså
en retssag mod kommunen for håbløs og
hun ikke havde råd til at lade en advokat
ordne formaliteterne i forbindelse med
at få fri proces, påtog jeg mig at ordne
det fornødne i så henseende.
På hendes vegne klagede jeg til Civilretsdirektoratet.
Resultatet foreligger nu
i form af bevillinger til fri proces ved en
retssag mod kommunen med krav om
betaling af både 150.000 kr. i erstatning
og mit honorar på ca. 40.000 kr., som
kommunen har nægtet at betale.
Hvis moderen vinder sagen, tør det
forventes, at antallet af tvangsfjernelser
formindskes væsentligt, mange
menneskelige tragedier undgås, og de
offentlige udgifter i forbindelse med
anbringelsessager, som efterhånden er
steget til 8-9 milliarder om året, reduceres
betragteligt.
For psykologer vil det være gavnligt
at erfare, at det ved undersøgelser i forbindelse
med tvangsfjernelser ikke er
nødvendigt af økonomiske grunde at
imødekomme kommunens forventninger.
Men at arbejdet kan honoreres, selv
om det bevirker, at en tvangsfjernelse
forhindres eller bringes til ophør.
Verner Overø er cand.psych.