Download PDF: STIKimod - En ny verdensforstaaelse

More documents

Recommendations

Info

sonligt til et stort antal journalister om at dække sagen. Efter hans eget udsagn så hader journalisterne ham, på grund af hans mange henvendelser. Niels har flere sager kørende med pressenævnet, han har været hele klagesystemet igennem hos Danmarks Radio og hos Radio/TV-nævnet (Harrit: 22:45). I 2008 blev Josef interviewet af en ungdomsredaktion på Danmarks Radio. Han deltog i interviewet hvilket handlede om konspirationsteorier i sin brede forstand. Her undrer Josef sig over, at der på skærmen ud fra hans navn stod, at han var konspirationsteoretiker og ikke at han var lærestuderende. Ifølge Josef fortalte Danmarks Radio inden interviewet gik i gang, at konspirationsteoretikere er sådan nogen, som tror at Michael Jackson var en alien og på UFO’er. Ifølge Josef, så fik indslaget på den måde en karakter af latterliggørelse (Hanji: 36,35). Josef følte sig latterliggjort, og fik ikke nogen reaktion på indslaget fra andre mennesker, hvormed hans budskab lod ikke til at være blevet taget i mod. Derfor prøver Josef med en ny strategi. Han åbner sammen med en kammerat hjemmesiden ved navn verdenversion2.dk. Josef kalder det en nyhedsportal for kritiske tænkere. Her forsøger han sammen med sin kammerat at formidle noget af al den viden, der ikke kommer frem i pressen og som ikke er blevet formidlet på dansk – noget der ifølge Josef manglede den gang siden blev åbnet, men som der i dag er flere der er gået i gang med. Blandt andet derfor bliver der ikke længere uploadet artikler på verdenversion2.dk (Hanji: 39,30). Det er ifølge Josef heller ikke uden problemer at få budskabet om eksempelvis 9/11-skepsis ud på internettet. Josef har flere gange deltaget i debatter på nettet og er her stødt på folk som, efter hans mening, ødelægger debatten. Josef finder det underligt at nogen tilsyneladende bruger tid på systematisk at sidde og svine teorierne og de mennesker der forsøger at i talesætte dem til (Hanji: 42:13). Josef siger, at noget af det der holder ham tilbage i forhold til at søge offentligheden med sin skepsis, er hans muslimske baggrund. Josefs far er Pakistaner og muslim. Han mener selv, at hans muslimske baggrund i manges øjne kan medvirke til, at folk tænker om ham, at det er for at forsvare muslimer, at han stiller spørgsmålstegn ved 9/11 (Hanji: 46:49). Derfor hjælper Josef Niels Harrit med praktiske gøremål i forbindelse med hans foredrag, og som Josef udtrykker det: ”Hjælpe ham så han kan gøre det, han er bedst til”(Hanji: 46:38). Josef har det derfor bedst med at holde sig lidt i baggrunden og gøre det, han mener han er bedst til: At informere sine medmennesker og hive kritisk tænkning ind i sin undervisningen på den friskole, han er lærer på (Josef: 47:45). Stephen skrev et læserbrev angående 9/11 i Politiken i 2010. Politiken trykte læserbrevet. Siden dengang har han ikke fået noget igennem i nogen danske aviser om 9/11 (Glahn: 31,46). Argumentet fra en af aviserne var: ”Hvis vi tager fat på denne sag, så har vi ikke tid og plads til andet” (Glahn: 32,36). Stephen skriver stadigvæk mange læserbreve som ikke omhandler 9/11, de kan handle om vidt forskellige ting. Men hver gang 9/11 er nævnt, så er der ikke plads (Glahn: 01,02,36). Morten forsøger ofte at skrive læserbreve til forskellige medier, men har ikke oplevet at komme igennem mediemuren endnu og har indtil videre kun oplevet afvisninger med svaret ”Vi får så mange, der er ikke plads til dem alle sammen” (Lindhard: 12,42). Ifølge Morten, har dette en afsmittende effekt på videnskaben og vores samfund i det hele taget. Samfundet udvikler sig, ifølge Morten, i retning af det han kalder: ”En Orwellsk mareridt-tilstand” (Lindhard: 13,07). Pernille bekræfter at det ikke kan lade sig gøre at få trykt læserbreve der udtrykker skeptiske perspektiver på den officielle udlægning af 9/11 (Grumme: 11,24). Dette ifølge Pernille, fordi vi ikke har nogen fri presse: ”Der er nogle få, få hænder der sidder på alle medierne” (Grumme: 10,30). En af de ting som Pernille gør i stedet for at skrive læserbreve og artikler, er derfor at skrive indlæg på Politikens blog. Pernille har måtte sande, at end ikke Politikens blog, lader til at være fri for censur. Pernilles indlæg bliver slettet. Hun har reklameret med problemet overfor Politikens administration. Ifølge Pernille er deres tilbagemelding, at det må skyldes et teknisk problem. Et problem, som Pernille undrer sig over ikke kan løses og at det tilsyneladende kun går ud over hendes indlæg (Grumme: 11,58). Pernilles forargelse går netop til de store tv kanaler og bladhuse, som ikke vil kaste lys på sagen. Det er journalisterne Pernille er vred på, for det er ifølge hende deres job at lytte og videreformidle vigtig information (Grumme: 20,58). ”Vækker du en klokken fem om natten og spørger ind til 9/11, så ser han straks for sig tvillingetårnene” (Hansen: 1,26). Dette mener Tommy er tilfældet, fordi de store medier udelukkende viser sammenstyrtningen af de to tårne, fremfor en gang imellem at vise den tredje skyskraber, bygning 7, styrte sammen. Der er ifølge Tommy i det hele taget mange billeder som aldrig bliver vist i den etablerede presse, hvilket han ser som et stort problem (Hansen: 1,03). Da Tommy i 2008 havde trykt sin bog om 9/11, valgte han at sende et eksemplar ud til alle folketingspolitikere, der sad på pinden på daværende tidspunkt. Der var ikke en eneste af politikerne, som reagerede på forsendelserne – hverken med henvendelser af negativ eller positiv karakter (Hansen: 31:57). I 2011 blev Tommy færdig med en fornyet udgave af samme bog. Den sendte han denne gang i elektronisk udgave til de siddende folketingspolitikere, men fik igen ingen respons (Hansen: 32:21). Anders søger bevidst ikke mediebilledet, da han føler at man ikke vil blive taget seriøst der og ikke vil kunne komme igennem med sine budskaber (Dahl: 43,40). Han har taget kontakt til Niels Harrit for at kunne gøre noget, uden at være i direkte konfrontation med andre mennesker. Han fik mulighed for at hjælpe Niels til foredrag og sprede reklame for ham (Dahl: 47,20). Anders udnytter sine fleksible arbejdstider til at få udbredelse af 9/11-skepsissen presset ind i kalenderen - primært i lokalområdet (Dahl: 01,05,13): ”Jeg har brug for at lave en boble omkring mig, hvor folk ved det” (Dahl: 01,05,18). Han synes det er hårdt at gå med den viden han har og føler at han bliver mindre skør, når han uddeler sin viden og informationerne (Dahl: 50,08). Alle informanterne, undtagen Anders, har taget kontakt til forskellige medier for at få budskabet bragt ud. Her har de alle, efter egne beretninger, mødt store begrænsninger. Læserbrevene bliver afvist, interviewene bliver fordrejet og fremstår latterlige, debatter på nettet bliver afsporet, indlæg bliver slettet og personer bliver hånet. Flere af informanterne har forsøgt med mere indirekte metoder, at forsøge at informere politikere og journalister, sådan at de kan stå frem med budskaberne. Her oplever informanterne ingen respons fra dem de henvender sig til – debatten bliver så at sige dødsfødt. Anders kender til andres negative erfaring med at kontakte Christiansborg, Danmarks Radio osv. Han har derfor aldrig haft lyst til at anvende sine kræfter i den retning. Han satser mere på udbredelse fra mund til mund og forsøger at råbe sit lokalområde op. Stempling – At være skubbet 14/24
væk fra stammen Alle vores informanter oplever flere konsekvenser af at blive benævnt konspirationsteoretiker. Heraf er én af de største ulemper ved titlen det stempel de finder heri. Ved modtagelsen af dette stempel er man udelukket fra det større sociale samspil, idet folk ikke bakker op om den stemplede, da det er lidt pinligt at ’holde med de andre’. Det er blevet en form for mobbe- eller stemplingsbegreb (Dahl: 01,06,46). Anders beskriver det med en frygt for at miste sin sociale status, da ”man er bange for at blive stødt ud af flokken” (Dahl: 01,06,58). Det handler om at nogle mennesker har fået mulighed for at smide nogle særlige informationer ned i en kasse med mærkatet konspirationsteori, så andre kan undgå at forholde sig til dem, da de nu blot er en del af noget fiktivt (Hanji: 30,05). Det vil sige, at vores informanter oplever, at hver gang man udtrykker utilfredshed overfor noget eller påpeger at tingene ikke kan hænge sammen som de er udlagt, så er man konspirationsteoretiker – og dette særligt når man har modtaget stemplet tidligere (Grumme: 15,39). Niels beskriver det samfund vi lever i som yderst primitivt og sammenligner det med et samfund der er lig et traditionelt, gammelt stammesamfund. Her mener han, at hvis man ytrer sig om noget, der ikke er i tråd med flertallets grundlæggende holdninger, så er man ’tosse’ og konsekvensen herved er at man ryger ud af stammen (Harrit: 15,34). Det kan også være grunden til at andre ikke bakker op om teorierne, netop af frygten for udelukkelse af stammesamfundet – ligesom Anders tidligere beskrev som en mobbe- eller stemplingsfunktion. Niels sammenligner sin forståelse af det primitive samfund med 1400-tallets landsbyer, hvor man kunne blive smidt ud af landsbyen og fælleskabet. Her var man så godt som dødsdømt. Han tilføjer, at man måske ville kunne overleve nogen tid ude i skoven, men man ville virkelig være i problemer. Det samme mener Niels gør sig gældende i dag, hvor stammen dog er blevet mange gange større og hvor straffen er af mere psykologisk karakter (Harrit: 16,40). Denne problematik kan i sin essens siges at stemme overens med dét stemplingsbegreb som de øvrige informanter taler om, som af dem opleves som havende en nærmest mobbende effekt. Pernille ser stemplingsprocessen som en måde hvorpå man kan lukke munden på folk der er kritiske. Dette begrundet igennem hændelser hun har oplevet, ved at deltage i offentlige debatmøder, hos blandt andet Politiken og Information. Her har hun spurgt indtil hvor dokumentationen ligger for den officielle teori, og har ikke fået noget svar. Hun mener at grunden til at pressen kan slippe afsted med en sådan behandling er, at når man stiller den slags spørgsmål, så er man konspirationsteoretiker og det sænker automatisk værdien i spørgsmålet der bliver stillet, set med pressens øjne – det behøver man ikke besvare (Grumme: 16,24). Morten beskriver fænomenet med et lidt kulørt udtryk. Han kalder stemplet for ”en dummepeter-hat” som man får sat på sig (Lindhard: 3,16). Stemplet kan derved tolkes som et mobbebegreb der er af mere psykologisk karakter, som Niels tidligere var inde på, da folk bliver defineret som tosser (Grumme: 16,24) eller ’crazy guy´ (Dahl: 20,09). Når stemplet associeres med noget der enten refererer til noget fiktivt, som Josef nævner, eller som noget der tales om blandt folk der defineres tosser, så er det derved ”tåber som man kun kan have skuldertræk og et smil tilovers for” (Glahn: 14,17). Der er altså tale om en gruppe mennesker, der på forskellige måder udtrykker eksistensen af et latterliggørende element i måden, hvorpå begrebet konspirationsteoretiker anvendes. Nogle af vores informanter tænker også at det kan have konsekvenser for deres liv, da flere af dem kommer med eksempler på at andre skeptikere er afgået ved døden på mærkeligvis. Dette er dog ikke forekommet i Danmark endnu (Bilag 5: 4 ; Grumme: 29,38). Pernille fortæller også at hun ikke ville turde at rejse ind i USA, da både hun og Niels (hendes mand) har nogle særlige og iørefaldende efternavne (Grumme: 29,38). De oplever herfor både en begrænsning ved deres private udfoldelse, men flere af dem oplever også konsekvenser på jobbet: ”Jeg tror ikke at jeg har mange chancer i teater- og filmbranchen mere, medmindre det engang vender … Man vil ikke være sammen med det her … Det er for farligt” (Grumme: 38,33). De oplever yderligere at deres tanker bliver beskrevet som skøre og som nogle man holder for sig selv og ikke råber højt om i offentligheden (Dahl: 25,09). Anders beskriver en frustration ved disse tilfælde, idet han finder at der foreligger grundigt bevismateriale for alle de udsagn han kommer med. Hvis han bliver udsat for en situation, hvor tilfældet er at han ikke kan svare på et spørgsmål, så bruger han timer på at finde svaret, så han kan bevise det næste gang han får et lignende spørgsmål (Dahl: 26,28). Anders forholder sig således til problematikken: ”Dybest set så synes jeg ikke at folk skal blande sig i hvilke tanker andre mennesker render rundt med oppe i deres hoved” (Dahl: 51,33). Trods ytringsfriheden oplever vores informanter herfor stadigvæk begrænsninger ved at få stemplet konspirationsteoretiker. Der er visse emner man derfor ikke kan tage op uden at møde sociale sanktioner (Harrit: 18,00). Det sikreste er at forblive en del af stammen, ved blandt andet at følge de nyheder som bliver vist, så man ikke er anderledes og kommer med andre meninger end den gængse – nemlig flertallets eller den offentliges (Hansen: 12,52). Flere af vores informanter kommer med referencer til stammen eller det kollektive, som man ikke længere har mulighed for at være en del af: ”Man bliver frosset ude … Der sker en kollektiv udfrysning” (Lindhard: 14,44). Det der er det mest frustrerende for vores informanter, er at folk giver udtryk for at de er bevidste om en særlig magtstruktur. Problemet ligger i at folk ikke tør at tænke tanken ud, da den er for skræmmende og uoverkommelig (Dahl: 32,46). Dét folk har særligt svært ved er at forstå hvordan så store begivenheder, som eksempelvis 9/11, kan hemmeliggøres og hvem der kan stå bag en sådan begivenhed (Dahl: 36,49). Derved føles det for informanterne meningsløst at stemplet overhovedet kan finde sted, da alle godt kan se at en del af det informanterne udtaler sig om reelt set finder sted. Endvidere udtaler informanterne, at det er lige svært at kommunikere til alle samfundets sociale klasser, så det føles som en kamp at komme igennem den offentlige mur. Her uddyber Niels særligt med hans kollegaer, som ellers burde have en interesse i emnet, da de forsker indenfor fysik og kemi. Han mener at 9/11-forklaringen er i strid med de helt fundamentale naturlove, som eksempelvis Newtons lov, hvorfor han udtaler at der kun kan være tale om ren fornægtelse fra hans kollegaers side. Han nævner blandt andet en ven og professor i fysik ved Niels Bohr Instituttet, som fortalte Niels at de data der foreligger, for blandt andet bygning 7 i forbindelse med 9/11, ikke er af betydning. Dette er ifølge Niels ren fornægtelse (Harrit: 21,00). Til det følger Niels op med: ”Kernen i det her er at se hvad man ser, og det er meget svære end man tror” (Harrit: 21:24). Dét at alle sociale klasser i Danmark er lige svære at trænge igennem til, kunne bunde i en autoritetstro til medier, som Danmarks Radio og TV2. En autoritetstro, han mener der 15/24
Page 1 and 2: Juni 2013 - www.stikimod.dk En ny v
Page 3 and 4: nogle teorier der bevæger sig på
Page 5 and 6: af eksisterende teoretiske forklari
Page 7 and 8: hvad undersøgelsen omhandlede, and
Page 9 and 10: hedsholde eller ødelægge beviser,
Page 11 and 12: tidligere forskning om fænomenet.
Page 13: med. Niels’ indsigt i 9/11 har æ
Page 17 and 18: Josef har også oplevet hvordan rel
Page 19 and 20: (Habermas 2009: 126). Når Habermas
Page 21 and 22: med god samvittighed. Den højtekno
Page 23 and 24: af lastbilchaufføren har siden uly

Download PDF: STIKimod - En ny verdensforstaaelse

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?