Svampe 41

ville ud og finde store, flotte og farvestrålende
slørhatte – nærmere betegnet knoldslørhatte
(slørhatte af underslægt Phlegmacium). Så en eftermiddag
tog vi bilen ud i det vi mente måtte
være den nærmeste skov (rigmandskvartererne
sydøst for Aix-en-Provence) for at jagte knoldslørhatte.
Morten og jeg blev hurtigt klar over at
Jan ikke ville opgive sin jagt før han havde fundet
nogen, der kunne stå mål med hans forventninger.
Heldigvis lykkedes det Jan at få øje på nogle store
frugtlegemer fra bilen da vi havde kørt i nogen
tid. Ved foden af skrænten ud til vejen (sandsynligvis
i forhaven til en villa) viste det sig at der
stod mindst fire flotte arter af knoldslørhatte under
Dun-Eg. Jan var i sit es og fik fotograferet
dem i alle mulige opstillinger. Med hjælp fra italieneren
Francesco Bellù fik vi sat navn på slørhattene
der kom til at hedde Strågul Slørhat (Cortinarius
humolens), Prægtig Slørhat (Cortinarius
cedretorum) (begge afbildet i Svampe 40), Cortinarius
platypus og det mest vilde – en meget anderledes
varietet af Violblå Slørhat (Cortinarius
sodagnitus var. parasuaveolens). Den sidstnævnte
havde en sær blanding af pastelgul og lilla farve på
hatten samt lilla stok og lameller.
Trøfler
På en svampetur i Frankrig er man naturligvis
meget opsat på at finde trøfler. Vi havde da også
taget trøffelriven med hjemmefra, men ønskede
ikke at reklamere alt for meget med den – da
franskmændene efter sigende er meget skydegale
når det gælder ulovlige trøffeljægere. Det blev
desværre ikke til mere end et mycelium af Melanogaster
variegatus som Jan fandt under Dun-
Eg. De store, orangebrune frugtlegemer havde
ligget halvt begravet i jorden ligesom man kender
det fra Gul Skægtrøffel (Rhizopogon obtextus).
På udstillingen hjemme på slottet lå der dog den
ægte vare i form af Sommer-Trøffel (Tuber aestivum).
Gitterkugler!
Morten og Jan havde allerede hjemmefra fortalt
mig om alle de Gitterkugler (Clathrus ruber) vi
skulle sparke os igennem i de franske skove. De
havde nemlig oplevet at den stod bredsået i enkelte
skove under Middelhavskongressen i Poggibonsi
i Italien i 1996. Det var bare ikke tilfældet i
Frankrig, hvor vi kun så den én gang i en vejkant,
oven i købet i en meget fladtrykt udgave. De to
50
herrer mente at med det ene sølle eksemplar havde
deres forudsigelser været korrekte – og da jeg
nu havde set den, måtte jeg således være tilfreds!
Ikke kun svampe
En mykologisk Middelhavskongres handler jo
langtfra kun om svampe, det handler også om
mad. Morgenmaden er godt nok ikke noget
særligt, men frokosten og aftensmaden gøres der
meget ud af. Dette var også noget jeg var blevet
belært om hjemmefra af Morten og Jan. Og i
modsætning til ovennævnte historie om gitterkuglerne
var det til gengæld sandt. Aftensmaden var
lækker fransk mad med forret, hovedret, dessert
og ost og vin. Ligeledes var frokosten på slottet et
større måltid der kunne tage op til to timer. Var
man i felten til frokost, fik man udleveret lækre
madpakker, og den ene dag fik vi tilmed aperitif
og snacks da vi kom tilbage til bussen efter frokost.
Ud over det kulinariske er mødet med udenlandske
mykologer en vigtig del af en kongres.
Ved de mykologiske middelhavskongresser kommer
der en stor og broget blanding af amatører og
professionelle mykologer, hvoraf nogle bruger tiden
på at snakke og spise og andre på at studere
og diskutere de fundne svampe.
Til trods for vores ringe franskkundskaber lykkedes
det os at kommunikere med de sydeuropæiske
mykologer, ikke mindst fordi mange af
dem kan tale enten engelsk eller tysk. Det var
straks sværere at forstå hvad der blev sagt, når
lange praktiske meddelelser blev givet på fransk
og italiensk. Som de eneste var vi derfor ikke klar
over at der skulle ryddes op inden sidstedagen.
Det betød at bl.a. vores pose med over 100 tørrede
indsamlinger fik et kortere ophold i skraldespanden.
Til slut vil jeg sige at hvis du ikke har mulighed
for at studere svampe i troperne (jf. Thomas Læssøe
i Svampe 40), så er Middelhavsregionen et
spændende alternativ, der helt sikkert også giver
mykologiske udfordringer. Vil man udforske den
franske natur, er det en fordel at deltage i middelhavskongressen
fordi man får adgang til nogle
spændende lokaliteter uden at få ejere og jægere
på nakken.
Tak til Jakob E. Langes Fond for midler til
deltagelsen i kongressen og til Morten og Jan for
en hyggelig tur og for kommentarer til min historie.