Svampe 41

dring og uddøen. Jo mindre en bestand er, des
større risiko har den for at uddø ved tilfældige udsving.
Denne tankegang er siden blevet anvendt på
mange andre typer af „øer“ i naturen, f.eks. habitatøer
som skovholme, vandhuller osv. Da det jo
mere er reglen end undtagelsen, at arternes levesteder
optræder i mere eller mindre isolerede forekomster,
er denne „øbiogeografiteori“ blevet en
væsentlig forklaringsmodel for artsrigdom i naturen.
Som en tommelfingerregel giver en tidobling af
arealet en fordobling af artsantallet. Der skal derfor
store mængder af egnede levesteder til, hvis
man inden for et geografisk område vil bevare de
sjældne arter, der jo ofte optræder i små bestande.
Brugt på „øer“ som forekomsten af døde træer
og stubbe, peger teorien på, at det er vigtigt med
meget store mængder af gamle træer, stammer og
stubbe i skovområderne, hvis de dertil knyttede organismer
skal bevares i området, og at det for organismer
med ringe spredningsmuligheder er afgørende,
at „habitatøerne“ ligger nær andre forekomster.
Man kan således ikke regne med, at blot den rette
habitat skaffes, vil svampene automatisk indfinde
sig. De gamle løvskovskerneområder med lang
kontinuitet i Danmark ligger i Nordsjælland, Midtsjælland
og på Lolland. Et af kerneområderne omfatter
Jægersborg Dyrehave, hvor der desværre foregår
en meget omfattende fjernelse af levende
træer og dødt ved af enhver art, men hvor heldigvis
også enkelte døde stammer får lov at ligge. Hvor
skoven har været forsvundet i længere tid, er det
ikke sandsynligt, at disse arter indfinder sig hurtigt.
Et eksempel er det bevarede stormfald fra 1967 i
Skadekrogen i Almindingen på Bornholm, hvor
der hidtil ikke er blevet fundet andet end de almindelige
trænedbrydende svampe. Én død stamme på
Sjælland er derfor mere værd, i hvert fald på kort
sigt, end ti på Bornholm! Selv et kortere afbræk i
kontinuiteten kan give negative virkninger på artsbestanden.
Der skal være en jævn tilgang gennem
tiden af dødt træ af den for de enkelte arter passende
slags, hvis de skal overleve i et område på længere
sigt. På den anden side viser sandsynlighedsbetragtningerne
også, at blot man giver nyoprettede
habitater tid nok, vil de tilhørende arter med tiden
indfinde sig én efter én af rent tilfældige årsager.
Det følger desuden af sporespredningshypotesen,
at disse svampe også vil kunne træffes uden for
kerneområder med lang kontinuitet, blot den rette
habitat findes lige i nærheden. Eller man kan sige,
4
at fund af disse arter uden for naturskovstræer osv.
bestyrker teorien. Dette ses f.eks. i Jægersborg Dyrehave,
hvor f.eks. Pindsvinepigsvamp (Hericium
erinaceum) er fundet både på „naturskovstræer“,
og på plantede træer i von Langens Plantage.
Stormfaldets skadepåvirkninger
Stormfaldet betyder en berigelse af skovene i form
af dødt ved af forskellig slags (store stammer, høje
stubbe, tykke og tynde grene) – hvis de ikke fjernes.
Samtidig er det ikke på den måde, hvorpå man helst
ser tilgangen ske! Det vigtigste for arter, der har
ringe spredningspotentiale, er, at der sker en kontinuert
tilgang af dødt træ af alle kategorier, så de
forskellige aldersklasser til stadighed er til stede og
tilgængelige for kolonisering. Et kraftigt stormfald
omfatter flere års potentielle væltede træer, hvilket
kan betyde, at der de kommende år bliver en mindre
tilgang af dødt træ, hvilket giver mindre muligheder
for nye mycelier. Det er mit indtryk, at der i
Nordsjælland er faldet det antal træer der normalt
vælter på 2-3 år.
Der er andre uheldige sideeffekter af mange
væltede træer på én gang. Efter stormfaldet i 1981,
som navnlig gik ud over nåleskoven, blev granstammerne
slæbt væk. Men for eksempel i Gribskov
blev mange af de store rodkegler slæbt ned i de små
moser og vandhuller i skoven, hvor de stadig ligger,
og mange småmoser blev helt opkørt af de tunge
køretøjer.
Stormfaldets æstetik
Jeg hører allerede indvendingen mod et forslag om
at lade nogle af de væltede træer ligge: „Der skal
ryddes op i skoven! Der må ikke ligge noget og flyde
på skovbunden!“ Argumentet er æstetisk: der
skal se pænt ud i skoven. Skovene fungerer jo ikke
blot som produktionsmidler og levesteder for planter,
svampe og dyr, men også som rekreative områder
for befolkningen. Ved driften af skovene tages
der i vid udstrækning hensyn til dette formål. Det
ene af de to rekreative argumenter for oprydning
ligger i den indstilling, at skovene skal ligne haver
og parker og underkaste sig civiliserede menneskers
begreber om det ordentlige og velfriserede.
Der ligger imidlertid efter min mening mere i skovæstetik
end blot oprydningspligt.
Når man ser resultaterne af den form for „naturpleje“,
som foretages under landskabsarkitekters
overopsyn, kan man let undres. Fine muldbundskrat
ryddes, men man lader et enkelt tyndt træ stå.