Svampe 41

Græsset vokser ind til stammen, jordbundssvampene
forsvinder, og hele miljøet tørrer ud. Vestvolden
vest for København viser gode eksempler på denne
naturødelæggende æstetik. Landskabsarkitekter
ser landskabet som en slags bygninger, eller snarere
skulpturer eller malerier. Skønheden ligger i
spændingen mellem de vandrette linjer og de lodrette
linjer. Derfor skal alle naturplejede områder
se ud som den afrikanske savanne.
Set i dette lys kommer det nye stormfald imidlertid
som en gave til skovene, æstetisk set. I bøgeskovene
er det kun et enkelt træ hist og her, der er
væltet. De store liggende stammer med de store
rodkegler giver et magtfuldt modspil til de høje, cylindriske
træer i den typiske danske bøgeskov („søjlehallen“).
De væltede træer er en æstetisk berigelse.
Lad dem ligge!
Biologer har et lidt andet syn på skønhed i naturen,
måske farvet af deres viden om biodiversitet. I
det vandrette plan foretrækker de plantesamfund,
der glider jævnt over i hinanden, uden rette linjer,
præget dels af tilfældighed, dels af gentagelse af store
mønstre i det små (fraktalitet). Indskårne skovbryn,
uregulerede ødannelser og opdelte moseområder.
I det lodrette plan foretrækker biologer en
stærkt differentieret etageopdeling frem for ensartede
stammer helt op til et enkelt kronelag. Efter
denne biologisk-æstetiske opfattelse er væltede
træer hulter til bulter altså ikke nogen dårlig ting i
sig selv.
Men måske er vi endnu ikke kommet helt ind i
hjertet af skovoplevelsen. I en stort anlagt publi-
SVAMPE 41, 2000
Lad hele stammen ligge til
gavn for svampe og insekter.
Jægersborg Dyrehave
12.4.1997. Foto Erik Rald.
kumsundersøgelse om de danske skove (Koch &
Jensen 1988), baseret på stillingtagen til fotos, var
nogle af konklusionerne, at træplantninger og udhugninger
i lige rækker ikke faldt i forsøgspersonernes
smag, idet „jo mere let genkendelig det skematiske
i en træartsblanding er, des mindre foretrækkes
bevoksningen“ (s. 309), at publikum ikke
bryder sig om at se „skovbrugsprodukter“ ligge og
flyde i vejkanter og på skovbunden, fordi de erindrer
om, at skoven ikke er den vilde, oprindelige
natur (s. 333), og at renafdrifter ikke er ønskelige,
idet de forstyrrede „de besøgendes opfattelse af
skoven som et stabilt og uforanderligt element i en
i øvrigt ustabil og foranderlig verden“ (s. 312). Det
andet argument for oprydning i skoven går altså på
skovens symbolværdi.
Skovens tiltrækning på os mennesker skyldes
sikkert, at vi ønsker at finde noget andet end det
menneskeskabte, som omgiver os i byen. Skoven,
som vi holder af den, befinder sig uden for arbejdslivet
og materialiserer i sin idealskikkelse det
uplanlagte og det uforanderlige. Den danske produktionsskov
er med sin korte omdriftsalder og
hyppige træartsskift ikke særlig egnet til at udgøre
et sådant sindbillede. Filosoffen og semiotikeren
Frederik Stjernfelt formulerer det i en kommentar
til den refererede undersøgelse således: „Rådyr,
bøge og stilhed er der præcis for at minde os om en
anden verden bag den kulturelle – de er der for at
sikre kontakt til en evig Andethed uden for alle
vore forgæves kulturelle forsøg på at tolke os selv“
(Stjernfelt 1994). Synet af et stormfald minder os i
5