NYHEDSBREV - Aasted Consult

Højesterets dom
B var direktør i Restaurationsselskabet 19.8.2002 ApS og hans søster D var anpartshavere.
Deres moder C optog et privat lån på 750.000 kr. hos Restaurant Kredit ApS.
6
Til sikkerhed for dette lån meddelte D håndpant i samtlige hendes anparter i Restaurationsselskabet og B underskrev
lånedokumentet som selvskyldnerkautionist.
Håndpantsætningen blev noteret i Restaurationsselskabets anpartshaverfortegnelse af Advokat A.
Lånet blev ikke indfriet inden betalingsfristen og blev senere ombyttet til et løsørepantebrev på 1.000.000 kr.
med Restaurationsselskabet som debitor.
Advokat A medvirkede også ved denne disposition.
Det blev i sagen gjort gældende, at C havde et tilgodehavende i selskabet mindst svarende til det indfriede lån.
Restaurationsselskabet gik efterfølgende konkurs.
Spørgsmålet for Højesteret var, om den beskrevne disposition var omfattet af anpartsselskabslovens § 49, stk.
1, om sikkerhedsstillelsen var bindende i forhold til Restaurant Kredit, jf. anpartsselskabslovens § 49, stk. 3 og
om udbetalingen fra selskabet skulle tilbagebetales, jf. anpartsselskabslovens § 49, stk. 4.
Det var endvidere spørgsmålet, om B og C var forpligtet til at friholde Restaurant Kredit.
Højesteret udtalte, at allerede fordi C’s eventuelle tilgodehavende hos Restaurationsselskabet ikke blev nedskrevet
i forbindelse med dispositionen, var det herved uden betydning, om hun havde et tilgodehavende hos
selskabet.
Dispositionen indebar, at selskabets midler blev anvendt til at stille sikkerhed for Restaurant Kredit ApS’ tilgodehavende
og dermed i realiteten for C’s gæld, hvorfor dispositionen var omfattet af anpartsselskabslovens § 49,
stk. 1.
Højesteret udtalte endvidere, at det var ubestridt, at Restaurant Kredit var bekendt med, at Restaurationsselskabets
udstedelse af løsørepantebrevet skete til indfrielse af en gæld påhvilende C, og at hun var mor til selskabets
direktør og anpartshaver.
Dispositionen var derfor ikke bindende for Restaurationsselskabet, jf. anpartsselskabsloven § 49, stk. 3, og udbetalingerne
skulle tilbageføres til selskabet efter anpartsselskabsloven § 49, stk. 4.
I adcitationssagen mellem Restaurant Kredit og B og C udtalte Højesteret, at det forhold, at indfrielsen ikke var
tilvejebragt gennem en låneaftale mellem B og C på den ene side og Restaurant Kredit på den anden, men
mellem Restaurationsselskabet og Restaurant Kredit ikke kunne føre til, at de skulle stilles bedre.
De skulle derfor friholde Restaurant Kredit for kravet fra Restaurationsselskabet.
I adcitationssagen mellem Restaurant Kredit og advokat A udtalte Højesteret, at A ikke havde ydet rådgivning
til Restaurant Kredit i forbindelse med lånearrangementet og derfor ikke havde pådraget sig erstatningsansvar.
I sagen mellem B og C og Advokat A fandt Højesteret, at B og C ikke var påført et tab i forbindelse med advokat
A’s mangelfulde rådgivning om anpartsselskabslovens § 49, stk. 1.
Ved dommen ændrede Højesteret landsrettens dom. (landsretsdommen ses ikke at være offentliggjort /red.)
Referencer og links:
Anpartsselskabsloven § 49
Link til Højesterets dom: HD af 09.04.2008, Sag 399/2006