DIAKONblbladet - Diakonforbund.dk

Marts 2010
nemmere i en arbejdskultur, hvor det er en del
af det formulerede grundlag, siger Magne. Han
vil fremover gerne på længere sigt arbejde med
voksen-specialområdet, måske med noget opsøgende
arbejde.
Navn: Anne-Marie Nordentoft
Alder: 25 år
Uddannet: Diakon/social- og sundhedsassistent,
sommeren 2008
Ansat: Århus Sygehus,
Nørrebrogade, afdeling M3
– Når en patient er meget syg eller har fået en
livstruende diagnose, spørger kollegerne tit mig,
om jeg ikke vil tage den snak. De oplever, at min
baggrund som diakon og vores træning i sjælesorg
er et godt værktøj, siger Anne-Marie Nordentoft.
– Jeg har også foreslået, at vi skal synge ud, for
de patienter som dør på afdelingen, men det er
kollegerne ikke klar til endnu, siger den 25 årige
diakon med et smil. Men hun er som regel den,
der finder bibel og salmebog frem, når en patient
er død. Jobbet på det off entlige sygehus er
et led i en uddannelsesstrategi. Anne-Marie vil
gerne lære så meget som muligt om sit fag fra
starten, og har søgt hen hvor udfordringerne er
størst. Senere kunne en ansættelse i en diakonal
institution godt friste hende.
– Der er noget ”Palle-alene-i-verden” over at
være den eneste diakon på arbejdspladsen. Jeg
kunne godt tænke mig at være i en sammenhæng,
hvor det kristne kan komme mere direkte
til udtryk, siger Anne-Marie. Hun er glad for at
uddannelsen har givet hende en del ekstra kompetencer
og en modenhed, som sygehusafdelingen
også har fået øje på. Anne-Marie er også ble-
DIAKONbladet 5
vet praktikvejleder. – Uddannelsen og diakonal
supervision har gjort mig klar til at stå i situationer,
som jeg måske ellers ville have trukket mig
fra, siger Anne-Marie Nordentoft. Hun synes, det
er en skam, at skolen ikke længere uddanner til
dette fagområde.
Navn: Marianne Vindum
Alder: 28 år
Uddannet: Diakon/pædagog,
sommeren 2009
Ansat: Kirkens Korshær, Århus
Marianne har fået et vikarjob hos Kirkens Korshærs
aktiverings- og genbrugsafdeling i Århus.
– Jeg kan rigtig godt lide stedet, og den måde
vi arbejder på. Her er plads til alle, og folk kan
finde noget selvværd igen, ved at bidrage det de
nu kan, fortæller Marianne.
Hun er glad for, at hverdagen er præget af en
åben og ustruktureret tilgang. – Det var vildt kaotisk
at starte her, for man kan bare ikke sætte
noget eller nogen i kasser her. Heldigvis er jeg
også selv ret ustruktureret, så det passer mig
godt, smiler Marianne. Den diakonale identitet
er lidt svær at forklare, synes hun. – Det er
måske ikke så meget noget, jeg har ”i rygsækken”,
men mere en ”lille del af min rygsøjle.” Det
handler om ligeværd, at mødes menneske til
menneske. Fremtidsplanerne kan gå i flere retninger.
Marianne kunne se sig selv arbejde med
behandling, eller på en skole for bogligt svage
unge. Et årskursus på kunstakademiet står også
på den indre liste over visioner, som måske engang
skal prøves af.
TEMA