Læs CO-Magasinet - CO-industri

More documents

Recommendations

Info

Af Erik Sandager Foto Jens Bach Indvandrer fra DDR fik kulturchok i DK Det er ikke nemt at brænde alle broer og søge lykken i et fremmed land, erkender Frank Naumann, indvandrer fra Østtyskland til Danmark Den spinkle mand ligner mere en tysk lektor, en intellektuel, end en maskinarbejder i Vestjylland. Iført blåt arbejdstøj, ring i øret, fipskæg og tynde briller står Frank Naumann, 46 år og indvandrer fra DDR, og presser, stanser og bearbejder emner på en stor grøn maskine på maskinfabrikken A/S Thor i industribyen Lem ved Ringkøbing. Det er 9 år siden parret Nicola og Frank Naumann med to, i dag tre børn flyttede fra Østtyskland til Danmark i håb om at skabe en bedre tilværelse. Begge var blevet ramt af arbejdsløshed og kunne ikke se en fremtid i Halle. Beslutningen om at emigrere til Danmark blev realiseret 15. oktober 1997. Hver 3. indbygger i Halle i Østtyskland – omkring 100.000 mennesker – har forladt byen og er flyttet til den vestlige del. I jagten på lykke i form af arbejde, velfærd og velstand i Vesteuropa. Nicola og Frank Naumann og deres tre børn – Ronja på 15 år, Leonie på 9 år og Noah på 4 år – bor nu i eget ældre hus i Bredgade i Lem omgivet af maskinfabrikker til alle sider. Parret har ingen planer om at rejse tilbage til Tyskland, selv om deres forventninger til opholdet i Danmark ikke er blevet indfriet, men har været præget af kulturchok, skuffelser og nederlag. Danske tænder Nicola Naumann har en 7 år lang uddannelse som tandtekniker, men har ikke kunnet finde arbejde der svarer til hendes uddannelse og kvalifikationer i Danmark. Parret er ikke flygtninge, men indvandrere. Og hjælpen fra Ringkøbing Kommune og andre offentlige myndigheder har været minimal. Nicola har i 6 år ikke fået en krone i understøttelse eller kontanthjælp. Drømmen om at blive tandtekniker i Danmark er punkteret. Nu har hun fået job som rengøringsassistent. Parret har svært ved at skjule en vis skuffelse, vrede og bitterhed. - Min kones 7-årige akademiske og medicinske tandteknikeruddannelse er åbenbart ikke god nok til danske tænder, konstaterer han sarkastisk. Tvunget til Stasi-spionage Frank Naumann er født og opvokset i Østtyskland, det tidligere DDR, men havde det dårligt med det politiske pres i DDR: - Mange østtyskere blev imod deres vilje hvervet til at spionere for Stasi ved hjælp af afpresning. Det kunne være naboer eller familie, der var blevet tvunget til at være Stasi-spioner for at slippe for straf. De havde styr på alt hvad der blev sagt i skolen, på arbejdspladsen og i boligforeningen – alt blev registreret. - Det var ikke klogt at give udtryk for utilfredshed, udtrykke undren eller stille spørgsmål: Hvorfor skulle man vente 12-15 år på at købe en bil? Og mere end 20 år på at få en telefon? Det var et autoritært samfund, men i befolkningen var der også en del solidaritet. - Min familie var ikke kommunister, men tilpassede sig til dels systemet for at kunne overleve. Mine forældre – min far var maler, min mor sygeplejerske – havde prøvet Det 3. Rige. De var vant til autoriteter. Jeg vil ikke fordømme dem. Murens fald gav frihed DDR-regimets kollaps og Murens fald kom bag på Frank. Han var på det tidspunkt 30 år og uddannet værktøjsmager. Murens fald åbnede nye muligheder og gav frihed til at rejse frit. Familien begyndte senere at holde sommerferier i Danmark. Det var i lejet sommerhus ved Vesterhavet. Lokale beboere fortalte de
Det er en kæmpe omvæltning at bosætte sig i et andet land, mener Frank Naumann fra det tidligere DDR. Her sammen med hustruen Nicola og det ene af parrets tre børn i haven ved huset i Lem i Vestjylland. østtyske turister, at det ville være nemt for dem at finde arbejde og bolig i Danmark. Da Frank Naumann blev arbejdsløs, blev beslutningen truffet. Og den 15. oktober 1997 emigrerede familien Naumann til Lem, hvor de boede i et ældre hus, som de havde lånt. De har senere købt huset, der har vist sig at være i en dårligere forfatning end forventet. Og han er ved at renovere på det gamle hus. Møblerne var opmagasineret i Tyskland. Frank Naumann kunne i tre måneder opretholde sin tyske dagpengeret, mens han søgte arbejde i Danmark. Han fik i januar 1998 arbejde på natholdet på kompensatorfabrikken Bredan i Ringkøbing, hvor han var ansat indtil 2001. Fra 2001 til 2004 arbejdede han som reparatør på Skjern Tricotagefarveri. Et spændende, afvekslende og udfordrende arbejde, som han var glad for. Men reparationsarbejdet på farveriet blev outsourcet og Frank blev fyret. Han startede i oktober 2004 i sit nuværende arbejde ved maskinfabrikken A/S Thor, der fremstiller hydrauliske pumper til Brenderup-trailere og til landbrugsmaskiner. Det er ikke drømmejobbet, men til gengæld ligger virksomheden tæt på bopælen. - Jeg håber jeg kan finde større arbejdsmæssige udfordringer på et tidspunkt. Men det har ingen hastværk. Jeg har tidligere arbejdet som låsesmed i Tyskland i 10 år. Det var spændende, udfordrende og selvstændigt arbejde. Mit nuværende arbejde består mest i at presse, stanse, bore og bearbejde emner. Det kræver ingen svendeprøve at udføre dette arbejde, men det giver brød på bordet og timelønnen er på 154 kr. Stort kulturchok - Det faglige system i Danmark er meget anderledes i forhold til det jeg er vant til i Tyskland. Det gælder både med hensyn til fagforeningen, arbejdsløshedskasse, ferieloven, feriepenge og regler. Det er to vidt forskellige systemer. I Danmark er jeg medlem af Dansk Metal og følger de love og regler der findes her, fortæller han. - Hvis jeg skal give andre tyskere et godt råd, vil jeg sige, man skal skelne mellem at arbejde og bosætte sig i Danmark. Der er gode chancer for at finde arbejde. Jeg synes, det er et forsøg værd, men det er vigtigt at gøre sig klart, at det ikke er nemt at brænde alle broer bag sig og bosætte sig i et fremmed land. Det er en kæmpe omvæltning. - Det har været et meget stort kulturchok for os at komme fra en storby som Halle med 300.000 indbyggere og til en lille vestjysk stationsby som Lem med 1200 indbyggere. Vi troede jo – men det var en kæmpe fejltagelse – at det ville være godt for os at komme til at bo på landet. Men hvis vi kunne vælge om, ville vi ikke have valgt det samme igen. Vi er i bund og grund storbymennesker, og vi egner os måske ikke til at bo på landet. Vi savner mulighed for kulturelle tilbud som biograf, teater og bibliotek. Sprogproblemer På frokostbordet ligger Stern, det seriøse tyske nyhedsmagasin. Frank Naumann foretrækker tyske magasiner, aviser og at se tysk tv, via satellit. Og helst ”seriøse kanaler”. Han bruger ofte ord som ”seriøs” og ”realistisk”. I hjemmet taler familien Naumann tysk. Det piner Frank Naumann, at børnene taler bedre dansk end tysk. Selv taler han et forståeligt dansk, men med accent. Han har et forholdsvis stort ordforråd. - Jo, jeg har haft sprogproblemer. Mange herude taler dialekt, og det gør det ikke lettere at lære at tale dansk. Mine børn hopper mellem dansk og tysk. De har ikke haft problemer i børnehave eller skole og er ikke blevet mobbet. Mine børn taler bedre dansk end tysk, desværre. Vi taler jo tysk derhjemme. Man skifter ikke bare identitet. Jeg ER tysker - Vi er stadig tyske statsborgere. Og jeg vil ikke søge om dansk statsborgerskab. Jeg kan godt respektere de danske love, regler og kultur. Men jeg er født som tysker. Og jeg ER tysker. Og det ser jeg ingen grund til at ændre. - Hvorfor skulle jeg skifte? Jeg har mine rettigheder som borger i EU og kan bevæge mig frit omkring. Der ville ingen fordele være ved dobbelt statsborgerskab. Til kommunalvalg kan jeg stemme i Danmark. Men jeg er ikke interesseret i politik. Hverken i Danmark eller Tyskland. Når børnene bliver myndige, må de bestemme, om de vil ændre statsborgerskab. Men indtil videre er de tyskere. Ingen vej tilbage - Min mor blev tilbage. Vi spurgte, om hun ville med. Men det er vanskeligt. Hun er 81 år gammel og ikke rask. Vi holder kontakt ved hjælp af telefon og holder ferier dernede. Hvad skal man gøre, spørger han. Ifølge Frank Naumann har han ingen danske venner. - Det ville være løgn, hvis jeg påstod, at vi har danske venner. Men vi har bekendte. Min erfaring er, at danskerne er meget interesserede i én, i første omgang. Men de mister hurtigt interessen. I Tyskland har vi selvfølgelig venner, men de minimerer sig, fordi vi kun kommer der i vore ferier. Der er 750 km fra Lem til Halle. Og i bil tager turen afhængig af trafiksituationen 8 til 18 timer. - Nej, der er ingen vej tilbage – det er ikke realistisk. Som tysker har du en anden mentalitet. Du flytter ikke bare, når du har købt hus og bosat dig. Jeg er 46 år. Og jeg ville ikke have en chance på det tyske arbejdsmarked. Jeg ville være alt for gammel. Jeg betragter mig som gæstearbejder i Danmark. Jeg forventer, at jeg skal bo i Danmark til jeg bliver pensionist, fortæller Frank Naumann. CO-Magasinet · side 8-9
Page 1 and 2: Kulturchok at komme til Danmark Sid
Page 3 and 4: Af Bjarne Kjær Foto Michael Bo Ras
Page 5 and 6: t fra Tyskland tyske kolleger - Det
Page 7: Alle er meldt ind i Dansk Metal, me
Page 11 and 12: så der har ikke været meget plads
Page 13 and 14: Arbejdsgiverne er selv skyld i mang
Page 15 and 16: “hvis ledelsen reelt vil denne æ
Page 17 and 18: Nye regler om skils- missedeling p
Page 19 and 20: l fagbevægelse vægelse Master-gra
Page 21 and 22: direktør for organisationen med ti
Page 23 and 24: Pjecer og Tryksager Ulykker Industr

Læs CO-Magasinet - CO-industri

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?