Thomas Baunbæk Nielsen underholder med - Frederiksberg HF ...

Min begyndende foragt for Ungarn aftager gradvist i
takt med min panorering henover byen.
men taber den, flasken rammer sengekanten,
gør et skruet hop og rammer spejlet, der
knuses. /.../
De glider på det glatte underlag og sættes fem
meter tilbage. De er på vej op ad et bjerg, i en
udsøgt blanding af islag og regn. De er drivvåde,
men fortsætter mod toppen. Her kravler
en op på gelænderet og råber »I am the King of
the World«, mens de andre ryster på hovedet.
Fra bjergets top lader de sig glide ned i byens
nat.
Patrick Skaarups essay handler om fordomme,
østeuropæisk beton og smilet, han aldrig fik.
28 Rejsen til budapest
Whosh, klonk siger det, da landingshjulene
rammer den ungarske landjord. Datoen på min
mobiltelefon fortæller mig, at det i dag er den
22. februar 2004. Jeg kigger ud af vinduet, som
er halvt afskærmet af en kæmpemæssig vinge,
der netop har båret min klasse og mig henover
det halve Europa, og bliver mødt af den grå verden,
jeg havde forventet at komme til. /.../
En trappe er blevet kørt hen til flyets kabinedør.
Der er ikke nogen gate-udgang, og jeg får en serie
af små hurtige flashbacks af præsidenter,
som besøger lande med betydningsfulde smil og
vink på vej ned ad sådan en trappe./.../
I blandt os er grå skikkelser med tøj, som er gået
af mode i den vestlige verden, selv før jeg blev
født. Ansigterne ser slidte ud, og begejstringen
over at vende hjem til fædrelandet ser ligesom
ikke ud til at være til stede. /.../ En ungarsk pige
med langt mørkt hår minder mig om, at der faktisk
er smukke ting at se på i den østlige del af
Europa./.../
Bussen bumler af sted, og jeg mærker et sug i
maven af forventninger til Budapest. Jeg tager
min miniradio op af lommer, tænder for en ungarsk
radiostation, lukker mig inde i mig selv og
venter spændt på at se beton og Trabanter på
det meste af turen. Ti minutter flyver forbi, som
havde de vinger, mens bebyggelsesområderne i
Budapests forstæder dukker op på nethinden.
Alle mine fordomme manifesterer sig pludselig
lige uden for vinduet i bussen, og følelsen af at
være rigtig østeuropæer rammer mig. Min hånd
kører over mit ansigt med en døsende effekt, der
gør det endnu nemmere helt at forsvinde i illu-