Ferskvandsfiskeribladet 1904 - Runkebjerg.dk

i71 Fel'skvll,ndstlskel'ibladet 172
ogsaa visse Vandlopper . Om disse
Former bør vi vistnok sige, at de
er indvandrede fra Havet og har
tilpasset sig til Livet i Fershand.
Af disse Former findes dog kun
ganske enkelte. Den langt overvejende
Del har en anden Oprindelse.
Den, der kender noget nøjere til
}4'erskvandets Plankton, føler sig ofte
slaaet af, h\01' mrrrkelig uensartet
dette Samfund er; Slægts1mbsforholdet
mellem de enkelte Former er
saa mærkværdig ringe. I Plankton
optræder næsten ingen Slægter, der
repræsenteres af talrige Arter, og
Slægterne selv hører som oftest til
!1;anske forskellige Familier. Endvidere
viser det sig, at en Mængde
Arter har deres nærmeste Slægtninge
mellem Bund- og Bredformerne,
ja, at de hyppigt er saa nær
beslægtede med visse af disse, at de
knap nok kan skælnes fra dem.
Man har endog Eksempler pau, a t
adskillige Former dels først optræder
som fastsiddende Bund- og Bredformer,
derpaa river sig løs og til
Slut ender som Medlemmer af Planktonsamfundet.
Atter andre er paa
det nærmeste beslægtede med Former,
der hører hjemme mellem de
lave Dammes Plantevækst. Ud fra
disse Iagttagelser har flere og flere
sluttet sig til den Opfattelse, at
vore Søers Plankton ikke er andet
end Breddens og de lave Dammes
Samfund af mikroskopiske Organismer,
som direkte eller indirekte tid·
ligere eller senere er førte ud i' de
aabne Vandmasser, og her har til·
passet sig til pelagisk Liv. Hvad
der yderligere taler for denne Anskuelse
er, at langt den største Del
af alt Ferskvandsplankton stadig i
lang Tid af Aaret nærmest maa betragtes
som Bund- og Bredformer.
J eg sagde før, at det kun var
den mindste Del af Planktonorganismerne,
der til enhver Tid var at
træffe i Søernes pelagiske Region;
de har deres Maksima, hvorpaa de
forsvinder. Ved Slutningen af deres
lVIaksima danner de iøvrigt paa meget
iorskellig Vis deres Bl'ilestadie1',
ÆJg, Sporer eller Individet selv,
som efter at have afkastet de
Vægge, der hidtil har beklædt dets
Legeme og begrænset det fra Omverdenen
afrunder sig, mister sine
Bevægelsesorganer og danner sig en
ny Skal; man kalder et saadant indkapslet
Individfor Hvilecyste. Fælles
for den største Del af disse H viIestadier
er, at de er omgivne af meget tykke
Skaller, som oftest brune eller sorte.
Beskyttede at disse Skaller (;l;aar
Æggene, Kimene og Hvilecysterne
til Bunds; de aflejres paa Søbunden
eller inde ved Bredden. Her hviler
de da i kortere eller længere Tid;
største Delen af Hvilestadierne sprænges
i det tidlige Foraar; Organismerne
viser sig nu igen i Vandlagene,
hvad der har til Følge, at
Planktonmængden øges og Vandets
Farve forandres. Det er kun en
rent forsvindende Del af }!'erskvandets
Plankton, der hele Aaret opholder
sig i den pelagiske Region; det
gælder kun med Sikkerhed om den
iøvrigt meget vigtige Gruppe, Copepoderne,
,og som det af de nyeste
Undersøgelser fl'emgaar maaske endog
kun for et mindre Antal af disse.
Det ser ud til, at største Delen af
de Hvilestadier, der bundfældes ude
paa de store Sødybder herude gaar
til Grunde, og at det væsentlig kun
er det Materiale, der er naaet ind
ved Bredden, som atter, naar Forholdene
tillader det, føres ud i den
pelagiske Hegion. Inde paa lavere