Kriminalitet - Servicestyrelsen

tEMA: 

5 

12 

18 

Kriminalitet 

læs bl.a.: 

BAG oM ovErSKrIFtErNE 

Hvilken kriminalitet dominerer? Går det værre og værre? 

lØSlADt – oG HvAD SÅ? 

På vej mod bedre sagsbehandling 

KØN oG KrIMINAlItEt 

vi kender forskellene, ikke forklaringerne 

nummer 12 I 4. årgang I november 2007 

SErvIcEStyrElSEN

leder 

Kriminalitet 

ANEttE NIcolAISEN 

FAGcHEF For UDSAttEENHEDEN 

SErvIcEStyrElSEN 

Sammenhængen mellem kriminalitet og sociale forhold 

er ikke enkel og lader sig ikke udrede på en 

studs. Som med så mange andre forhold, hvor man 

går tæt på menneskers liv og handlen i med- og 

modspil med samfundet, er der tale om en kompleks 

affære. Men ofte ser vi, at kriminalitet er forbundet 

med svigt, mangler og sociale problemer – uden vi 

nødvendigvis kan sige, hvad der er årsag til hvad, 

som dr.jur. Britta Kyvsgaard pointerer i sin artikel her 

i bladet. 

En væsentlig del af det sociale og politiske arbejde, 

der relaterer sig til kriminalitet, ligger selvsagt i at 

prøve at forebygge, at kriminalitet overhovedet finder 

sted. Nok så vigtigt er det også at arbejde på at 

reducere de problemer, der kan modarbejde, at den 

tidligere straffede inkluderes i samfundet efter løsladelsen. 

Problemer, der kan strække sig fra den enkeltes 

alkohol- eller stofmisbrug til mere strukturelle 

vanskeligheder med at få skabt bedre uddannelsesmuligheder 

i fængslet. 

I Servicestyrelsen har vi ofte gjort den erfaring, at en 

af de største barrierer for en effektiv social indsats for 

udsatte grupper ligger i utilstrækkelig koordinering 

mellem forskellige instanser. At alle aktører har stor 

viden – hver på deres felt. At alle arbejder ihærdigt 

– hver på deres felt. Vi ser det derfor også som en af 

vores opgaver at være med til at bringe den viden, 

der allerede findes, i spil på en måde, som fremmer 

samarbejdet mellem forskellige sektorer. ”Den gode 

løsladelse”, et samarbejdsprojekt mellem bl.a. en 

række kommuner og fængsler, er i den forstand ganske 

repræsentativt. 

Men at bringe viden i spil handler også mere bredt 

om at bidrage til, at socialområdets mange aktører 

får et lille indblik i hinandens verdner. Ikke altid for 

at handle anderledes eller blive enige. Men for helt 

enkelt at blive klogere. Med dette nummer af Udsat 

slår vi dørene op til en verden, som mange af bladets 

læsere formodentlig kun vil kende sporadisk, men 

alligevel kan støde på, måske under andre overskrifter. 

Indhold 

4 

5 

7 

8 

10 

Noter til tema 

28 

21 

Bag om overskrifterne 

Hvilken kriminalitet er mest 

almindelig – og hvem begår den? 

Går det værre og værre? 

Efter razziaen 

Uddrag af Jakob Ejersbo: Nordkraft 

Straf – hvad ellers? 

For meget gengældelse, for lidt 

genoprettelse. Interview med 

kriminologen Beth Grothe Nielsen 

Uddannelse i de danske 

fængsler 

De indsatte ønsker praktiske 

erhvervsuddannelser, ikke skolefag.

12 

14 

16 

17 

18 

løsladt – og hvad så? 

På vej mod bedre sagsbehandling 

for løsladte. 

Menneskehandel i USA 

tusinder havner på tvangsarbejde 

eller sælges til sex. rejsebeskrivelse. 

Sidste stop før friheden 

Man skal helst ikke have det bedre 

i spjældet. Interview med ”Allan”, 

indsat på vej ud. 

På kursus som far 

Pårørende til indsatte vil 

styrke familielivet. 

Køn og kriminalitet 

vi kender forskellene, ikke 

forklaringerne. 

14 

12 

21 

22 

23 

24 

25 

bagsiden 

Stop for stoffer 

Behandling af stofmisbrug blandt 

indsatte kan bremse kriminalitet. 

En anderledes kriminalitet 

Når mennesker med autisme 

er kriminelle. 

Et liv i kaos 

Endelig en bog om voksne 

med ADHD. Anmeldelse. 

Kan du styre dig! 

Socialt acceptabel adfærd kan læres. 

Interview med Birger Sjøberg, 

Kriminalforsorgen. 

litteratur og links 

til hele temaet 

Hårde straffe og god 

resocialisering 

Kriminalitet skal forebygges med 

lange straffe og en social indsats. 

Kommentar af Peter Skaarup (MF). 

4. årgang, nummer 12, november 2007 I Udsat udgives af Udsatteenheden i Servicestyrelsen. Bladet bringer nyheds- og baggrunds stof om socialt arbejde med udsatte grupper I 

©Servicestyrelsen og forfatterne. Teksterne kan frit citeres med tydelig kildeangivelse I Redaktionen modtager gerne forslag til ind læg til bladet I Syns punkter, der fremsættes i 

eksterne bidrag eller i interview o.l., er ikke nødvendigvis udtryk for redaktionens holdning I Der kan tegnes gratis abonnement ved henvendelse på tlf. 33 17 09 00 I Bladet kan 

downloades fra hjemmesiden www.vfcudsatte.dk I Redaktion: Udsattechef Anette Nicolaisen (ansvarshavende), Sanne Bertram (redaktør), Henriette Zeeberg, Ole Thomsen, Annelise 

Pawlik I Servicestyrelsen, Udsatteenheden, Åbenrå 5, 1. sal, 1124 København K, tlf. 33 17 09 00, fax 33 17 09 01, www.servicestyrelsen.dk og www.vfcudsatte.dk I Design: Aakjærs a/s, 

Vejle I Tryk: Datagraf Auning AS I Oplag: 8.500 I ISSN-nr.: 1603-8606 I Redaktionen af dette nummer er afsluttet ultimo oktober 2007 

26 

16 

26 

27 

28 

30 

31 

Uden for tema 

Når kvinder går ned 

De hjemløse kvinder er svære at 

få øje på i systemet. reportage. 

Ulige chancer 

redelig introduktion til fænomenet 

social arv. Anmeldelse. 

Et spørgsmål om 

anerkendelse 

Gratis psykologbehandling til 

voksne med senfølger af seksuelt 

misbrug i barndommen. 

Nyt fra styrelsen 

Notitser. 

Enhedens publikationer 

siden årsskiftet 

12 

5 

udsat I nummer 12 I 4. årgang I november 2007 3

noter til tema 

4 

Nyt tilbud om 

efteruddannelse 

Faggrupper, der arbejder med sindslidende 

med en behandlingsdom, 

har fået et nyt uddannelsestilbud, 

”Filipine”. Formålet med efteruddannelsen 

er at give deltagerne en specialiseret 

viden, der kan bruges i det 

daglige arbejde med indsatsen over for 

psykiske syge kriminelle. Uddannelsen 

vil samtidig indeholde et særligt fokus 

Kvarterløft 

De har grund til at glæde sig i Brøndby Kommune. Ifølge 

en ny rapport er det nemlig lykkedes at vende den negative 

spiral i boligområdet Brøndby Strand. Området har 

haft et dårligt ry og haft præg af social ghetto. Nu er 

alle former for kriminalitet faldet. Antallet af indbrud er 

halveret, og røverier er reduceret fra 24 om året til otte. 

Gennemsnitsindkomsten er derimod steget, og folk 

flygter ikke længere fra bydelen. Det fremgår af en 

artikel i Urban (18. september 2007). 

Gennem årene har der været postet mange penge i 

Brøndby Strand i form af boligsocialt arbejde og renoveringsprojekter. 

Senest har der gennem de sidste syv år 

været ført en massiv indsats med kvarterløft, der har ført 

til 40 forskellige projekter fra en ny frugtplantage til trafikomlægninger. 

Vidste du.. ? 

Psykisk syge dømmes kun for – efter 

hvad man ved i dag – en lille del af 

den samlede mængde kriminalitet, 

nemlig knap 1%. På visse områder er 

der dog tale om en meget stor overrepræsentation. 

Det gælder først og 

fremmest drabsforsøg, drab og brandstiftelse. 

på indsatsen til behandlingsdømte 

med anden etnisk baggrund. 

Efteruddannelsen har et tværsektorielt 

sigte og henvender sig 

til ansatte i behandlingssystemet, 

det sociale system og retssystemet. 

Undervisningsforløbet varer fem 

dage, og efterfølgende etableres der 

netværksgrupper og følgegrupper. 

Det hører dog med i billedet, at psykisk 

syge muligvis har en større risiko 

for at blive opdaget, og måske også 

klarer sig dårligere under en retssag. 

Sandsynligheden for, at gerningsmanden 

diagnosticeres som psykisk syg, er 

også større, når det gælder den meget 

alvorlige personfarlige kriminalitet end 

Det er Århus Universitetshospitals 

Uddannelsesafdeling, der skal stå for 

efteruddannelsen, som er resultatet af 

et udbud fra Servicestyrelsen. Du kan 

læse mere om indholdet af uddannelsen 

på www.servicestyrelsen.dk under 

Kurser. 

tjek af psykisk syge 

Også psykisk syge begår kriminalitet. Men trods 

megen debat i medierne om psykisk syge kriminelle, er 

det næppe dem alle, man i dag er opmærksom på i fæng- 

selsvæsnet. Indtil nu har man nemlig ikke screenet de indsatte 

systematisk for psykiske lidelser, og det kan betyde, at nogle 

ikke får den behandling, de har brug for under afsoningen. 

Det vil Kriminalforsorgen nu lave om på, fremgår det af 

Nyhedsavisen (12. september 2007). Ifølge avisen skal fængsel- 

spersonalet fremover stille den arresterede en række spørgsmål 

om psykisk sygdom, inden celledøren lukkes i. Spørgeskemaet 

skal bruges til at sikre, at man spotter alle psykisk syge 

fanger i tide. Kriminalforsorgen overvejer også at 

styrke samarbejdet med de psykiatriske hospitaler. 

i forbindelse med fx indbrud og butikstyverier. 

Det skyldes, at der oftest mentalundersøges 

i de alvorlige sager. 

Kilde: Kriminalitetsudviklingen blandt psykisk 

syge lovovertrædere (2005). Se www.jm.dk

Bag om overskrifterne 

Kriminalitet er på samme tid rædselsvækkende og pirrende. 

Det kan der sælges aviser på, og tilsyneladende bliver det værre og værre. 

Men hvad er fakta bag mediernes fokus på vold, overgreb og narko? 

Hvilke lovovertrædelser er de mest almindelige – og hvem begår dem? 

Af forskningschef Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet 

Kriminalitet er et af de emner, der 

ikke bare optager retssystemet, men 

er af almen interesse. Kriminalitet er 

på samme tid rædselsvækkende, pirrende 

og interessant. Hvis det ikke 

var det, ville kriminalromaner ikke 

gå som varmt brød, og medierne ikke 

være fyldt med reportager om konkrete 

hændelser. 

Det er naturligvis ikke en hvilken 

som helst kriminel handling, der 

får opmærksomhed. Det spørgsmål, 

der skal drøftes her, er derfor, 

hvordan billedet ser ud fra en rent 

kriminalstatistisk synsvinkel. Hvilke 

former for kriminalitet dominerer? 

Derudover skal kriminalitetsudviklingen 

og baggrunden for, at 

mennesker begår kriminalitet, kort 

diskuteres. 

Art og omfang 

Hvis man alene får sit indtryk af 

kriminalitetens art og omfang på 

baggrund af massemedierne, vil man 

givetvis få et ganske skævt billede. 

Den statistik, der bliver resultatet, 

vil være domineret af volds- og 

seksualforbrydelser samt en del 

narkotikaforbrydelser. Som det fremgår 

af figur 1, ser statistikken over 

anmeldte straffelovsovertrædelser 

noget anderledes ud. Det er berigelseskriminaliteten, 

der dominerer 

billedet. Mere end halvdelen af alle 

de anmeldte lovovertrædelser angår 

tyveri, dvs. indbrudstyveri, butikstyveri 

og andre former for tyveri. 

Dertil kommer en lille fjerdedel af 

de anmeldte lovovertrædelser, som 

vedrører brugstyveri. Brugstyveri 

indebærer, at nogen har stjålet ens 

cykel eller bil for at bruge den her 

og nu, men ikke for at beholde den. 

Omkring to tredjedele af brugstyverierne 

er rettet mod cykler. 

Seksualforbrydelser udgør under 

én procent af den samlede 

kriminalitet, og ca. halvdelen 

af de anmeldte 

seksualforbrydelser 

er blufærdighedskrænkelser. 

Voldsforbrydelserne, 

der ud over vold mod 

privatpersoner bl.a. også 

omfatter vold mod nogen i offentlig 

tjeneste og trusler, udgør mindre end 

udsat udsat I I nummer 12 12 I I 4. 4. årgang I I november oktober 2007 5

6 

BrIttA KyvSGAArD er mag.art. i psykologi og dr.jur. og 

har siden 1997 været ansat i Justitsministeriet, hvor hun er 

forskningschef. Kyvsgaard har et bredt virke inden for 

kriminologien og har bl.a. beskæftiget sig med voldskriminalitet, 

den kriminelle karriere og ungdomskriminalitet. 

Hun har en række udgivelser bag sig og har senest været 

redaktør på en bog om kriminalpolitik med titlen 

Hvad virker – hvad virker ikke? Jurist- og økonomforbundets 

forlag, 2006. 

en tyvendedel af straffelovsovertrædelserne. Manddrab 

var der 29 tilfælde af i 2006. 

Kriminalitetsudviklingen 

Set over en meget lang periode er antallet af anmeldte 

straffelovsovertrædelser vokset betydeligt. jf. figur 2. Fra 

1950 til slutningen af 1980’erne femdobledes antallet 

af anmeldte straffelovsovertrædelser. I perioden derefter 

stagnerede antallet af anmeldelser, og fra midten 

af 1990’erne er der tale om et fald i den registrerede 

kriminalitet. Faldet er ganske betydeligt – på mere end 

100.000 lovovertrædelser. Det betyder, at vi i dag har et 

niveau for den anmeldte straffelovskriminalitet, der svarer 

til det niveau, der var i begyndelsen af 1980’erne. 

Det er først og fremmest antallet af indbrudstyverier, 

der er faldet gennem de seneste 10-15 år, herunder især 

indbrud i offentlige bygninger, i virksomheder og i forretninger. 

Men også antallet af biltyverier er faldet meget. 

Siden der blev indført startspærrer i alle nye biler i 1997, 

er antallet af brugstyverier af biler reduceret til en tredjedel 

af det niveau, det havde i 1996. 

FIGUr 1 

ANMElDtE StrAFFElovSovErtræDElSEr 2006 

ForDElt EFtEr KrIMINAlItEtENS Art 

Seksualforbrydelser 2.652 0,6% 

voldsforbrydelser 19.557 4,6% 

tyveri 238.086 56,2% 

Brugstyveri 97.266 22,9% 

Andre ejendomsforbrydelser 58.952 13,9% 

Narkotikaforbrydelser 1.111 0,3% 

Andre straffelovsovertrædelser 6.245 1,5% 

Kilde: Danmarks Statistik 

423.869 100,0% 

Antallet af de registrerede voldsforbrydelser er derimod 

vokset – med 87 procent siden 1990. Det gælder både 

vold mod privatperson og mod nogen i offentlig tjeneste 

samt trusler, men til gengæld ikke manddrab og forsøg på 

manddrab. 

Men kan vi nu stole på disse tal? De fleste vil vide, at 

ikke al kriminalitet anmeldes til politiet, så spørgsmålet 

er, om udviklingen i den registrerede kriminalitet afspejler 

den faktiske kriminalitet. 

For at belyse dette gennemføres der med mellemrum 

offerundersøgelser, hvor man spørger et stort, repræsentativt 

udsnit af den danske befolkning, om de har været 

udsat for vold, tyveri m.v. Sådanne undersøgelser er også 

gennemført de seneste år, og de tyder på, at det fald, der 

har været i antallet af tyverier er reelt. Danskere rapporterer 

således i stigende grad, at de ikke inden for det 

seneste år har været udsat for tyveri. 

På voldsområdet er billedet derimod et noget andet. 

Offerundersøgelserne tyder således på, at andelen, der 

har været udsatfor vold, ikke er steget de sidste ti år. 

Vurderet på baggrund af den offerrapporterede vold er 

der altså ikke tale om en vækst, men stabilitet i risikoen 

for at blive udsat for vold. 

Hvad er så grunden til, at der ikke er overensstemmelse 

mellem den registrerede og den offerrapporterede vold? 

Højst sandsynligt er forklaringen, at vi er blevet mere 

tilbøjelige til at anmelde vold til politiet. Det fremgår 

da også af offerundersøgelserne: Mens det i 1995 var 

35 procent af dem, der havde været udsat for vold, der 

anmeldte det til politiet, var dette tal i 2006 vokset til 47 

procent. At vi i højere grad anmelder til politiet, skal nok 

forklares med, at vi i stigende grad misbilliger aggressioner, 

tager afstand fra vold og nægter at se den som 

FIGUr 2 

ANMElDtE StrAFFElovSovErtræDElSEr 

1950 tIl 2006 

600000 

500000 

400000 

300000 

200000 

100000 

0 

1950 

1956 

Kilde: Danmarks Statistik 

1962 

1968 

1974 

1980 

1986 

1992 

1998 

2004

slagsmål, som en arbejdsrisiko eller på anden måde som 

noget, vi ikke mener, der skal anmeldes til politiet. 

Årsager til kriminalitet 

Det kræver en større afhandling for at forsøge at redegøre 

for, hvad der forårssager kriminalitet. For der er ikke tale 

om en enkelt årsag, men om en mangfoldighed af årsager. 

Årsagerne kan lokaliseres både til det enkelte individ, 

til individets nære omgivelser og til samfundsforhold. 

Man bør dog være forsigtig med brug af begrebet årsager. 

Forskningen fortæller om sammenhænge mellem en 

mængde forhold og kriminalitet, men vi kan ikke altid 

vide, om det drejer sig om egentlige årsager. 

Med dette in mente kan bare som eksempel nævnes, 

at vi ved, at børn, der ikke tidligt i deres liv stimuleres 

tilstrækkelig, har en større risiko end andre for senere at 

begå kriminalitet. Det samme er tilfældet for børn, der 

udsættes for enten en meget lemfældig eller en meget 

streng opdragelse. Vanskeligheder i skolen giver samme 

resultat. En social karakteristik af indsatte i danske 

fængsler viser, at ganske mange har været anbragt uden 

for hjemmet under opvæksten, at vældig mange ikke har 

fået en afgangseksamen fra folkeskolen, at det store flertal 

er uden erhvervsuddannelse og uden job inden indsættelsen, 

og at mange har misbrugsproblemer. 

Hvad der her er årsag, og hvad der er virkning, kan 

være svært at udrede. Det er imidlertid ganske klart, at 

de sammenhænge, vi finder mellem kriminalitet og forskellige 

sociale og økonomiske forhold, er negative, forstået 

på den måde, at kriminalitet ikke er forbundet med 

overskud, mange ressourcer og lykkelige livsomstændigheder. 

Det er forbundet med underskud, svigt, mangler 

og ressourcesvaghed. 

SocIAlE KArAKtErIStIKA AF INDSAttE 

Alder på undersøgelsestidspunktet: 33 år 

Køn: 95% mænd 

Enlig/fraskilt: 67% 

Institutionsanbragt inden det 18 år: 29% 

Ikke-afsluttet 9. klasse: 35% 

Erhvervsfaglig eller videregående uddannelse: 26% 

var ikke i arbejde ved indsættelsen: 65% 

Hovedindtægtskilde ved indsættelsen: overførselsindkomst 66% 

(Kilde: Placering af indsatte, Kriminalforsorgen 2000). 

Undersøgelsen er foretaget i forhold til samtlige indsatte 

i danske fængsler og arresthuse 23. februar 1999. 

Efter razziaen 

roMANUDDrAG. Pulveret! razziaen har fået mig så 

meget ud af flippen, at jeg har glemt det. 

Af Jakob Ejersbo 

For fanden… Pulveret! Razziaen har fået mig så meget 

ud af flippen, at jeg har glemt det. Jeg lister ud i gangen. 

Badeværelsesdøren står på klem, og gennem sprækken kan 

jeg se Asgeres ryg, mens jeg sætter mig på hug og hiver 

posen op af min cowboystøvle. Asgers stråle plasker i wckummen. 

Gulvbrædderne knirker, da jeg rejser mig, men jeg 

tror ikke, at han hører noget. Jeg bevæger mig ud i køkkenet, 

mens jeg åbner posen. Han har ikke trukket ud endnu. 

”Nej, det gør du fandeme ikke”, siger han, allerede lige 

bag mig. Hans hænder griber om mine, som holder den 

åbne pose kun en halv meter fra køkkenvasken. 

”Jeg vil fandeme ikke bo sammen med nogen der tager 

stoffer”, siger jeg. Asger vrider mit ene håndled, så jeg 

bliver nødt til at give slip. 

”Det er Franks, for fanden – det har jeg jo sagt.” 

”Og hvorfor har du Franks dope liggende?” spørger jeg. 

”Jeg har handlet det til ham.” 

”Så nu handler du med speed?” 

”Det er til Frank – slap nu af.” 

”Jeg vil ikke have med sådan noget at gøre, Asger. Folk bliver 

sindssyge af det,” siger jeg. Og jeg mener det. Alt der er 

stærkere end alkohol og tjald, det giver jeg ikke en skid for. 

”Så flyt, Maria.” 

”Og hvem skal så hente tjald på Christiania?” 

”Hossein,” siger han, men lyder lidt usikker. Som om han 

ikke er sikker på, at Hossein vil gøre det. 

Asger sætter sig ned med telefonen og ringer rundt, snakker 

om såkaldte cd’er, men får ikke opsporet nogen. 

”Lort lort lort lort,” siger han ud i luften. 

”Hvad sker der så nu?” spørger jeg. Asger fortæller mig, 

at han bliver kaldt til retsmøde inden længe, og at han 

sikkert får omkring fire måneder. 

”Betinget?” spørger jeg. 

”Ubetinget. Jeg kommer ind at sidde,” siger han – nærmest 

lidt stolt. ”Så du må passe biksen, skat. Tror du, at du 

kan klare det, hvis Frank hjælper dig?” 

For et kvarter siden skulle jeg flytte, og nu er jeg pludselig 

på den grønne gren. ”Selvfølgelig,”, svarer jeg, for jeg orker 

ikke at fortælle ham, hvor meget han kan rende mig. Desuden 

skal Frank ind og afsone en dom på ti måneder for amfetamin 

– det har Ulla fortalt mig. Asger har sikkert glemt det. 

Uddrag af Jakob Ejersbos roman Nordkraft, Gyldendal, 2003. 

Uddraget bringes med forfatterens og forlagets tilladelse. 

udsat udsat I I nummer nummer 12 12 I I 4. 4. årgang årgang I I november oktober 2007 7

8 

Straf – hvad ellers? 

INtErvIEW. Samfundet kan ikke undvære et straffesystem. Men den måde, vi straffer på, tager ansvaret fra 

gerningsmanden. vi fokuserer for meget på gengældelse og for lidt på genoprettelse. Det mener kriminologen 

Beth Grothe Nielsen. 

Af redaktør Sanne Bertram, Servicestyrelsen 

Evidens og effektivitet står højt på 

den socialpolitiske dagsorden. Men 

når det kommer til forbrydelse og 

straf, kan det være svært at vinde 

gehør for fornuften. 

Det mener i al fald juristen og 

forskeren Beth Grothe Nielsen, der 

gennem mere end en menneskealder 

har beskæftiget sig med kriminologi 

og strafferet. 

– Hvad vil det sige, at straf virker? 

Den diskussion er jo vigtig. Hvis 

man skal være rationelt tænkende, 

så er det mindste vel, at den skal 

føre til mindre kriminalitet og større 

tryghedsfølelse hos folk. Men vi ved, 

at den måde, vi oftest straffer på i 

dag, stort set ikke virker sådan, siger 

hun. 

Mange korte domme 

Bortset fra enkelte spektakulære 

sager om bedrageri i den store stil 

er det især voldskriminaliteten, der 

fylder i medierne. Sager om overgreb, 

voldtægt og drab virker skræmmende, 

og det har ofte fået politikere 

til at forlange hårdere straffe for den 

personfarlige kriminalitet, som det 

hedder i den faglige jargon. 

– Når der kræves strengere straffe, 

sker det som regel med henvisning 

til befolkningens retsfølelse. Det 

interessante er, at når man spørger 

folk abstrakt, om vi straffer for lidt 

herhjemme, så siger de ja. Men hvis 

man forelægger dem en konkret sag, 

så er de overraskede over, hvor hårdt 

vi faktisk straffer, siger Beth Grothe 

Nielsen og fortæller, at Danmark er 

et af de lande i Europa, hvor anvendelsen 

af ubetinget fængselsstraf 

er mest udbredt. Især har vi mange 

korte domme. 

– To tredjedele af samtlige ubetingede 

domme er på maksimalt tre 

måneder, og der er ingen fornuftig 

begrundelse for dem! Det er en vane, 

vi har! I bedste fald er de et slag i 

luften. Men ofte er de meget ødelæggende, 

særligt for de unge, der 

måske så dropper ud af uddannelse 

eller arbejdsmarked, og aldrig kommer 

i gang igen bagefter. Her risikerer 

man, at kriminaliteten bliver en 

livsstil. 

Er der slet ingen positiv effekt af de 

korte domme? 

– Jo, på de pæne mennesker… Jeg 

vil tro, at mange af de bedrestillede 

og veluddannede, der har lavet økonomisk 

fusk, bliver så forskrækkede, 

at det vil afholde dem fra ny kriminalitet. 

– Men de unge mænd – og det er 

jo som regel mænd, der er tale om – 

som vi gentagne gange spærrer inde, 

fordi de har været oppe at slås med 

hinanden eller begået indbrud for at 

skaffe penge til alkohol eller stoffer, 

dem er jeg meget bekymret for. Især 

de helt unge under 18 år. I forvejen 

er det typisk unge, der ikke har haft 

mange chancer, og når vi burer dem 

inde, bekræfter vi dem kun i, at det 

er synd for dem, og at de ikke har 

nogen muligheder. Dér skubber vi til 

en hældende vogn, advarer hun. 

Penge til politiet 

Når nu korte fængselsstraffe ikke 

virker, kunne et svar jo være længere 

straffe. Men den køber Beth Grothe 

Nielsen ikke. Fx når det gælder 

voldskriminalitet, straffer vi gennemgående 

hårdere i dag, end vi gjorde 

for ti år siden, og det har ikke haft 

nævneværdig indflydelse på omfanget 

af volden i hverken den ene eller 

anden retning, fortæller hun. Der 

sker lidt flere anmeldelser nu, men 

så vidt det kan konstateres, er voldskriminalitetens 

omfang ret stabilt. 

Alternativt kunne man forestille 

sig, at vi helt skulle holde op med

at straffe. Det er imidlertid heller ikke en løsning, Grothe 

Nielsen kan forestille sig. Hendes seneste bog, som hun 

selv kalder sit kriminalpolitiske testamente, har titlen 

”Straf – hvad ellers?” og den dobbelttydige titel er formodentlig 

valgt med velberåd hu. 

– Selve det, at vi har et straffesystem med politi, efterforskning, 

domstole osv. har selvfølgelig en generalpræventiv 

effekt. Men effekten hænger meget sammen med 

opklaringsprocenten. Hvis jeg ved, at der er meget stor 

sandsynlighed for, at det bliver opdaget, hvis jeg overtræder 

loven, så har det utvivlsomt en effekt. Men om jeg får 

ét eller to år, hvis jeg bliver taget, er ikke afgørende. 

Så sagt lidt flot vil du gerne bruge flere penge på politiet 

og færre på fængslerne? 

– Ja, især hvis politiet så også ville bruge tiden til opklaring 

af de mindre forbrydelser som tyverier. Det er dem, 

der er flest af, så de rammer mange mennesker. Men i dag 

bruger man næsten ikke ressourcer på at efterforske dem. 

Skyld og ansvar 

Først og fremmest vil Beth Grothe Nielsen dog gerne 

forskyde fokus, så retten får mindre præg af samfundets 

gengældelse og mere karakter af det, hun i sin bog beskriver 

som restorative justice eller genoprettende ret. En 

stjålen bil skal selvfølgelig leveres tilbage eller erstattes, 

og hærværksmanden må hjælpe med at sætte det i stand, 

han har ødelagt. Også relationen til den skadelidte skal 

genoprettes, fx simpelthen ved en undskyldning. 

Der bør dog ikke være tale om et enten-eller mellem de to 

retsformer, understreger Beth Grothe Nielsen, men snarere 

om at nuancere både tænkning og praksis, så gerningsmanden 

ikke bare dømmes på sin skyld, men også bliver fastholdt 

på sit ansvar og forpligtes til at hele det brudte. 

– Vi kan ikke undvære regulær straf i form af at spærre 

folk inde. Især når det handler om grove forbrydelser, så 

er der nogle stykker, jeg også gerne vil have ud af cirkulation 

for en tid. 

– Men fx har det vist sig, at det, der kan få et voldtægtsoffer 

til at komme sig, er, at hun konfronterer gerningsmanden 

med konsekvenserne, fx at hun ikke længere tør 

gå ud alene. Hvis jeg blev udsat for en voldtægt, så ville 

jeg have lov at give ham en ordentlig skideballe, så det gik 

op for ham, hvad han havde gjort. Jeg ville have ham til at 

indse, at det var en urimelig adfærd og sige undskyld. 

– Og jeg ville gerne have, at han kom i gang med en 

læreproces, så det ikke gentog sig. Det er muligt, at han 

skulle i fængsel, men jeg ville have det godt med at vide, 

at han også lærte nogle metoder til at håndtere frustrationer 

eller styre sin aggressivitet. Det ville betyde meget 

mere for mig, end at han led som gengæld for, at han 

havde ladet mig lide. 

Og det ville hjælpe, tror du? 

– Psykopater findes, det gør de jo. Men også kriminelle er 

mennesker af kød og blod, og de færreste er så toughe, som 

de giver sig ud for. De fleste drømmer om kone og børn 

og et almindeligt arbejde. Men mange mangler empati og 

indsigt i andre mennesker, og på sin vis er det jo nemt at 

sidde i fængsel, forstået på den måde, at man slipper for at 

indse, hvad følgerne er af det, man har gjort. Fængselsstraf 

er ikke bare invaliderende, den er også både upersonlig og 

passiviserende. Den tager ansvaret fra folk, pointerer hun. 

retssikkerheden 

Hvis straf i højere grad skal have karakter af individuel 

behandling eller læreproces – og ofret måske oven i købet 

have indflydelse på den – løber man så ikke en risiko for 

at udvande princippet om lighed for loven? 

– Jo, og det skal man selvfølgelig være meget opmærksom 

på. Det må ikke ende i snik-snak og individualisering på 

alle leder og kanter. Retssikkerheden skal sikres gennem 

et formelt og professionelt system, og der må være principper, 

som altid skal overholdes. Fx at vold aldrig må 

gengældes med vold, selvom det måske er, hvad offeret 

umiddelbart kræver. 

Hvordan ser du på alternative sanktionsformer som 

samfundstjeneste og elektronisk fodlænke? 

– Samfundstjeneste så jeg gerne meget mere udbredt, 

især som alternativ til de mange korte fængselsstraffe. 

Og meget gerne brugt i kombination med princippet om 

genoprettende ret, dvs. så samfundstjenesten blev målrettet 

den, kriminaliteten var gået ud over. Fodlænken ved 

vi endnu ikke så meget om effekten af. Men jeg tror ikke, 

man skal underkende, hvor hårdt den kan virke, også for 

pårørende, selvom den naturligvis er mindre indgribende 

end fængselsstraf. 

Foto: Anders Bach 

BEtH GrotHE NIElSEN er lic.jur. og har 

været lektor i kriminologi, strafferet 

og viktimologi ved universiteterne i 

Ålborg og Århus. Hun har skrevet og 

redigeret flere bøger om disse emner, 

bl.a. Kriminalitetens ofre og straffesystemet 

(2000) og Straffesystemet i børneperspektiv 

(2001). Sidste år udgav 

hun Straf – hvad ellers? på forlaget 

tiderne Skifter. 

udsat udsat I I nummer nummer 12 12 I I 4. 4. årgang årgang I I november oktober 2007 2007 9 

9

10 

Uddannelse i 

de danske fængsler 

Uddannelsesniveauet blandt landets indsatte er dramatisk lavere end i 

resten af befolkningen. Skal det højnes, skal der brydes med vanetænkningen. 

og der skal ikke mindst lyttes til de indsatte selv, der drømmer 

om praktiske erhvervsuddannelser frem for traditionelle skolefag. 

Af adjunkt Peter Koudahl, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), 

Århus Universitet 

PEtEr KoUDAHl er cand. mag og ph.d. og ansat som 

adjunkt ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus 

Universitet. Hans primære forskningsområder er fængselsundervisning 

og erhvervsuddannelsesområdet. Forfatter til bl.a. 

Den gode erhvervsuddannelse. Samfundslitteratur, 2006. 

Vi hører ofte, at vi alle skal indgå i livslang læring, uddannelse 

og kompetenceudvikling. Gennemførelse af specifikke 

uddannelser vil i fremtiden blive endnu mere vigtige, 

hvis man skal have fodfæste på arbejdsmarkedet, forlyder 

det også fra mange sider – regering, OECD, UNESCO m.fl. 

Men alle er øjensynlig ikke helt alle. Uddannelsesniveauet 

blandt indsatte i de danske fængsler er 

dramatisk lavere end blandt resten af befolkningen. 

Eksempelvis har 11,5% (Se boks. Red.) ikke gennemført 

en uddannelse svarende til folkeskolens afgangsprøve. 

Blandt de yngste indsatte er tallet 16,1%. Til sammenligning 

er der så få i befolkningen som helhed, at Danmarks 

Statistik registrerer andelen med et rundt 0. 

Det er et af resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse 

blandt samtlige indsatte i de danske fængsler, arresthuse 

og pensioner, som DPU gennemførte i samarbejde med 

Direktoratet for Kriminalforsorgen i januar i år. 2405 indsatte 

svarede på skemaerne, hvilket giver en svarprocent 

på næsten 70. 

Undersøgelsen viste også, at kun hver femte indsatte deltager 

i uddannelse eller undervisning under afsoningen. 

Nu er der en forståelig tendens til, at det oftest er indsatte 

med en straf af en vis længde, der tager uddannelse, og 

sjældnere indsatte med meget korte domme. Alligevel er 

resultatet tankevækkende, og det samme er begrundelser, 

de indsatte giver, for ikke at tage en uddannelse under 

afsoningen. 38,8% af de indsatte, der ikke tager uddannelse, 

angiver, at de ikke har fået information om uddannelsesmulighederne, 

og 36,6% angiver, at fængslet ikke 

har uddannelse, der passer til dem. Ud over at det selvfølgelig 

bør sikres, at alle indsatte bliver informeret om deres 

ret til at uddanne sig under afsoning, rejser resultaterne 

spørgsmålet om, hvorvidt de tilbud, der gives i dag til de 

indsatte, er de rigtige. 

Erhvervsuddannelser trækker 

I fængslerne tilbydes der primært 

undervisning i fag, der knytter sig til 

VUC. Det vil sige traditionelle skolefag, dansk 

som andetsprog og undervisning for ordblinde. Men 

når de indsatte selv bliver spurgt, er det erhvervsuddannelserne, 

der trækker mest. 33% af den samlede fangebefolkning 

og 40% af indsatte mellem 18 og 24 år vil gerne 

i gang med en erhvervsuddannelse. 

Det er dog ikke helt enkelt at gennemføre. Dels skal 

man kunne deltage i undervisning på en erhvervsskole, 

og dels skal man kunne være i praktik i en virksomhed. 

Begge dele indebærer, at indsatte skal have bevilliget 

frigang, altså en særlig tilladelse til at komme uden for 

fængslet. En sådan gives kun til indsatte i åbne fængsler 

og typisk først i den sidste tredjedel af afsoningen. Det 

matcher dårligt med, at man vil arbejde for, at indsatte 

får ”tilsvarende muligheder som andre borgere med hensyn 

til undervisning og uddannelse ved at give dem et 

relativt større udbud for at kompensere for indespærringen”, 

som det hedder om Kriminalforsorgens formål på 

uddannelsesområdet. 

I rene tal er det ca. 170 af de 18-24-årige, der gerne vil 

have mulighed for at tage erhvervsuddannelse. Til sammenligning 

er der p.t. omkring 75 indsatte i alt, der har 

frigang til at deltage i erhvervsuddannelse. Umiddelbart er 

der altså et stykke vej igen, før intentionerne er indfriet. 

Pro et contra 

På den ene side kan der argumenteres for, at det giver 

god mening at tilbyde undervisning, der kan sikre de 

indsatte en uddannelse svarende til folkeskolens afgangsprøve. 

Den er jo i mange sammenhænge adgangsbillet 

til det øvrige uddannelsessystem, og som undersøgelsen 

dokumenterer, er der rigtig mange blandt de indsatte, der 

mangler denne basisuddannelse. 

På den anden side kan der argumenteres for, at netop 

fordi de indsatte ofte har dårlige oplevelser med folkeskolen, 

giver det ingen mening, at de skal have ”mere af det 

samme”, mens de afsoner. Og de indsatte, der har folkeskolens 

afgangsprøve – og det er trods alt de fleste – har jo 

ikke et indlysende behov for at repetere folkeskolefagene. 

I sammenhæng med den helt overvældende tilslutning til 

de erhvervsrettede uddannelser, som denne undersøgelse

peger på, kan der derfor være god 

grund til at undersøge mulighederne 

for, at indsatte i højere grad end i dag 

kan få adgang til en erhvervsuddannelse. 

Nye åbninger 

Og faktisk burde der være nogle 

åbninger. For med den seneste 

reform af det danske erhvervsuddannelsessystem, 

der trådte i kraft 

1. september i år, synes en del formelle 

forhindringer for indsattes 

deltagelse i erhvervsuddannelse 

fjernet. Det gælder ikke mindst 

det forhold, at alle elever i 

erhvervsuddannelse nu skal 

realkompetencevurderes. Det 

tunge navn dækker over et ganske 

snusfornuftigt tiltag, nemlig at 

man skal vurdere den enkeltes reelle 

kompetencer og – i visse tilfælde 

– se stort på de formelle. 

Det indebærer bl.a., at man i dag 

kan begynde en erhvervsuddannelse, 

HvIS DU vIl vIDE MErE… 

Peter Koudahl: Indsatte i danske fængsler. 

Uddannelse og uddannelsesønsker. DPU april 

2007 for Direktoratet for Kriminalforsorgen. 

Undersøgelsen er tilgængelig på 

www.kriminalforsorgen.dk 

På baggrund af undersøgelsen vil Kriminalforsorgen 

tage initiativ til, at information om 

mulighederne for at uddanne sig under afsoning 

bliver styrket, og at der på længere sigt 

selvom man ikke har taget folkeskolens 

afgangsprøve. Det betyder også, 

at en indsat, der eksempelvis har 

taget et antal kortere erhvervskvalificerende 

kurser (fx AMU-kurser), 

eller som har haft forskelligt ufaglært 

arbejde, der har givet bestemte 

færdigheder og kompetencer, kan få 

godskrevet dele af en erhvervsuddannelse. 

At der også er andre muligheder 

for at udbygge de indsattes uddannelsesmuligheder, 

er ”Møgelkær 

modellen” et eksempel på. Statsfængslet 

Møgelkær ved Horsens 

har indgået et samarbejde med den 

lokale erhvervsskole, der indebærer, 

at indsatte kan tage (dele af) 

en erhvervsuddannelse, selvom de 

ikke kan få frigang hver dag. Noget 

af undervisningen foregår nemlig 

– med erhvervsskolens godkendelse 

– i fængslets værksteder, hvor også 

dele af praktikken kan afvikles. Jf. de 

nye regler har det i øvrigt også vist 

bliver bedre muligheder for at tage erhvervsrettet 

uddannelse under afsoningen. 

I samarbejde mellem Kriminalforsorgen og DPU 

sættes en opfølgende undersøgelse i værk i 

slutningen af 2007. resultaterne herfra forventes 

offentliggjort i slutningen af 2008. 

Andel uden 9. klasse 

En tidligere undersøgelse (se s. 7 nederst) angiver, 

at 35% af de indsatte ikke har afsluttet 

ERMESTER FRI 

PRAKTIK & SØM 

sig, at mange af de 

indsatte har erhvervs- 

erfaring eller har taget 

kurser, der kan godskrives 

en erhvervsuddannelse. 

Bryd vanetænkningen 

Hvis flere indsatte skal uddanne 

sig under afsoning, så risikoen for, 

at de ryger tilbage, mindskes, kræver 

det, at der brydes med både 

vanetænkning og stive strukturer. 

Uddannelsestilbudet må i højere 

grad målrettes de indsattes faktiske 

behov, ønsker og eksisterende kompetencer. 

Og endelig må der ske en 

endnu større åbning mellem fængslerne 

og det omgivende samfund. Så 

burde vejen være banet for, at det 

bliver lettere for de indsatte at tage 

den erhvervsuddannelse, mange 

øjensynlig er så motiverede for – og 

det er næppe det ringeste sted at 

starte, hvis målet er resocialisering. 

9. klasse, mens undersøgelsen, der er omtalt 

i artiklen her, angiver 11,5%. Det lavere tal i 

denne undersøgelse kan bl.a. skyldes, at der er 

tale om en frivillig spørgeskemaundersøgelse, 

der ”kun” omfatter knap 70% af de indsatte. 

Det er muligt, at netop dem uden 9. klasse har 

afholdt sig fra at deltage pga. vanskeligheder 

med at læse og udfylde skemaet. I øvrigt er 

der store forskelle på undersøgelsernes præmisser. 

udsat udsat I I nummer nummer 12 12 I I 4. 4. årgang årgang I I november oktober 2007 11 

Illustration: Aakjærs

12 

løsladt – og hvad så? 

For mange indsatte kan det være vanskeligt at få styr på hverdagen, når de bliver løsladt fra fængslet. 

De har ingen bolig, ingen penge og intet job. Projektet ”Den gode løsladelse” skal afprøve nye metoder 

til sagsbehandling, der kan styrke overgangen mellem fængsel og frihed. 

Af journalist Alice Bonnichsen 

Det er fredag eftermiddag, og en indsat er blevet løsladt 

efter flere år i fængsel. Han har kun få kroner på lommen, 

intet sted at bo og ingen steder at gå hen. Måske er han 

misbruger, måske har han oparbejdet en gæld i fængslet. 

Det er et skrækscenarium, men ikke et urealistisk scenarium. 

Når en indsat lukkes ud til gaden – uden arbejde 

og med et misbrug – og ingen sociale myndigheder aner, 

at han er løsladt, er der overhængende fare for, at han 

begår ny kriminalitet. 

Allerede i 2003 viste en stor undersøgelse gennemført 

af Formidlingscentret for socialt arbejde (indgår i dag 

i Servicestyrelsen), at samarbejdet ved løsladelse fra 

fængsler ikke fungerer tilfredsstillende. Og sådan er det 

stadig. Resultatet er spild af menneskelige og økonomiske 

ressourcer – og øget risiko for, at borgeren igen ender 

bag fængselsmuren. 

Den gode løsladelse 

Projektet ”Den gode løsladelse”, der ledes af Servicestyrelsen, 

skal dæmme op for, at indsatte vender tilbage til kriminalitet, 

når de løslades. Kriminalforsorgen og kommunerne 

skal allerede tidligt i forløbet lave handleplaner for de indsatte, 

og handleplanerne skal løbende revideres og tilpasses 

den indsattes situation. Den indsatte skal vide, at der er helhed, 

sammenhæng og klarhed i løsladelsesindsatserne. 

Projektet er stadig i sin vorden. Med tre fængsler og fem 

kommuner som øvelsesbaner skal projektet udvikles og 

gennemprøves. Til slut skal metoderne beskrives og mangfoldiggøres, 

så alle involverede parter i hele landet ved, 

hvordan en god løsladelse bør foregå. 

I Nordjylland har Frederikshavn Kommune og 

Statsfængslet på Kragskovhede netop haft det første 

møde omkring en konkret sag. 

– Det var fængslet, der rettede henvendelse til os, fordi 

en af vores borgere var blevet indsat. Jeg skal sammen med 

1998 

Socialministeriet udsender et 

sæt ”vejledende retningslinjer 

for samarbejde mellem de sociale 

myndigheder og kriminalforsorgens 

institutioner og afdelinger”. 

2003 

En spørgeskemaundersøgelse 

blandt landets kommuner og 

KIF samt interview med indsatte 

og tidligere indsatte viser, at 

de involverede parter ikke føler, 

der er sammenhæng i indsatsen 

ved løsladelser. 

Se www.vfcudsatte.dk 

den handleplansansvarlige fra 

fængslet, kolleger fra kommunen 

og den indsatte selv udrede den 

indsattes situation – fx hans økonomi, 

beskæftigelsesmuligheder 

og netværk – og vi skal lægge en 

plan for hans videre forløb, fortæl- 

ler Per Larsen, der er projektleder i 

jobcentret i Frederikshavn Kommune. 

– Når man er kørt i grøften – og det er vist 

et billede, man roligt kan bruge om en person, 

der sidder i fængsel – har vi andre et ansvar for at 

hjælpe ham på vej igen, siger Per Larsen og fremhæver, 

at den gode løsladelse starter med den gode indsættelse. 

– Øvelsen er at spørge den indsatte: Kan du overskue 

det? Og derfra må vi arbejde os frem til, at det uoverskuelige 

bliver overskueligt for den indsatte, siger han. 

Mange steder er det stadig almindeligt, at fængsler, som 

henvender sig til kommuner for at indlede et samarbejde, 

afvises med henvisning til, at sagen er lukket, så længe 

klienten er indsat. 

– Tidligere klarede kommunen og fængslet hver sit – 

groft sagt. Nu skal de involverede parter blive bedre til at 

samarbejde. Vi skal arbejde på at få lagt barriererne ned 

og få sat ansigter på hinanden. Det er første skridt til at få 

fokus på den indsatte og hans situation, siger Per Larsen. 

Fagre nye verden 

Et andet aspekt, som undersøgelserne omkring ”Den gode 

løsladelse” viser, er, at mange indsatte ikke aner, hvem i 

kommunen, de skal henvende sig til, når de bliver løsladt. 

– Jeg kan sagtens forstå, det er et problem. Jeg kan 

komme med et eksempel. Hvis jeg flyttede til København 

og havde brug for at kontakte kommunen, ville jeg heller 

ikke vide, hvem jeg skulle henvende mig til. Jeg kender 

ikke kommunestrukturen, og jeg ville føle mig frustreret, 

siger nordjyden Per Larsen. 

2006 

Ansatte i kriminalforsorgen og 

hos de sociale myndigheder er 

enige om, at samarbejdet ved 

løsladelse stadig ikke fungerer 

tilfredsstillende.

tre fængsler og fem kommuner er med i pilotprojektet 

”Den gode løsladelse”: Statsfængslet på Kragskovhede, 

Statsfængslet ved Sdr. omme og Statsfængslet Østjylland. 

Esbjerg, Frederikshavn, Horsens, København og Århus kommuner. 

også Kriminalforsorgen, Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet 

er involveret i projektet, der ledes af Servicestyrelsen. 

vil du vide mere om projektet, er du velkommen til at kontakte 

konsulent Hanne ramsbøl, Servicestyrelsen, har@vfcudsatte.dk 

Det kan Palle Hyldenbrandt, der er socialfaglig konsulent 

i jobcentret i Horsens Kommune, nikke genkendende til. 

– Kommunen kan virke som et mangehovedet væsen 

for en, som har været væk i tre-fem år. Der er utroligt 

mange steder, borgerne kan henvende sig for at få hjælp. 

Er han uden arbejde, skal han henvende sig i jobcentret. 

Har han et misbrugsproblem, skal han henvende sig i 

misbrugscentret, kan han ikke få lov til at se sine børn, 

skal han henvende sig i børn- og ungeforvaltningen osv., 

siger Palle Hyldenbrandt, der mener, lokalsamfundet 

kan virke fremmed for en, som kommer ud efter fem år i 

fængsel. 

– Det er fagre nye verden. Nu skal man både have folkeregisteradresse 

og bankkonto for at få udbetalt penge. 

Min erfaring er, at hvis man ikke ved det, kan det afstedkomme 

voldsomme reaktioner, siger han og understreger, 

at det netop derfor er vigtigt, at borgere, der har været i 

fængsel i en længere periode, bliver informeret om, hvordan 

kommunen har ændret sig og nu fungerer. 

2007 

Udvalgte fængsler og kommuner 

er med i Projekt ”Den gode løsladelse” 

for at styrke indsatsen 

mellem fængsel og frihed. Der 

udarbejdes en køreplan for løsladelser, 

som danner rygraden 

for projektsamarbejdet. 

2008 

Projektet skal munde ud i en 

pjece med praktiske guidelines 

for god sagsbehandling ved 

løsladelse. 

Én indgang til kommunen 

– Vi skal sørge for, der kun er én indgang; 

altså én person, som fængslet skal henvende sig 

til. Og så er det op til denne kontaktperson at inddrage 

andre relevante fagpersoner, som skal være med til at 

udrede klientens forhold, så han kan få en bæredygtig 

handleplan, siger Palle Hyldenbrandt. 

– Det er vores opgave at informere og guide den indsatte, 

så han kender vilkårene i kommunen og samfundet, 

inden han løslades. Generelt kan man sige, at der ikke 

skal så meget til at vælte borgere, der har været i fængsel. 

Derfor gælder det, at jo bedre de er klædt på, og jo bedre 

de er orienteret – jo bedre klarer de sig, når de kommer 

ud.” 

I projekt ”Den gode løsladelse” er der altid én person, 

der er handleplansansvarlig. Ansvaret vil typisk gå fra 

fængslet til kommunen, når tiden for løsladelse nærmer 

sig, og ingen systemer må slippe, før andre har fat. 

– Projektet har fokus på individet. Det gælder først og 

fremmest om at få den løsladte i arbejde og til at klare sig 

selv. Men har det en positiv afsmitning på samfundet, er 

det blot et yderligere gode, siger Palle Hyldenbrandt. 

udsat udsat I I nummer nummer 12 12 I I 4. 4. årgang årgang I I november oktober 2007 2007 13 

13

14 

Foto: Ann Maskell 

Menneskehandel i USA 

rEJSEBESKrIvElSE. tusindvis af mennesker handles hvert år i USA. De havner på tvangsarbejde, bl.a. på de 

store plantager i syden. Eller de handles til sex. Mere end halvdelen er børn. Nogle af dem har det så skidt 

i forvejen, at de oplever alfonsernes tilbud som omsorg. 

Af konsulent Ann Maskell, Servicestyrelsen 

Ifølge det amerikanske justitsministerium handles der 

årligt mellem 14.000-17.500 mennesker over USAs 

grænse. Heraf kommer de fleste fra Asien, Central- 

og Sydamerika samt Øst Europa, og mere end halvdelen 

er børn, skønner USAs udenrigsministerium. 

Destinationerne er typisk New York, Californien eller 

Florida. Og det kan svare sig for bagmændene at få ofre 

for menneskehandel til Vesten, da profitten for deres 

arbejde eller seksuelle ydelser er langt højere her end i 

hjemlandene. 

Sammen med en gruppe andre europæere, der alle til 

dagligt arbejder med bekæmpelse af menneskehandel, 

er jeg inviteret til USA under U.S. Department of States 

internationale gæsteprogram for at høre om deres indsats 

på området. Her bliver vi konfronteret med en barsk virkelighed 

af handel med mennesker til den kommercielle 

sexindustri og tvangsarbejde i landbruget mv. Handel, der 

foregår med både voksne migrantarbejdere og amerikanske 

teenagere. Men vi møder også en lang række mennesker, 

der frivilligt eller lønnet gør et kæmpearbejde for både at 

forebygge og modvirke trafficking og dens konsekvenser. 

Slaver i syd 

Stort set side om side med palmestrande, eksklusive 

højhuslejligheder og fancy kulturelle prestigebyggerier 

i turistattraktionen Miami foregår der menneskehandel 

og særdeles grov udnyttelse af migrantarbejdere. Kun få 

timers kørsel fra byen ligger den lille by Immokalee, der 

har været involveret i nogle af de største menneskehandelssager 

i USA. Her møder vi ”Koalitionen af Arbejdere 

i Immokalee”, der blev stiftet i 1993 af tomatplukkere 

i området for at arbejde for bedre vilkår for de mange 

landarbejdere. De fortæller, at i høstperioden stiger indbyggertallet 

i området til det tredobbelte fra 12.000 til 

35.000. Det er især arbejdere fra Mexico og Guatemala, 

der krydser grænsen i håb om at få tilbudt arbejde på en 

ANN MASKEll er cand.scient.soc. og 

har derudover læst journalistik. Hun 

har arbejdet i Servicestyrelsen (tidligere 

vFc Socialt Udsatte) siden 2005. 

Ann Maskell har i særlig grad viden 

om prostitution og menneskehandel. 

af de mange omkringliggende plantager. I nogle af områderne 

bor der op til 80% minoriteter, og tusinder taler 

ikke engelsk. 

Misbrug af andre mennesker har mange ansigter, og 

koalitionen fortæller om alle grader fra hård udnyttelse 

til noget, der må betegnes som slavearbejde. I det sydlige 

Florida hører vi om menneskehandelssager med op til 

1.000 tvangsarbejdere, alle migranter. I nogle af de værste 

tilfælde er arbejderne blevet tvunget til at arbejde 10-12 

timer om dagen, 6 dage om ugen og under konstant overvågning 

af bevæbnede vagter. Hvis de forsøgte at flygte, 

blev de udsat for vold og nogle sågar kørt over eller skudt. 

I Danmark har vi stort set ikke kendskab til handel med 

mennesker til tvangsarbejde. I de seneste år er der dog 

kommet langt mere opmærksomhed på, at der også her 

i landet er udlændinge, der udnyttes som billig arbejdskraft 

og må trækkes med bolig- og arbejdsvilkår langt 

under standard. 

Kidnappede børn 

I modsætning til Danmark er kidnappede børn og “runaway-kids” 

– dvs. børn der er stukket af hjemmefra – et 

velkendt fænomen i USA. Nogle af disse børn, der typisk 

er 13-14 år, ved man, ender i sexindustrien. Det anslås, at 

mindst en million amerikanske børn er involveret i prostitution 

hvert år. 

På Family Justice Center, der hjælper voldsramte familier 

og mennesker udsat for trafficking i San Diego, er disse

sager absolut ikke ukendt stof. Byen, 

der ligger i det sydlige Californien 

og grænser op til Mexico, er af FBI 

blevet identificeret som et udpræget 

børneprostitutionsområde. Centret 

fortæller os, at de inden for de sidste 

fire måneder har haft 15 børneprostitution-cases. 

Altså ca. fire sager om 

måneden. Bagmænd, lokale alfonser 

og gadebander skaber bl.a. kontakt 

til de unge via Internettet, men de 

kigger også efter især piger på skolerne 

og i de store shopping malls 

(forretningskæder). Her rekrutterer 

de bl.a. pigerne ved at lave såkaldte 

”set ups”, hvor andre unge piger 

benyttes til at lokke nye piger til. 

Hjernevask 

I de fleste tilfælde er der dog ikke 

tale om, at de unge kidnappes, men 

at de udsættes for hjernevask. Det vil 

sige, at de ikke direkte tvinges, men 

snarere psykologisk manipuleres ind 

i prostitutionen. Det lyder som en 

dårlig joke, men skal bl.a. ses i lyset 

af de unges ofte håbløse livssituation. 

En livssituation, som alfonserne 

er blevet mestre til at udnytte. Flere 

af de unge har problemer hjemme og 

i skolen. Nogle er stukket af hjemmefra 

og lever som hjemløse eller 

befinder sig i andre dybt problematiske 

livssituationer. 

Ifølge Manolo Guillen, der er leder 

af en lokal koalition i San Diego 

imod handel med børn og prostitution 

af teenagers, er alfonserne 

blevet meget sofistikerede i deres 

metoder til at rekruttere og fastholde 

de unge på. De forstår at udnytte de 

unges vanskelige livssituation ved 

at tilbyde dem noget, de unge længes 

efter, nemlig accept, omsorg og 

måske endda en form for kærlighed. 

”I det mindste bekymrede de sig om 

os”, fortæller en teenager og tidligere 

prostitueret om sine alfonser. På 

Family Justice Center har man derfor 

indset, hvor vigtigt det er, at ungdomskrisecentrene 

netop giver børnene 

en oplevelse af tilhørsforhold 

og en følelse af, at de er en del af et 

familiært fællesskab. Et sådan fællesskab 

kan forhåbentlig erstatte det 

ofte ambivalente forhold, teenagerne 

har til deres alfonser, og forebygge, 

at de unge løber tilbage til dem. 

Hjælpen 

I USA tilbydes identificerede ofre for 

menneskehandel et såkaldt T-visa, 

der giver dem flygtningestatus. Det 

indebærer bl.a. en treårig opholds- 

og arbejdstilladelse og giver dem 

adgang til offentlige støttetilbud, 

herunder gratis sundhedshjælp. Der 

kan udstedes 5.000 T-visa om året, 

men siden den første amerikanske 

anti-trafficking lov trådte i kraft i 

2001 er der kun udstedt 1.000. Det 

hænger bl.a. sammen med den høje 

grad af vished, myndighederne kræver, 

for at identificere nogen som 

trafficking-offer. Bliver personen 

ikke identificeret som handlet, har 

han eller hun dog mulighed for at 

søge andre former for visa, der også 

kan give en midlertidig opholds- og 

arbejdstilladelse i USA. 

Herhjemme støder vi primært på 

udenlandske kvinder handlet til 

sexindustrien i Danmark. Den nye 

handleplan til bekæmpelse af menneskehandel, 

der løber fra 2007- 

2010 har dog fokus på alle handlede 

mennesker uanset køn og alder. 

Identificerede ofre for menneskehan- 

del tilbydes ophold på beskyttede 

krisecentre i op til 100 dage, såfremt 

de samarbejder om hjemsendelsen. I 

denne periode tilbydes de forskellige 

former for tilbud såsom sundheds- 

og psykologhjælp, juridisk bistand, 

social rådgivning m.m. samt forberedt 

hjemsendelse. Ambitionen er, 

at de får den fornødne hjælp i deres 

eget land til at blive integreret i samfundet 

og forhåbentlig ikke ender i 

prostitution igen. 

Et af de helt store nye initiativer 

i den nye handleplan er oprettelsen 

af et nationalt Center mod 

Menneskehandel. Centret, der er en 

organisatorisk del af Servicestyrelsen, 

skal bl.a. dokumentere og koordinere 

den sociale indsats på området og stå 

for tilrettelæggelse af sikre hjemsendelsesprogrammer 

i samarbejde med 

Udlændingeservice. 


Den nye danske handlingsplan til 

bekæmpelse af menneskehandel 

dækker perioden 2007-10. Der er 

afsat 70 millioner kroner til handlingsplanen, 

som er vedtaget af 

satspuljepartierne og er den politiske 

ramme for den nationale indsats på 

området. Du kan finde handlingsplanen 

på www.lige.dk 

Det nye danske center mod 

Menneskehandel, der er en væsentlig 

del af handlingsplanen, vil høre 

under Servicestyrelsen. centret er 

under etablering. 


16 

Kriminalforsorgen har otte pensioner. 

De har forskellige profiler, og samlet 

set er det meget forskellige grupper, 

der opholder sig på pensionerne. Mange 

af dem bruges dog til udslusning af 

indsatte eller som alternativ afsoning. 

Det er som hovedregel det fængsel, den 

indsatte er i, der afgør, om han/hun kan 

udstationeres på en af pensionerne. 

Under visse omstændigheder træffer 

Direktoratet for Kriminalforsorgen afgø- 

Sidste stop før friheden 

INtErvIEW. Jeg har siddet inde i mange år og fred være med det. 

Men man kunne godt give folk lidt mere hjælp til at få gang i et normalt 

liv bagefter. Det skal jo helst ikke være sådan, at man faktisk har 

det bedre i spjældet, siger ”Allan”, der snart kan se frem til løsladelsen. 


– 318.000 kr. har jeg netop fået at 

vide, at jeg skylder i børnepenge. 

Tidligere kunne man få sådan en gæld 

eftergivet, når man havde siddet inde 

i længere tid. Men det kan man ikke i 

dag, siger ”Allan”, og fortsætter: 

– Sådan noget gør sgu da ikke, at 

man har lyst til at kaste sig ud i det 

pulserende liv! Jeg er midt i 40’erne 

nu, og hvis jeg de næste mange år 

skal pukle for at komme af med al 

min gamle gæld, så er jeg måske 

udbrændt, når jeg er færdig. 

Med to lange domme bag sig kender 

”Allan” fængselslivet indgående. 

Men det er mest fremtiden, vi taler 

om i dag, hvor vi mødes på den pension 

under Kriminalforsorgen, han 

bor på i de sidste måneder, inden 

han løslades og kan flytte sammen 

med kæresten. 

– Jeg skriver en masse – mest sangtekster 

og digte. Om savn og afsavn. 

Kærlighed. Jeg vil gerne være forfatter 

og går på et kursus i øjeblikket, 

hvor jeg lærer forskellige skrive- 

relsen. Kriterierne for udstationering 

er fastlagt af kap. 11 i Bekendtgørelse 

nr. 1081 af 13. september 2007, populært 

kaldet Udgangsbekendtgørelsen. 

Pensionerne råder over til sammen 

180 pladser. længden af opholdet på 

en pension kan variere meget fra 

person til person. 

læs mere på www.kriminalforsorgen.dk 

teknikker. Jeg har allerede fået lidt 

udgivet. Det begyndte ved lidt af et 

tilfælde for nogle år siden, men lige 

så snart jeg kom i gang, så sprøjtede 

det bare ud, fortæller han. 

Bremset 

Mens ”Allan” sad inde første gang, 

tog han HF med et højt gennemsnit. 

Efter løsladelsen ville kommunen 

gerne give ham revalidering, men ikke 

til den læreruddannelse, han havde i 

kikkerten. I stedet søgte han forskellige 

job med henvisning til den faglige 

uddannelse, han havde i forvejen, og 

flere gange var det tæt på at lykkes. 

Men straffeattesten stod i vejen. 

– I dag er det jo nok nemmere at få 

arbejde. Men så er der det med gælden. 

Hvis det nu var 100.000, eller 

120.000 kr., jeg skyldte, så var det til 

at overskue. Men 318.000! Det ender 

jo nok med, at jeg søger den førtidspension, 

jeg har fået at vide, at jeg 

kan få. Så får jeg gælden eftergivet, 

og så kan jeg altid skrive for min 

egen skyld, siger han. 

– Jeg vil vove at påstå, at mellem 

90 og 98% af alle de indsatte i danske 

fængsler har alle mulige gode 

intentioner om at leve et normalt liv 

efter afsoningen. Men de bliver banket 

ned igen. Jeg har siddet i mange 

år og fred være med det. Jeg har selv 

købt billetten, det er jeg slet ikke 

blind for. Men man kunne godt give 

folk lidt mere hjælp til at få gang i et 

normalt liv bagefter. Det skal jo helst 

ikke være sådan, at man faktisk har 

det bedre i spjældet, siger ”Allan”. 

Skruen uden ende 

– Det korte af det lange er, at der ikke 

er ret mange, der har lyst til at give

dig en chance til, når du har siddet inde. Måske, hvis man 

var yngre. Men når man er så gammel, som jeg er, så er der 

ikke nogen, der rigtig vil investere i én. Jeg har sagt det 

igen og igen: Vi har ikke dødsstraf i Danmark. Eller med 

andre ord: Vi kommer ud igen! Og institutioner skaber 

skæbner. Hvis man ikke bare vil have et ”genbrugsprodukt”, 

hvor de samme mennesker kommer ind og sidde 

den ene gang efter den anden, så er det ikke nok at give 

adgang til job. Der skal mere til, siger han og fortsætter: 

– Jeg synes, det er okay, at man bliver straffet. Man har 

forbrudt sig mod samfundets regler, og som straf skal 

man så ind og sidde. Jeg synes bare, at når man så har 

siddet i fængsel – for mit vedkommende i over 15 år i alt 

– så har man også betalt. Så skal man ikke også straffes 

økonomisk. Det er som om, man lige skal have den der 

på kajen – smak! ”Du skal ikke tro, du er noget. Du er 

bare dum og kriminel og skal ind og sidde igen, så vi kan 

blive fri for dig”. 

– Hvis jeg skulle give ”systemet” et råd, så ville jeg sige: 

Lad være med at tage med den ene hånd og give med den 

anden. Det er kanon, at man kan få arbejde. Men hvis man 

virkelig skal give folk en chance til, så skal de fritages for 

at betale sagsomkostninger og børnepenge, og den gæld, 

de eventuelt har, skal eftergives. Ellers er det skruen uden 

ende. Den drejer snart lidt langsommere, snart lidt hurtigere. 

Men den bliver ved, understreger han. 

trinvis overgang 

”Allan” har boet på pensionen et stykke tid nu, og har 

kun lovord over for stedet, som han selv har søgt om at 

være på den sidste tid inden løsladelsen. 

– Det er fantastisk! Alle indsatte, eller lad os sige dem 

med en dom på 12 måneder og derover, skulle have lov 

at komme ind og være et sted som her og lige føle samfundet 

lidt på tænderne. Jeg kan kun anbefale det. Her 

har du mulighed for at gå på nettet, du kan have din egen 

mobil, din kæreste kan være der natten over osv. Man 

lærer at begå sig, siger han og tilføjer: 

– Der er nok mange ting her, der gør, at det kan virke, 

som om vi slet ikke afsoner en straf. Det gør vi nu! Men 

det er guld værd at få en trinvis overgang. 

”Allan” er ikke den interviewedes rigtige navn, ligesom andre oplysninger 

er anonymiserede. redaktionen. 

På kursus som far 

Et velfungerende familieliv kan forebygge ny 

kriminalitet efter løsladelsen. Det mener foreningen 

”Balance i frihed”, der vil lave kurser for tidligere 

indsatte og deres partnere. 


Det kan være vanskeligt at få familielivet til at fungere, 

når ægtefællen eller kæresten er i fængsel. Men det er 

ikke altid meget nemmere, når han kommer hjem igen. 

For fængselslivet sætter sine spor. 

truede parforhold 

Mange af de indsatte er stærkt påvirkede af opholdet 

inden for murene, og det er ofte svært for de pårørende 

rigtig at sætte sig ind i. Og den hjemmeværende ægtefælle 

– typisk kvinden – har imens udviklet nye måder at 

være familie på og påtaget sig ekstra opgaver på hjemmefronten 

for at få det hele til at fungere. Når den indsatte 

så bliver lukket ud, kan det være lidt af en udfordring at 

genetablere sig som familie. En del af de tidligere indsatte 

går helt ned med flaget, og mange parforhold ender med 

at gå i stykker efter løsladelsen. 

Det er i al fald erfaringen for en gruppe pårørende til 

indsatte. De har stiftet foreningen ”Balance i frihed”, og 

på frivillig og ulønnet basis yder de bl.a. rådgivning og 

laver sociale aktiviteter for andre familier i samme situation. 

– Hvad enten man har fået tre måneder eller tre år, så 

påvirker det én at sidde inde. En del bliver fx indesluttede 

og deprimerede, og mange føler, at deres partner ikke 

længere stoler på dem. De pårørende oplever til gengæld 

ofte, at manden har fået en kort lunte og har tit svært ved 

at forstå, at han ikke bare kan lægge fortiden bag sig, siger 

foreningens formand, Sanne Graffe. 

virker forebyggende 

I samarbejde med to terapeuter har foreningen nu tilrettelagt 

to kurser, et kort og et lidt længere, for tidligere 

indsatte og deres partnere. Til det korte har de allerede 

skaffet penge, det andet har de søgt satspuljemidler til. 

Foreningen håber, at kurserne kan hjælpe flere par til at 

blive sammen – til gavn for familierne både her og nu og 

på lidt længere sigt. Det er nemlig også en del af foreningens 

filosofi, at et velfungerede parforhold kan bidrage 

til, at tidligere indsatte forbliver lovlydige. 

Foreningen kan kontaktes på tlf. 31 20 30 84. 

Se også www.balanceifrihed.dk 


Illustration: Aakjærs 

18 

Køn og kriminalitet 

Mænd begår langt mere kriminalitet end kvinder og i en tidligere alder. Kvinder laver især butikstyverier 

og overtræder færdselsloven, mens mænd begår flere forskellige slags kriminalitet. vi kender forskellene, 

men ikke forklaringerne – selvom der er mange bud. 

Af mag.art. Annalise Kongstad 

Når man taler om køn og kriminalitet, er man på sikker 

grund, når man siger, at mænd begår mere kriminalitet 

end kvinder. Man bliver derimod bragt ud på langt mere 

usikker is, hvis man skal sige noget om, hvorfor det er 

sådan. Så lad os starte med det mere sikre og se på nogle 

tal, men allerførst skal vi lige have et par hovedkategorier 

på plads: 

Når vi tænker på kriminalitet, er det ofte den del af kriminaliteten, 

som fagfolk kalder straffelovskriminalitet, vi 

tænker på. Dvs. kriminalitet som fx tyveri, indbrud, hærværk, 

vold, røveri, bedrageri og seksualkriminalitet. Når 

det drejer sig om straffelovskriminalitet, består langt den 

største del af tyverier (ca. 80%), mens voldforbrydelser fx 

udgør omkring 1,5% og seksualforbrydelser ca. 0,5%. 

Der er imidlertid andre former for kriminalitet, som 

har et betydeligt større omfang, nemlig det der samlende 

betegnes som særlovskriminalitet. Det er typisk forskellige 

overtrædelser af færdselsloven, men også overtræ- 

ANNAlISE KoNGStAD er mag.art. i psykologi og har senest 

være ansat som seniorforsker på Københavns Universitet. 

Hendes nyeste projekt har titlen Unge, der begår seksuelle 

overgreb – en kriminalpolitisk diskussion. tidligere har hun 

bl.a. været leder af Pro-centret og konsulent i videns- og 

Formidlingscenter for Socialt Udsatte 

delse af fx lov om euforiserende stoffer, våbenloven og 

skattelovgivning. 

Et udviklingsperspektiv 

Og så tilbage til tallene. Dels de nyeste fra 2005 og dels 

tal fra 1985. 1985 er valgt her, fordi der allerede er foretaget 

nogle analyser for det år. Desuden giver det mulighed 

for at se køn og kriminalitet i et udviklingsperspektiv, 

som godt nok er lidt hurtigt og noget overfladisk. 

I 1985 er kvindernes andel af afgørelser for straffelovskriminalitet 

19%, mens mændenes andel er 81%. Når 

særlovsovertrædelser inkluderes, udgør kvindernes andel 

12,5% og mændenes 86% (de manglende procenter op til 

100 udgøres af virksomheder). I 2005 ser de tilsvarende 

tal således ud: kvindernes andel af straffelovskriminaliteten 

er 17,5% og mændenes 82,5%. Af den samlede kriminalitet, 

dvs. både straffelovs- og særlovskriminalitet, 

udgør kvindernes andel af afgørelser 17,5% og mændenes 

81%. Der er altså ikke så meget tvivl om, at mænd er 

mere kriminelle end kvinder. 

Der er ikke sket nogen større udvikling med hensyn 

til de to køns andel af straffelovskriminaliteten i den 

20-årige periode. Halvdelen af kvindernes afgørelser falder 

for butikstyveri i 1985, og sådan er det også i 2005. 

Mændene er lidt mere varierede i deres kriminalitetsudøvelse. 

Det fremgår derimod af tallene, at der er sket noget med 

kvinder og særlovskriminalitet på de 20 år. Ved at kigge 

lidt nærmere i statistikken er det ikke så svært at se, at 

det er færdselsloven, det drejer sig om. I 1985 vedrører

29% af kvindernes afgørelser af deres samlede kriminalitet 

færdselsloven, i 2005 er det 68,5%. Med fare for 

dumme bemærkninger om kvinder og bilkørsel, må det 

nok konkluderes, at stigningen skyldes, at langt flere 

kvinder kører bil i dag end i 1985. 

Debut og karriere 

En anden forskel mellem de to køn og kriminalitet er, 

at mændene har en kriminalitetskurve, der topper i 17års-alderen, 

hvorefter den gradvist falder, således at ca. 

10% af de 17-årige drenge registreres for en lovovertrædelse, 

mens kun ca. 1% af de 65-årige mænd registreres. 

Kvindernes kurve er nogenlunde jævn, med en svagt 

faldende tendens, og på intet tidspunkt i aldersforløbet 

overstiger den 2%. Ligeledes er der den forskel, at mænd 

debuterer mere massivt på den kriminelle scene i 15-16 

års alderen, hvorefter deres debutalder ret hurtigt falder. 

Kvinderne træder lidt langsommere ind på scenen, og de 

har ikke et egentligt toppunkt, sådan som mændene har. 

Disse oplysninger er baseret på en undersøgelse af kriminaliteten 

i 1990. 

Men der er også nogle ligheder mellem de kriminelle 

kvinder og mænd. En svensk undersøgelse, som ser på 

personer, der er født i 1960 og registreret for kriminalitet 

i Sverige inden 2000, finder, at længden på den kriminelle 

karriere og tiden mellem de kriminelle forhold stort 

set er identiske for de to køn, når de har begået mere end 

ét kriminelt forhold. En anden lighed, der påpeges, er, at 

selvom der er flere kvinder end mænd, der kun registreres 

for ét kriminelt forhold, så gælder det for begge køn, 

at der er en lille gruppe, som står for en uproportionel 

stor del af alle registreringer. Både blandt mænd og kvinder 

er der altså en lille gruppe, som er meget kriminelle. 

Endelig pointeres det af de to danske kriminologer 

Balvig & Høigård, at ”Kvindelige lovovertrædere har det 

til fælles med mandlige lovovertrædere, at de rekrutteres 

fra grupper, som ofte fra starten er udstødt fra almindeligt 

familieliv, uddannelsessystemet og arbejdsliv” (Balvig & 

Høigård 1985). Uanset køn er der altså en tendens til, at 

kriminalitet oftest begås af mennesker, der også på anden 

led er socialt marginaliserede. 

ofrene 

Man kunne også se på kriminalitet fra en anden vinkel og 

spørge, hvem der er ofrene for kriminalitet. 

Det er forholdsvis nyt, at der overhovedet laves offerstatistikker, 

og de omfatter kun forhold, hvor der er kontakt 

mellem gerningspersoner og ofre. Det betyder at fx indbrud, 

biltyveri og tyveri fra biler ikke er medtaget. 

Ser man på det samlede antal kvinder og mænd i offerstatistikken, 

så viser det sig, at der er flere kvinder end 

mænd, der udsættes for forbrydelser, hvor der er personkontakt. 

Mens knap 58% er kvinder, er godt 42% mænd, 


20 

men det er forskelligt, hvad de 

udsættes for. Langt de fleste seksualforbrydelser 

går ud over kvinder, og 

så er der flere kvinder, der får stjålet 

deres punge og tasker. Mændene 

derimod bliver udsat for dobbelt så 

meget vold som kvinder og for den 

største del af røverierne. 

Hvis man i stedet vælger at gå ud 

og spørge befolkningen mere bredt, 

om de har været udsat for kriminalitet, 

så er der flere mænd end kvinder, 

der svarer ja til, at de har haft 

de oplevelser. 

Flere teorier 

Der er gennem tiderne fremsat forskellige 

forsøg på forklaringer på, 

hvorfor der er forskel i mængden 

af de to køns kriminelle aktiviteter 

– eller som spørgsmålet oftest formuleres: 

Hvorfor kvinder er mindre 

kriminelle end mænd. 

Et sæt af teorier kan samlende 

betegnes som kontrolteorier. Disse 

teorier går på, at der er en særlig og 

anderledes kontrol af kvinder eller 

nogle særlige barrierer i kvinders 

livsvilkår, som bevirker, at de er 

mindre kriminelle end mænd. 

Et andet sæt af teorier beskæftiger 

sig med, at der er forskel i kvinders 

og mænds muligheder for at begå 

kriminalitet, fordi de ikke i samme 

udstrækning deltager der, hvor 

mulighederne ligger. 

Og endelig er der kønsrolleteorier, 

hvor forskellen i kvinders og 

mænds kriminalitet tilskrives, at 

kønnet og de to køns forskelligheder 

også er årsagen til de forskellige 

kriminalitetsmønstre. Alle disse 

teorier er af ældre dato. De fleste 

af dem er udviklet i 1970’erne og 

1980’erne, hvor kvinders kriminalitet 

var svagt stigende i en årrække. 

Fra engang i 1990’erne videreudvikles 

kønsrolleteorierne i retning af en 

forståelse af kønnene som maskuliniteter 

og femininiteter. Frem for at se 

det sociale køn som en nogenlunde 

given størrelse taler man i stedet om 

forskellige måder, mænd kan være 

mænd på, og kvinder kan være kvinder 

på – og det om samspil, der er i 

mellem disse feminiteter og maskuliniteter. 

Teorierne om køn og kriminalitet 

følger hermed den udvikling, 

der finder sted inden for andre områder 

af samfundsforskningen. 

Alle teorierne har det tilfælles, at 

de tager udgangspunkt i, at kvinder 

er mindre kriminelle end mænd. Det 

er jo helt korrekt, men det bliver teoriernes 

svaghed, at de entydigt fokuserer 

på den forskel. Fx overses det, 

at selvom mænd er mere kriminelle 

end kvinder, så er de fleste mænd 

ikke kriminelle. 

Ingen forklaring 

Teorierne overser også, at de handlinger, 

der er ulovlige, har en betydning 

for, hvem der bliver kriminelle. 


Går man tilbage i historien, så vil 

man finde perioder, hvor kvinders 

andel af kriminaliteten er højere, 

fordi det er ulovligt at være prostitueret. 

Hvis man skal forsøge at forklare, 

hvorfor der er forskel i kvinder 

og mænds kriminalitet, kan det med 

andre ord nok være interessant også 

at se på, hvad det er for former for 

kriminalitet, de to køn begår. 

En fokusering alene på forskellen 

mellem kønnenes forskellige 

andel af kriminaliteten fører let til, 

at hvis kvinders kriminalitet stiger, 

vil det blive forklaret med, at det 

er et udslag af, at kvinder kommer 

til at ligne mænd mere, eller at det 

er udtryk for større kønslig ligestilling. 

Det er ikke særlig tænkeligt, at 

mænds faldende kriminalitet vil blive 

forklaret med, at det skyldes, at de er 

kommet til at ligne kvinder mere. 

Større ligestilling kan nok være en 

del af forklaringen, men forklaringerne 

på, hvorfor mennesker, uanset 

deres køn, begår lovovertrædelser, 

og hvilke lovovertrædelser de begår, 

er mere komplicerede end det. På 

nuværende tidspunkt findes der ikke 

en god forklaring på, hvorfor der er 

de forskelle, der er, mellem kønnene. 

Flemming Balvig & c. Høigård: Kriminalitet og straf i tal og tekst. Borgen 1988. 

Flemming Balvig & B. Kyvsgaard: Danskernes udsathed for kriminalitet 1986 til 2005. 

Københavns Universitet, Justitsministeriet o.a. 2006 

K. Ericsson: Maskulinitet, kriminalitet og kontroll. Materialisten, (28, 4.) 2000. 

c. Høigård & A. Snare: Kvinners skyld. Pax Forlag, oslo 1993. 

B. Kyvsgaard: Den kriminelle karriere. Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1998. 

Danmarks Statistik 1987: Kriminalstatistik 1985. 

lander, Petersson & tiby (red.): Femininiteter, maskuliniteter och kriminalitet. 

Studentlitteratur lund 2003.

Stop for stoffer 

Dansk og international forskning peger i samme retning: Behandling af stofmisbrug blandt indsatte reducerer 

både misbruget og risikoen for ny kriminalitet efter løsladelsen. 

Af Mads Uffe Pedersen, center for rusmiddelforskning, Århus Universitet 

MADS UFFE PEDErSEN, cand.psych. 

og ph.d. centerleder på center for 

rusmiddelforskning under Århus 

Universitet. Forskningsområderne er 

bl.a. afhængighed og behandling af 

stofmisbrug generelt og unge med 

misbrugsproblemer. 

Mere end halvdelen af de indsatte i danske fængsler har 

problemer med alkohol og/eller stoffer. Det er derfor 

også naturligt, at der de senere år er etableret en række 

forskellige behandlings- og rådgivningstiltag rettet mod 

såvel stof- som alkoholmisbrug blandt indsatte. Alle tiltag 

er ikke evalueret, men døgnprogrammernes effekt er 

undersøgt både internationalt og nationalt, dog kun med 

hensyn til stofmisbrug. 

Internationalt 

Den internationale undersøgelse er et såkaldt Campbell 

review, der er en sammenfatning af foreliggende forskning. 

Reviewet giver god evidens for, at stoffri behandlingsprogrammer 

i fængsler reducerer tilbagefald til kriminalitet, 

generelt i et omfang af 20%. 

Det er ikke mindst de terapeutiske samfund, der viser 

god effekt. Her er der en reduktion i såvel kriminalitet 

som stofmisbrug efter løsladelsen under meget forskelligartede 

betingelser, og der er indikationer på, at denne 

effekt bliver endnu bedre, hvis der kombineres med efterbehandling. 

Det hører med i billedet, at de fleste af resultaterne 

stammer fra USA, hvor man især bruger de såkaldte 

Hierarkiske Terapeutiske Samfund. De er bl.a. karakteriseret 

ved at være mere strukturerede og adfærdsorienterede 

end de Demokratiske Terapeutiske Samfund 

(DTS), som helt primært findes i Europa. DTS er tit mere 

eksistentialistiske/humanistiske eller psykodynamiske i 

deres tilgang. 

Den internationale undersøgelse konkluderer, at den mindre 

homogene gruppe af rådgivningsprogrammer (bl.a. 12trinsprogrammer, 

kognitive programmer og skoleundervisning) 

reducerer kriminalitet, men ikke stofmisbruget. 

Dansk evaluering 

En dansk evaluering af seks enheder under Kriminalforsorgen, 

som tilbød behandling/rådgivning til de indsatte 

stofmisbrugere, viste et tilsvarende billede. De seks 

institutioner blev opdelt i de såkaldte importafdelinger 

(en døgninstitution uden for fængslet står for behandlingen, 

som ofte har et terapeutisk tilsnit), kontraktafdelinger 

(fængslets eget personale står for indsatsen, som 

ofte består i rådgivning og social færdighedstræning) og 

arbejdsenheder (rådgivning kombineres med arbejdstræning). 

I undersøgelsen var det importafdelingerne, som klarede 

sig bedst. Når de indsattes stof-, kriminalitets- og 

psykosociale belastning blev taget i betragtning, var der 

dog ikke megen forskel mellem enhederne. (Den danske 

undersøgelse kan downloades på www.crf.dk). 

I de danske fængsler anvender man især DTS- og rådgivningsprogrammer. 

Man må derfor antage, at man med 

fordel kunne afprøve et HTS-program i danske fængsler. 

Men det kan omvendt ikke konkluderes, at de DTS-programmer, 

der i dag anvendes i danske fængsler, er mindre 

effektive. 

Den samlede gruppe af rådgivningsprogrammer er så 

sammensat og variationerne i den præcise udformning 

af dem så stor, at man heller ikke kan konkludere, at de 

typer, danske indsatte præsenteres for, ikke er så effektive. 

12-trinsprogrammer bruges fx forskelligt i Danmark 

og i USA. 

Det er kort og godt ikke så nemt at overføre de internationale, 

amerikansk dominerede forskningsresultater til 

en dansk sammenhæng. Samlet set ved vi dog nok til at 

kunne sige, at det helt overordnet nytter at gøre en indsats 

blandt indsatte med et stofmisbrug. Og at hvis målet 

er reduktion af både kriminalitet og stofmisbrug, er det 

efter alt at dømme mest effektivt med en indsats, der er 

specifikt målrettet begge dele, og som ikke mindst er tilpasset 

den enkelte indsattes profil. 


22 

30.-50.000 mennesker med ASF i Danmark 

hvilket giver 

alt efter, hvordan man afgrænser, 

Mellem 0,6% og 1% af befolkningen har ASF, 

Af projektleder og udviklingskonsulent charlotte Holmer Jørgensen, 

videnscenter for Autisme, Servicestyrelsen 

Nicklas ønsker sig rigtig meget en fodboldtrøje, men da 

han ikke har pengene til den, begår han røveri i sin lokale 

Kvickly, hvor alle genkender ham. Jonas’ særinteresse 

er fiskeudstyr, og for at samle rigtig meget af det, begår 

han indbrud i forretninger og private hjem. Mathias taler 

om ild hele tiden, han sætter ild til bygninger, og han 

tilstår med det samme, når politiet spørger, om det var 

ham. Phillips far har tilskyndet ham til at få en kæreste, 

så Phillip går og tager alle piger på brysterne, fordi han 

ikke ved, hvad man gør for at få en kæreste. Da politiet 

anholder ham, beder han dem om ikke at røre ham. Han 

går helt amok, da betjentene alligevel griber fat i ham. 

Dette er kun nogle få eksempler på kriminalitet, hvor 

der er en tydelig anderledes adfærd end hos andre, der 

kommer på kant med loven. Eksempler, der har det til 

fælles, at hovedpersonerne har autisme spektrum forstyrrelser 

(ASF) – dvs. at de har en diagnose på autisme 

spektret (se boks). 

Psykologisk profil 

Mennesker med ASF – uanset begavelse – begår ikke 

mere kriminalitet end andre, men de begår den ofte af 

andre årsager. Ofte ved de ikke, at det er kriminelt, det de 

gør, og hvorfor det er det. Og de handler ud fra en anden 

baggrund end normalt udviklede mennesker. Naivitet, 

særinteresser og dobbeltdiagnoser er nogle af forklaringerne. 

En anden årsag kan være stress, fordi de ikke for- 

atypisk autisme og Aspergers syndrom. 

En anderledes kriminalitet 

autismespektret er infantil autisme, 

De mest almindelige diagnoser på 

samt særinteresser og infleksibilitet. 

Phillip går amok, da han bliver anholdt. For politiet rørte ved ham, og det kan han ikke tåle. Mennesker med 

autisme spektrum forstyrrelser (ASF) begår også kriminalitet, og når de gør det, kræver det særlig viden at 

håndtere det i retssystemet. 

cHArlottE HolMEr JØrGENSEN er ansat som projektleder og 

udviklingskonsulent i videnscenter for Autisme. Blandt hendes 

særlige vidensområder er kriminalitet og problemskabende 

adfærd ved autisme samt kvalitetsudvikling af den sociale 

indsats – nationalt og internationalt – for mennesker med ASF. 

står sammenhængen i situationen eller ikke kan honorere 

de krav, der stilles. Manglende forestillingsevne til at 

sætte sig i andres sted og evne til at kunne overskue konsekvenserne 

af ens handlinger kan også spille ind. Vi ved 

i dag noget, men fortsat alt for lidt om den psykologiske 

profil hos mennesker med ASF, der begår kriminalitet. 

Samtidig ved vi alt for lidt om, hvordan man kan vurdere 

risikoen for fremtidig og gentagen problemskabende 

adfærd hos denne gruppe mennesker. Vi vil også gerne 

blive klogere på, hvordan det sikres, at personer med 

ASF, der har begået kriminalitet, kan modtage relevant 

støtte, så de kan forstå den efterfølgende rettergang, 

Forskningen kan fortælle, at mellem 3 og 15% af de 

lovovertrædere, der henvises til en retspsykiatrisk undersøgelse, 

har symptomer på ASF. Vi ved også, at retssystemet 

selv erkender, at der er en voksende gruppe kriminelle 

bl.a. med Aspergers syndrom, som ikke profiterer af 

den behandling, de modtager i retssystemet, og derfor er 

i stor risiko for at begå kriminalitet igen. 

viden på vej 

Videnscenter for Autisme, der er en del af Service- 

styrelsen, har nedsat en arbejdsgruppe, der skal indsamle 


om ASF 

Autisme spektrum forstyrrelser (ASF) er en medfødt, biologisk 

betinget udviklingsforstyrrelse, der viser sig som vanskeligheder 

med socialt samspil, vanskeligheder med social kommunikation 

samt særinteresser og infleksibilitet. De mest almindelige 

diagnoser på autismespektret er infantil autisme, atypisk 

autisme og Aspergers syndrom. Mellem 0,6% og 1% af befolkningen 

har ASF, alt efter, hvordan man afgrænser, hvilket giver 

30-50.000 mennesker med ASF i Danmark. 

Arbejdsgruppen om ASF og kriminalitet består både af fagfolk 

fra Servicestyrelsen og eksterne samarbejdspartnere med 

vanskeligheder med social kommunikation

vanskeligheder med socialt samspil, 

udviklingsforstyrrelse, der viser sig som 

er en medfødt, biologisk betinget 

Autisme spektrum forstyrrelser (ASF) 

forskningsbaseret viden og praksiserfaringer om ASF og 

kriminalitet. Det er der to meget konkrete mål med. Dels 

at bidrage til at forhindre, at unge med AF begår kriminalitet 

ved at udgive materiale, som kan bruges kriminalpræventivt 

i skole- og ungdomsårene. Dels at udarbejde 

materiale til medarbejdere inden for retssystemet, så de 

både kan identificere de træk ved lovovertrædelser og 

problemadfærd, der kan pege på ASF, og også ved, hvordan 

de skal håndtere disse sager. 

Da sammenhængene mellem kriminalitet og ASF som 

nævnt generelt er underbelyst, har vi også et mere generelt 

og langsigtet mål med arbejdsgruppen: Nemlig i det 

hele taget at skabe større opmærksomhed og viden på et 

område, der måske kan synes specielt, men som naturligvis 

er altafgørende for de mennesker, der er personligt 

berørt af det. 

ekspertise på området. Projektleder er charlotte Holmer 

Jørgensen fra videnscenter for Autisme, som kan kontaktes på 

chj@servicestyrelsen.dk 

litteratur 

charlotte Holmer Jørgensen: National Autisme Plan. 

videnscenter for Autisme, 2006-2007 – 6 bd. 

www.autismeportalen.dk 

lena Nylander: Autismespektrumforstyrrelser hos voksne. 

videnscenter for Autisme, 2003. www.autisme.dk 

Et liv i kaos 

omsider udkommer der en bog om ADHD hos voksne. 

Af psykolog leif Grieffelde, Psykologcompagniet 

ADHD hos voksne har længe været et overset fænomen og 

ofte været kategoriseret med helt andre labels. Fx dyssocial 

personlighedsstruktur, skizoid personlighedsforstyrrelse 

eller borderline. Der har ligeledes været en tendens til at 

forklare ADHD-adfærden som udtryk for dårlig opdragelse 

og opvækst. 

Derfor er det meget velkomment, at der omsider udkommer 

en bog, der handler om ADHD hos voksne og beskriver 

fænomenet som det, det er: Nemlig en livslang tilstand med 

en multifaktoriel baggrund, præget af en høj grad af arvelighed. 

Et liv i kaos er en antologi med bidrag af ti forskellige 

forfattere, og selv om der en del gentagelser og overlap, 

kommer vi ganske vidt omkring både sociologisk, juridisk 

og ikke mindst psykiatrisk. 

ADHD er ofte forbundet med andre diagnoser, sådan 

som professor Per Hove Thomsen udmærket gør rede for i 

et afsnit om ADHDs relativt høje komorbiditet med andre 

gennemgribende udviklingsforstyrrelser, bl.a. autisme. Også 

angst, depression og misbrugsproblemer mv. kan optræde 

ifølge med ADHD. Andre forfattere beskriver de mere 

socialt prægede vanskeligheder, en del kan få, fx forekommer 

kriminalitet ikke helt sjældent. Relevant, ikke mindst 

for sagsbehandlere, er juristerne Kira Hjul Hallberg og 

Camilla Sabroe Jydebjergs bidrag, der handler om det ofte 

konfliktfyldte møde mellem det kommunale system og personen 

med ADHD. 

Et liv i kaos bidrager i høj grad til løsningen af mysteriet: 

Hvad der blev af barnet med ADHD? En voksen med ADHD! 

Bogen formår at relatere ADHD til mange forskellige problemstillinger, 

således at man som læser ikke er i tvivl om, 

at ADHD kan være kompleks, men også til at forstå. 

Bogen henvender sig især til pædagoger, sagsbehandlere, 

psykiatere og psykologer, men voksne med ADHD og deres 

pårørende kan også opnå et vist udbytte. 

Per Hove thomsen & Dorte Damm (red.): 

Et liv i kaos – om voksne med ADHD. 

Hans reitzels Forlag, 2007. 204 sider, 269 kr. 


24 

Kan du styre dig! 

INtErvIEW. Socialt acceptabel adfærd er noget, der kan læres. Det er tankegangen bag Anger Management, 

et kognitivt program, som Kriminalforsorgen tilbyder de indsatte. og det rykker virkelig ved noget, vurderer 

senioruddannelseskonsulent Birger Sjøberg. 


Hvis man er opvokset med at slå først og spørge bagefter, 

så er det ikke noget, man stopper med, fordi man kommer 

i fængsel. Med mindre man netop dér lærer at lade 

være, og det er faktisk en helt konkret mulighed for landets 

indsatte. Alle fængsler i Danmark, både de åbne og 

de lukkede, tilbyder nemlig kurser i Anger Management, 

som det hedder. 

Som navnet antyder, handler det ikke primært om at 

lære at beherske sin evt. voldelighed, men om i det hele 

taget om håndtering af vrede – og i øvrigt også af andre 

stærke følelser som jalousi, had og frygt. Mange i målgruppen 

handler meget impulsivt, når de bliver vrede, 

og det kan føre til mange forskellige typer konflikter og 

uhensigtsmæssige situationer. Undervisningen fokuserer 

på, at eleverne lærer at stoppe op og tænke, før de handler. 

De skal bl.a. blive bedre til at overveje konsekvenserne 

af deres adfærd og til at finde alternative måder at 

reagere på, herunder at kunne udtrykke følelser assertivt. 

What works 

Kurserne i Anger Management tilhører en gruppe af 

kognitive programmer, som blev udviklet i 1980’erne, og 

som bl.a. Canadas kriminalforsorg var tidligt på banen 

med. Den grundlæggende ide er, at en socialt acceptabel 

adfærd er noget, der kan læres, og det overordnede formål 

er at reducere recidiv, dvs. at begrænse antallet af 

tidligere indsatte, der vender tilbage til kriminalitet. Men 

virker det så i praksis, er det jo oplagt at spørge. 

– Når man har gennemført programmet, udfylder man 

et ret omfattende evalueringsskema, og ud af det kan 

vi læse, at det umiddelbart har en stor personlig effekt. 

Hvad der sker på længere sigt, har vi endnu ikke så 

meget viden om i dansk sammenhæng. Men vi har en 

mindre, kvalitativ undersøgelse på trapperne, fortæller 

senioruddannelseskonsulent i Kriminalforsorgen Birger 

Sjøberg, der bl.a. underviser de danske instruktører i 

programmet. Han tilføjer, at hele konceptet er udviklet i 

Canada på baggrund af forskning i ”What works”, altså 

hvad det er, der virker i forhold til at ændre kriminel 

adfærd. 

I alt har godt 400 gennemført AM-programmerne siden 

starten herhjemme i 2000, og det er måske ikke umiddelbart 

et tal, der syner så stort i betragtning af, at der 

alene i 2006 i snit befandt sig knap 4000 indsatte i de 

danske fængsler og arresthuse. Men tallet stiger år for 

år i takt med, at flere og flere hører om muligheden, og 

instruktørerne bliver uddannet. Nok så væsentligt, pointerer 

Birger Sjøberg, har mange ikke behov for programmet 

– og så er der dem, der måske har behovet, men ikke 

ønsker det. Og så bliver man fri, for tilbuddet er frivilligt. 

– Mit bud er, at vi i dag får fat i dem, der selv har 

erkendt, at de har problemer med at håndtere vrede. 

Selve programmet styrker som regel motivationen, men 

jeg vil mene, at deltagerne som minimum skal være i det, 

vi kalder overvejelsesstadiet, hvor der er en ambivalens. 

De må gerne være skeptiske, men hvis de er helt afvisende, 

så tror jeg, det er svært for dem at få noget udbytte, 

siger Birger Sjøberg. 

Umagen værd 

Det tager to år at uddanne en instruktør i programmet, 

og holdene er små, så det er forholdsvis ressourcekrævende 

at tilbyde Anger Management. Men indtil nu har 

Kriminalforsorgen kunnet følge med efterspørgslen, og 

Birger Sjøberg selv er ikke et sekund i tvivl om, at det er 

både umagen og alle pengene værd. 

– Jeg brænder for det her, det gør jeg. Jeg er jo tæt på 

instruktørerne – og dermed deres erfaringer med de indsatte. 

Og der bliver virkelig rykket ved nogle ting, understreger 

han.

litteratur og links 

litteratur og links til hele temaet 

Kriminalitet som livsform 

Den kriminelle subkultur. Af Søren Rishøj Andersen og 

Jacob Brauner Jørgensen. Videnskabsbutikken 2007. 

Kriminalitet som livsstil. Af Gunnar Bergström. 

KRIS-Danmark 2007. 

Psykisk sygdom 

Psykisk sygdom og kriminalitet. Indenrigs- og 

Sundhedsministeriet 2006. 

tvang, kriminalitet og psykisk sygdom. Af Henrik Day 

Poulsen. Psykiatrifonden 2006. 

Kriminalitetsudviklingen blandt psykisk syge lovovertrædere. 

Justitsministeriets Forskningsenhed 2005. 

Straf, retsfølelse og etik 

Danskernes syn på straf. Af Flemming Balvig. 

Advokatrådet 2006. 

Straffebogen. Når dommen falder. Af Mikael Witte. 

CDR Forlag (2. oplag) 2006. 

Straf – hvad ellers? Af Beth Grothe Nielsen. 

Tiderne Skifter 2006. 

retsfølelsen. En bog om straf og etik. Af Jesper Ryberg. 

Roskilde Universitetsforlag 2006. 

Straf eller rehabiltering? Et studie i evolutionspsykologi, 

følelser og politisk holdningsdannelse. Af Michael Bang 

Petersen. Politica 2007. 

Statistik mv. 

Danskernes udsathed for kriminalitet 1986 til 2005. 

Af Flemming Balvig og Britta Kyvsgaard. 

Københavns Universitet, Justitsministeriet o.a. 2006 

volden i Danmark 1995 og 2005. Af Flemming Balvig 

og Britta Kyvsgaard. Københavns Universitet, 

Justitsministeriet o.a. 2006. 

Kriminalitet og uddannelsesforløb: En longitudinel undersøgelse 

af fødselsårgangen 1970. Af Hanne Stevens. s.n. 2005. 

Udviklingen i anmeldelsestallene og i straffe for vold. 


Udviklingen i antal samfundstjenestedomme. 


Diverse 

Kriminalitet og magt. Kriminalitetsopfattelser i det 20. århundrede. 

Af Christian Borch. Politisk Revy 2005. 

Hvad virker – hvad virker ikke? Kundskabsbaseret kriminalpolitik 

og praksis. Af Britta Kyvsgaard. DJØF 2006. 

viktimologi. om forbrydelsens ofre. teori og praksis. 

Af Beth Grothe Nielsen og Annika Snare. Aarhus 

Universitetsforlag (1998) 2006. 

Kriminalforsorgens og de sociale myndigheders samarbejde. 

Af Hanne Ramsbøl. Formidlingscentret for socialt arbejde 

2003. 

(se www.vfcudsatte.dk) 

Dokumentar 

Skyld. Historien bag mordet på Antonio curra. Af Jesper 

Dehn Møller. Lindhardt og Ringhof 2007. 

Da Benjamin blev bankrøver. Af Lars Henriksen. Artikelserie 

i Kristeligt Dagblad 2006 (28.4., 2.5., 4.5., 6.5., 10.5.). 

links 

www.jm.dk Justitsministeriets hjemmeside. Indeholder 

bl.a. aktuelt politisk nyt, lovstof og undersøgelser fra 

ministeriets Forskningsenhed mv. 

www.kriminalforsorgen.dk Oplysninger om institutioner, 

aktiviteter mv. under kriminalforsorgen, korte almene 

fakta fra området, statistik og publikationer. 

www.krim.dk Interesseorganisation, der ønsker fokus på 

kriminalitetens årsager og yder gratis retshjælp til indsatte 

m.fl. Sitet rummer artikler, links kontaktoplysninger mv. 

www.kris-danmark.dk Organisationen arbejder for kriminelles 

revanche i samfundet og består af undervisningstilbud, 

en fængselsgruppe og socialrådgivere. Sitet rummer 

oplyser primært om foreningens arbejde. 

www.balanceifrihed.dk Netværk, der støtter og hjælper 

pårørende til nuværende og tidligere indsatte i fængsler, 

arresthuse og pensioner. Sitet oplyser bl.a. om tilbud og 

aktiviteter. 

Se også boksene til de enkelte artikler. 


26 

Når kvinder går ned 

rEPortAGE. Mange af de hjemløse kvinder har et 

broget kompleks af problemer – fra depression og 

selvmordsforsøg til misbrug og kriminalitet. Men 

de er svære at få øje på i systemet, før det er gået 

rigtig galt. Sådan lyder det fra flere sider på SANDs 

temadag om kvinder og hjemløshed i odense. 

Af journalist Marisa Matarese 

– Kan der gøres noget, så det ikke går så galt? Eller når 

det er gået galt, kan man så finde nogen tilbud til disse 

kvinder, som i højere grad passede til det, de har brug 

for, spørger Gitte Tilia fra Servicestyrelsen. 

Hun er den første taler på SANDs temadag om kvinder 

og hjemløshed i Odense og lægger ud med et 

oplæg om, hvorfor kvinder kan komme så langt ud. 

SAND er de hjemløses egen organisation og står for 

Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark. I august 

sidste år nedsatte de en kvindegruppe, bestående af tidligere 

hjemløse kvinder og enkelte mænd, for at diskutere 

kvinder og hjemløshed. Som afrunding holder SAND en 

temadag for at diskutere emnet med både kvindegruppen 

og forskellige fagfolk. 

Det er vanskeligt i dag at målrette den sociale indsats 

over for hjemløse kvinder. Vi ved nemlig ikke så meget 

om dem, og der er ikke mange tilbud, der direkte sigter 

på dem, fremgår det. 

– Vi ser dem, når de dukker op i det sociale system. Men 

vi ser dem sporadisk. De dukker måske op hos en social- 

FAKtA 

• Socialministeren iværksatte i januar 2007 en tælling af de 

hjemløse for at få et overblik over omfanget. I rapporten 

”Hjemløshed i Danmark”, som blev offentliggjort i august i år, 

har man registreret 5000 hjemløse i en uge i februar 2006. 

80 procent af de hjemløse er mænd og 20 procent kvinder. 

Kilde: www.sfi.dk 

• I 2003 var der 15.832 indskrivninger til ophold på en § 94 

boform. Hver fjerde bruger i 2003 var kvinde og tre fjerdedele 

var mænd. Kilde: Ankestyrelsen 

• I januar 2007 overgik ansvaret for at tilbyde “ophold på 

boformer til personer med særlige sociale problemer, som 

ikke har eller kan opholde sig i egen bolig” fra amterne til 

kommunerne. Det populære navn blev ændret fra § 94 

boform til § 110 boform. 

SANDs temadag om hjemløse kvinder blev afholdt i sommer. 

rådgiver, fordi de skal anmode om en bestemt ydelse, eller 

de kommer som forældre til et skolebarn med problemer. 

Eller de kommer hos deres egen læge eller til afrusning i 

sundhedsvæsnet. Men det er sjældent, myndighederne har 

et samlet billede, en udredning, før det er gået rigtig galt, 

fortæller hun og kigger ud på de omkring 30 kvinder og 

enkelte mænd, der sidder og lytter ved bordene i mødelokalet. 

Mange af kvindernes ansigter synes at vidne om, at 

de selv har oplevet livets modgang og måske deler erfaringer 

med dem, Gitte Tilia fortæller om. 

Det udbredte misbrug 

En af de få undersøgelser, der findes på området, er en 

interviewundersøgelse af 21 forskellige kvinder, der 

opholdt sig på forsorgshjem i Fyns Amt i en vilkårlig uge 

i 1996 og 2002. Ni kvinder blev interviewet i 1996 og 12 

i 2002. Gitte Tilia understreger, at undersøgelsen ikke er 

dækkende, men det er den bedste, hun har. 

For nogle af kvinderne i undersøgelsen begynder det at 

gå galt, når de går fra en partner. 

– 13 ud af de 21 kvinder står uden bolig, fordi de går 

fra en kæreste eller en mand, siger Gitte Tilia og giver et 

eksempel: 

– Brits første mand havde hun kendt, fra hun var ganske 

ung. De fik tre børn, og det hele gik godt, indtil han 

begyndte at slå. Så gik de fra hinanden. Efter et stykke 

tid mødte Brit en ny mand. Han var den sødeste mand, 

man kunne forestille sig, indtil også han begyndte at slå, 

og hun forlod ham, siger Gitte Tilia, og at dømme efter 

reaktionerne i salen er der mere end én, der kan genkende 

scenariet. 

Hjemløshed handler sjældent kun om manglende tag 

over hovedet. Tit har de hjemløse et kompleks af forskellige 

problemer, og det kendetegner også de hjemløse 

kvinder i undersøgelsen, som Gitte Tilia refererer til. 

Flertallet har oplevet svær depression og angst, og mange 

har forsøgt selvmord. Mere end halvdelen har været i 

konflikt med loven, og en tredjedel af kvinderne ventede 

dengang på retssag, dom eller afsoning. Et uhyre udbredt 

problem er misbrug af stoffer eller alkohol, der kan ”trigge” 

en social deroute.

– Misbruget er en afgørende faktor for, at kvinderne 

kommer så langt ud, pointerer Gitte Tilia. 

40 kg og fuld af infektioner 

Netop det med misbrugsproblemerne fokuseres der 

også på, da der efter en kort rygepause er debat. 

Solveig Schultz, der er forstander for forsorgshjemmet 

Hjørnestenen i Randers, tager ordet. Ligesom 

Gitte Tilia bemærker hun, at kvinderne ofte er meget 

dårlige. 

– Når de voksne kvinder endelig kommer frem, er de 

meget syge. De vejer 40 kilo og har infektioner i hele 

kroppen. De misbruger alkohol, stoffer, ja alt godt fra 

havet, siger hun og kritiserer behandlingssystemet for 

at skyde ansvaret fra sig. 

– Hvis du ikke er fløjtende psykotisk, bliver du ikke 

indlagt til afrusning i Randers, og det selvom du har 

et forbrug på tre flasker vodka om dagen. Alle skyder 

ansvaret fra sig, siger hun. 

En af kvinderne i salen lader hovedet synke ned på 

de tatoverede bare skuldre og lukker øjnene i. 

– Nogle af de unge piger, der kommer på 

Hjørnestenen, stikker af fra sexmisbrug i familien. 

Desværre er vi ikke gearet til at klare deres problemer, 

fordi vi simpelthen ikke har ressourcer til det, siger 

Solveig Schultz og fortsætter: 

– Udfordringen med de unge piger er, at de ikke er 

vant til at indgå i sociale relationer, og de har ofte 

ingen grænser over for mænd. 

– Det er den måde, man er vant til at skabe kontakt 

på, kommer det fra en af kvinderne fra salen, og den 

sovende kvinde vågner lidt op. 

– Når dit selvværd ikke er okay, kan du ikke sætte 

grænser. Heller ikke over for mænd, fremhæver en 

anden af tilhørerne. 

– Ville det være en idé at lave rene kvindeafdelinger 

på forsorgshjemmene, spørger én Solveig Schultz. 

– Nej. Jeg ville hellere have mere personale og flere 

ressourcer til rådighed, for kvinderne kræver meget 

omsorg, siger hun. 

Ulige chancer 

Ny bog om social arv er en redelig introduktion, 

men bør suppleres med viden fra socialpsykologien. 

Af lektor Birthe Elholm, Den Sociale Højskole i København 

En lang række forhold synes at have betydning for 

eksistensen af social chanceulighed. Præcis hvilke 

forhold der er tale om, er det dog ganske vanskeligt 

at afgøre. I bogen Social arv og social ulighed, 

redigeret af Niels Plough, gives der en multifaktoriel 

forklaring med fokus på de generelle sociale og 

samfundsmæssige strukturers betydning for problemet. 

Bogen, der er et resultat af et ambitiøst forskningsprogram, 

beskriver og afgrænser begrebet 

social arv. Forholdet mellem opvækstforhold og 

livschancer belyses på en række områder for nutidens 

børn og voksne. De sociale forskelle undersøges 

blandt børn i daginstitutioner, i skolen og 

blandt de unge, der ikke går i gang med en ungdomsuddannelse. 

Bogen ser, igen ud fra et generelt 

niveau, på social arv og mønsterbrydere og endelig 

også på sociale forskelle i sundhed og indkomst. 

Der er tale om en bred introduktion til emnet, 

og bogen kan med fordel læses af studerende på 

pædagog- og lærerseminarierne samt de sociale 

højskoler. Den bør imidlertid suppleres med viden 

fra socialpsykologen om børns socialisering og 

kompetenceudvikling, modstandsdygtighed, sprog, 

tilknytning mv. I arbejdet med børn og familier er 

det nødvendigt at supplere generel viden om strukturelle 

forhold med specifik kundskab om individet 

for at kunne engagere sig og interagere med det 

enkelte barn. 

Social arv og social ulighed er en redelig bog, 

som både giver faktuel viden om området og et 

tiltrængt bud på en teoretisk forståelse af en række 

begreber, som nogle gange nærmest er blevet brugt 

i flæng. 

resten er ude af forskerens hænder og op til politikere 

og praktikere, for som Kierkegård siger: 

” Den Fattige kan man jo lukke sin Dør for, og 

skulde der omkomme Nogen af Hunger, så kan man 

jo see efter i tabelværket, hvor Mange der døe 

hvert Aar af Hunger – og man er trøstet.” 

Niels Plogh (red.): Social arv og social ulighed. 

Hans reitzels forlag, 2007. 212 sider, 275 kr. 


28 

Et spørgsmål om anerkendelse 

Seksuelle overgreb i barndommen er en grundlæggende 

krænkelse, som kan have alvorlige følger 

langt op i voksenårene. Nyt tilbud om gratis psykologbehandling 

opleves som samfundets anerkendelse 

af problemerne. 

Af konsulent lise Barlach, Servicestyrelsen 

Mange mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb 

i barndommen, får følgevirkninger, som kan påvirke 

deres hverdag langt op i voksenlivet. Nogle får især kriser 

i en relativ sen alder, når de fx er i 30-40 års alderen. 

Senfølger af seksuelle overgreb kan komme til udtryk i 

lavt selvværd, depression, vanskeligheder med at danne 

stabile tilknytninger til andre personer og posttraumatisk 

stress. Senfølgerne er ikke nødvendigvis kroniske, 

men kan være udløst af ydre situationer med forstørret 

pres eller øgede forventninger, der fremkalder en krise. 

Sådanne situationer kan opstå ved graviditet eller fødsel, 

ved skilsmisse eller arbejdsløshed, eller dødsfald, herunder 

også – måske umiddelbart mere overraskende – krænkerens 

død. 

tre sfærer 

Axel Honneths teori om anerkendelse er god at anvende 

til en forståelse af, hvordan mennesker grundlæggende 

har behov for at etablere gensidige anerkendelsesrelationer, 

og hvordan krænkelser, som fx seksuelle overgreb, 

mishandling og voldtægt, er ringeagtsformer, der direkte 

truer den personlige integritet. 

Ifølge Honneth findes der tre sociale sfærer. Anerkendelse 

foregår på tre forskellige måder inden for disse sfærer 

og resulterer i tre forskellige personlighedsforhold. Den 

første form for anerkendelse foregår i primærrelationer og 

består i en følelsesmæssig opmærksomhed. Den grundlægges 

i relationen mellem mor og barn og har afgørende 

betydning for barnets udvikling, ikke mindst dets selvtillid. 

I efterfølgende venskabs- og kærlighedsforhold anerkendes 

der basalt set på samme måde som i relationen 

mellem mor og barn. 

Seksuelle overgreb finder også sted i primærrelationer 

og repræsenterer det modsatte af anerkendelse. Et seksuelt 

overgreb på et barn er en gennemgribende krænkelse, 

der truer barnets personlige fysiske integritet og ofte 

resulterer i et ringe selvværd. 

Den anden form for anerkendelse foregår inden for 

den retlige sfære og er kulturelt bestemt. Det vil sige, 

at den kommer til udtryk gennem et samfunds love og 

regler i form af rettigheder. Den foregår både på et mere 

abstrakt niveau ved, at den enkelte borger er bevidst 

lISE BArlAcH er uddannet cand.scient.soc. og har været 

ansat i Servicestyrelsen (tidligere vFc Socialt Udsatte) 

siden 2003. Hun har især beskæftiget sig med prostitution 

som socialt problem og senfølger af seksuelle overgreb. 

om sine rettigheder og om samfundets love og regler, 

og på et mere konkret niveau i mødet med selve retssystemet 

og ved behandling af individuelle sagsforhold. 

Anerkendelsesmåden inden for denne sfære viser sig som 

kognitiv respekt og det praktiske selvforhold, som vellykket 

anerkendelse her resulterer i, er selvrespekt. 

Ringeagtsformer kommer til udtryk som fratagelse af 

rettigheder og udelukkelse, og medfører en krænkelse af 

den sociale integritet. 

Den tredje sfære er den sociale sfære, hvor anerkendelse 

består af værdifællesskab og solidaritet. Denne er, 

som den retlige, kulturelt bestemt. Anerkendelse kommer 

her til udtryk som social værdsættelse og bekræfter den 

enkeltes selvværdsættelse. Ringeagtsformer inden for 

denne sfære er nedværdigelse og fornærmelse, som krænker 

den personlige ære og værdighed. 

Gratis behandling 

Voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, 

har med andre ord været udsat for en voldsom 

krænkelse og en negering af den anerkendelse, der er en 

forudsætning for at indgå i primærrelationer. 

Gennem de sidste tre år har voksne med senfølger af 

seksuelle overgreb kunnet få gratis psykologbehandling. 

Der har været tale om en forsøgsordning, finansieret af 

Socialministeriet og organiseret af Servicestyrelsen, der 

også har stået for bl.a. visitationen. Via dette behandlingstilbud 

opstår der mulighed for, at målgruppen 

oplever en bekræftelse af, at det var en uacceptabel krænkelse, 

de blev udsat for som børn. Tilbuddet kan således 

ses som udtryk for en samfundsmæssig anerkendelse af 

alvoren i den vold og forulempelse, de har oplevet. 

Og netop dette aspekt har øjensynlig haft stor betydning 

for mange af de borgere, der har modtaget behandling 

efter ordningen. 

Det er et af resultaterne i en netop offentliggjort erfaringsopsamling 

om behandlingstilbuddet. En af de psykologer, 

der har ydet behandling, har udtrykt det således: 

”… fordi samfundet betaler, så bliver det også legitimeret, 

at de har lidt overlast engang som børn, hvor samfundet

Illustration: Aakjærs 

• Psykologordningen var en 3-årig for- 

søgsordning, 2004-2007, finansieret af 

Socialministeriet 

• Ordningen blev administreret af det 

tidligere videns- og Formidlingscenter 

for Socialt Udsatte, som nu er en del af 

Servicestyrelsen 

• Formålet var at tilbyde 11 timers gratis 

psykologbehandling til ca. 600 voksne, der i 

barndommen har været udsat for seksuelle 

overgreb 

• 18 psykologer landet over var tilknyttet 

ordningen og gennemførte behandling med 

målgruppen 

har svigtet. (…) det, at samfundet 

betaler, giver dem en følelse af anerkendelse.” 

En validering 

Den typiske hemmeligholdelse og 

tavshed omkring overgrebene og 

de efterfølgende reaktioner får den 

konsekvens, at barnet, dets følelser 

og behov, ikke bliver set og imødekommet. 

Og denne manglende 

anerkendelse følger mange seksuelt 

misbrugte resten af livet. Det har 

derfor stor betydning, at seksuelt 

misbrugte bekræftes i deres oplevelse 

af, at det, de var udsat for, 

var grusomt og forkert, og at deres 

efterfølgende reaktioner og problemer 

er fuldt ud forståelige. En 

anden psykolog kalder derfor også 

behandlingstilbudet for ”en validering 

af deres oplevelse af, at de ikke 

er dumme og burde skamme sig, 

men at det er anerkendt, at de har 

et problem.” 

Også mange af dem, der har modtaget 

hjælp efter forsøgsordningen, 

betoner, at netop det med anerken- 

Fakta om psykologordningen 

• I alt 619 kvinder og mænd modtog psykologbehandling 

under ordningen 

• 83% var kvinder og 17% var mænd 

• Psykologerne vurderede 90% (af i alt 470) 

af klienternes udbytte til at have været 

positivt 

• 93% (af i alt 332) af de klienter, der besvarede 

et spørgeskema, vurderede deres udbytte 

som positivt 

• Psykologerne vurderede, at over halvdelen 

af klienterne havde behov for yderligere 

behandling 

• 54% af alle klienterne havde aldrig tidligere 

modtaget hjælp eller behandling vedrørende 

seksuelle overgreb i barndommen 

delsen har haft en særlig betydning 

for dem. En kvinde fortæller: 

”Jeg synes, det har været så godt. 

Da det gik op for mig, at jeg kunne 

komme ind under ordningen, følte 

jeg, at jeg fik den hjælp, som jeg 

endelig havde fået taget mig sammen 

til at spørge om. Jeg fik mere, end jeg 

havde forventet. Jeg havde forventet, 

at jeg selv skulle betale, men så blev 

jeg lyttet til og godtaget og fik mere, 

end jeg bad om. En form for anerkendelse.” 

Psykologordningen har med andre 

ord været en afgørende, offentlig 

form for anerkendelse af, at de voksne, 

der som børn var udsat for seksuelle 

overgreb, har lidt en overlast, 

som de ikke selv har været skyld i. 

Tilbuddet har således både været 

en mulighed for en helt konkret og 

givende hjælp til en sårbar gruppe, 

der har haft behov for behandling og 

støtte til at bearbejde en traumatisk 

fortid, og samtidig haft en positiv 

symbolsk betydning som samfundets 

genoprettelse af det, der én gang 

blev forbrudt. 

• En stor del af klienterne, 45% (af 332) havde 

været udsat for seksuelle overgreb inden 

for familien 

rapporten om psykologordningen + bilag er 

tilgængelig på www.servicestyrelsen.dk og 

www.vfcudsatte.dk 

Socialministeren har i forbindelse med offentliggørelsen 

af rapporten meddelt, at der vil 

blive søgt satspuljemidler til fortsættelse af 

psykologordningen. 


nyt fra styrelsen 

30 

Film på vej om prostitution 

En kvinde i prostitution. En kvinde, 

der har været prostitueret. Og en 

kvinde, der overvejer at holde op. 

Det de tre, man møder i en kommende 

dokumentarfilm, Illusionen, om tilværelsen 

som prostitueret. Filmen giver 

ingen sikre svar, men vil forhåbentlig 

vække eftertanke og lægge op til 

diskussion. Illusionen udsendes som 

dvd og vil kunne rekvireres via 

www.servicestyrelsen.dk, hvor den 

også vil blive annonceret via nyhedsmail 

ved udsendelsen. Filmen henvender 

sig ikke mindst til studerende og 

Under Under huden huden 

på problemet 

på problemet 

Sådan lyder titlen på en ny antologi om socialt 

arbejde med unge, der har misbrugsproblemer. Unges 

brug af rusmidler har i mange år været genstand for 

opmærksomhed. De seneste år har der ikke mindst været 

bekymring over problemet hos de helt unge, dvs. dem under 

18 år. Antologiens fem artikler kaster fem forskellige vinkler på 

socialt arbejde med unge i denne målgruppe. Bidragene spænder 

fra forskernes hypoteser og nyeste viden til praktikernes kon- 

krete indsats i handling og pædagogik. Bogen er udgivet af 

Servicestyrelsen i et samarbejde med LOS og udspringer af et 

kompetenceudviklingsprojekt til professionelle, der arbejder 

med unge med rusmiddelproblemer. Hele 1. oplag er 

udsendt, men Servicestyrelsen forsøger at finde mid- 

ler til et genoptryk. Indtil da kan den down- 

loades fra www.servicestyrelsen.dk 

fagfolk inden for social- og sundhedsområdet, 

men vil kunne ses bredt. 

Filmen er instrueret og produceret af 

Sussie Weinold, Congo film og udsendes 

af Servicestyrelsen, der også har 

ydet konsulentbistand. Kontaktperson: 

Ann Maskell, anm@servicestyrelsen.dk 

Servicestyrelsen har for nylig udgivet 

bogen Prostitution i Danmark, skrevet 

af Nell Rasmussen. Det er en hånd- og 

undervisningsbog, der kommer rundt 

om alle centrale aspekter af prostitution 

som socialt problem. Bogen kan 

rekvireres gratis via www.vfcudsatte.dk 

SKP-uddannelse er en succes 

At være SKPer for socialt udsatte mennesker 

kræver meget. Metoderne skal 

være i orden, og arbejdet udføres med 

en høj grad af professionalisme. Frem 

for alt kræves et stærkt netværk, tydelig 

rolleafklaring, tætte kolleger og 

efteruddannelse. Behov, som den nye 

SKP-uddannelse nu vil udfylde. 

Udannelsen tilbydes af Servicestyrelsen 

i samarbejde med Den Sociale 

Højskole i Odense og med Kolding 

Pædagogseminarium som underleve- 

randør. Der er undervisningshold syv 

forskellige steder i landet, og tilmeldingerne 

er strømmet ind. 

Servicestyrelsen har tidligere udgivet 

et metodehæfte om SKP til misbugere 

og hjemløse. Hæftet kan downloades 

og bestilles på www.vfcudsatte.dk 

Vil du vide mere om uddannelsen, er 

du velkommen til at kontakte konsulent 

Lise Poulsen, lpo@servicestyrelsen.dk 

Bedre sagsbehandling til udsatte 

Under regeringens handlingsprogram Det fælles ansvar 

II tilbydes et kursus til sagsbehandlere, der arbejder med 

udsatte grupper, fx misbrugere, hjemløse, psykisk syge, 

traumatiserede flygtninge, prostituerede m.fl. 

Formålet er dels at understøtte en forbedring af kvaliteten 

i den kommunale sagsbehandling på området 

generelt, dels at styrke den opsøgende, kontaktskabende 

og støttende indsats. Det er Servicestyrelsen og Danmarks 

Forvaltningshøjskole, der står for tilbudet. 

Kurset tilbydes mange steder landet over. Der var ved 

redaktionens slutning endnu få pladser tilbage. Tilmelding 

og mere information på www.dfhnet.dk 

Også mange af de øvrige initiativer under Det fælles 

ansvar er godt i gang. En del af initiativerne udmøntes via 

ansøgningspuljer, hvor Servicestyrelsen yder processtøtte til 

p.t. 50-60 projekter.

nye publikationer 

Enhedens publikationer siden årsskiftet 

Psykologbehandling til seksuelt misbrugte: 

Erfaringer fra en forsøgsordning for voksne 

Af Lise Barlach. 

Rapport. 121 sider + bilag. 

Under huden på problemet: 

Socialt arbejde og unge med misbrug 

Af Jette Nyboe, Lis Døssing 

og Karen Scott. 

Antologi. 88 sider. 

Årsstatistik 2006: 

Statistik fra centre, der arbejder med 

senfølger efter seksuelle overgreb 

Af Luise Moustgaard Frandsen. 

Rapport. 65 sider. 

Ung og hjemløs: Hvem er de unge 

– og hvad karakteriserer kommunens 

indsats over for denne gruppe? 

Af Ole Elbæk og Mette Højte Jensen. 


voldsramte kvinders arbejdsliv 

Af Vibeke Lybecker Jensen. 

Arbejdspapir. 32 sider. 

Børnelinket – Et chatroom for børn og unge 

i voldsramte familier 


Erfaringsopsamling, del 1. 28 sider. 

Prostitution i Danmark 

Af Nell Rasmussen. 

Hånd- og undervisningsbog. 184 sider. 

Et rummeligt arbejdsmarked 

– også for sindslidende. 

Projekt initieret af Fountain House Fonden 

Danmark. Afsluttende evaluering 

Af Ole Thomsen. 


Danskundervisning for 

Socialt Udsatte Grønlændere 

Af Naja Kleist Stork og Ole Thomsen. 


Statusrapport 2006: 

Kompetencecenter Prostitution 

Af Majken Wiingaard. 


Brobygning mellem thailandske 

prostituerede og Socialcenter 

vesterbro/Kgs. Enghave: 

Erfaringsopsamling for perioden 2003-2006 

Af Mogens Holm Sørensen. 

Erfaringsopsamling. 29 sider. 

loKK børnestatistik 2006 

Af Gitte Tilia og Christina Hansen. 


Udg. i samarbejde med 

Landsorganisationen af 

Kvindekrisecentre 

loKK årsstatistik 2006: 

Kvinder på krisecenter 



Udg. i samarbejde med 

Landsorganisationen af 

Kvindekrisecentre 

Støtte til seksuelt misbrugte. 

Håndbog om 20 centre, der hjælper 

mennesker med senfølger efter 

seksuelle overgreb 

Af Annelise Pawlik og 

Flemming H. Pedersen. 

Håndbog, (3. udgave). 52 sider. 

Alle publikationer findes i en elektronisk version. Nogle af dem foreligger også i trykte udgaver. De er i så fald gratis. Du kan læse mere 

om de enkelte udgivelser, downloade og bestille på www.vfcudsatte.dk NB! oversigten her gælder kun publikationer fra Servicestyrelsens 

Udsatteenhed. Du kan se Servicestyrelsens andre udgivelser på www.servicestyrelsen.dk 


kommentar 

Servicestyrelsen 

Udsatteenheden – København 

Åbenrå 5, 1. sal 

1124 København K 

Returneres ved varig 

adresseændring 

Hårde straffe og god resocialisering 

Kriminalitet skal forebygges med lange fængselsstraffe, der kan virke afskrækkende, og en social indsats 

både før og efter. 

Af MF Peter Skaarup, næstformand i Dansk Folkeparti og formand for 

Folketingets retsudvalg 

For 40 år siden var Danmark et usædvanligt fredeligt 

land. Bankrøverier var et yderst sjældent fænomen, 

grov og hensynsløs vold nærmest et ukendt begreb, og 

respekten for andre folks ejendom i top. Meget er sket 

siden. Danmark har modtaget en del indvandrere, hvoraf 

nogle har ganske anderledes holdninger til vold og 

konfliktløsning end de normer, vi bliver opdraget med i 

Danmark. Samtidig er der en tendens til, at 68’er-generationens 

børn for nogens vedkommende er vokset op 

med ingen eller få normer for god opførsel, hvilket vi ser 

resultatet af alt for ofte på Nørrebro, hvor unge ballademagere 

smadrer andre menneskers ejendom og angriber 

politifolk med sten og flasker og det, der er værre. 

Ovenfor giver jeg et af svarene på, hvordan kriminalitet 

forebygges, og det skal ske ved at lære unge mennesker, 

at de skal respektere andre menneskers private ejendom, 

og derfor selv er nødt til at arbejde for at tjene til et godt 

og langt liv. Det er i øvrigt nemmere end nogensinde at 

få et job, nu hvor arbejdsmarkedet skriger på arbejdskraft. 

Samtidig skal alle danskere, og mennesker der 

opholder sig i Danmark, meget tydeligt have forklaret, 

at vold ikke indgår som et acceptabelt løsningsmiddel i 

tilfælde af politiske, personlige eller økonomiske stridigheder. 

Her har et parti som Enhedslisten en stor opgave 

foran sig med at forklare deres unge tilhængere, at vold 

ikke er et legitimt politisk middel. 

Endelig er det af afgørende betydning at sende et 

klart signal til de mennesker, ofte unge mænd, der ikke 

hjemmefra har lært, at fysisk vold mod tilfældige ikke 

bare er forbudt, men også fuldstændigt uacceptabelt i 

det danske samfund, og at bryder de med denne norm, 

har de en lang fængselsstraf foran dem. Nu er der 

måske nogen, der vil indvende, at kriminologerne siden 

slutningen af 1960’erne har forklaret os, at lange straffe 

ikke duer. Det mærkværdige ved det argument er blot, 

at kriminaliteten rent faktisk er steget enormt siden 

dengang, straffene blev lavere. 

Jeg medgiver gerne, at fængselsstraf ikke isoleret set 

skaber et bedre menneske. Men det er nu heller ikke 

meningen med fængselsstraf. Truslen om lang fængselsstraf 

skal netop virke afskrækkende på den potentielle 

voldsmand og andre kriminelle. Skulle det ikke være 

nok, er det i dag det moderne fængselsvæsens opgave i 

regi af Kriminalforsorgen at lære de kriminelle teknikker 

til at undgå tilbagefald. Dansk Folkeparti støtter 

forsøg og ordninger, der skal nedbringe tilbagefaldet 

blandt de kriminelle, hvilket ikke står i kontrast til 

vores ønske om højere straffe for personfarlig kriminalitet, 

fx voldtægt. Tværtimod vil længere fængselsstraffe 

for nogle kriminelle have den gavnlige effekt, 

at Kriminalforsorgen har styr på dem i en længere 

periode, hvor der er mulighed for at bringe dem på fode 

igen. 

En del kriminalitet udspringer af, at mennesker er i 

en svær livssituation, hvilket kan lede til narkotikamisbrug, 

alkoholisme og andre former for afhængighed. 

Det har høj prioritet hos Dansk Folkeparti, at alle mennesker 

i en vanskelig situation tilbydes afvænning og 

intensiv social støtte således, at de kan komme ud af 

deres misbrug. Kriminalitet forebygges bedst ved, at 

den sociale sektor har de midler og ressourcer, der skal 

til for at forebygge, at børn og unge kommer ud på en 

glidebane. Derfor gør DF en stor indsats for altid at tilgodese 

de svageste i finanslovsforhandlingerne, og hvor 

vi ellers har mulighed for det. 

PEtEr SKAArUP, MF. 

Næstformand for Dansk Folkeparti 

og folketingsgruppen siden 1998. 

Peter Skaarup er bl.a. formand for 

Folketingets retsudvalg.

Kriminalitet - Servicestyrelsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?