Kravspecifikation for Ølsted Skole (PDF)

Børneperspektivet
Af Gunilla Mandsfelt Eriksen
Blødt græs i skolegården, et gyngestativ, en
hoppepude og balkoner til alle klasser med en
trappe ned. Ideerne til en ny og mere spændende
skole væltede frem, da deres udsendte
mødte de to elevrådsrepræsentanter, Lone og
Robert fra 5. klasse. Begge to var dog enige
om at en opfriskning af deres klasseværelser
og skolegård godt måtte komme i første række.
”Hvis jeg måtte bestemme, skulle de i hvert
tilfælde blive malet om så man ikke længere
kan se skrammerne på væggen. Måske i en
hvid farve. Døren den skal også males og helst
i en farve der matcher,” fortæller Robert, og
peger på årtiers skuremærker og små skriblerier
der løber hele vejen rundt, i et vandret bånd,
på klassens gule vægge
Bløde møbler i klassen
5. klassen bor i en af Ølsted Skoles ældste fl øje,
på skolen. Klasselokalets mørke og svagt marmorerede
linoleum, samt podiet foran tavlen,
stammer fra en tid hvor elever blev placeret i
en dør, midt- og vinduesrække med ansigtet
vendt mod læreren. Sådan er det ikke mere. I
klassen, fortæller Lone og Robert, må børnene
selv bestemme hvor de vil sidde. Borde og
stole er alle delvist stillet ud til væggene. No-
gen parvis andre enkeltvis, en enkelt har oven
i købet fundet, en uforstyrret plads, mellem to
reoler.
Det giver plads i midten af rummet. Plads som
både Lone og Robert gerne ville indrette med
et par komfortable møbler:
”Jeg kunne godt lide de billeder vi så af Hellerup
skole. Det så hyggeligt ud med alle de
puder som klassen kunne sidde på. Vi kunne
også godt trænge til nogle sækkepuder i vores
klasse. Men der skal nok laves en liste over
hvem der må bruge dem. Ellers kommer vi
nok til at slås om dem,” lyder det snusfornuftigt
fra Robert.
Udsigt til omverden
Lyset fra vinduerne i klassen synes både
Lone og Robert er i orden. Men placeringen
måtte der godt ændres på. Typisk for den tid
er vinduerne i klasserne placeret højt oppe,
uden mulighed for udsyn til omgivelserne. Et
bevidst valg for datidens skolebyggeri i det læreren
derved kunne sikre sig elevernes uddelte
opmærksomhed.
Med nutidens afvekslende undervisningsformer
bortfalder argumentet dog for det, lidt
kælderagtige lysindtag:
” Vi skal helt op og stå på et bord for at
kunne se ud. Jeg kunne godt tænke mig at
vinduet blev fl yttet ned så vi kan se noget.
Hvis vi også kunne få en udgang til en balkon
med en trappe ned, ville det være rigtig dejligt.
Så kunne vi gå udenfor og lave vores lektier,
mens man nyder solskinnet,” smiler Lone ved
tanken mens hun drømmende kigger ned på
det grønne græs nedenfor klassen.
I spisefrikvarteret har begge børn en drøm om
at kunne gå hen i en kantine eller en cafe for at
købe sig en sandwich eller en kop kakao. I dag
sidder alle børnene indenfor og spiser – også
selvom det er godt vejr udenfor:
”Det er lidt irriterende at bruge sit skolebord
som spisebord. Især hvis man lige har visket
rigtig meget ud. Så ligger de der nullermænd
på bordet sammen med madpakken. Hvis vi i
stedet havde en kantine, så ville jeg helt sikkert
gå derhen og spise min mad,” fastslår Robert.
En skolegård med mere spræl i
Ude på gangen er der fastmonteret en række
bord-og-bænk sæt. De er alle sammen klappet
forsvarligt op af væggen og dermed ikke tænkt
til brug i frikvarteret. Det kan også være godt
det samme. Materialer på vægge og lofter gør
at akustikken er hård, hvilket giver en rungende
og badeværelses lignende lyd blot ved
almindelig samtale. Derfor, fortæller Lone og
Robert, bliver kammeraterne i klassen enten
inde i klasseværelset for at høre musik eller
22