Blad 1/2011

De fandt vej over havet, de gæve vikinger
Af Jørgen Busch
Der var vikinger overalt. De sejlede til Shetlandsøerne, Skotland,
Irland, Færøerne, Grønland, det nordamerikanske kontinent
og til det meste af Europa, inklusive Middelhavet. Over
åbent hav eller langs med kysterne. Og når de kom hjem fra deres
togter, fortalte de drabelige historier. Historierne blev fortalt
igen og igen, indtil en skriftklog gik i gang med at skrive historierne
på tyndt frostbleget skind. Men mellem de egentlige hændelser
og de skriftlige udgaver af historierne gik der nogle år.
Det gjorde ikke historierne dårligere, men det kunne ikke undgås,
at fejl og forskønnelser blev medtaget i beretningerne.
De mange arkæologiske og samtidige skriftlige kilder beviser
dog, at vikingerne sejlede langt omkring. Vi kender deres skibe,
sejlføring og bemanding. Ved rekonstruktion af arkæologiske
fund, ved utrættelige forsøgssejladser og ved kontakt med ældre
fiskere i Nordnorge ved vi nu, hvordan disse vikingeskibe skal
sejles - - - men hvordan fandt vikingerne for mere end 1000 år
siden vej over det nordlige Atlanterhav til landene ude mod vest
for Danmark og Norge, hvor der kun var vand så langt øjet rakte,
og intet land at tage pejlinger på ?
Vikingetidens navigation er kun sporadisk behandlet, og for
det meste er denne forskning udført af personer med mangeårig
teoretisk og praktisk maritim uddannelse, det grundlag, som er
nødvendigt, for at kunne analysere de få og indirekte henvisninger,
de gamle islandske håndskrifter indeholder.
At der ikke står noget direkte om hvilke metoder eller hjælpemidler
en vikingetids skipper brugte, kan hænge sammen med,
at det fra meget gammel tid har det været en regel for alle skippere,
at de holdt deres viden om navigation for sig selv. Måske
var der trolddomskunst med i spillet, når skipper kunne føre et
skib ud over åbent hav, og ramme plet på en destination. Der var
jo noget overnaturligt i, at en vikingetids skipper kunne sejle ud
fra en plads i det jyske, og gentagne gange finde frem til Lindisfarne,
hvor de i klosteret røvede alt af værdi, og tog godt for
sig af omegnens kvinder. Måske har det senere været angsten
for, at besætningen skulle begå mytteri og overtage både skib og
14
ladning, som fik skipper til at holde sin viden tæt ind til kroppen
Fra området omkring Bergen i Norge sejlede skipperne lige
mod vest til Shetlandsøerne. Enkelte tog lidt fejl af årstiden, og
det hændte, at de fik en forlænget sejlads på grund af hårdt vejr,
mistede Shetlandsøerne, og kom helt over til Færøerne.
Bedre gik det ikke for en viking ved navn Naððoð, som under
en planlagt sejlads mellem Norge og Færøerne, blev slået ud af
kurs på grund af hårdt vejr, og havnede i Island. Det var også
hårdt vejr, som gjorde, at det amerikanske kontinent blev opdaget.
Vi ved fra beretningerne i de gamle islandske håndskrifter,
Landnámabók, at vikingerne sejlede hele vejen - uden anløb af
havn - mellem Norge og Grønland. Fra den irske by Limerich
og helt over til området omkring New Foundland, ved ’Vinland
det gode’.
I modsætning til befolkningen andre steder i det nordlige
Europa, var en meget stor del af Islands befolkning i den sene
vikingetid og tidlige middelalder i stand til både at læse og skrive.
Det kan vi i dag nyde godt af, i form af bevarede oldislandske
håndskrifter - - som populært kaldes sagaer. Viden om vikingetidens
sejladser og navigation, kan vi i dag finde, ved at
slå op i de gamle islandske håndskrifter, og læse dem med ’maritime
briller’.
Tekst 1, faximile af original text: Af Hnu. Fotokopi: KU, Det Arnamanæanske
Institut.