Blad 1/2011

på skyggen fra en lodret pind, gnomon, i midten af skiven, om
han var nord eller syd for en planlagt kurs. Var skyggen fra gnomon
mellem den tegnede kurve og gnomon, var skipper syd for
kursen - og omvendt, hvis skyggen var længere end til den tegnede
kurve.
Omkring år 150 f.v.t. sejlede den græske matematiker og
astronom Pytheas fra Middelhavet til England og videre til Island.
Undervejs beskrev han landene, og beregnede disse landes
paralleller - nordlige breddegrader. Til dette formål benyttedes
observationer af solens meridianhøjde, hvilket blev foretaget
ved at bestemme længden af solens skygge fra gnomon på den
vandrette plade. Med viden om gnomons højde, var det nemt
at udregne stedets parallel (breddegrad), ved hjælp af Pythagoras’
læresætning om retvinklede trekanter og kordetabeller. 300
år senere reviderede matematikeren Claudius Ptolemæus kordetabellerne,
og opfandt et indstrument, Regula Ptolemaica, som
kunne give en næsten nøjagtig breddeobservation. Med en kopi
af Regula Ptolemaica var det muligt for mig, at bestemme breddegraden
for strandbredden ved Ishøj Strandpark med mellem 3
og 5 sømils nøjagtighed.
Vikingerne havde efter al sandsynlighed en form for solkompas,
for at kunne holde kursen, og at de benyttede observationer
af solens meridianhøjde til kontrol af den breddeparallel
mod vest eller øst, de skulle følge. Men når det drejede sig om
at ramme Grønlands østkyst et eller andet sted, behøvede nøjagtigheden
ikke at være inden for hverken 3 eller 5 sømil. Brug af
et solkompas er en forholdsvis sikker måde at komme fra øst til
vest eller omvendt. Det fundne fragment fra Unartoq er tolket
som værende et solkompas med indridsede kurver.
Fra en engelsk munk, Alexander Necham, som levede i midten
af 1100-tallet, findes i hans bog, De Naturis Rerum, en beskrivelse
af, hvordan skipperne i den Engelske Kanal ser på en
’pil’ under sejlads i tåge mellem England og Frankrig, for at
holde kursen. Alexander Necham ser under overfarten, at ’pilen’
peger i nordøstlig retning. Det må have været en form for magnetisk
retningsviser, et kompas, hvilket passer meget godt med,
at misvisningen omkring år 1100 e.v.t. er vurderet til, at have
været ca. +22° i omegnen af den Engelske Kanal..
Denne beskrivelse af en magnetisk retningsviser, et kompas,
er den første fra et nordeuropæisk land, men fra Kina findes beretninger,
som er mange hundrede år ældre - den gang hed det
en sydviser, fordi den ene spids i ’kompasset’ pegede mod solen
i syd ved solens meridianpassage.
16
Som tidligere nævnt, kom Bjarni Herjulfson ud af kurs på sin
sejlads til Grønland. I det islandske håndskrift, Flateyjarbók,
Þáttr Eirks Rauða, står der: Eptir þat sá peir sól ok máttu þa deila
ættir. I oversættelse, og med respekt for den maritime betydning,
står der: Da de (igen) så solen, kunne de dele vinkler (finde
deres breddegrad) og bestemme kursen (til Herjulfsnæs). For
enhver uddannet navigatør er det underforstået, at der i teksten
i Flateyjarbók står, at Bjarni kunne tage en meridianobservation,
finde sin breddegrad, sætte kursen, og sejle hjem til Herjulfsnæs.
Men der er flere beviser på, at vikingerne kunne foretage en
næsten nøjagtig breddegradobservation. Vikingen Naððoð var
i hårdt vejr slået ud af kurs under en sejlads mellem Norge og
Færøerne. Historien er, set ud fra en maritim vinkel, meget interessant.
Tekst 2, faximile af tekst om Naððoð. Fotokopi: KU,
Det Arnamagnæanske Institut.
På nutidig islandsk står der:
Svá er sagt, at menn skuldu fara ór Nóregi til Færeyja; nefna sumir
til Naððoð viking; en þá rak vestr i haf ok fundu þar land
mikit. Þeir gingu upp i Austfjorðum á fjall eitt hátt ok sásk um
viða, ef þeir sæi reyki eða nokkur likindi til þess, at landit væri
byggt, ok sá þeir þat ekki þeir fóru aptr um haustit til Færeyja;