Blad 1/2011

ikke var sejlet til Amerika, men til Skotland, selv om kursen i
Landnámabók er angivet som mod vest, og ikke øst eller nordøst.
Forklaringen på tallet vι (6) er antagelig, at den person, som
har skrevet en tidligere eller den seneste kopi af beretningen om
Ari, har skrevet den på et tidspunkt, hvor den tidligere måde at
sammensætte romertal over ti (10) i mellemtiden var ændret, antagelig
for at undgå fejltagelser mellem romertallene ι og I, som
med vore nutidige tal er 1 og 50.
Tekst 4, indsættelse af tabel. Fotokopi: KU, Det Arnamagnæanske
Institut..
Ved at søge i faglitteraturen fandt jeg en multiplikationstabel, der
viste hvordan romertallene blev skrevet omkring år 1000 e.v.t.
Ettal (1) blev skrevet med en kort lige streg, ι, og tallet 50 blev
skrevet med en længere lige streg, I. Se den gamle multiplikationstabel
ved 5x8 og 8x7, som med nutidige romertal ville være
skrevet som xL og Lvι. Da romertallet for 50 blev ændret fra I til
L, var det antagelig for at undgå fejltagelser. Den kopist, som udførte
afskriften fra en tidligere håndskrevet kopi, vidste helt sikkert
intet om ændringen fra det tidligere I for 50 til det ny romertal
L for 50, hvorfor han afskrev vI som vι og ikke som 45. Beretningen
om Aris sejlads fortæller, at den varede i 6 (vι) dage,
18
men han var 45 (vI) dage om sejladsen, hvilket giver et mere realistisk
etmål på ca. 30 sømil, når den antydede vejrsituation tages
i betragtning, og det har sikkert været rigtig ubehageligt i et
vikingeskib. Denne beretning om Aris sejlads viser, at Aris skipper
kunne følge en kurs mod et forud bestemt påkommende sted
- og gjorde det, selv om vejrforholdene har været meget ugunstige
på den overfart. Denne beretning om Ari og sejlruten mellem
Irland og Amerika må formodes at være bekræftet, efter at den
norske arkæolog Helge Ingstad fandt og udgravede et vikingetids
gårdkompleks på nordspidsen af New Foundland ved Lance
Aux Meadows, som ligger næsten lige mod vest fra mundingen
af Shannon i det vestlige Irland. I forbindelse med udgravningen
ved Lance Aux Meadows blev der fundet et smykke af irsk oprindelse.
Er der arkæologiske fund, som støtter antagelsen, at vikingerne
havde og brugte en eller flere former for instrumenter?
Ved Unartoq i det sydlige Grønland udgravede museumsinspektør
C.L. Vebæk i 1948 en vikingetids klosterruin, og under selve
klosteret fandt han en beboelse, som havde givet plads for klosteret.
I resterne af denne beboelse fandt C.L. Vebæk et fragment
af en skive med en diameter på ca. 7 cm. Det var en halv skive af
træ, med flere buede og lige indridsede streger. I skivens periferi
var der skårne hak med mellemrum, der svarer til de 32 inddelinger
i et nutidigt kompas. Gamle navigationslærere plagede deres
elever med at huske navnene på alle inddelingens betegnelser.
C.L.Vebæk viste fragmentet for en bekendt, skibsfører Carl
V. Sølver, som ikke var i tvivl - det drejede sig om et kompaslignende
instrument, antagelig et solkompas. Andre personer med
teoretisk og praktisk maritim uddannelse var enige i C.V. Sølvers
vurdering.
Der skulle dog gå et halvt århundrede, før et hold skoleelever
fandt endnu et vikingetids instrument. Det skete i forbindelse
med en arkæologisk udgravning, som Qaqortoq Museum (Julianehåb)
fortog i nærheden af et vikingetids gårdkompleks ved
Qorlortoq. Qorlortoq ligger få kilometer nordnordøst for Erik
den Rødes bygd, Brathalid, som ligger lige overfor Narsarssuaq i
Sydgrønland. Fundet blev sendt til Nationalmuseet i København
for konservering. Gennem kontakt til Qaqortoq Museum fik jeg
mulighed for at se fundet på Nationalmuseet i Købernhavn. Heller
ikke denne gang var der tvivl om, at det var et instrument for-