You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Præteritum</strong> (<strong>datid</strong>)<br />
<strong>Præteritum</strong> angiver det, der<br />
a) hører det forbigangne til:<br />
Jeg læste meget, da jeg var barn<br />
b) kan tænkes, men ikke er sket:<br />
Hvis bare jeg læste på det hver dag, ville jeg nok få det lært<br />
Det sidste eksempel kaldes for IRREALIS. Der tales om et ønske, som kan eller ikke kan<br />
opfyldes. Andre eksempler på irrealis:<br />
Gid krigen snart holdt op! (et ønske som antagelig ikke opfyldes).<br />
Hvis der, som i eksempel b), udtales et ønske som muligvis kan opfyldes, så tales der om potential<br />
irrealis. F.eks. også: Du kunne jo tage fejl (sandsynligheden for det er måske fifty-fifty, så det er<br />
en mulighed).<br />
Brugen af præterium<br />
<strong>Præteritum</strong> er den almindeligst brugte fortælleform. Den kaldes i den egenskab for episk<br />
præteritum. Den er med til at skabe en vis afstand mellem læseren og de begivenheder, der<br />
skildres. Begivenhederne kommer til at virke fortidige, hvad enten de er opdigtede eller<br />
sandfærdige, men ved læserens indlevelsesevne kan de blive mere nærværende. Man glemmer tid<br />
og sted, hedder det.<br />
Oftest bemærker man slet ikke præteritum, når man læser. Den er ikke påfaldende eller<br />
påtrængende, således som f.eks. den historiske præsens.<br />
<strong>Perfektum</strong> (<strong>før</strong> <strong>nutid</strong>)<br />
<strong>Perfektum</strong> dannes ved at et infinit hovedverbum sættes i forbindelse med finitte former af<br />
hjælpeverberne have, være, blive, få. Således dannes der sammensat tid: har læst.<br />
Brugen af <strong>før</strong> <strong>nutid</strong><br />
<strong>Perfektum</strong> skildrer ligesom præteritum det fortidige, men betoner samtidig dets betydning for det<br />
<strong>nutid</strong>ige.<br />
I digtningen møder man sjældent en længere passage holdt i perfektum. Det skyldes, at det kan<br />
virke uskønt med en bestandig gentagelse af hjælpeverbet (finittet) have eller være. Men dertil<br />
kommer også, at perfektumsformen bremser handlingsgangen, fordi den vurderer handlingen<br />
som afsluttet, mens præteritum skildrer handlingens forløb.<br />
32
Plusquamperfektum (<strong>før</strong> <strong>datid</strong>)<br />
Før <strong>datid</strong> angiver<br />
a) det virkelige resultat af det, der ligger forud for <strong>datid</strong>en:<br />
Da far kom hjem, havde jeg læst 30 sider<br />
b) det tænkte, uvirkelige<br />
Hvis du havde havde læst bogen, ville du have forstået hvad der blev sagt.<br />
Brugen af <strong>før</strong> <strong>datid</strong><br />
Før <strong>datid</strong> betegner ligeledes en fortidig handling, som har fundet sted forud for et tidspunkt, som<br />
også er fortidigt. Før <strong>datid</strong> bruges endnu sjældnere end perfektum i en længere passage. Vi kan<br />
dog finde et eksempel i Karen Blixens Den afrikanske farm:<br />
Denys, tænkte jeg, havde iagttaget og fulgt hele de afrikanske højlandes liv og færden, og bedre<br />
end nogen anden hvid mand havde han kendt deres jordbund og årstider, plantevækst og dyreliv,<br />
vinde og dufte. Han havde holdt øje med vejrforandringerne, og med folkene i højlandene, med<br />
skyerne, og med stjernerne om natten. Her i højene havde jeg for ganske nylig set ham stå<br />
barhovedet i eftermiddagssolen og stirre ud over landet, han tog sin kikkert op, for at finde ud af<br />
alt, hvad der foregik. Han havde tilegnet sig Afrika, og i hans øjne og hans sind var det blevet<br />
forandret, stemplet af hans egen personlighed og gjort til en del af ham selv. Nu tog Afrika imod<br />
ham og tilegnede sig ham. Det ville forandre ham og gøre ham til ét med sin egen natur<br />
Ved at bruge <strong>før</strong> <strong>datid</strong> formen får Karen Blixen gjort opmærksom på Denys' tidligere liv inden<br />
hun lærte ham at kende; et liv som blev levet <strong>før</strong> den tid hun sad på sin farm i Afrika. En tid <strong>før</strong><br />
dengang jeg’et lærte Denys at kende .<br />
<strong>Perfektum</strong> participium (<strong>datid</strong>s tillægsform)<br />
Datids tillægsform er den bøjningsform af et udsagnsord, der ender på –t eller –et. Som navntet<br />
tillægsform antyder, minder den dog på nogle punkter mere om et tillægsord (adjektiv) end som et<br />
udsagnsord. Det viser sig <strong>før</strong>st og fremmest ved at den har tre forskellige bøjningsformer, som<br />
kan bruges afhængigt af, hvad den lægger sig til:<br />
t-formen, dvs. den ubøjede form eller intetkønsformen. Den ender altid på –t fx spist, pudset,<br />
strøget osv.<br />
Maden blev spist med stor lyst.<br />
e-formen, dvs. den form der bl.a. bruges i flertal. Den ender altid på –e, fx spiste, pudsede,<br />
strøgne osv.<br />
Vinduerne var pudsede (se også senere).<br />
33
n-formen, dvs. den specielle fælleskønsform. Den ender altid på –n fx strøgen, indløben,<br />
undsluppen osv.<br />
Han lagde en nystrøgen dug på bordet. (se også senere)<br />
Af disse tre former er n-formen langt den sjældneste. De findes kun i forbindelse med en lille<br />
gruppe tillægsformer. Mange tillægsformer har slet ikke nogen n-form.<br />
Brugen af perfektum participium<br />
Betragt følgende sætningerne:<br />
a) Vinduerne er pudset.<br />
b) Vinduerne er pudsede.<br />
I sætning a) bruges t-form, mens der i sætning b) bruges e-form. Men hvad er forskellen på de<br />
to sætninger? Er de lige rigtige?<br />
I sætninger, hvor grundleddet står i flertal (her: vinduerne) og hvor perfektum participium står<br />
efter en form af hjælpeudsagnsordet at være(dvs. er, var, har været, er blevet), kan det være svært at<br />
afgøre, hvilken af de to former man skal bruge. I sådanne sætninger kan tillægsformen enten<br />
betegne en handling eller en tilstand.<br />
Hvis meningen er, at vinduerne er blevet pudste, at der altså er nogen der har ud<strong>før</strong>t den handling<br />
at pudse dem, eller at de har undergået den proces at være blevet pudset, så er det t-formen, der<br />
er den korrekte.<br />
Derimod vil det være mere korrekt at bruge e-formen, hvis meningen er, at vinduerne nu er<br />
pudsede, dvs. at de er i den tilstand at de er nypudsede, pæne og blanke.<br />
Noget andet, der er med til at gøre dette svært, er, at det kan være svært at se om pudset/pudsede<br />
står som et udsagnsord eller et tillægsord (adjektiv). Når det gælder adjektiver, så er reglen jo<br />
den, at man altid skal bruge e-form i forbindelsen med flertal. Det hedder f.eks. ”Stolen er flot”<br />
men ”Stolene er flotte”. Ifølge den logik, burde man jo altid bruge e-form, men det gælder altså<br />
ikke udsagnsord, der står som perfektum participium eller i <strong>datid</strong>s tillægsform.<br />
Kigger vi lidt nærmere på sagen, så opdager vi, at problemet med om man skal bruge en t-form,<br />
en e-form eller en n-form ikke bare er et problem i forbindelse med <strong>datid</strong>s tillægsform.<br />
Betragt følgende sætninger:<br />
1) Han lagde en nystrøgen/nystrøget dug på bordet.<br />
2) De fik nyopgravede/nyopgravet kartofler til middag.<br />
3) Eleverne var fuldstændig uinteresserede/uinteresseret i lærerens forklaringer.<br />
De understregede ord i disse sætninger er ord, er ikke egentlige <strong>datid</strong>s tillægsformer (altså<br />
udsagnsord), men adjektiver. Hvis der var tale om <strong>datid</strong>s tillægsformer, skulle man kunne danne<br />
34
en navnemåde til dem, men det kan man ikke. Der jo ikke noget der hedder ”at nystryge”, ”at<br />
nyopgrave” eller ”at uinteressere”. Sådanne tillægsord behandles i princippet som andre<br />
tillægsord, og det vil altså for disse eksemplers vedkommende sige, at man roligt kan bruge<br />
flertalsformerne nyopgravede og uinteresserede.<br />
Hvad angår det <strong>før</strong>ste eksempel med nystrøgen/nystrøget, så fremgår det af Retskrivningsordbogen,<br />
at begge former er lige korrekte. Det skal dog tilføjes, at n-formen (nystrøgen) i dag virker ret<br />
gammeldag, og man nok i de fleste tilfælde ville bruge t-formen.<br />
Det kan være svært at finde nogen helt fast regel for, hvornår man bruger de forskellige former<br />
af <strong>datid</strong>s tillægsform. I nogle tilfælde får man en vis hjælp af de ord, der står foran eller<br />
umiddelbart efter tillægsformen. Betragt følgende sætninger:<br />
1) Vinduerne er lige pudset.<br />
2) Vinduerne er blevet pudset.<br />
3) Vinduerne er pudset af viceværten.<br />
I disse eksempler bliver det klart, at der er tale om en handling, ved at det enten angives hvornår<br />
(lige er blevet) eller af hvem (viceværten) vinduerne er blevet pudset.<br />
Omvendt er der også nogle tilfælde, hvor det tydeligt fremgår, at der er tale om en tilstand.<br />
Betragt følgende sætninger:<br />
1) Vinduerne er blanke og pudsede.<br />
2) Vinduerne var meget ridsede.<br />
3) Vinduerne er upudsede.<br />
I den <strong>før</strong>ste sætning bliver pudsede sideordnet med et adjektiv, som tydeligt står i flertal (blanke).<br />
I den næste sætning er det brugen af gradsangivelsen meget, der viser os at ridsede angiver en<br />
tilstand (der kunne fx også have stået enormt, død- eller smadder- i stedet for meget). I den sidste<br />
sætning er det forstavelsen –u der viser os at det drejer sig om en tilstand.<br />
Af ovenstående kan vi udlede følgende hovedregler:<br />
Hvis man fx kan indsætte et blevet i sin sætning uden at betydningen ændres, er det t-formen man<br />
skal bruge:<br />
Nu er bestemmelserne igen ændret (= Nu er bestemmelserne igen blevet ændret)<br />
Det samme gælder, hvis man ved hjæp af ordet af + fx et navn kan tilføje hvem det er der har<br />
ud<strong>før</strong>t handlingen:<br />
Bestemmelserne er ændret (= Bestemmelserne er ændret af folketinget)<br />
Kan man indsætte en gradsangivelse (fx meget, ret, totalt, smadder- eller død) så peger det i retning af, at<br />
man skal bruge e-formen:<br />
Fuglenes reder var ødelagte (= Fuglenes reder var totalt ødelagte)<br />
35
Hovedreglen er endvidere, at en <strong>datid</strong>s tillægsform, der tilhører et grundled i flertal, skal stå i eform:<br />
Hendes dæk var temmelig nedslidte.<br />
Alle varerne var stjålne.<br />
Skaderne var heldigvis begrænsede til stuehuset.<br />
Om søndagen er butikkerne altid lukkede.<br />
osv.<br />
Det skal dog her til sidst nævnes, at disse regler ikke er helt faste. I den almindelige sprogbrug er<br />
der faktisk en stærk tendens til at bruge t-formen uanset om der er tale om en handling eller<br />
tilstand. Slår man op i en ordbog, så vil man derfor også finde ud af, at det også i mange tilfælde<br />
er korrekt at bruge t-form i nogle af det ovenstånede eksempler med e-form:<br />
fx Om søndagen er butikkerne altid lukket osv.<br />
36
Præsens participium (<strong>nutid</strong>s tillægsform)<br />
Præsens participium eller <strong>nutid</strong>s tillægsform er den bøjningsform af et udsagnsord, der ender på<br />
–ende fx gående, brændende. Den kaldes også for lang tillægsform.<br />
Brugen af <strong>nutid</strong>s tillægsform<br />
Én af de ting man bør lægge mærke til i forbindelse med denne bøjningsform er, at d’et i endelsen<br />
–ende er stumt. Dvs. man ikke siger [gå-en-de] men snarere [gå-ne]. At man ikke kan høre d’et<br />
kan i nogle tilfælde bevirke, at man kan komme til at blande <strong>nutid</strong>s tillægsform sammen med<br />
<strong>datid</strong>s tillægsform, i de tilfælde hvor sidstnævnte ender på –ne fx i følgende eksempel: Lånet var<br />
nået op på 59.753 med påløbne / påløbende renter. Begge ord er korrekte, men de har hver sin<br />
betydning, og derfor er det vigtigt ikke at blande dem sammen.<br />
Taler man om påløbne renter, så menes der renter, der er løbet på lånet, men påløbende renter er de<br />
renter, der nu og i fremtiden vil løbe på lånet. Der gælder lidt det sammen, når man skelner<br />
mellem udkomne bøger, dvs. bøger der allerede er udkommet, og udkommende bøger, dvs. bøger der<br />
udkommer eller er lige ved at udkomme. På samme måde hedder det krigens faldne om dem der<br />
er faldet, men faldende priser om de priser der på vej nedad (er ved at falde). Det hedder ligeledes<br />
den forløbne uge om den uge der er forløbet, og det indtagne slot om det slot der er blevet indtaget<br />
eller erobret, hvorimod det indtagende slot har en helt anden betydning, nemlig at det er ’et<br />
charmerende slot’.<br />
Således er der en række ord, hvor de to tillægsformer rent fonetisk og udtalemæssigt kan ligne<br />
hinanden, men hvor meningen faktisk er meget forskellig. I de fleste tilfælde er der dog en<br />
tydelig forskel mellem de to tillægsformer, og de er også lette at høre forskel på:<br />
<strong>datid</strong>s tillægsform<br />
det brændte hus<br />
en indløbet nyhed<br />
<strong>nutid</strong>s tillægsform<br />
det brændende hus<br />
en indløbende nyhed.<br />
Forskellen mellem <strong>datid</strong>s og <strong>nutid</strong>s tillægsform kan beskrives på denne måde:<br />
Datids tillægsform betgner noget der er (eller var) sket. I eksemplet med det brændte hus er der<br />
tale om et hus, der er (eller var) blevet brændt, og på samme måde med den indløbne nyhed, som jo<br />
er en nyhed der allerede er indløbet. Desuden kan <strong>datid</strong>s tillægsform omskrives til en<br />
hen<strong>før</strong>ende sætning (dvs en der- eller som-sætning) med er (eller var) + en <strong>datid</strong>stillægsform, der<br />
ender på –t. Det kan <strong>nutid</strong>s tillægsform ikke. Eksempel:<br />
det brændte hus huset, som/der er brændt.<br />
37
den indløbne nyhed nyheden, som/der er indløbet.<br />
Nutids tillægsform betegner noget, der sker (eller skete) eller noget der er ved at ske. Et<br />
brændende hus er et hus der brænder (eller brændte) eller som er ved at brænde, og på samme er<br />
den indløbende nyhed en nyhed der indløber eller er ved at indløbe.<br />
Sluttelig er det også værd at nævne, at der udover udsagnsord, der bøjes i <strong>nutid</strong>s tillægsform, også<br />
er en del ord, der ikke (længere) er bøjningsformer, men nu står som helt selvstændige ord.<br />
Disse ord kan ikke veksle mellem –ne og –ende efter betydningen, men har enten den ene eller<br />
den anden endelse.<br />
De ord, der ender på –ende er ens i alle bøjningsformer. Således hedder det fx en tilsyneladende<br />
modsigense, den tilsyneladende modsigelse og de tilsyndeladende modsigelser. Det samme gælder ikke for<br />
ord der ender på –ne. Denne bøjningsform bruges kun i bestemt form ental og i flertal fx den<br />
fedladne vært, de fedladne værter, men i ubestemt form ental ender de på –en (en fedladen vært). De<br />
fleste selvstændige ord på –ende er adjektiver fx ansvarshavende, banebrydende, bedrevidende,<br />
hovedrystende, spændende, tilsyneladende, udearbejdende, utiltalende osv.<br />
Enkelte ord er da også substantiver fx et andragnde, et anliggende, et foretagende, en henseende,<br />
et ildebefindende osv.<br />
Endelig er der to almindelige ende-ord, som er forholdsord nemlig: Vedrørende og angående.<br />
38
Modalverber<br />
Modalverberne udgør en særlig gruppe, i det de bøjes ureglemæssigt.<br />
at kunne kan kunne har kunnet<br />
at skulle skal skulle har skullet<br />
at ville vil ville har villet<br />
at måtte må måtte har måttet<br />
at burde bør burde har burdet<br />
at turde tør turde har turdet<br />
Det karakteristiske ved modalverbernes bøjning er at:<br />
a) de bøjes uregelmæssigt i <strong>nutid</strong><br />
b) præterium og infinitiven er det samme.<br />
Brugen af modalverber<br />
Hovedreglen er at modalverber bruges sammen med infinitive uden at , hvilket er forskelligt fra<br />
islandsk.<br />
Hann kann að lesa Han kan læse ikke ** Han kan at læse<br />
Hvad angår betydning så er der ikke så stor forskel på dansk og islandsk.<br />
ville og skulle<br />
kan fungere som hjælpeverber ved dannelse af futurum (fremtid). F.eks. I morgen vil jeg være i Rom<br />
ved denne tid. Jeg skal rejse i aften.<br />
Som egentlig modalverbum udtrykker skulle befaling, trussel eller løfte. Du skal læse det her! Jeg<br />
skal nok komme i morgen.<br />
Som modalverbum udtrykker ville en vilje. Jeg vil tage til Hørsholm i morgen. I forbindelsen vil<br />
gerne udtrykkes der en høflig anmodning. Jeg vil gerne have bogen tilbage engang i næste uge.<br />
Ville kan desuden betegne noget hypotetisk, f.eks. Det ville jeg gøre i dit sted.<br />
måtte<br />
har på dansk flere betydninger:<br />
1) en nødvendighed, f.eks. Jeg må desværre gå nu!<br />
2) en tilladelse, f.eks. Du må godt være med.<br />
39
3) en sikker formodning f.eks. Nu må toget snart være her.<br />
4) et ønske (højtidelig stil) f.eks. Måtte dine planer lykkes.<br />
burde<br />
har på dansk kun betydningen at have pligt til f.eks. Du bør altid læse dine lektier.<br />
turde<br />
har på dansk to betydninger<br />
1) at vove noget f.eks. Han tør ikke være alene om aftenen.<br />
2) en formodning (højtideligt sprog) Det turde sjældent forekomme.<br />
At eller ikke at?<br />
I dette korte udrag af Politikens sprogbrugsleksikon: Håndbog i nudansk fra 1998, kan du læse<br />
lidt mere om brugen af ord ”at”.<br />
40
Diatese (aktiv passiv)<br />
I en sætning, der skildrer en handling, er den handlende person ofte subjekt, og verbet har da<br />
aktiv form. Det led, som handlingen er rettet mod kaldes patiens. Kig på følgende eksempler.<br />
a. manden rammer b. han rammes<br />
manden ramte han ramtes<br />
41
I a. udgår handlingen fra subjektet (han). Vi siger at verbet står i aktiv, og at subjektet er agens. I<br />
b. rettes handlingen mod subjektet. Subjektet er genstand for en handling fra en anden person.<br />
Verbet står da i passiv og subjektet er patiens.<br />
Ved transitive verber kan patiens gøres til subjekt, verbet får da passiv form.<br />
Gartneren (agens) passer haven (patiens).<br />
Haven (patiens) passes af gartneren (agens).<br />
Passiv dannes ved 1) at der føjes -es eller -s til præsens og præteritum: spise-s / spist -es eller 2)<br />
ved omskrivning med blive: passer - bliver passet / passede - blev passet.<br />
Nogle verber er neutrale i forholdet aktiv:passiv, idet de kun har den ene af formerne. Det<br />
gælder modalverber, upersonlge verber (det sner, det dages), andre verber uden personlig agens<br />
(se, vare, spire/lykkes, grønnes, rygtes) og nogle refleksive verber ( forelske sig, skabe sig)<br />
Verber kaldes refleksive, hvis objektet er identisk med subjektet, f.eks. jeg vasker mig.<br />
Bøjningsskema over aktiv/passiv<br />
Eksempel med: at vaske AKTIV PASIV<br />
Navnmåde at vaske vaskes / blive vasket<br />
Nutid vasker vaskes / bliver vasket<br />
<strong>datid</strong> vaskede vaskedes / blev vasket<br />
<strong>før</strong> <strong>nutid</strong> har vasket er blevet vasket<br />
<strong>før</strong> <strong>datid</strong> havde vasket var blevet vasket<br />
Brugen af passiv<br />
Passiv benyttes, når man ønsker at fremhæve den person eller ting, som handlingen rettes imod.<br />
Det led, som er agens, vil i passiv stå længere tilbage i sætningen og derved gøre sig mindre<br />
gældende, eller det vil slet ikke blive nævnt. Forordninger, brusanvisninger, opskrifter og<br />
lignende brugse ofte passiv, fordi det er unødvendigt eller for omstændeligt at nævne agens:<br />
Gadelygten tændes kl. 18. Æsken åbnes i venstre side. Der indrømmes nedsættelse af indkomstskat i følgende<br />
tilfælde.<br />
Prøv at omskrive følgende madopskift til aktiv. Hvilket subjekt er det nødvendigt at indsætte.<br />
42
” Tomaterne vaskes, og et låg skæres af; de udhules og fyldes med en fars, der laves på følgende<br />
måde: smørret brues let, og løgene svitses heri. Flormelet, der er udrørt med rødvin og suppe,<br />
irøres, hvorefter de hakkede champignon, paprika, engelsk sauce, citron, salt og rasp tilsættes, og<br />
alt gennemkoges. Den tykke stuvning fyldes nu i tomaterne, der hver især belægges med et lille<br />
stykke smør og reven ost. De sættes på en smurt plade, der stilles i en varm ovn 10 minutter,<br />
hvorefter de udtages og garneres om kød- eller fiskeretter. ”<br />
Passiv benyttes sjældent over længere stræk i digterisk sprog. Den omskrevne form virker<br />
ubekvem, fordi der ikke er mulighed for variation af hjælpeverbet, og s-formen er for påfaldende<br />
til, at den kan bruges hyppigt.<br />
Fyndord, sentenser, ordsprog har ofte passiv form:<br />
Hvad udad tabes, skal indad vindes<br />
Der kræves både kraft og alvor til en synd.,<br />
Og slukkes alle sole og stjerner engang.<br />
Den druker ej, som hænges skal.<br />
Nogle verber har -s endelse og ser derfor ud til at være verber i passiv-form, men er faktisk<br />
verber i aktiv form. Det drejer sig om følgende ord:<br />
at dages, at færdes, at grønnes, at længes, at lykkes, at mindes, at nøjes, at rygtes, at synes, at<br />
ældes.<br />
Bøjningen af disse s-verber er uregelmæssig:<br />
at synes synes syntes har syntes<br />
Bemærk at lykkes er et upersonligt verbum på dansk.<br />
Det lykkes mig, det lykkedes mig, det er altid lykkedes mig.<br />
Indikativ (fortællemåde) og imperativ (bydemåde)<br />
Præsens og præteritum dækker alle mulige former for udsagn og disse to former kaldes under et<br />
for idikativ. Indikativ skildre tingene, som de faktisk er.<br />
Imperativ eller bydemåde har mere appellens karakter, lige fra ønske opfordring, befaling til<br />
trussel.<br />
Imperativ er lig med ordets stamme. Ordet at komme bliver til Kom! at hjælpe bliver til hjælp!<br />
43
Imperativformen virker meget dominerende, hvis den optræder hyppigt i en tekst. I lykrik og i<br />
lyrisk prosa kan man finde imperativen som et element i en retorisk stil. I sådanne tilfælde<br />
udtrykkes ikke en vilje, men der henpeges til noget. F.eks. i følgende strofe af Emil Aarestrup:<br />
Se, vort lille taffel spejler<br />
sig i floden. Se forellen<br />
Pynter fadet med sin sidste<br />
Stive, gratieuse sprællen!<br />
(Emil Aarestrup: En middag)<br />
Modalverber kan ikke forekomme i imperativ, men man kan sagtens meddele en vilje eller<br />
befaling uden at bruge imperativ. De kan ske ved hjælp af præsens indikativ eller modalverbum<br />
+ infinitiv:<br />
Konjunktiv<br />
Ti nu stille! (imperativ)<br />
Nu tier du stille! (indikativ)<br />
Nu skal du tie stille (modalverbum + infinitiv)<br />
Konjunktiv udtrykker noget tænkt, hvad enten det er muligt eller uopnåeligt. Den kan fremstille<br />
enhver ytring som betinget, i modsætning til indikativen, der fremsætter den som en<br />
kendsgerning.<br />
I mange af de andre europæiske sprog er konjunktiv meget synlig. Også på islandsk, idet der<br />
findes en speciel konjunktivform af verberne. Det gør der ikke på dansk, men det<br />
konjunktiviske kommer dog til udtryk. Det karakteristiske er, at hvis et udsagn udtrykker noget<br />
konjunktivisk, dvs. noget tænkt, uvirkeligt, anvendes verbet uden tidsbetydning. Et udsagn, som<br />
er holdt i præteritum, henviser til noget som <strong>datid</strong>igt. Hvs man ændrer udsagnet til præsen,<br />
bliver udsagnet <strong>nutid</strong>it. Ændres et konjunktiv-udsagn til præsens, mister det sit præg af<br />
konjunktiv. I følgende uddrag af Agerhønen af Martin A. Hansen bruges der konjunktivudsagn<br />
i præterium:<br />
Jeg kan ikke gå derud, sagde han, hvad skulle jeg der? Jeg kunne ikke<br />
udrette så meget som vor ven Nielsen. Var jeg ham, så havde jeg<br />
allerede været der, var kommet hjem igen og sov sødt i sengen. Så var<br />
jeg kommet derind, havde trykket hænder, set dem i øjnene, talt<br />
trøstens ord, slået op i Testamentet, hvor et mærke lå for lejligheden<br />
Føj for pokker! Det er for svært, Marie.<br />
44
Det konjunktiviske ved udsagn kommer oftest tydeligst til udtryk ved hjælp af modalverbum i<br />
Præterium + infinitiv: kunne komme, ville spise, måtte læse. Hvor mange af sådanne forbindelser kan<br />
du finde i ovenstående tekst af Martin A. Hansen?<br />
Skriftlig opgave:<br />
Beskriv et hus, en have, en lejlighed eller et værelse, som det faktisk er, og derpå som du kunne<br />
ønske, det var. Benyt indikativ i <strong>før</strong>ste del, konjunktiv i den følgende.<br />
Opsummering<br />
Man kan sige at verbet er »et kært barn med mange navne«. Verbet er hovedordet i en hver<br />
sætning, da en sætning slet ikke kan eksistere uden et verbum. Man kan opdele verberne i<br />
transitive, intransitive og modalverber.<br />
De finitte verbalformer; præsens, præteritum, konjunktiv og imperativ bøjes i tid, måde og<br />
diatese (aktiv-passiv).<br />
De infinitte verbalformer: infinitiv og paricipier bøjes ikke.<br />
I den pædagogiske formidling kan det være nyttigt at opdele verberne i 5 grupper, hvor de to<br />
<strong>før</strong>ste grupper udgøres af de svage verber og de tre sidste af stærke og uregelmæssige verber.<br />
GRUPPE NAVNEMÅDE NUTID DATID KORT TIL. FORM<br />
Gruppe I at snakke -r -ede har snakket<br />
Gruppe II at tale -r -te har talt<br />
Gruppe III at sidde -r sad har siddet<br />
Gruppe IV at skulle skal skulle har skullet<br />
Gruppe V at skændes skændes skændtes har skændtes<br />
Gruppe I og II er som sagt de svage verber. Gruppe III udgøres af de stærke og uregelmæssige<br />
verber, som er opgivet listen. Gruppe IV udgøres af modalverberne og gruppe V af de såkaldte<br />
s-verber.<br />
Denne gruppering er naturligvis forenklet, men kan være en god hjælp for eleverne til at lære sig<br />
bøjningsformerne.<br />
45
Ved indlæring af stærke og uregelmæssige verber (Gruppe III) kan det lette indlæringsprocessen,<br />
hvis man præsenterer dem i forhold til vokalændringer, sådan som det også er gjort ovenover.<br />
46