Partnerskab omkring kræftrehabilitering - Center for Kræft ...

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
5 Diskussion
Jeg har i forbindelse med udførelse af interviewene og den efterfølgende analyse gjort nogle
kritiske metodeovervejelser i forhold til min egen position, da der kan være vanskeligheder
forbundet med at operere i ens eget felt. Min opfattelse af partnerskabet mellem Københavns
Kommune og Kræftens Bekæmpelse vil bære præg af, at jeg til dagligt befinder mig i miljøet, og
derfor har mine egne blinde pletter. Det kan have betydet, at det ikke var muligt at indtage en helt
objektiv position i forhold til interviewpersonernes udtalelser. Den viden og forforståelse jeg har i
forhold til det konkrete partnerskab, kan også betyde, at jeg i mine interviews har forfulgt nogle
bestemte temaer i interviewpersonernes svar. Af samme årsag fik jeg heller ikke spurgt direkte ind
til deres bud på, hvordan man løser problematikken omkring patienternes inaktivitet. Alligevel fik
jeg nogle oplysninger, som jeg ud fra min faglige position som fysioterapeut mener at kunne
fortolke som værende overensstemmende med at forebygge inaktivitet. Interviewpersonerne var i
forvejen bekendt med min ansættelse i sundhedscentret, men jeg forsøgte ikke at lade det påvirke
vores samtale. De formåede da også begge at være med til at udbygge min indsigt i det
virkelighedsbillede, der ligger til baggrund for partnerskabet.
Hvad er det så et partnerskab mellem den offentlige sektor og en privat organisation i
virkeligheden kan bidrage med i forhold til kræftrehabilitering? Iflg. Anne Nissen og Jens Egsgaard,
så er det at få skabt et helhedsorienteret tilbud, der kan give patienterne den genoptræning og
rådgivning, der skal hjælpe den enkelte borger med at genskabe et godt og meningsfyldt
hverdagsliv på trods af sygdom. For at opnå et bedre sammenhængende forløb pointerer Jens
Egsgaard vigtigheden af at få bygget bro til de behandlende sygehusafdelinger i regionen. Dette er
også efter min mening af afgørende betydning, da man ved at få patienterne i gang med
rehabilitering så tidligt som muligt kan gøre en indsats for at forebygge fysisk inaktivitet, psykiske
nedture og social isolation. Det er ligeledes vigtigt, at der her er tid og ro til at have fokus på de
menneskelige faktorer, og at der er forskellige faglige professioner, der kan byde ind med deres
specifikke kompetencer overfor den enkelte patient og de pårørende. En anden gevinst ved
partnerskabet er, som jeg ser det, at der dannes netværk, hvor patienterne kan møde ligestillede,
der ved, hvad det vil sige at have en kræftsygdom. Her peger Anne Nissen på det miljø, den kultur
og de aktiviteter, som de frivillige medarbejdere i Kræftens Bekæmpelse i høj grad er med til at
skabe.
Når der nu efterhånden er begyndende evidens for, at fysisk aktivitet har en positiv virkning på bl.a.
patienternes fysiske kapacitet og livskvalitet, så kan man undre sig over, at det i sygehusregi ikke
vægtes højere at få det implementeret i behandlingen. Det samme er gældende for ”de bløde
værdier”, altså de psykiske og sociale elementer, der er af afgørende betydning for patienternes
15