Afstandskorrektionens indvirkning på nærforien

32 VINDER AF 3. PRISEN I ÅRETS OPTIMUS PRIS
AF REBEKKA SAKSAGER WILDENSKOV,
METTE SKØTTAGAARD SIMONSEN,
ANNE DISSING PEDERSEN OG TILDE GLAD.
Afstandskorrektionens
indvirkning på nærforien
F
ormålet med dette projekt
er at undersøge om prismerne,
der opstår i brilleglas, når en
afstandskorrektion, bruges på fuld
tid og dermed også til nærarbejde,
har indvirkning på nærforien.
Vi har arbejdet ud fra den hypotese,
at der er en sammenhæng
mellem brillestyrke (Rx) og nærfori.
Vi mener, at myope udvikler mere
exofori, og hyperope udvikler mere
esofori, og at jo højere den habituelle
styrke er jo højere fori. Det
er interessant at undersøge denne
sammenhæng, da vi ved, at der
opstår en prismeeffekt, når en afstands
brillekorrektion bruges til
nærarbejde. Når der fikseres på et
nært objekt med en afstandsbrille
udløses nærrefleksen. Øjnene konvergerer
og glassenes centerdistance
er dermed ikke længere tilsvarende
pupildistancen (PD).
Når lyset fra et objekt rammer
brilleglasset afbøjes lysstrålen mod
prismets basis, hvilket nedsætter
konvergenskravet for den myope.
Det modsatte gør sig gældende for
den hyperope med pluskorrektion,
hvor basis ud effekten øger konvergenskravet.
Vores hypotese er, at patientens
visuelle system med tiden vil tilpasse
sig situationen, og at den myope
vil udvikle mere exofori, og den hyperope
vil udvikle mere esofori.
For at finde ud af, om der er en
sammenhæng, har vi foretaget en
række undersøgelser.
Vores patienter er en gruppe
prepresbyope fuldtids brille- og
linsebrugere. Vi har målt patienternes
nærfori i habituel situation med
Thorringtons forimåling og derefter
analyseret resultaterne ved hjælp af
beskrivende statistik.
For udelukkende at vide, hvordan
prismepåvirkningen har indflydelse
på nærforien, er det nødvendigt
at tage højde for den okulære
akkommodation (OA).
Vi er klar over, at den okulære
akkommodation spiller en rolle ved
nærarbejde med en brillekorrektion
og har taget det faktum med i vores
betragtninger. Den okulære akkommodation
gør, at en brillekorrigeret
myop skal akkommodere mindre
end en hyperop eller emmetrop.
Det modsatte gør sig gældende for
den hyperope, der skal akkommodere
mere end den myope og emmetrope.
Prismevirkningen og den okulære
akkommodation opstår udelukkende
i forbindelse med en brillekorrektion,
så vi vil ikke forvente en
påvirkning af forierne hos kontaktlinsebrugerne.Kontaktlinsebrugerne
fungerer derfor som en kontrolgruppe
i vores projekt.
Undersøgelsen
Vi har undersøgt 97 prepresbyope
patienter i alderen 13-35 år. Ud af
dem er 59 brillebrugere og 38 kontaktlinsebrugere.
Patienternes styrker
varierer fra -12,76 til +5,76 og
Strålegange for det
myope og det hyperope
øje ved læsning
på 40 cm med afstandskorrektion.
Pilene markerer retningen
øjet skal dreje
for at lyset samles i
macula.

nærforierne varierer fra 22 exo til 7
eso.
For at det er muligt at undersøge
korrektionens indvirkning på
forierne, har vi valgt udelukkende at
bruge patienter med en fuldtidskorrektion.
Vi har undersøgt både brille-
og linsebrugere for at kunne sammenligne
resultaterne.
Fordeling af nærforier ved de 73
myope og 21 hyperope brille- og
kontaktlinsebrugere
Før vi har målt nærforien på vores
patienter, har vi foretaget en covertest
for at udelukke skelere, og vi
har målt akkommodationsbredden
for at udelukke patienter med evt.
akkommodations syndrom.
I vores statistik bruger vi den
habituelle styrke på venstre øje, da
maddoxglasset udelukker akkommodationsstimuli
til højre øje. Ved
alle astigmater har vi udregnet styrken
i 180 grader, da der regnes på
horisontale forier. Da vi udelukkende
ønsker at finde prismevirkningens
effekt på nærforien, er det nødvendigt
at fratrække effekten af den
okulære akkommodation.
Den okulære akkommodation
beregnes med følgende formel
Endvidere er det nødvendigt
at kende AK/A forholdet,
der sættes til 4/1D, som er
normalen ifølge Morgan. AK/A
forholdet bruges til beregning af
den okulære akkommodations
effekt på nærforien.
Når effekten af den okulære akkommodation
fratrækkes, vil en brillekorrigeret
myop med exofori gå
mere mod esofori og en myop med
esofori vil gå mere i eso retning.
Omvendt vil en brillekorrigeret
hyperop med exofori gå mere mod
exo og en hyperop med esofori gå
mere i exo retning.
Vi kan ud fra vores målinger og
33

34 VINDER AF 3. PRISEN I ÅRETS OPTIMUS PRIS
statistik se, at der er en sammenhæng
mellem brillekorrektion og
nærfori. Det er statistisk signifikant,
at de myope har mere exofori, og
de hyperope har mere esofori, og
at jo højere styrken er, jo højere fori.
Vores resultater indikerer samtidig,
at det primært er prismevirkningens
effekt, der har indflydelse på
nærforien. Dette kan forklares, idet
sammenhængen mellem fori og
brillestyrke stadig er statistisk signifikant,
efter effekten af den okulære
akkommodation er fratrukket.
Vores resultater indikerer samtidig,
at prismepåvirkningen alene har
større indvirkning på nærforien end
den okulære akkommodation. Det
visuelle system tilpasser sig altså
prismepåvirkningen, når brillekorrektionen
bruges over længere tid.
Hos kontaktlinsebrugerne ses
der som forventet ingen statistisk
sammenhæng mellem styrke og
fori.
Vi har opbygget vores hypotese
og undersøgelse ud fra, at brillebrugerne
udelukkende bruger briller,
og kontaktlinsebrugerne udelukkende
bruger kontaktlinser. Vi
er dog klar over, at nogle af patienterne
skifter mellem briller og linser.
Ved gentagelse af studiet kunne
man med fordel udelukke patienter
der skifter mellem de to korrektionsmuligheder.
For at følge udviklingen i patienternes
tilvænning til prismevirkningen
i deres afstandsbrille, kunne det
være interessant at følge en større
gruppe patienter, over en længere
årrække. Patienterne skal som udgangspunkt
være emmetrope. Re-
MYOPE HYPEROPE
fraktion og fori måles regelmæssigt,
så udviklingen kan følges og et
eventuelt mønster iagttages. Ud fra
vores undersøgelse vil forventningen
til dette projekt være, at forien
vil stige i takt med refraktionen.
Vores resultater indikerer, at den
prismatiske effekt ved brug af en
afstandskorrektion har en betydning
for nærforien. Denne viden kan med
fordel bruges i praksis.
Første gang, man skal korrigere
en myop patient, kan korrektionstypen
tages med i overvejelserne. Når
man tildeler en brillekorrektion, påføres
patienten en exofori. Udvikler
denne patient høj myopi, og dermed
høj exofori, vil et skift til kontaktlinsekorrektion
senere hen højest
sandsynligt give problemer. Havde
man omvendt valgt at korrigere med
kontaktlinser fra starten, ville et skift
til briller ikke give problemer i forhold
til konvergens og akkommodationskrav.
Derimod vil andre aspekter
som ændring af billedstørrelsen
spille ind.
Ved brillekorrektion af hyperopi
påføres en esofori. I praksis bør man
overveje at give en kontaktlinsekorrektion,
idet den stiller lavere krav
til konvergens og akkommodation,
især hvis patienten har nedsat akkommodationsbredde.
Har man fra
starten tildelt en brillekorrektion, kan
et skift til kontaktlinser give problemer,
da den hyperope ikke opnår
forstørrelse i kontaktlinserne.
Projektet giver også anledning
til overvejelser over, hvordan Morgans
normer kan bruges i praksis.
På baggrund af vores fund mener vi,
at det vil være relevant at tolke fori-
normerne anderledes hos patienter
med høj myopi og høj hyperopi, da
det i disse tilfælde synes at være
mere sandsynligt, at der også findes
en høj fori.
På Y-aksen angives en exofori med negativt
fortegn og en esofori uden fortegn. Grafen
er lavet over 56 patienter.
På Y-aksen angives en exofori med negativt
fortegn og en esofori uden fortegn. Grafen
er lavet over 38 patienter.
På Y-aksen angives en exofori med negativt
fortegn og en esofori uden fortegn. Grafen
er lavet over 56 patienter.