Socialrådgiveren nr. 17-2010 - Dansk Socialrådgiverforening

Hun løber,
fordi hun ikke
kan lade være
Hun begyndte at løbe som 47-årig, fordi hun havde taget på efter et rygestop. Nu, ni år efter,
har socialrådgiver Dorrit Hørlyck løbet over 100 maratonløb. Plus det løse.
TEKST METTE MØRK FOTO ULRIK SAMSØE-FIGEN
8 SOCIALRÅDGIVEREN 17 I 2010
Dorrit Hørlyck bruger af og til sig selv som eksempel over
for de borgere, hun samarbejder med på Arbejdsmarkedscenter
Syd i Århus. Hun er nemlig det fremragende
bevis på, at det kan betale sig at sætte små mål, man kan
nå – for så er de store pludselig inden for rækkevidde.
Hendes egen historie handler om en eks-ryger med ti
kilo for meget på sidebenene, der blev lokket med på en
luntetur i skoven af datteren. Og som satte sig et mål om
at kunne løbe 3 km uden ophold. Da det lykkedes, blev
næste mål at løbe de 5 km til DHL-stafetten – og siden
har den 56-årige socialrådgiver ikke set sig tilbage. Da vi
aftalte interviewet, var det fordi, hun netop havde løbet sit
maraton nummer 100.
– Men det er jo 10 dage siden. Nu har jeg løbet 103, siger
Dorrit Hørlyck.
Og smiler lidt forlegent. For hun ved godt, at hun er lidt
nørdet med sin hang til at løbe langt. Men hun kan ikke lade
være.
– Det er svært helt at sætte ord på, men det er stadigvæk
en dyb tilfredsstillelse for mig, når jeg gennemfører
et løb. Når jeg endnu engang kan mere, end jeg troede. Den
følelse er fantastisk.
Hun viser vej i den skov midt i Århus, hun næsten kærligt
kalder for sin hjemmebane – når hun altså bare løber de små
ture på fem eller ti km. Og hun konstaterer, at hvis nogen for
ni år siden havde sagt til hende, at hun ville komme op på
at løbe 40 maraton-løb om året, ville hun have grinet højt.
– Jeg begyndte udelukkende, fordi jeg tog ti kilo på, da
det endelig lykkedes mig at holde op med at ryge. Det
var jeg virkelig træt af, og så puffede min datter til mig
og fik mig med ud i skoven. Jeg trængte også til at tænke
på noget andet end de cigaretter, jeg ikke mere måtte få,
siger Dorrit Hørlyck.
Hun lægger ikke skjul på, at de første mange løbeture var
en pine at komme igennem.
– Jeg pustede og stønnede, og jeg fik ondt alle steder.
Det var ikke nogen fornøjelse.
Men datteren pressede på, motiverede og holdt ved – og
en dag kunne hun løbe 3 km uden at holde pause.
– Samtidig tabte jeg mig faktisk, og det motiverede også.
Så var jeg nødt til at sætte mig et nyt mål for at blive ved.
Jeg skal have noget at opnå, ellers forsvinder motivationen,
siger hun.
Hun gennemførte DHL-stafettens fem kilometer, og så
blev hendes næste mål at løbe 10. Så gik hun efter en halvmaraton
og så …
Dorrit Hørlyck lægger hovedet tilbage og kigger op i
efterårshimlen. Den er grumset og lover regn, men vejret
er holdt op med at betyde noget.
– I begyndelsen brugte jeg dårligt vejr som en undskyldning
for ikke at løbe. Men i dag klæder jeg mig bare på
efter det, for jeg har brug for at komme ud. Hvis jeg tager
hjem fra arbejde og er lidt stresset og har hovedpine, så
hjælper det altid, hvis jeg løber en tur. Og hvis jeg går rundt
en søndag og er rastløs og i dårligt humør, så kan min mand
også godt finde på at sige, at det måske var en idé, at jeg
lige løb en tur. Han ved, at det altid hjælper.
Nogle dage træner hun selv, men de fleste dage er hun
sammen med løbevennerne fra klubben Århus 1900, der er
blevet et væsentligt omdrejningspunkt i hendes liv.
– Løb er langt mere socialt, end jeg forestillede mig. Vi
snakker meget, mens vi løber, og når vi løber maraton, er vi