Tidsskrift for åndsvidenskab - Nyimpuls.dk

Martinus sagde, at lægerne var Guds forlængede arme
i sådan en situation. Jeg har selv oplevet en parallel
situation hertil. Der er nok ingen tvivl om, at denne
genmangel har været bekendt for Martinus og hans
hjælpere på det åndelige plan, da de planlagde Martinus
inkarnation, men det betød ikke så meget, da denne misere
kunne afhjælpes under vejs.
Martinus legeme ældedes på helt normal vis. Det blev
slidt og brugt. Det blev endda rigtig meget brugt, fordi
Martinus ikke sov så meget i forhold til almindelige
mennesker (det er jo i søvnen, at de fysiske elementer
repareres efter dagens slidtager). Han havde kun et
søvnbehov på få timer pr nat. Hele hans legeme blev
slidt som det er normalt, og slidtagen meldte sig på den
sædvanlige måde, og hans livsforløb var ikke længere
end det er for et normalt menneske.
Det eneste der kunne observeres desangående var, at lige
til det sidste var hans hjerneforbindelse til det åndelige
(hans kosmiske bevidsthed) intakt. Det så ikke ud til at
denne forbindelse ældedes og blev slidt. Det fortæller
os, at denne forbindelse grundlæggende var baseret på
elementer, der lå uden for det fysiske plan. Forbindelsen
skulle dog på et bestemt sted i forløbet ind på det fysiske
plan gennem hans hjerne (via hjernens antenneelementer)
for at nå til en fysisk erkendelse, og her er det nok
sandsynlig, at der på det sidste opstod en fysisk svaghed
ved at den fysiske hjernefunktion blev slidt.
Martinus døde den 8. marts 1981, og var ved fuld
bevidsthed til det sidste. Han faldt ud af sengen og
brækkede lårbenet. Han kom på sygehuset, og personalet
var klar over at han var døende. De prøvede at tale med
ham om døden for at berolige ham. Sådan gjorde de jo
med alle døende. Det udviklede sig dog hurtigt sådan, at
det var Martinus, der belærte dem om døden m.m. Han
døde kl. 1.30 natter til den 8. august. Han blev 90 år og
7 måneder.
Martinus forlod igen det fysiske plan, efterladende et godt
udtjent legeme, en overfrakke som han var nødt til at have
på, medens han var her. Der er ingen tvivl om, at der var
mange åndelige væsener tilstede for at byde Martinus
velkommen tilbage. Martinus havde imidlertid ikke brug
for at nogen skulle lede ham tilbage til det åndelige plan.
Han kendte jo vejen i alle detaljer, og for ham var den
kort, formodentlig kun som et ”blink med øjnene”.
Martinus talte meget om de mikrovæsener der tjener os i
form af vores krop med alle dens organer og dens celler.
Martinus beskrev det som et mikrounivers. Han belærte
os om, at vi skal være gode ved disse mikrovæsener,
medens vi er i kroppen. Mikrovæsenerne er vores
medvæsener. Vi skal endvidere gøre hvad vi kan for at
22
vores mikrovæsenerne kan få så human en død, som det
er muligt, når vi forlader kroppen.
De efterladte gjorde hvad de evnede for at efterkomme
Martinus ønske.
---------------------------
Dette var en kort, lidt kalejdoskopisk gennemgang af
emnet. En beskrivelse af hvad jeg kan stykke sammen om
de forhold der, efter min mening, var bemærkelsesværdige
omkring ”bevidstheden Martinus” besøg på det fysiske
plan her på jorden. Et besøg som vi har oplevet i form af
mennesket Martinus.
Der er naturligvis et utal af andre forhold, der har gjort
sig gældende. Forhold som vi ikke har indsigt i, men
det var hvad vi, med nogenlunde sikkerhed, kan udlede
af det Martinus har skrevet og sagt, sammenholdt med
videnskabens iagttagelser omkring livet på det fysiske
plan, dog set ud fra åndsvidenskabens sandheder.
Det er vigtigt, at man foruden at se på åndsvidenskabens
forklaringer, hvis man ellers forstår dem, også ser
på det bidrag videnskaben giver til en forståelse af
livet på jorden, hvis man da evner at integrere disse i
helhedsbilledet. Hvis man kun enøjet ser på den ene del
heraf, mangler man i allerhøjeste grad evnen til at opleve
livet i alle detaljer.
Jeg har i denne beskrivelse undladt at komme ind på
Martinus karakteregenskaber, som var bevis for, at han
efterlevede de åndsvidenskabelige normer som han
redegjorde for. Om disse kan man læse i ovennævnte
biografi.