Tidsskrift for åndsvidenskab - Nyimpuls.dk

Martinus beskriver det i småbogen ”Bønnens mysterium”.
Når Jesus sagde, at man ville få alt, hvad man bad om i
”hans navn”, betød det ifølge Martinus ”i Jesu ånd”, altså
i uselviskhedens og alkærlighedens ånd.
Man skal altså ikke forvente, at et rent selvisk ønske om
at vinde i lotteriet kan blive opfyldt! Men Martinus har
også sagt, at alt hvad man inderligt ønsker nok skal gå
i opfyldelse en gang, når betingelserne for det er til det.
For en energi sendt ud vil altid vende tilbage, det sørger
det universelle kredsløbsprincip for.
Walter Russell om bønnens kraft
Russell havde sit virke i USA, hvor de fleste jo tror på
Guds almagt til at udvirke mirakler. En gang blev han
spurgt af en kursist, hvordan hun skulle få sin bøn hørt,
for efter hendes erfaring var det sjældent, at bønner nyttede
noget. Svaret lød:
Gud arbejder ikke for dig men med dig. Gud giver, men
du må selv give tilbage, tilsvarende. For i Guds univers
må der være balance. Gud giver luften, men du må selv
trække vejret – og give det tilbage. Det siges, at med
tro kan man flytte bjerge. Men man skal først skaffe sig
viden om hvordan, konstruere maskiner til det og arbejde
hårdt. Gud arbejder ikke med magi. Vil du have et godt
helbred, må du finde ud af, hvordan du skal leve for at
bevare det. Gud ”arbejder” med universelle love, ikke
med ønsketænkning.
Som eksempel fortæller han historien om en bonde, der
bad Gud om en god mark. Snart fandt han en, der var
fuld af sten og ukrudt. En nabo sagde til ham: du bad
om en god mark, hvis dette er, hvad Gud gav dig, hvad er
så bønner værd? Bare vent og se, sagde bonden, han vil
give mig mere, når jeg giver mere. Efter nogle års hårdt
arbejde, havde han en blomstrende bondegård. En præst
kom forbi og sagde: hvor har Gud velsignet dig med en
sådan skøn og frugtbar mark. Ja, sagde bonden, men så
skulle du have set den, da Gud arbejdede med den alene.
Da der skal være balance i universet, kan du ikke få uden
også at give. Som Jesus sagde: giv, så skal der gives jer.
Det er kærlighedens lov.
Også Russell talte om vort ”højere selv”, der er forenet
med Guddommen og derfor har adgang til den universelle
visdom. Men menneskene er endnu ikke udviklet til at
få bevidst kontakt med denne visdom, og der er ingen
nemme genveje. Der er endnu en lang vej til ”bjergets
top”, men det lysner, og vi har fået højt udviklede rådgivere
til at vise os vejen, så vi ikke behøver fare vild.
Opsummering
Ifølge det nye verdensbillede er vort liv vort eget ansvar.
Møder vi f.eks. negativitet fra andre, er det fordi vi selv
har udsendt negativitet osv. Som vi sår, høster vi. Går det
os ikke, som vi ønsker, har vi altså gjort noget forkert.
Mange af de nye spirituelle terapier kan således nemt få
mennesker til at føle, at der er en fejl ved dem, hvis de
ikke opnår den ”lykke”, der er dem foregøglet med lige
netop deres ”opskrift”.
Hvis man havde kendt hele det verdensbillede, som det
med selvansvarligheden blot er en del af, havde man vidst,
at vi kun er på vej til at udvikle os hen mod fuldkommenhed.
Der er således ingen grund til skyldfølelser over, at
vi endnu ikke er i stand til at overholde de ”livets love”,
som i sidste ende kan føre til den lykke, fred og harmoni,
som de fleste længes mod. Det betyder ikke, at vi ikke
selv kan gøre noget for at komme målet lidt nærmere,
men vi kan ikke med nogle teknikker springe over de
manglende dele af vor udvikling – ved f.eks. at meditere
og vende bevidstheden indad. Vor åndelige udvikling må
nu engang ske ved hjælp af de erfaringer, vi høster her i
den fysiske del af verden.
De nye spirituelle strømninger fokuserer så meget på det
enkelte menneske, at det kan se ud som selvcentrerethed
grænsende til selviskhed. Men det er faktisk meningen, at
vi skal udvikle vor individualitet. Fra fortidens flokmentalitet
skal vi nå frem til at blive selvstændigt tænkende
individer, der har lært at skelne mellem ”godt og ondt”,
sandt og falsk, så vi ikke lader os forføre til at tro på alt,
der ”lyder godt og rigtigt”.
Vi skal f.eks. ikke tro, der ikke findes en højere sandhed.
Men det er ikke sikkert, vi finder den ved at ”se indad i
os selv”. Den højere sandhed gælder for alle, den er universel,
og enhver vil en skønne dag ”opdage” den – det er
blot et udviklingsspørgsmål. Hvis vi ikke på et tidspunkt
har en fælles sandhed, hvordan skulle vi så kunne blive til
en ”harmonisk énhed”, sådan at vi kan skabe ”det rigtige
menneskerige” her på Jorden.
Til den tid vil vi med alkærlighedens evne skabe en
verden, hvor helheden er vigtigere end den enkelte, og
hvor alle arbejder for fællesskabet, ligesom cellerne i
vor krop gør.
43