Tidsskrift for åndsvidenskab - Nyimpuls.dk

Martinus besluttede sig for at spørge både Willy og Rolf.
Den følgende dag ringede han således til Rolf i Sverige og
til Willy, som boede i København. Begge accepterede og
blev således valgt ind i rådet. Personligt var jeg glad for,
at han havde valgt to udlændinge, så man kunne se, at det
ikke kun var danskere, der kunne være rådsmedlemmer.
Martinus havde allerede tidligere valgt en kvinde ind i
rådet, som skulle være rådets første formand, den dag han
ikke mere var på det fysiske plan.
Valget af sin kvindelige afløser faldt Martinus helt
naturligt. Han havde aldrig skullet lede efter sin afløser,
for Grethe Brinkhard var både hans første og eneste valg,
og han begrundede det m ed, at Grethe altid havde været
trofast mod ham og Sagen. Her ser man, at Martinus også
kunne være hurtig i sine beslutninger og med sit valg
viste han, at også kvinder kunne være rådsmedlemmer
og sågår formand for rådet.
Da Martinus ville sikre, at både Rolf og jeg fortsatte vores
arbejde for Sagen, når han forlod denne verden, overdrog
han os brugsretten til det lille hus på Villa Rosenberg for
livstid. Dér havde vi tilbragt mange somre sammen med
Martinus, dér havde vi haft mange samtaler, og dér
havde vi mange fælles og dejlige minder. Men da rådet
Kære Hans,
Her mit eget svar på et spørgsmål du stiller til Tage
Buch i DNV nummer 2012- 3, side 11.
I sit første møde med mig har Martinus spurgt mig ‘om
jeg senere ville gøre noget for den tyske og hollandske
afdeling?’
28
fyrede mig fra Instituttet i 1987, ændrede de Martinus
beslutning og tog huset fra os.
Da Martinus i sin tid overdrog brugsretten til huset til Rolf
og mig, bad vi ham naturligvis ikke om at bekræfte sin
beslutning med en underskrift, for det var unødvendigt, da
det ikke er sådan, vi arbejder inden for Sagen. For såfremt
vi havde bedt Martinus om at bekræfte sin beslutning,
ville det signalere mistillid til rådet, ikke kun fra Rolfs
og min side, men også fra Martinus. Alligevel vil nogle
efterfølgende nok opfatte vores reaktion – eller mangel
herpå - som naivitet.
Som bekendt var jeg hos Martinus, lige til han forlod
os. Jeg fulgte Martinus på nært hold, og så ham, mens
hans arbejdede og kæmpede med at få sammensat sit
råd. Da han havde taget sin beslutning, husker jeg, at
han sagde: ”Jeg har gjort, hvad jeg kunne.” Og dermed
mente han, at han havde gjort alt, han kunne ud fra det
menneskemateriale, som han havde til rådighed. Han
tilføjede endvidere: ”Når jeg er væk, så er det Guds
ansvar.”
Og afslutningsvis vil jeg nu bare sige ligesom Martinus:
”Og så trasker vi videre.
(Receptionen i Martinus Center Klint dengang den var en alm.
købmandsbutik)
Dette fik jeg senere gjort, som du ved. Så jeg går ud
fra at Martinus også da allerede har set/vist at jeg ikke
skulde blive boende i København, og derfor nok aldrig
har spurgt mig om jeg ville blive rådsmedlem.
Mange kærlige hilsener Gerard