pornografi af Simon Stephens

7.
Jeg vågner og jeg tror han er ved at drukne. Jeg kan høre lyden af ham i hans tremmeseng.
Vejrtrækningen er anspændt og han gisper. Jeg går ind på hans værelse. Står der. Knoglerne
er lige så små som fingre. Han er ikke ved at drukne. Selvfølgelig er han ikke ved at drukne,
han er i sikkerhed. Det er lørdag morgen. Han sover endnu. Jeg ser på brystet der hæver og
sænker sig. Det ville kun kræve en lille smule kræfter fra en voksens arm at knuse knoglene i
hans brystkasse. Min kærlighed til ham er så stor at mit hjerte svulmer. Jeg kan mærke at det
svulmer. Som en ballon.
Klokken er halv syv.
Jeg går tilbage til soveværelset. Jeg kravler ind under dynen. Min mand Jonathan ligger på
siden. Da jeg kommer ned i sengen igen lægger han sin arm ind over mig. Den er utrolig tung.
Som om den var lavet af læder.
Jeg venter på at min søn Lenny skal vågne.
Det gør han.
Nedenunder tænder jeg for radioen. Jeg sætter kedlen over. Jeg sætter Lenny i hans stol. Han
er gnaven her til morgen. Jeg laver en kande med tre kopper Jamaican Blue Mountain kaffe.
Og langsomt, metodisk sidder jeg og drikker alle tre kopper selv.
Jeg lader Jonathan sove.
Jeg kan ikke huske en eneste af de nyheder der var i radioen den dag. Kun en masse snak om
en koncert der skal være. En mand taler om koncerten. Og jeg må tilstå, at jeg synes det lidt
uklart hvad formålet med den er. Men han er lidenskabeligt optaget af hele foretagenet. Og
sangerens lidenskab og Lennys surmuleri, de bitte små hvinelyde han laver og smagen af kaffe
og følelsen af bordfladens træ gør, opdager jeg, til min overraskelse, at tårerne løber ned over
mit ansigt og falder ned på den avis som drengen, en eller anden dreng, jeg tror det er en
3