pornografi af Simon Stephens

uller persiennerne ned. Og jeg tænder computeren. Nogle gange ruller jeg ikke persiennerne
ned. Nogle gange kan jeg godt lide den tanke at alle naboerne kan se mig midt om natten i
hjertet af det vestlige London. Hans slåbrok er, det er sådan en rød, silkeslåbrok. Jeg lader
min hånd glide ind under den.
Jeg ser trailere. Alle trailere følger en genrekonvention. Der er et øjeblik i slutningen af hver
film, hvor pigen venter på at drengen skal komme. Hun ligger på knæ foran ham. Ser op. Hun
beder ham om at komme i ansigtet på sig. I et øjeblik ser hun træt og slidt ud og de år, hvor
der var masser af arbejde, har haft sine omkostninger. Og det kan nok mane til eftertanke.
Dr. Schults ringer ikke til mig. Han ringer ikke til mig for at fortælle mig at han har modtaget
artiklen. Han emailer ikke. Han kvitterer ikke for den på nogen måde.
Jeg har slet ikke styr på mine sengetider.
Jeg spiser det samme til morgenmad hver dag. Jeg får 100 gr. müsli blandet med 50 gr. frisk
frugt og mælk og honning og yoghurt. Jeg får noget frisk appelsinjuice og kaffe. Og så går jeg
op til mit skrivebord og begynder at arbejde.
Og mellem mine jobs. Når en artikel er færdig og der ikke er nogen bestillinger der venter på
at blive lavet kan jeg sidde foran skærmen og ikke have nogen som helst idé om hvad jeg skal
foretage mig. Og suget, min Gud, suget mod den verden der befinder sig der på den anden
side af min skærm!
Til sidst bliver jeg nødt til at rejse mig op. Gå på indkøb. Købe indgredienserne til en eller
anden ret. Tage ind til byen. Tage på museum. Gøre alt hvad der står i min magt for at komme
væk fra min computer.
Jeg hader at købe ind til mig selv. Synet af de andre i supermarkederne hensætter mig i en
dump tilstand af total fortvivlelse. Hvad er idéen med at købe auberginer når der er
mennesker her i verden der klæder sig på den måde? Og har sådan nogle ansigter? Og taler
med sådan nogle accenter? Og behandler deres børn på den måde?
75