Sindssykeasylenes virksomhet, 1914

56 1914.
staat aapne den storste del av dagen, alt efter omstændigheterne, — men allikevel
er vedkommende patient, fordi deren liar været lukket endel av dagen, opfort
som isoleret. — Prolongerte bad, hyoscin- og morfinindsprøitninger har ikke været
anvendt ; heller ikke sondenæring.
Fra Pr es tsæt er skrives : Da det ofte har været paafaldende, at urolige
patienter hadde uroturer mellem frokost og middag, lot man disse forsøksvis faa
et stykke smørbrød ved den tid, og der er ingen tvil om, at uroen liar git sig.
Med regelmæssige maaltider og like store portioner til en og hver vil folgen bli,
at de urolige syke faar for litet mat til at dække energitapet ; dette oker deres
irritative tilstand, og der indtræder saaledes en circulus vitiosus. Man har ogsaa
ofte iagttat, at en halv eller hel liter nysilet melk om aftenen kan bringe en urolig
patient til hvile like hurtig som et sovepulver. Ut fra dette synspunkt er ogsaa
medicindispenseringen meget beskeden. Syke med raptuslignende uroanfald er behandlet
med isolation til gagn for sig selv og sine medpatienter. Denne
behandlingsmaate kan hverken erstattes ved ihærdig friluftsbehandling, veksling av
personale eller permanente varme bad, især naar sidstnævnte arter sig som en
stadig kamp mellem den syke og personalet. Der faar likeoverfor slike patienter
veksles med de forskjellige midler. (Hansteen).
Fra Val en anføres, at ikke-isolation neppe er noget maul, som absolut bola
tilstræbes. Særlig hvor man kun har en vaktavdeling for rolige og urolige,
renlige og urenlige og for kropslig syke, der maa man til en viss grad ta hensyn
til, at der bor være ro paa avdelingen; endnu vanskeligere blir det at undlate
isolation, naar (som ved dette asyl) varmtvandsforsyningen og tallet paa badekar
lar meget tilbake at ønske. Desuten viser det sig, at endel patienter med
rent maniske anfald let irriteres paa en større sykestue og snarere falder til ro,
naar man ved isolation holder irritamenter borte. Det samme er iagttat ved en
paralytica. Inde paa vaktavdelingen og i badet var de; et frygtelig sjau paa,
hende, hun skjændte, skrek, skraalte og kom i voldsomt sinne for den mindste
bagatel. Lot vi hende være i fred paa isolat, var hun elskværdigheten selv, naar
vi saa ind til hende, sat og broderte eller læste sin avis — likesaa ofte op ned
som retvendt ; den eneste forstyrrelse hun voldte, var at hun av og til stemte op
en fædrelandssang. med vældig rost (hun var «verdens største sangerinde», og
hendes sindssygdom manifesterte sig først, da hun uten mandens vidende reiste til
Bergen og kom hjem med piano, uagtet hun var helt umusikalsk). I et slikt
med vore nuværende midler haablost tilfælde bor man ikke av rene principhensyn
undlate isolation ; det er dog en selvfolge, at man jevnlig gjør forsok paa at ha
en saadan inde paa fællesstue. Man lar saadanne faa et isolat med gjennemsigtige
ruter, saa de kan se ned paa plassen med dagens trafik, saa de har nogen
underholdning, og personalet ser jevnlig ind og prater med dem.
Derimot har man mest mulig undgaat isolering av dementia præcox patienter ;
disse tages, saafremt ikke kropslig skrøpelighet eller anden contraindication foreligger,
snarest mulig op og søkes sysselsat ; uroattakker behandles med sengeleie,
langbad, rikelig sedantia ; kun i yderste nødsfald, ved for knapt personale eller
tilboielighet til særlig aggressivitet med store legemskræfter isoleres nogen timer