Om ofre og nadver - Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Skær rebet over!
En kold lørdag morgen, da jeg var
12 år gammel, bad min far mig
om at starte traktoren, så vi kunne
køre hø ud til nogle sultne heste. Det
var så koldt, at traktoren kun brummede
et par gange, inden batteriet
døde. Da jeg sagde det til min far,
gav han mig besked på at sadle Blue
og spænde vores kane til sadlen, så
vi kunne slæbe et
Mens far
var ved at
besvime, råbte
han, at jeg skulle
hente hjælp.
38 Liahona
sidste dages Hellige røster
par baller hø ud
til hestene, så de
havde lidt, indtil vi kunne få traktoren
startet.
Blue, vores fuldblodshingst, var i
sin bedste alder. Det var et smukt og
stærkt dyr. Jeg kan huske, hvordan
den travede omkring den morgen,
ivrig efter et godt ridt.
Vi lagde to 40 kilos høballer i
kanen. Så satte far sig op på Blue, og
vi tog af sted. Jeg gik bagved kanen
og holdt den i balance. Snart kom
vi til den markvej, der førte ud til
vinterengen.
Det hele gik godt, indtil vi nåede
en tredjedel ned ad vejen. Sneen lå i
høje driver, og jeg kunne se, at den
hobede sig op foran kanen. Da sadelgjorden
strammede om Blues hals,
kunne den ikke længere få vejret.
Pludselig reagerede den.
Blue vendte sig rundt to-tre gange i
et forsøg på at lette presset på halsen.
Far forsøgte hurtigt at sidde af, men
blev i stedet slået ind mod hestens
side. For at gøre det hele værre,
mistede Blue fodfæstet på den is, der
lå skjult under sneen, så den væltede
om på siden og klemte min far fast
under sig.
Da far var ved at glide over i
bevidstløshed, råbte han, at jeg skulle
hente hjælp hos onkel Carl. Det
betød, at jeg måtte kravle under to
hegn og spurte hen over en stor
egn, før jeg kunne hente hjælp.
Da jeg vendte mig for at løbe
af sted, hørte jeg en stemme,
der sagde: »Gå ikke. Skær rebet
over!«
illUstratiOner: dOUG faKKel