Mariebladet november 2011 - Mariehjemmene

Bodil Skovgaard
Formand Jørgen Schmidts tale
ved Bodil Skovgaards 40 års
jubilæum og afskedsreception
den 27. oktober 2011 i Bofællesskabet
Kirsten Marie.
Da jeg for nogen tid siden stod på toget
i Frederikshavn med kurs mod København,
erindrede jeg mig selv om, at det
var faldet i mit lod – på vegne af bestyrelsen
i Kirsten Marie – at skulle tage
afsked med dig i dag.
Den situation havde jeg ikke lige set
komme, da vi to mødtes for en del år
siden.
Vi, der er samlet her i dag er jo, overordnet
set, en del af et fællesskab.
Vi kommer fra forskellige hjørner, men:
Vi bor i det samme land
Vi taler det samme sprog
Vi har det samme kulturelle
udgangspunkt
Og vi har en fælles historie.
Konkret er vi knyttet sammen i fællesskabet
Mariehjemmene, hvor du er en
del af historien, fordi du gennem 40 års
virke, har sat nogle spor – her på det
sidste i Kirsten Marie – spor, som andre
kan følge.
Da toget jeg sad i, nærmerede sig
Hjørring, meddelte togføreren, at næste
station var Hjørring. 10 sekunder efter
meddeler togstewardessen, at næste station
var Hjørring. Herefter jeg tænkte,
at de der kommer Nordenfjords fra,
åbenbart skal have den samme besked
to gange, før de fatter den!
8
kære Bodil MarieBladet
Så kom jeg i tanker om, at du jo stammer
fra Hjørring, og at det billede jeg
fik i mit hoved, før vi nåede Hjørring,
slet ikke passer på dig.
Vi skal i dag tage afsked med dig – en
markant leder, og når vi siger farvel –
far -vel -, så gør vi det i taknemmelighed
over, at du har bidraget med noget
af det mest meningsfulde man kan foretage
sig, nemlig at arbejde for og hjælpe
de, der ikke kan selv.
I filmbranchen uddeler man hvert år en
række Bodil’er også til scenografer.
Nu skal vi i dag jo ikke hædre en film,
men en virkelig Bodil – en scenograf,
der til fulde fortjener at blive hyldet for
sin indsats.
Jeg og bestyrelsen i Kirsten Marie har
altid følt os trygge med dig som leder.
Vi har også i fællesskab med dig været
enige om, hvad der er bestyrelsens
opgave, og hvad der er lederens – din
opgave.
Når en kvinde taler med en mand om et
problem, så kommer han hele tiden med
løsninger – sådan er han sat sammen,
medens kvinden ikke er interesseret i
en løsning, men mere om, hvad der er
årsag til problemet. Løsningen har hun
allerede fundet.
Når jeg sommetider er kommet uanmeldt
på dit kontor og har sat mig i stolen
over for dig og spurgt: »Nå, Bodil,
hvordan går det?«
Så har du svaret: »Det går godt, det ved
du da, men jeg har et problem.«
Efter nogle opklarende spørgsmål fra
mig, bliver vi enige om løsningen – din
løsning.
Glæden ved livet er vi selv ansvarlige
for.
Begrebet glæde hænger sammen med
ydre forhold, glæden over nogen eller
noget, glæden over at det går ens nære
godt, glæden over, at vi er fri for smerte
og glæden over, at vi er til i livet.
Anderledes er det med lykken. Vi er
ikke født med den og det nytter ikke at
lede efter den eller at efterlyse den. Den
kommer når den kommer. Nogle gange
ud af intet og kun i glimt, de glimt, hvor
tid og sted er opløst, hvor vi sanser en
sammenhæng i og et formål med livet.
Når solen skinner på én, for éns egen
skyld, så er vi ikke i tvivl om, at vi er
ramt af lykken.
Jeg vil håbe, at du, som liljen på marken,
vil føle lykken, når solen skinner
på dig.
Forfatterinden Ellen Heiberg har skrevet
en morgensang, hvor et af versene
lyder som følger:
»Lad morgenstunden vare
jeg ligger i min seng
mit vindue står åbent ud mod livet
hør fuglene der synger
det lyder helt som om
at de tager livet lidt for givet«.
Som fuglen i himlen og liljen på marken,
behøver du ikke, nu hvor ansvaret
ikke længere hviler på dine skuldre at
bekymre dig over dagen i morgen. Den
kommer jo først i morgen.
Du kan tage det fuldstændig med ro,
som en af Storm P’s vagabonder, der et
sted om livsførelse siger:
»Man skal tage den med ro
når jeg har ligget og hvilet mig på
sofaen det meste af dagen
så går jeg lige så stille ind
og lægger mig«.
Nu skal du så til at gå hjemme sammen
med din mand Arne og det kan måske i
sig selv være en udfordring, du må tage
på dig. Løsningen har du sikkert allerede,
som et tysk ordsprog siger:
»Manden er hovedet, men kvinden
er halsen, der drejer hans hoved,
hvorhen hun vil«.
Så pas på Arne!
Kære Bodil
Da du som nævnt er født nordenfjords
vil jeg hermed på vegne af bestyrelsen i
Kirsten Marie overrække dig bogværket
om Limfjorden med tekst af formanden
for Ny Carlsbergfondet Hans Edvard
Nørregaard-Nielsen og med fotografier
af en af Danmarks bedste fotografer
Kirsten Klein med ønsket om, at du må
få et godt liv i din tredje alder.
Jørgen B. Schmidt
Formand
Kirsten Marie
FONDEN HJEMMENE
leder: Direktørskiftet
30 år med stjernestunder
Arne blev Arne
At gøre en forskel
kære Bodil
NOVEMBER 2011

FONDEN MARIEHJEMMENE
Virumgårdsvej 18
2830 Virum, 39 62 23 33
ROsE MARIEHJEMMEt
Brodersens Alle 16
2900 Hellerup, 39 62 88 57
ElsE MARIEHJEMMEt
Kystvej 33
3050 Humlebæk, 49 19 08 62
DORtHE MARIEHJEMMEt
Rødovrevej 325
2610 Rødovre, 36 70 53 00
EllEN MARIEHJEMMEt
Vesterbrogade 3 C
3250 Gilleleje, 48 30 03 65
kIRstEN MARIE
Vinkelvej 3
2800 Lyngby, 45 88 19 28
kAREN MARIE
Skovvej 7, Nyrup
4262 Sandved, 55 42 19 00
MEttE MARIE
Hyltebjerg Allé 73
2720 Vanløse, 38 76 13 75
lOUIsE MARIEHJEMMEt
Svenskelejren 1
2700 Brønshøj, 38 60 55 00
HANNE MARIEHJEMMEt
– k VINDElY
Ringstedvej 57-59
4000 Roskilde, 46 32 19 92
lINE MARIE
Stationsvej 4
3550 Slangerup, 47 33 00 39
BIRtHE MARIE
Liselundager 13 A
2640 Hedehusene, 73 30 03 10
sOFIE MARIE
Skansen 3
4100 Ringsted, 57 67 07 50
INGE MARIE
Skansen 1
4100 Ringsted, 57 67 33 70
CAROlINE MARIE
Godhersgade 141
1123 København K, 33 12 09 13
lIsElUND FRIPlEJEBOlIGER
Hüttel Sørensens Vej 61
9310 Vodskov, 98 29 34 00
REDAktION
Jesper Maarbjerg
jespermaarbjerg@gmail.dk
Heinz Reugboe
hreugboe@msn.com
Kristian Wedel Andersen
kwa@mariehjem.dk
Dorthe Perlt
dop@mariehjem.dk
Sussie Lysholm
sus@mariehjem.dk
Bo Kristiansen
ansvarshavende
bk@mariehjem.dk
MarieBladet trykkes i et oplag
på 900 stk. og sendes til medarbejdere
og bestyrelsesmedlemmer
samt samarbejdspartnere.
Desuden udleveres MarieBladet
til interessede beboere og pårørende.
Mariehjemmenes webmaster
gør opmærksom på, at Marie-
Bladet også kan læses på
www.mariehjem.dk
Forsiden:
Arne Skovgaard Nielsen
FONDEN
MARIEHJEMMENE
Virumgårdsvej 18
2830 Virum
Tlf. 3962 2333
Fax. 3962 5729
www.mariehjem.dk
Citat og gengivelse tilladt
med tydelig kildeangivelse.
ISSN 1604-7419
Tryk: Kailow
FAstE lINks
www.borger.dk
Ankestyrelsen:
www.ast.dk
Beskæftigelsesministeriet:
www.bm.dk
Socialministeriet
www.socialministeriet.dk
Sundhedsministeriet:
www.sum.dk
Videnscentre
www.phmetropol.dk/aeldreviden
www.socialpsykiatri.dk
Jesper Maarbjerg, formand
Fonden Mariehjemmene
Direktørskiftet
Som bekendt satte Bo Kristiansen sig i Mariehjemmenes direktørstol den 1. sep tember
i år. Det betegner ikke blot et personskifte, men også et stilskifte må forventes.
Arne Skovgaard var vokset op med Mariehjemmene og havde på afgørende måde markeret
udviklingen i de 30 år han sad i direktørstolen.
Bo Kristiansen kommer til med en baggrund i de kommunale socialforvaltninger som
administrativ leder.
Skiftet markerer fondens bestyrelses ønske om at ruste Mariehjemmene til at kunne
håndtere den stadig større og bredere kapacitet samtidig med en stærkere markering af
Mariehjemmene udadtil som leverandør af ydelser på det sociale område.
Det vil formentlig kun kunne lade sig gøre på lang sigt ved en endnu mere uddelegerende
ledelsesstil end den vi hidtil har kendt til. Så skiftet, der som udgangspunkt skyldtes Arne
Skovgaards ønske om pensionering, er også en ønske om at sikre, at den forgrenede
vækst fortsætter, og her er erfaringer fra den kommunale verden helt central.
Der skal således lyde en varm og hjertelig tak til Arne Skovgaard for de mange års arbejde
i Mariehjemmene og en ligeså varm og hjertelig velkomst til Bo Kristiansen, som
vi håber vil kunne styre Mariehjemmene videre i mange år – og gerne af uforudsete veje!
Som det kan ses er nærværende nummer af MarieBladet tilegnet direktørskiftet, men læserne
bør også studere Mariehjemmenes hjemmeside, hvor der er på siden »Om Fonden
Mariehjemmene« placeret en revideret beskrivelse af Mariehjemmenes historie. Der vil
man bl.a. kunne se, hvilken enorm udvikling vi har været igennem i Arnes Skovgaards
»regeringsperiode«.
God læselyst ønskes af
Redaktionsgruppen

30 år med stjernestunder
– som direktør i Mariehjemmene en linie, der var totalt anderledes, end
den beboerne kendte fra deres hidtidige
institutioner. De fik frihed, de var på ar-
Da vi den 5. september 2011 sagde
farvel til Arne Skovgaard Nielsen, var
det et farvel til den direktør, som igennem
30 år har tegnet Mariehjemmenes
udvikling. Det har han gjort på basis af
den kultur, der skabtes af Mariehjemmenes
stifter fru Rørdam Holm. Men
Arnes udmøntning af kulturen har været
så selvstændig, at han ikke har stået i
skyggen af stifteren, men snarere overtaget
faklen, som hun tændte, og bragt
den til spændende og uforudsete steder.
På Mariehjemmenes hjemmeside kan
vi læse om vores historie (den er lige
ajourført!), men hvilke forhold har været
særligt afgørende for udviklingen?
Det har MarieBladet snakket med
Arne om.
Udgangspunktet har været, at fru Rørdam
Holm allerede ved ansættelsen af
Arne og Bodil i 1971 hurtigt fik en massiv
tillid baseret på en ens opfattelser af,
hvordan ting skulle løses. Der var ikke
tale om et ydmygt underordnelsesforhold,
for Arne satte ofte grænser for de
idéer og ønsker, fru Rørdam Holm kom
med. Men hun lyttede og inspirerede.
Da hun begyndte at trække sig tilbage,
og Arne var ansat som plejefaglig
leder i hovedkontoret skulle Mariehjemmenes
struktur ændres.
Det var her den første helt afgørende
udvikling satte ind under ledelse af Otto
Westergaard, som i 1978 blev formand
(1978-84) for Mariehjemmenes første
fælles bestyrelse den såkaldte hovedbestyrelse.
Otto Westergaard, der var
adm. direktør i forsikringsselskabet Nye
Danske Lloyd, havde - gennem et mangeårigt
tæt samarbejde med fru Rørdam
Holm omkring alle forsikringsforhold -
god indsigt i Mariehjemmenes virksomhed
og personerne bag.
Arne beskriver sit forhold til Otto
Westergaard som meget nært og frugtbart
og afgørende for udviklingen af
Mariehjemmenes nye organisatoriske
struktur, som i realiteten er den, vi har
i dag.
Strukturen blev følgende: De enkelte
Mariehjem skulle hver have deres egen
bestyrelse og et reelt ansvar for deres
egen drift. Hovedkontoret skulle så
servicere Mariehjemmene under ansvar
overfor en fælles bestyrelse, der blev
sammensat af de enkelte Mariehjems
bestyrelsesformænd. Kontoret skulle
ikke længere have en delt ledelse, men
én fælles chef – og det blev Arne i 1981
efter et opslag af stillingen.
Det tog noget tid før den nye struktur
kom helt på plads, men den var robust
og afsluttede mange modsætningsforhold,
der tidligere havde rådet i organisationen.
I den struktur har Mariehjemmene
evnet hele tiden at etablere nyt og
afvikle gammelt i takt med udviklingen
i efterspørgslen efter vores tilbud.
En anden helt afgørende hændelse,
var da Lyngby Taarbæk Kommune i
1995 fik massive problemer med et
privat bosted i kommunen for psykisk
syge. Der var opstået en heftig debat,
efter det i pressen blev afdækket, hvor
dårligt beboerne i bostedet blev behandlet.
Da kommunen bl.a. spurgte Mariehjemmene,
om de på en eller anden
måde kunne overtage driften af bostedet
og få situationen rettet op, præsenterede
man i løbet af få dage et oplæg. Det
lagde skinnerne til de akutte ændringer
og den langsigtede løsning, der i dag er
grundlaget for Bofællesskabet Kirsten
Maries eksistens fra 1999.
Den tillid, der skabtes til Mariehjemmene
i den situation, var helt uvurderlig.
Men ikke mindst gav det en selvtillid,
som betød, at man ikke var bange
for at springe til for at løse nye opgaver.
Det er faktisk blevet en central del af
vores kultur.
Den tredje afgørende udvikling var
den, der blev sat i gang i kølvandet af
Københavns Kommunes ønsker fra
slutningen af 1990-erne om at indskrænke
deres plejehjemskapacitet.
Strategien var at opsige overenskomsterne
med – og dermed nedlægge –
plejehjem, der lå udenfor kommunen.
På det tidspunkt besluttede man,
at man ville forsøge at drive Mariehjemmene
uden den traditionelle faste
overenskomst med en kommune. I en
yderst konstruktiv dialog med Københavns
Kommune gik man ind i den nye
situation, idet man fra kommunens side
ikke »hjemtog« beboere fra de Mariehjem,
hvor overenskomsterne var blevet
opsagt. Derved kunne man i ro og fred,
efterhånden som der blev boliger ledige,
tilbyde dem til andre kommuners
borgere.
Når den udvikling kunne lade sig
gøre, var det fordi lovgivningens krav
om et fast overenskomstforhold til en
kommune var blevet ophævet. Det var
faktisk Mariehjemmene, der var den
første organisation i Danmark, der så
mulighederne i den ændring.
Vores aktivitet på det område blev en
direkte inspirationskilde til friplejeboligloven,
der kom i 2006, og det er den
lov, vi efterhånden oftest anvender, når
vi sætter nye ting i gang.
Skuffelserne i de 30 år har været få.
Mariehjemmene har ikke været præget
af skandaler, selvom der har været flere
uregelmæssigheder og uheld gennem
årene. De har heldigvis kunne løses
konkret, så de ikke belastede de enkelte
Mariehjem eller Mariehjemmene som
organisation betragtet.
At der har været interne problemer
og gniderier i strukturen, hvor det har
været vanskeligt at finde årsagssammenhængen
til dem alle, er klart, men
også ekstremt belastende, når man er så
ærekær som Arne. Heldigvis har også
de været få.
Mariehjemmenes faglige bredde har
sit udgangspunkt i boligerne, og udviklingen
er helt afhængig af fagligt og
personligt stærke forstandere, understreger
Arne, og tilføjer, at den faglighed,
der skal tilbydes fra hovedkontorets
side skal matche forstandernes
faglighed – det er noget, der skal sikres
i en situation, hvor kontoret vokser i
takt med antallet af Mariehjem.
Og Arne slutter af med understregningen
af, at kvaliteten af det »produkt
vi sælger«, er helt afhængig af det, der
sker mellem hver enkelt ansat og de beboere,
der bor på de enkelte Mariehjem.
Jesper Maarbjerg
Arne blev Arne
Den 31. august 2011 var Arne Skovgaard
Nielsens sidste dag som direktør i
Fonden Mariehjemmene.
Mariehjemmene havde han haft at
gøre med siden 1971. Han er således et
af de sjældne mennesker, der i så lang
tid har holdt fast i deres arbejdsplads.
Arne har ikke i tide og utide belemret
omgivelserne om sine private forhold,
så derfor vil vi i MarieBladet gerne
træde indenfor og høre, hvad der har
været betydende for hans udvikling, og
hvordan han ser ud i ”privaten”.
Arne blev i 1946 næsten født ind i det
arbejde, vi udfører i Mariehjemmene.
På det tidspunkt drev hans forældre
Herfølge Sogns Sygeplejehjem. Vi bruger
ikke længere ordet ”sygeplejehjem”,
men det var en form for institution for
kronisk syge og handicappede samt
gamle mennesker.
Forældrene blev ledere af sygeplejehjemmet
i 1941 lige efter deres uddannelse
som hhv. diakon og sygeplejerske.
Faderens baggrund var oprindeligt en
landbrugsuddannelse, hvor han var
kommet ud at tjene som 12-årig, men
som 22-årig tager han til Diakonhøjskolen
i Århus, hvor han er uddannet som
27-årig. Han mødte sin hustru under en
praktikperiode på Augustenborg (psykiatrisk
hospital), hvor hun uddannede
sig til sygeplejerske.
I 1951 flytter familien til Nyrup, der
nu ligger i Næstved kommune, hvor
de først forpagter Skovridergaarden og
siden – i 1958 – køber den.
Den gård ønskede de at udvikle til
et sygehjem. Efter at Arnes mor i 1960
omkom ved en ulykke ændredes Skovridergaardens
målgruppe til udviklingshæmmede,
som den daværende åndsvageforsorg
ønskede skulle flytte ud fra de
store centralinstitutioner. Skovridergaarden
blev i 1985 en selvejende institution
og hedder i dag Bostedet Karen
Marie.
Og det blev på Skovridergaarden,
hvor Arne og hans søskende fik deres
holdninger formet. Børnene var med
i det hele. Hjalp til ved landbruget –
både med dyrene og i markerne – og
med beboernes pasning i alle facetter.
Men det var også der, Arnes far lagde
I Mariehjemmenes Spaniensafdeling
lagde jeg i 1971 grunden til min karriere
i Mariehjemmene. På billedet ledsager
jeg en ny gæst fra flyet på vej til et 6
ugers ophold på Residencia Marie.
bejde, de fik gode boliger, dannede par
og blev gift, hvor de før havde boet på
hhv. mands- og kvindeafdelinger. Så der
blev bygget nye huse med privatboliger
til de efterhånden over 30 beboere. De
blomstrede op!
Det var på den baggrund Arne som
16-årig flyttede hjemmefra til Kolonien
Filadelfia i Dianalund på Sjælland, hvor
han arbejdede et år. Arne arbejdede
herefter hjemme på Skovridergaarden i
et år før han skulle være soldat. Soldatertiden
kom til at vare 3 år, fordi han i
det sidste år blev FN-soldat i Gaza. Der
blev han tilknyttet hospitalet i Rafah
med 80 sengepladser, som var bygget
til brug for de 20.000 soldater, der var
udstationeret af FN i området. Der stod
han som befalingsmand for hospitalets
modtagelse, vaskeri og rengøring. Især
når de lokale beboere (beduinerne) kom
med deres sygdomme fik den 19-årige
Arne mange specielle oplevelser.
Da han var hjemme i Danmark igen
startede han på Kolonien Filadelfia på
diakonuddannelsen, som blev suppleret
med en sygeplejerskeuddannelse fra
Ringsted Sygehus, så det tog godt 5 år
i alt.
Men det var også på Filadelfia Arne
mødte sin Bodil. Det gik stærkt – de
var dårligt kommet indenfor døren, før
de mødte hinanden og blev kærester.
De gik også hen og fik barn, hvilket
var ganske uhørt på den tid. Man var
så hjælpsom på Kolonien, at de kunne
fortsætte deres uddannelse og på et
senere tidspunkt ligefrem udlejede en
personalebolig til det unge par!
Færdiguddannede og med to små
børn blev Arne og Bodil ved lidt af et
tilfælde opmærksom på Mariehjemmene,
hvor de efter en længere samtale
med fru Rørdam Holm blev ansat
i 1971 til at arbejde i Spanien. Helt fra
starten var der en speciel kemi mellem
fru Rørdam og familien Skovgaard.
Hvis man tænker på udviklingen af
Skovridergaarden med Arne og hans
mange søskende og en Bodil, som på
mange måder havde en tilsvarende
baggrund, så kan man godt se de fælles
linier i forhold til fru Rørdams måde at
arbejde på. g
4 5

Der var året før etableret to Mariehjem
i Benicasim i Spanien – Recidencia
Marie og Centro de Termalismo.
Det var to efterbehandlings- og
rekreationshjem, der modtog rekonvalsenter
i 6-ugers ophold, hvor de i
det gode vejr fik en rigtig god optræning.
Pladserne var eftertragtede, og
for at undgå rene feriegæster var der
en speciel visitation til hjemmene i
hovedkontoret.
Familien fik her en stor flot bolig,
hvor der også var plads til deres unge
pige, som kom med fra Danmark.
Arne blev efter et halvt år leder af
Recidencia med 80 pladser og fik
samtidigt det overordnede ansvar for
begge hjem. Fru Rørdam Holm lagde
stor vægt på at man ikke »groede
fast« i Spanien, så efter to år flyttede
Arne og Bodil tilbage til Danmark.
Ved hjemkomsten blev Bodil leder
af Rose Mariehjemmet og Arne ansat
først på Sundby Hospital og siden i
Hasselbo, der var en del af Københavns
nye prestigeprojekt på plejehjemsområdet
– Bystævneparken.
Han fik dog hurtigt orlov fra stillingen
og tog til Sygeplejerskehøjskolen
i Århus. Her skrev han i den periodes
tidsstudiefokusering en specialopgave
om afdelingsbemanding både i
relation til en kvantitativ og en kvalitativ
optimal ressourceudnyttelse.
Københavns Kommune, der havde
lønnet ham i orlovsperioden, aftalte
med fru Rørdam Holm, at Arne derefter
kunne ansættes i hovedkontoret
som plejefaglig leder.
Boligmæssigt boede familien i en
periode i Rødovre og i Bystævneparken,
indtil de i 1974 købte det rækkehus
i Mørkhøj, hvor de stadig bor.
Både Arne og Bodil arbejdede meget
- også i de år. Sideløbende med
sit job på hovedkontoret tog Arne på
Niels Brock merkonomeksaminer i
organisation og personaleledelse mm.
over en ti-årig periode.
Men kunne de holde fri? Det blev
til campingferier rundt i Europa – det
blev også til to børn mere, som de
store børn absolut deltog i pasningen
af.
Først i 2008 stoppede Arne i den
lokale kirkes menighedsråd efter 25
års medlemskab hvoraf de 20 som
formand.
Men frem for alt, så elsker Arne at
være håndværker – der bygges til og
renoveres på rækkehuset i Mørkhøj –
og det er kun de ting, hvor loven kræver
autorisation, som Arne holder sig
fra. Feriehuset i Sverige – en tidligere
lærerbolig – står for at skulle indrettes,
så det kan bruges hele året.
Der bliver bygget og regeret hele
tiden.
Jesper Maarbjerg
Også i huset i Sverige bruges meget tid på at snedkerere – her samles et nyt
indgangsparti, hvor alt er tappet sammen uden brug af skruer og søm.
»At gø re en forskel«
Med fare for at blive beskyldt for at
arbejde på en klichéfabrik vil jeg påstå,
at jobbet i Fonden Mariehjemmene er
noget nær min drømmestilling. Her kan
jeg forene mit sociale engagement med
mine arbejdsmæssige ambitioner. For at
understøtte denne påstand vil jeg vise
nogle nedslag i mit liv, som jeg er sikker
på har haft betydning for mine valg,
når regnebrættet en dag skal gøres op.
Jeg har i flere år været med i bestyrelsen
for Fundamentet, som driver Mandecentre
flere steder i landet. Mandecentrene
er et enestående forebyggende
tilbud, der giver rådgivning og husly
til mænd, der er i krise efter brudte
parforhold. Det første mandecenter blev
startet på Christianshavn af Thorkil
Vestergaard Hansen, der havde set så
mange mænd, inklusiv ham selv, ryge
ned ad slisken til hjemløshed, misbrug,
og det der er værre, efter et kompliceret
brud med en partner. Desværre er
Mandecentrene lige nu i farezonen, da
bevillingerne er ved at udløbe, og der
ikke er fundet en ny donor.
Jeg læste jura i København i 80’erne i
kølvandet på de marxistiske 70’ere. Jeg
var meget optaget af, hvordan juraen
i højere grad kunne være en hjælper
og befrier for de svageste i samfundet.
Jeg blev engageret i Kritisk Retshjælp,
der havde som princip, at komme den
nødstedte i møde på gadeplan, så vi
kunne gøre salig Carl Madsens kritik af
retssystemet til skamme: ”Det kan godt
være, at du har ret, men du kan ikke
få ret”. I samme periode havde jeg job
som volontør i Statsfængslet i Vridsløselille,
hvor jeg dels var sekretær for
ledelsen og socialrådgiverne og dels
gav retshjælp til de indsatte. Det var
især de småkriminelle og svage indsatte,
der spurgte mig til råds. Ofte sad de
i ”frivilligt enrum”, fordi de var forfulgt
at de stærke indsatte, som til gengæld
havde råd til deres egne advokater og
naturligvis gik direkte til ledelsen, hvis
de havde et problem; så jeg kunne godt
fise af, hvis jeg alligevel mødte op,
fordi ledelsen ikke havde tid.
De første prøvende skridt som leder
trådte jeg i Rødovre Kommune i årene
1995-1999, hvor jeg var så heldig at
være socialchef Ole Pass’ højre hånd.
Jeg husker bl.a., da metadonudleveringen
skulle tættere på brugerne, og vi
fik gennemført, at udleveringen kom
til at foregå fra socialforvaltningens
kælder. Det betød, at brugerne hver
morgen skulle passere Arne Jacobsens
fine rådhus. Straks blev det foreslået,
at brugerne skulle have et sted at være,
så de ikke var så synlige. Vupti, blev
der etableret et lille træskur på en tom
grund i den anden ende af socialforvaltningens
ejendom. Et godt eksempel på
lavpraktisk socialpolitisk håndværk i
kommunalt regi.
I to perioder i 1997 og 1999 har jeg
haft fornøjelsen at være ansat som
konsulent hos tidligere justitsminister
Ole Espersen, da han var menneskerettighedskommissær
for Østersørådet. Jeg
skulle undersøge kommunalpolitikeres
arbejdsvilkår i de nye og gamle demokratier
rundt om Østersøen. Jeg var en
dag på mission i det sydøstlige Estland
tæt på den russiske grænse, da jeg blev
opsøgt af en gruppe bedstemødre, der
klagede over, at de i forbindelse med
Estlands selvstændighed var blevet
afskåret fra at besøge deres slægtninge
lige ovre på den anden side af grænsen
i Rusland. De russiske myndigheder
havde da ikke noget imod, at de tog
over grænsen, men de skulle først søge
visum på den russiske ambassade flere
hundrede kilometer væk i den estiske
hovedstad. Dette skulle gentages hver
tredje måned. Forsoning er ikke nemt.
Det er ikke altid de længste forhold,
der sætter sig de mest markante spor. I
sommeren 1985 arbejdede jeg tre uger
som vikar i hjemmeplejen i Brønshøj.
Jeg havde slet ingen forudsætninger, så
jeg husker især hvor utilstrækkelig jeg
var. Jeg husker det tørre brød, fordærvede
madvarer, afføring opad toiletvæggene,
urinlugt fra brugte bleer på radiatoren.
Jeg husker den smukke ældre
kvinde, som lige var blevet udskrevet
til en lejlighed, hvor der var byggestøv
i hele køkkenet, hvor jeg skulle tilberede
hendes mad. Bagefter skulle jeg
smøre hendes tørre ryg med salve. En
meget intim situation mellem en 25-årig
novice og en ældre kvinde, der selv var
uddannet sygeplejerske og derfor kunne
guide mig, så jeg kunne gå til opgaven
med større sikkerhed. Tilfældigt så jeg
hendes dødsannonce kort tid efter, jeg
var ophørt.
Som jurist i Fredensborg-Humlebæk
Kommune i 1992-1995 fik jeg til opgave
at skabe rammerne for det nye børn
og unge-udvalg, der med en dommer i
spidsen skulle træffe beslutninger om
tvangsindgreb over for børn. Jeg blev
udvalgets første sekretær, der sammen
med socialrådgiveren skulle forberede,
men også gennemføre udvalgets beslutninger.
Det betød, at jeg flere gange stod
på et dørtrin hos forældre, der var langt
ude og naturligvis også meget uenige i
beslutningen.
Jeg har haft en god barndom som
nummer tre ud af fire søskende på en
gård i Sdr. Vissing mellem Horsens og
Silkeborg. Min far drev gården med
hjælp fra os børn, og min mor var bogholder
på et advokatkontor i Silkeborg.
Min far tillod sig først at holde ferie,
da jeg kunne passe gården alene. Som
det var kutyme på landet, var begge
mine forældre gået ud af skolen efter 7.
klasse, selvom de måske havde evnerne
til mere. Da jeg en generation senere gik
i gymnasiet som den første i familien,
oplevede jeg en kæmpe opbakning.
Fonden Mariehjemmene skal også
under min ledelse gøre en forskel for de
allersvageste i Danmark. Vi skal fortsat
udvikle de eksisterende tilbud, så vi kan
imødekomme fremtidens krav om fleksibilitet,
kvalitet og god forretningsførelse.
Jeg tror på, at Mariehjemmenes berettigelse
ligger i, at vi er mangfoldige. At
vi kan relatere os åbent til alle menneskelige
problemstillinger uden præfabrikerede
holdninger. Vi er ikke kun til for
de velkendte målgrupper, men også for
dem, som ingen andre vil lege med.
Vi skal finde ud af, hvad der binder
os sammen, fremfor hvad der skiller os.
Vi er udfordret geografisk. Vi er meget
forskellige i økonomi, størrelse og målgrupper.
Er kvaliteten og prisen i orden?
Er vi fleksible nok? Skal vi drive andet
end botilbud, f.eks. socialøkonomisk
virksomhed? Skal vi vokse mere og til
hvad?
Bo Kristiansen
Der er mange spørgsmål, som Fonden
Mariehjemmene skal stille sig selv. Jeg
glæder mig til at finde svarene sammen
med bestyrelser, medarbejdere og
beboere.
Bo Kristiansen
Vidste du...
– At Bo har en kone, der hedder Lone
og også er jurist.
– At Bo har to sønner: Mads på 21 år
og Viktor på 16 år.
– At Bo elsker sin have og sit drivhus,
men har for lidt tid til at holde det.
– At Bo har to labradorhunde, Mokka
og Freja, der ligesom ham selv trænger
til noget mere træning.
– At Bo holder meget af konens sommerhus
i Vang på Bornholm.
– At Bo elsker rockmusik og gerne går
til koncert med obskure bands i Vega
eller på Loppen.
– At Bo hvert år arbejder på Roskilde
Festivalen.
– At Bo også har en passion for lyrik,
der for ham forener lidenskab med
sproglig grundforskning.
– At Bo har været forsker og er forfatter
til fagbogen Fagforeningsret, der
udkom i 1994.
– At Bo elsker god mad og derfor har
brug for at smide et par kilo.
– At Bo bor i Lyngby og derfor – af og
til – kan ses på cykel til og fra hovedkontoret.
6 7