Mariebladet november 2011 - Mariehjemmene

30 år med stjernestunder
– som direktør i Mariehjemmene en linie, der var totalt anderledes, end
den beboerne kendte fra deres hidtidige
institutioner. De fik frihed, de var på ar-
Da vi den 5. september 2011 sagde
farvel til Arne Skovgaard Nielsen, var
det et farvel til den direktør, som igennem
30 år har tegnet Mariehjemmenes
udvikling. Det har han gjort på basis af
den kultur, der skabtes af Mariehjemmenes
stifter fru Rørdam Holm. Men
Arnes udmøntning af kulturen har været
så selvstændig, at han ikke har stået i
skyggen af stifteren, men snarere overtaget
faklen, som hun tændte, og bragt
den til spændende og uforudsete steder.
På Mariehjemmenes hjemmeside kan
vi læse om vores historie (den er lige
ajourført!), men hvilke forhold har været
særligt afgørende for udviklingen?
Det har MarieBladet snakket med
Arne om.
Udgangspunktet har været, at fru Rørdam
Holm allerede ved ansættelsen af
Arne og Bodil i 1971 hurtigt fik en massiv
tillid baseret på en ens opfattelser af,
hvordan ting skulle løses. Der var ikke
tale om et ydmygt underordnelsesforhold,
for Arne satte ofte grænser for de
idéer og ønsker, fru Rørdam Holm kom
med. Men hun lyttede og inspirerede.
Da hun begyndte at trække sig tilbage,
og Arne var ansat som plejefaglig
leder i hovedkontoret skulle Mariehjemmenes
struktur ændres.
Det var her den første helt afgørende
udvikling satte ind under ledelse af Otto
Westergaard, som i 1978 blev formand
(1978-84) for Mariehjemmenes første
fælles bestyrelse den såkaldte hovedbestyrelse.
Otto Westergaard, der var
adm. direktør i forsikringsselskabet Nye
Danske Lloyd, havde - gennem et mangeårigt
tæt samarbejde med fru Rørdam
Holm omkring alle forsikringsforhold -
god indsigt i Mariehjemmenes virksomhed
og personerne bag.
Arne beskriver sit forhold til Otto
Westergaard som meget nært og frugtbart
og afgørende for udviklingen af
Mariehjemmenes nye organisatoriske
struktur, som i realiteten er den, vi har
i dag.
Strukturen blev følgende: De enkelte
Mariehjem skulle hver have deres egen
bestyrelse og et reelt ansvar for deres
egen drift. Hovedkontoret skulle så
servicere Mariehjemmene under ansvar
overfor en fælles bestyrelse, der blev
sammensat af de enkelte Mariehjems
bestyrelsesformænd. Kontoret skulle
ikke længere have en delt ledelse, men
én fælles chef – og det blev Arne i 1981
efter et opslag af stillingen.
Det tog noget tid før den nye struktur
kom helt på plads, men den var robust
og afsluttede mange modsætningsforhold,
der tidligere havde rådet i organisationen.
I den struktur har Mariehjemmene
evnet hele tiden at etablere nyt og
afvikle gammelt i takt med udviklingen
i efterspørgslen efter vores tilbud.
En anden helt afgørende hændelse,
var da Lyngby Taarbæk Kommune i
1995 fik massive problemer med et
privat bosted i kommunen for psykisk
syge. Der var opstået en heftig debat,
efter det i pressen blev afdækket, hvor
dårligt beboerne i bostedet blev behandlet.
Da kommunen bl.a. spurgte Mariehjemmene,
om de på en eller anden
måde kunne overtage driften af bostedet
og få situationen rettet op, præsenterede
man i løbet af få dage et oplæg. Det
lagde skinnerne til de akutte ændringer
og den langsigtede løsning, der i dag er
grundlaget for Bofællesskabet Kirsten
Maries eksistens fra 1999.
Den tillid, der skabtes til Mariehjemmene
i den situation, var helt uvurderlig.
Men ikke mindst gav det en selvtillid,
som betød, at man ikke var bange
for at springe til for at løse nye opgaver.
Det er faktisk blevet en central del af
vores kultur.
Den tredje afgørende udvikling var
den, der blev sat i gang i kølvandet af
Københavns Kommunes ønsker fra
slutningen af 1990-erne om at indskrænke
deres plejehjemskapacitet.
Strategien var at opsige overenskomsterne
med – og dermed nedlægge –
plejehjem, der lå udenfor kommunen.
På det tidspunkt besluttede man,
at man ville forsøge at drive Mariehjemmene
uden den traditionelle faste
overenskomst med en kommune. I en
yderst konstruktiv dialog med Københavns
Kommune gik man ind i den nye
situation, idet man fra kommunens side
ikke »hjemtog« beboere fra de Mariehjem,
hvor overenskomsterne var blevet
opsagt. Derved kunne man i ro og fred,
efterhånden som der blev boliger ledige,
tilbyde dem til andre kommuners
borgere.
Når den udvikling kunne lade sig
gøre, var det fordi lovgivningens krav
om et fast overenskomstforhold til en
kommune var blevet ophævet. Det var
faktisk Mariehjemmene, der var den
første organisation i Danmark, der så
mulighederne i den ændring.
Vores aktivitet på det område blev en
direkte inspirationskilde til friplejeboligloven,
der kom i 2006, og det er den
lov, vi efterhånden oftest anvender, når
vi sætter nye ting i gang.
Skuffelserne i de 30 år har været få.
Mariehjemmene har ikke været præget
af skandaler, selvom der har været flere
uregelmæssigheder og uheld gennem
årene. De har heldigvis kunne løses
konkret, så de ikke belastede de enkelte
Mariehjem eller Mariehjemmene som
organisation betragtet.
At der har været interne problemer
og gniderier i strukturen, hvor det har
været vanskeligt at finde årsagssammenhængen
til dem alle, er klart, men
også ekstremt belastende, når man er så
ærekær som Arne. Heldigvis har også
de været få.
Mariehjemmenes faglige bredde har
sit udgangspunkt i boligerne, og udviklingen
er helt afhængig af fagligt og
personligt stærke forstandere, understreger
Arne, og tilføjer, at den faglighed,
der skal tilbydes fra hovedkontorets
side skal matche forstandernes
faglighed – det er noget, der skal sikres
i en situation, hvor kontoret vokser i
takt med antallet af Mariehjem.
Og Arne slutter af med understregningen
af, at kvaliteten af det »produkt
vi sælger«, er helt afhængig af det, der
sker mellem hver enkelt ansat og de beboere,
der bor på de enkelte Mariehjem.
Jesper Maarbjerg
Arne blev Arne
Den 31. august 2011 var Arne Skovgaard
Nielsens sidste dag som direktør i
Fonden Mariehjemmene.
Mariehjemmene havde han haft at
gøre med siden 1971. Han er således et
af de sjældne mennesker, der i så lang
tid har holdt fast i deres arbejdsplads.
Arne har ikke i tide og utide belemret
omgivelserne om sine private forhold,
så derfor vil vi i MarieBladet gerne
træde indenfor og høre, hvad der har
været betydende for hans udvikling, og
hvordan han ser ud i ”privaten”.
Arne blev i 1946 næsten født ind i det
arbejde, vi udfører i Mariehjemmene.
På det tidspunkt drev hans forældre
Herfølge Sogns Sygeplejehjem. Vi bruger
ikke længere ordet ”sygeplejehjem”,
men det var en form for institution for
kronisk syge og handicappede samt
gamle mennesker.
Forældrene blev ledere af sygeplejehjemmet
i 1941 lige efter deres uddannelse
som hhv. diakon og sygeplejerske.
Faderens baggrund var oprindeligt en
landbrugsuddannelse, hvor han var
kommet ud at tjene som 12-årig, men
som 22-årig tager han til Diakonhøjskolen
i Århus, hvor han er uddannet som
27-årig. Han mødte sin hustru under en
praktikperiode på Augustenborg (psykiatrisk
hospital), hvor hun uddannede
sig til sygeplejerske.
I 1951 flytter familien til Nyrup, der
nu ligger i Næstved kommune, hvor
de først forpagter Skovridergaarden og
siden – i 1958 – køber den.
Den gård ønskede de at udvikle til
et sygehjem. Efter at Arnes mor i 1960
omkom ved en ulykke ændredes Skovridergaardens
målgruppe til udviklingshæmmede,
som den daværende åndsvageforsorg
ønskede skulle flytte ud fra de
store centralinstitutioner. Skovridergaarden
blev i 1985 en selvejende institution
og hedder i dag Bostedet Karen
Marie.
Og det blev på Skovridergaarden,
hvor Arne og hans søskende fik deres
holdninger formet. Børnene var med
i det hele. Hjalp til ved landbruget –
både med dyrene og i markerne – og
med beboernes pasning i alle facetter.
Men det var også der, Arnes far lagde
I Mariehjemmenes Spaniensafdeling
lagde jeg i 1971 grunden til min karriere
i Mariehjemmene. På billedet ledsager
jeg en ny gæst fra flyet på vej til et 6
ugers ophold på Residencia Marie.
bejde, de fik gode boliger, dannede par
og blev gift, hvor de før havde boet på
hhv. mands- og kvindeafdelinger. Så der
blev bygget nye huse med privatboliger
til de efterhånden over 30 beboere. De
blomstrede op!
Det var på den baggrund Arne som
16-årig flyttede hjemmefra til Kolonien
Filadelfia i Dianalund på Sjælland, hvor
han arbejdede et år. Arne arbejdede
herefter hjemme på Skovridergaarden i
et år før han skulle være soldat. Soldatertiden
kom til at vare 3 år, fordi han i
det sidste år blev FN-soldat i Gaza. Der
blev han tilknyttet hospitalet i Rafah
med 80 sengepladser, som var bygget
til brug for de 20.000 soldater, der var
udstationeret af FN i området. Der stod
han som befalingsmand for hospitalets
modtagelse, vaskeri og rengøring. Især
når de lokale beboere (beduinerne) kom
med deres sygdomme fik den 19-årige
Arne mange specielle oplevelser.
Da han var hjemme i Danmark igen
startede han på Kolonien Filadelfia på
diakonuddannelsen, som blev suppleret
med en sygeplejerskeuddannelse fra
Ringsted Sygehus, så det tog godt 5 år
i alt.
Men det var også på Filadelfia Arne
mødte sin Bodil. Det gik stærkt – de
var dårligt kommet indenfor døren, før
de mødte hinanden og blev kærester.
De gik også hen og fik barn, hvilket
var ganske uhørt på den tid. Man var
så hjælpsom på Kolonien, at de kunne
fortsætte deres uddannelse og på et
senere tidspunkt ligefrem udlejede en
personalebolig til det unge par!
Færdiguddannede og med to små
børn blev Arne og Bodil ved lidt af et
tilfælde opmærksom på Mariehjemmene,
hvor de efter en længere samtale
med fru Rørdam Holm blev ansat
i 1971 til at arbejde i Spanien. Helt fra
starten var der en speciel kemi mellem
fru Rørdam og familien Skovgaard.
Hvis man tænker på udviklingen af
Skovridergaarden med Arne og hans
mange søskende og en Bodil, som på
mange måder havde en tilsvarende
baggrund, så kan man godt se de fælles
linier i forhold til fru Rørdams måde at
arbejde på. g
4 5