Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

PIA MERETE KJÆRSGAARD FØDT 23. FEBRUAR 1947 I KØBENHAVN 

Poesi og opbrud 

Hun er 12 – bare to måneder fra at fylde 13. I aft es 

fi k hun sin lille røde, fi rkantede poesibog i julegave 

af far og mor. Bogen, som kan låses, og som 

de har købt hos boghandler Rasted nede på Strandvejen, 

skal afl øse forgængeren, en lakbog med blomsterkrans på 

forsiden, som for længst er fyldt op med skriblerierne fra 

veninderne i Hellerup Skole. 

Og denne juledag bruger den lyshårede pige med nederdelen 

og den stramme hestehale bl.a. på at indvie sin 

julegave på børneværelset i det store hus på Callisensvej, 

hvor familien har boet et par år siden fl ytningen fra Randersgade 

på Østerbro. 

Sammen med sin tre år yngre lillebror Henrik, der er 

lige så irriterende som alle andre lillebrødre, deler hun 

det store værelse, som de har delt op på midten med en 

skillevæg. I hendes ende er der Christel-tegninger, Christel-påklædningsdukker, 

Cliff -plakater, en transistorradio 

– hvor hun hører Radio Merkur og Jørgen Mylius – og en 

lille grammofon med tilhørende mappe med 15-20 singleplader, 

som hun har købt til cirka en tier stykket nede i 

Fona på Strandvejen. Ud over Cliff – Elvis er for vild, synes 

hun – rummer mappen også plader med Dario Campeotto, 

Otto Brandenburg og Robertino. 

Det er ikke hendes første værelse, for familien bor al- 

218 

SKILLEVEJE · PIA KJÆRSGAARD 

tid selv i de dårligste værelser i huset, og når far Poul, 

som altid har passet godt på pengene, eft erhånden får sat 

husets rum i stand, bliver de udlejet til en god pris til de 

lejere, der også altid bor i ejendommen. Så hun er blevet 

fl yttet noget rundt. 

Hun skriver poesi med formskrift midt på den første 

højreside af poesibogen, hun fi k i gave i aft es. Og på næste 

opslag fortsætter hun: 

„Skriv i min bog et lille digt, men skriv af venskab ej af 

pligt, så binder jeg en krans af minder om mine venner og 

veninder.“ 

Hun underskriver sine egne ord Pia – og kommer senere 

på dagen i tanke om, at hun har glemt at datere ordene, 

så med en anden kuglepen presses datoen ind i øverste 

højre hjørne: 25/12 1959. 

Samme dag skriver hendes veninde Mariann som den 

første i poesibogen: „Pia er en stjerne, gift es vil hun gerne, 

og det skal hun snart, fordi hun er så smart“. 

Om få måneder har de fl este af hendes veninder tegnet 

hjerter, roser og svaner og skrevet forglem-mig-ej-mindeord 

i Pias lille røde bog. 

Christa, Aase, Susanne, Kirsten, Vivian, Annette, Anne 

Dorte, Ingrid, Mariann, Gitte, Anita og hjerteveninden 

Hanne Th yssen skriver søde ord omringet af LEV VEL og

SØD TØS – og så er der Else, som den 20. februar 1960 rimer sig 

frem til „Lille Pia yndig væsen, gid du aldrig må falde på næsen, 

gid dine læber så rosenrøde aldrig må kysse en skægget jøde.“ 

Alle er de lykkeligt uvidende om, at de – når skolen slutter om 

nogle år – skal skilles for evigt for aldrig mere at mødes. 

Og lige så lykkeligt uvidende er 12-årige Pia Kjærsgaard om alt 

det, der skal ske for hende det kommende år. Dels vil hun allerede 

der møde sin senere ægtemand Henrik i skolen – og dels vil 

hendes egen trygge børneverden om få måneder på en forårsdag 

styrte i grus. Det sker den dag, hendes mor Inge Alice, kun kaldet 

Tutte, tager sin datter på skødet og fortæller, at hun skal skilles 

fra Pias far for at fl ytte sammen med onkel Poul, som er en ven 

af familien og moderens fætter et par led ude i familien. 

Udadtil har det lignet en harmonisk, tryg børnefamilie med en 

hårdtarbejdende far og en datter, som både var Blåmejse og nu 

går til dans hos Annelise Bech på Gentoft e Hotel. Og selv om Pia 

har undret sig over Pouls uanmeldte besøg i ferierne og de mange 

sammenkomster med onkel Poul og hans kone og har haft en fornemmelse 

af, at noget er galt, bliver hun naturligvis ked af det, der 

skal ende i en barsk og hadefuld skilsmisse, da det ret hurtigt står 

fast, at hendes mor er gravid med sin nye, stormende forelskelse, 

allerede da hun fl ytter. Og at Onkel Poul er faderen. 

Pia og broderen bliver boende hos deres far – og de tager ikke 

unaturligt hans parti sammen med Pias elskede mormor, som fl ytter 

ind på Callisensvej for at passe huset og passe på børnene. Og 

faderens bitterhed kulminerer, da han nægter Pias mor at deltage 

i sin egen datters konfi rmation foråret 1961. 

Men denne juleaft ensdag 1959 er der endnu dømt kernefamilie 

i et Danmark, hvor man ved indgangen til de såkaldte glade 

60’ere står midt i opsvinget. Arbejdsløsheden er stort set afskaffet. 

Og både lønninger og priser stiger. Velfærdsstaten, Ingrid og 

Lillebror og de første gæstearbejdere er på vej, og eft erkrigstiden 

og middelklassens 1950’ere er snart en saga blot. 

220 SKILLEVEJE · PIA KJÆRSGAARD 

Tid til vemod. Pia Kjærsgaard tilbage på mindernes boulevard, som i hendes solsystem hedder 

Randersgade. Bag hende opgangen til nummer 4, hvor hun boede, til hun var 10 år.

Ude i verden er Barbie lige blevet født, og Th e American way 

of life er den vestlige verdens store forbillede. Året bragte også 

Nikita Khrusjtjov til USA som den første sovjetiske regeringschef 

nogensinde, og hans møde med præsident Eisenhower har skabt 

håb om afspænding i verden. 

Og så alligevel. 

Nytårsnat vil Fidel Castro sejre på Cuba, om syv uger gennemfører 

Frankrig sin første atomprøvesprængning i Sahara, i 

1961 skærpes den kolde krig med opførelsen af Berlinmuren 

– og 1960’erne kommer til at byde på drabet på John F. Kennedy 

og hans lillebror Robert, på Vietnam-krig, seksdageskrig i Mellemøsten, 

raceuroligheder i USA... 

Der er gået næsten 50 år, siden Pia skrev de første ord i sin lille 

røde poesibog. Siden er hun blevet en del af det parlamentariske 

grundlag i et lille land uden høje bjerge, hvor Inges og Pouls datter 

må have livvagter med sig, hvor hun går og står. Og da kloden 

stadig brænder og bløder, mens religionerne lægger arm som 

aldrig før, kan man vel diskutere, om så meget i virkeligheden er 

ændret og forbedret. 

Hver dag skriver piger som Pia stadig LEV VEL og SØD TØS 

i hinandens poesibøger, og det er i dag snart mere normalt end 

unormalt, at børn oplever deres forældre blive skilt. 

Pia Kjærsgaard tilgav hurtigt både sin mor og onkel Poul, som 

hun snart kom til at kende som et dejligt, betænksomt menneske, 

og som hun i dag har et tæt forhold til, selv om hun som teenagepige 

følte det hele som en barsk oplevelse. Faktisk nød hun det år, 

hvor hendes unge, kønne mormor boede i huset med sin mand, 

ligesom Pia i dag godt kan grine af de situationer, der opstod, da 

hendes far bageft er indsatte en annonce med ordlyden „Fraskilt 

mand i Hellerup med stort hus søger husbestyrerinde“. 

En indirekte invitation til områdets gift emodne kvinder lige 

over den bedste alder. 

– De var da også mere eller mindre frustrerede alle sammen. 

SKILLEVEJE · PIA KJÆRSGAARD 221

Pia og hendes far Poul på en af deres jagtudflugter, hvor de stod op ved firetiden en sommermorgen og tog af sted med kaffe, madpakker og hunden Skipper. Skolefoto, Øster Farimagsgade Skole. Pia er 8 år, går i 

2. klasse, og hun er efter, dette foto er taget, ked af to 

ting: Dels at hun skulle have sine sorte gummistøvler 

på i skole, fordi det regnede om morgenen – dels at 

hun glemte at tage vanterne op af den grønne frakke. 

Det gav nemlig grimme hængelommer på billedet. 

222 SKILLEVEJE · PIA KJÆRSGAARD

Øverst til venstre 

Sommeren 1950. En tre år gammel Pia Kjærsgaard på sommerhusgrunden i Bagsværd. 

Øverst til højre 

Poul Kjærsgaards farvehandel på Østerbro fotograferet i begyndelsen af 1950’erne. 

1.u i skolegården på Øster Farimagsgade Skole. Året er 1954, og syvårige Pia Kjærsgaard står som nummer fire fra højre i midterste række med hårsløjfen. Pias slyngveninde, Birgitte Künzel, har fået æren af at holde 

klasseskiltet – og til venstre står regnelærerinden. 


Det var jo kvinder over den gift efærdige alder, Senere er 

det mere eller mindre gået op for mig, at de alle sammen 

var vilde eft er at blive frue i huset, og de blev da også oft e 

skift et ud. Der var overhovedet ikke nogen, der havde min 

fars interesse, og der skulle faktisk gå mange år, inden han 

igen blev gift med en meget, meget sød dame. 

Inden skilsmissen kunne man på hele stemningen i 

huset mærke, noget var galt. Jeg har altid haft en god intuition, 

og jeg gik nok med den fornemmelse i mindst et 

par måneder. Måske i et halv års tid. Naturligvis rammer 

det hårdt, når ens forældre bliver skilt, når man bare er 

13-14 år. Det er jo en meget sårbar periode i ens liv, og 

mine forældres skilsmisse har da betydet meget for mit 

liv. Samtidig var det jo usædvanligt, at det var moderen, 

der fl yttede fra hjemmet. Som teenager rammes man vel 

i den situation først og fremmest af en vrede, indtil man 

erkender, at man må leve med tingenes tilstand. 

I den periode påtog jeg mig tillige en rolle, jeg slet ikke 

var voksen nok til at varetage. Man bliver tidligt voksen, 

når man som 14-årig pludselig skal være kvinden i huset, 

og jeg tror, det var hårdest på det psykologiske plan, fordi 

far blev så vred og bitter, at min mor ikke engang måtte 

komme i hjemmet. For rent praktisk havde vi jo en husbestyrerinde 

til at lave mad, gøre rent og sådan nogle ting. 

Det var også en hård oplevelse at skulle være to forskellige 

steder på min konfi rmationsdag. Om eft ermiddagen hos 

min mor og om aft enen hos min far. De var jo hamrende 

uvenner, så det var slet ikke på tale, at mor kunne komme 

i kirken, eller de kunne holde festen sammen. 

Jeg er helt overbevist om, at skilsmissen har betydet meget 

for mit senere liv. Også meget negativt. Det er afgjort en 

oplevelse, der har rodfæstet sig i mig, og det har da betydet, 

at jeg f.eks. aldrig selv er blevet skilt, fordi jeg synes, det er 

en gruopvækkende oplevelse at skulle igennem. 


Somme tider spekulerer jeg på, om mine teenageår i virkeligheden 

har været årsagen til, at jeg har kunnet fægte 

mig igennem mit politiske liv, som jo heller ikke har været 

det nemmeste. Jeg er vel én af de politikere, som har haft 

det sværeste politiske liv, og jeg tror, mange andre ville 

have givet op på et langt tidligere tidspunkt. Men jeg ha 

jo nok også fået en stor portion stædighed, fordi det bare 

skulle gå, ikke? Jeg har helt sikkert fået en styrke med videre 

i mit liv, og når jeg tænker tilbage, synes jeg jo nok, 

at det var fantastisk, at de bød et barn så meget. 

Det hele blev lidt pinagtigt, fordi jeg i den alder var 

meget følsom, og mor skulle naturligvis helst ikke være 

blevet gravid med en anden. Og min far skulle da helst 

heller ikke være off er for en eller anden gift egal kvinde... 

Jeg stod midt i det hele og ville gerne beskytte både far 

og mor. Men når man er 13-14 år ser man faktisk helst, at 

ens forældre kan passe på sig selv, og det er jo noget helt 

andet, end hvis det var en veninde eller en ven. 

Men uanset skilsmissen er det Randersgade 4 på Østerbro, 

jeg tænker mest på, når jeg erindrer min barndom 

og barndommens gade, selv om jeg kun boede der, til jeg 

var 10 år. Min mormor boede i Gustav Adolfs Gade, min 

farmor boede i Ribegade, og min far havde sin farvehandel 

i Østre Farimagsgade, så det er hele området på Østerbro, 

jeg har på nethinden fra min tidligste barndom. 

Vores hjem bestod af en toværelses på fj erde sal, og det 

var jo ikke atypisk for den tid med en stue og et soveværelse. 

Min lillebror og jeg havde to senge stående i forlængelse 

af hinanden, og resten af rummet bestod af fars og 

mors kæmpestore dobbeltseng og et toiletmøbel. I stuen 

var der spisebord, sofaarrangement og lidt gammeldags 

malerier. Der var også et lille køkken og et lille badeværelse, 

og jeg husker det som et hyggeligt hjem med min 

mors friske blomster på bordene.

Vi havde en typisk baggård, som både var lille, fyldt med 

skraldebøtter og ikke særlig spændende – men inde i nummer 6 

fremstod gården derimod som kæmpestor. Så derinde hinkede 

og sjippede vi, og vi gemte os bag porten, mens vi lagde en pung, 

som var bundet til en snor. Og så trak vi i snoren, når nogen ville 

tage pungen. Der har vi vel været seks-syv år gamle. Jeg legede i 

starten meget med to piger inde fra nummer seks, Birgitte og Liselotte, 

og jeg kom meget i deres hjem. Der var vist fi re børn, og 

jeg husker det som om, moderen fødte børn hele tiden. Jeg mindes 

også den evige lugt af babymad og gylp i deres lejlighed. 

I stuen til vores ejendom lå en chokoladebutik, som selv lavede 

deres chokolader, og vi børn plejede at hænge ind over vinduerne 

for at følge med. Der boede også en glarmester i stuen, og henne 

på hjørnet lå en købmand. hvor man kunne købe for 10 øre salmiakstænger. 

Og på modsatte side af vores ejendom lå et mejeri. 

Det kom aldrig på tale at starte på Randersgade Skole, selv 

om den var nærmest. For derhenne gik rødderne jo. Der gik en 

usynlig mur midt på gaden, og den anden ende af Randersgade 

var helt anderledes end hos os oppe ved Nordre Frihavnsgade. 

Det var lidt mere tæt dernede, lidt mere slumagtigt, lidt mere 

primitive, mørke boliger, selv om de jo dårligt kunne være mindre 

end vores. 

Nede ved Viborggade og Århusgade var et helt anderledes miljø, 

og det kom slet ikke på tale at lege dernede. Så valget stod mellem 

Den Franske Skole, en international orienteret privatskole, og 

Øster Farimagsgade Skole, og dér kom jeg til at gå, for far mente, 

det ville blive for dyrt med privatskolen. Og så meget bedre end 

kommuneskolen var den jo nok heller ikke. 

Min far Poul Kjærsgaard var 15 år ældre end mor. Han var 

blevet oplært i sin fars farvehandel i Viborggade, og han var en 

hårdtarbejdende, sparsommelig mand. Mor holdt mere af selskabelighed, 

og hun var en type, der kunne få ting til at se fremragende 

ud – ud af ingenting. Far og mor var i virkeligheden meget 

forskellige, og jeg har mange erindringer om de evindelige store 

„Man bliver tidligt voksen, 

når man som 14-årig pludselig 

skal være kvinden i huset. Far 

blev så vred og bitter, at mor 

ikke engang måtte komme i 

vores hjem...“ 

MIN GEMMETING 

– Jeg har valgt min lille røde poesibog, fordi den rummer så mange minder, og fordi 

jeg tænker meget på, hvordan mine veninder har det i dag, når jeg bladrer i den. 


skænderier om penge mellem far og mor. Far var meget 

påholdende med husholdningspenge til min mor, som gik 

hjemme. Fars motto var, at en krone sparet er en krone 

tjent, og han mente, mor købte for meget, og det var da 

træls at høre på for et barn. Man bliver jo nok mest ked 

af det. Men min mor brugte, og min far sparede. Sådan 

var det bare… 

I øvrigt manglede vi jo ikke noget. Vi fi k hurtigt en bil. 

Vi startede med en grå DKW, som konstant var i stykker. 

Men så fi k vi en mørkerød Volvo med hvide dæk, todelt 

bagrude og med sorte nummerplader. Det var, da jeg gik i 

1. klasse, og det var helt fantastisk. Og den bil gav jo også 

far masser af status. Vi fi k også meget tidligt, i midten af 

1950’erne, et 17 tommers sort-hvidt tv, så selv om vi boede 

i en toværelses, hvad jeg ikke opfattede som et lille sted, 

havde vi fj ernsyn, vi havde bil, og vi havde et sommerhus, 

så vi havde det jo nok lidt bedre end mange andre. 

Sommerhuset i Bagsværd var min farfars sommerhus, 

som han ikke selv benyttede, så vi lånte det og fl yttede 

derud hele sommeren. Det var faktisk mere en parcelhusgrund, 

som jeg husker som enorm stor, med et lille træsommerhus 

på. Med kurvemøbler, slagbænke, gyngestole. 

Og med lokum i haven. 

Derude havde vi både køkkenhave, blomsterhave og 

en masse høns, som far endte med at slagte til vores store 

rædsel og sorg, fordi vi jo havde gået og passet dem og 

fedet dem op. En sommer, da jeg var seks år, var der også 

en ged derude. Det var fuldstændig grotesk, og jeg aner 

ikke, hvorfor vi skulle have en ged. Og så var der jo edderkopper, 

skrubtudser og orme, som jeg passede og plejede 

i en skotøjsæske med græs, og jeg ved ikke hvad. Alt 

sammen var utrolig hyggeligt. 

Jeg blev advaret af mor mod børnelokkere og instrueret 

om at henvende mig til en betjent, hvis jeg blev ban- 


ge, og jeg fi k tidligt lov at gå alene hen i fars butik, som 

han havde givet navnet Fa-Ta-Ma-La af forbogstaverne i 

Farve, Tapet, Material og Lak. Jeg tror, der var to ansatte, 

en ekstra mand og en lærling. Det var rart at komme der 

eft er skoletid. 

Jeg nød at begynde i skolen. Vi var 35 i klassen. Jeg var 

en nysgerrig, videbegærlig pige, og jeg husker stadig, at 

jeg lærte at læse inden jul, eft er vi startede i august. Jeg 

har altid været en læsehest. Jeg lånte pigebøger. Sussi-bøger, 

Puk-bøger, Jan-bøger – og Tudemarie har jeg læst 500 

gange, tror jeg. Derhjemme havde vi i reolen Salomonsens 

Leksikon, som jeg slog meget op i. Vi havde også Storm P. 

bøger, og min mor var meget til Tove Ditlevsen. Pigesind... 

Kvindesind... Den slags bøger. 

Mor var den derhjemme, der læste mest, mens far var 

meget jagtinteresseret og læste mange jagtbøger. Somme 

tider tog han mig med på jagt. Vi skød aldrig noget på de 

ture, hvor jeg var med, men jeg husker de dejlige morgener, 

hvor vi stod op og smurte madder, og hvor jeg havde min 

far alene om den oplevelse som noget helt specielt. 

Jeg var meget oft e inde at se naturfi lm i Park-biografen, 

Triangel-biografen eller Palads sammen med far. De 

hed Den Levende Prærie og sådan noget, og det er klart 

min far, som jeg har arvet min glæde ved naturen fra. 

Jeg var en udpræget fars pige, mens min bror Henrik er 

mors dreng. 

Forskellen på tre-et-halvt år mellem mig og min lillebror 

er nok lige i overkanten til, at vi fi k så stor glæde af 

hinanden under vores barndom. Han var ind imellem en 

irriterende lillebror og drillepind. Vi havde heller ikke fælles 

legekammerater, og min bror havde i øvrigt en tendens 

til pludselig at blive væk, hvilket jo oprørte hele familien. 

Han kom imidlertid altid hjem igen. Og hans forsvinden 

varede måske ikke længere end fra om formiddagen til ud

på aft enen, men det var jo også lang tid, når man er en 

lille dreng. Vi er temmelig forskellige af sind. Jeg har altid 

været meget straight og nemmere end min bror. 

Til gengæld har min mormor Ragnhild, kaldet Kylle, 

betydet enormt meget i mit liv, fordi hun boede så tæt på 

os og altid trådte til, som da hun boede hos os et års tid 

i Hellerup, eft er at mor fl yttede fra familien. Hun var en 

stjerne og en klog kvinde. Jeg besøgte hende tit, både før 

og eft er hun boede hos os, og hun fylder stadig meget i 

mit liv. Selv om hun er død, føler jeg stadig, jeg er i kontakt 

med hende hver eneste dag. 

Flytningen ud til Hellerup som 10-årig mindes jeg ikke 

som værende spor traumatisk. Det er jo altid spændende 

at være den nye pige i klassen, og når man er en lille, sød 

pige – hvad jeg bestemt mener, jeg var – så tror jeg egentlig 

kun, jeg skabte interesse. Sådan husker jeg det i hvert 

fald. Det var jo også rart at komme ud og få sit eget værelse. 

Og så fi k jeg jo også den hund, som jeg altid havde 

ønsket mig. 

En stor del af min teenagetilværelse i Hellerup bestod af 

at opholde mig nede i sejlklubben ved havnen. Og så var 

der teklubber og hyggeklubber med veninderne, hvor vi 

piger bare sad og snakkede. Jeg gik også til spejder, som 

et led i min naturopdragelse, og jeg gik til dans. Vi brugte 

også en hel del tid på at hænge ud i Fona på Strandvejen. 

Der kunne man gå ind i små kabiner og sidde med høretelefoner 

på en lille stol og høre de plader, man bad dem 

sætte på grammofonen. Hér holdt mange unge mennesker 

til. Den sejeste og vildeste grammofonplade i min 

plasticmappe med tryklåsen hjemme på værelset, var et 

nummer, der hed Tiger. Jeg husker ikke, hvem den var 

med. Men det var en lille vinylsingle. Og den var stribet 

som en tiger, gul og sort... 

Og så var det jo også på Hellerup Skole, jeg allerede som 

13-årig mødte min første kæreste Henrik, som senere blev 

min mand. Han var meget køn og charmerende og udstyret 

med humor, så der var mange rivalinder, der også havde 

kig på skolens nye dreng. Men mit overlevelsesinstinkt og 

min stædighed hjalp mig igen. Vi blev kærester, og da vi 

var 18, blev vi ringforlovet. 

Det ville være løgn at påstå, at det har været omkostningsfrit 

at møde én så tidligt, men den pris det måtte være ikke 

at have haft ret mange andre aff ærer, er vel værd at holde 

op imod, at man har et trygt ægteskab, og at man kender 

hinanden 100 procent. Jeg har et stort tryghedsgen, og 

det er helt sikkert på grund af mine forældres skilsmisse. 

Oplevelserne i min barndom har haft stor betydning for 

mit senere liv. 

Oft e slår jeg lige et smut omkring Randersgade, når jeg 

cykler hjem fra Folketinget. Og det er altid en meget nostalgisk 

oplevelse at holde uden for vores gamle opgang. 

Det rører ved og vækker en masse følelser. Jeg kan næsten 

lugte det hele igen. Mærke følelsen. Stemningen fra dengang. 

Selv om alt jo er anderledes i dag. 

Jeg kan på mit indre øjeæble se, hvordan stemningsbilledet 

var dengang. Og så hører jeg atter stemmerne og 

lydene, mens jeg står og fornemmer det hele. Jeg har altid 

haft en helt utrolig stor lyst til at ringe på dørklokken til 

fj erde sal og sige: Må jeg ikke bare lige have lov at gå op og 

kigge? Jeg havde nok gjort det, hvis jeg ikke havde været 

en kendt person. Jeg oplever samme vemodige smerte, når 

jeg kører fordi fars forretning, hvor der i dag ligger en cafe, 

eller når jeg cykler op ad Øster Farimagsgade. 

En dag gik jeg ind i skolegården, hvor alle ungerne stod 

og gloede på mig. Så sagde jeg entusiastisk: „Jamen jeg er 

her, fordi jeg selv for mange år siden har gået på den her 

skole, ikke?“ 

De svarede bare „nå”… 


ERIK NORMAN SVENDSEN FØDT 27. JANUAR 1941 I KØBENHAVN 

Pagt med skyggerne 

Solen når aldrig rigtig ned i hans barndomshjem. 

Nummer 40B stuen til venstre udgør nemlig uden 

sammenligning den dårligste lejlighed i ejendommen 

Prinsesse Charlottes Gade 40 på Nørrebro. Klemt inde 

mellem to høje bygninger: På den ene side dén skole, som 

bærer gadens navn. På den anden side Teknisk Skole. 

Huset ligger vinkelret på gaden omringet af to gårde. En 

forgård med et cykelskur og en køkkengård med skraldespande 

og et pissoir, som benyttes fl ittigt som aft rædelsessted 

af både ølkuskene, som leverer øl og sodavand til 

tobakshandelen, og mælkekuskene, som forsyner ismejeriet 

med mælk og isstænger til køleskabene, 

Derinde i hjørnet længst væk fra gaden kan selv ikke de 

mest ihærdige og fl ittige solstråler fi nde vej. 

Så den lille familie i den 35 kvadratmeter store, fugtige 

og mørke lejlighed med to små værelser, stue og soveværelse, 

og uopvarmet deledas til fi re familier på køkkentrappen 

fyrer stort set hele året i kakkelovnen, når det 

er køligt eller regnfuldt, for at få lidt varme og forsøge at 

undgå, at tapetet går løs. 

Han har sin egen lille seng i en krog i soveværelset. Og en 

grøn høkasse til legetøjet. Han vågner hver morgen ved, at 

hans far tænder op i ovnen og bruger spjældet for at ryste 

slaggerne af risten. Inde i stuen står hans lille kurvestols- 

228 

SKILLEVEJE · ERIK NORMAN SVENDSEN 

møblement i en anden krog. Spisebordet bruges, ud over 

til måltiderne, af hans far Norman, som læser til teolog. 

En akademiker i Nørrebros pulsende arbejderhjerte. 

Mange af aft enens timer bruges på at spille. Matador, 

Ludo, Dam og skak. Og hans forældre, især hans far, læser 

alle de store drengebøger for sin søn. Børnene i Nyskoven, 

Jorden rundt i 80 dage, Ivanhoe, Gøngehøvdinen og Dronningens 

vagtmester. 

Senere opdager han, at hans far springer nogle af kapitlerne 

over. F.eks. kapitlet, hvor Svend Gønge går rundt i 

haven med frøken Carlsberg og sjæler. Det er ikke noget 

for en syvårig præstesøn. Senere – da han selv kan læse 

– er det Tykke Niels-bøgerne, P. Karlssons P.K. Opdagelsesrejsende, 

Peder Most-bøger, søfartsbøger… 

Hans mor Aase er defektrice på et apotek. Og når hun 

har det godt, er hun en fantastisk velbegavet, organiserende, 

arrangerende mor. Så er hun den udadvendte. Hende, der 

skaber noget i familien. Det er hans mor, som sørger for 

at tage ham med ned og bade tidligt om morgenen, når 

de er på sommerferie på landet. Det er hende, som laver 

syltetøj. Hende, som i 1948 bruger sine spareskillinger på 

at forære sin søn hans livs første Anders And-blad. Og 

hende, som tager ham med til hans første forbudt-forbørn-fi 

lm, da han er 12 år gammel.

„Dette feriefoto af mig omgivet af far og mor er fra Søllerød, hvor vi et par somre boede til leje i et par værelser hos en ældre, rar enkefrue. Det er vist nok hendes hund, som jeg var meget glad for. Men jeg kan ikke huske, 

hvad den hed. Hjemme i Prinsesse Charlottes Goade var det ikke tilladt at have hund.“ 

230 SKILLEVEJE · ERIK NORMAN SVENDSEN

En glad Erik leger 

med trillebøren 

i sandkassen. 

Men mange af projekterne lider en krank skæbne. Mange 

af de ting, hans mor sætter i gang, bliver aldrig fuldført. 

Lille Eriks mor er nemlig psykisk syg en meget stor del 

af hans barndom, hvor han i øvrigt også hader at gå i skole 

de første fem år, fordi såvel de større elever som gårdvagten 

mopper og straff er ham, fordi han er præstesøn. 

Alligevel karakteriserer den københavnske biskop, som 

for øjnene af hele nationen har givet Kronprins Frederik 

og kronprinsesse Mary og senere deres lille søn så mange 

gode, positive ord med på vejen, sin egen barndom som 

lys og god. Han har nemlig forliget sig med den skygge, 

som altid fulgte med og bragte alvoren med som blind 

passager i hele hans opvækst. 

– Det var en mørk skygge, men jeg tror aldrig, jeg som 

barn opgav, at mor skulle få det bedre og blive rask. Jeg 

opgav aldrig, at vi skulle komme ud over det hele... Men 

jeg var da mange gange dybt ulykkelig, og det var min 

far jo også. 

Det er klart, at man, når man vokser op under krigen i 

en besættelsestid, på en meget stærk måde oplever, at livet 

ikke bare er solskin og lykke og lyse nætter. Og de skygger, 

som også kom ind over vores familie og vores tilværelse, 

skal man naturligvis ikke bare prøve at fornægte. De skal 

tages alvorligt. Det har jeg lært lige fra barn. Men jeg tror 

dybest set, jeg er et optimistisk menneske, og det er meget 

vigtigt, at skyggerne ikke får lov at skygge for livet. 

Min mors depression fi k imidlertid stor betydning for 

min opvækst, fordi den indebar mange begrænsninger. Mor 

led af angst. Hun var urolig. Ked af det. Og hun var indlagt 

i månedsvis ad gangen. Hun har været på Montebello, på 

Dianalund og på Bispebjerg Hospital afdeling E. 

Så faktisk boede jeg halvdelen af min barndom hos 

mine bedsteforældre. Især min farfar og farmor, som 

SKILLEVEJE · ERIK NORMAN SVENDSEN 231 

Erik går til hånde på 

M/S Carl, hvor hans 

farfar var skibsfører. Erik 

Norman Svendsen sejlede 

hver sommer en måned 

med farfar, og han 

deltog i alt forefaldende 

arbejde – også styringen 

af skibet.

oede i Willemoesgade på Østerbro. Mormor og morfar 

boede på Søndre Fasanvej på Frederiksberg. Jeg kunne 

altid komme. De bakkede hundrede procent op, og jeg 

har tilbragt masser af god tid med mine bedsteforældre. 

Selv nu, så mange år eft er, er der ikke én dag, hvor jeg 

ikke tænker på dem. 

Mors sygdom har aldrig været nogen hemmelighed, 

selv om hun ikke selv erkendte den. Jeg vidste også, hvilke 

læger mor havde, og jeg vidste, hvilken medicin hun fi k. 

Det lærer man meget hurtigt. For når far ikke kunne være 

hjemme, skulle jeg nemlig også sørge for, at mor fi k sin 

medicin i rette tid. Og vel at mærke kun dét, hun skulle 

have – og ikke det hun selv syntes, hun skulle tage. 

Mor blev mere og mere syg, og i mange år var hun en 

slags prøveklud for de nye psykofarmaka, der kom frem. 

Hun blev desværre dybt afh ængig af det, så det var meget 

vigtigt, at jeg, hvis min far ikke var hjemme, var så godt 

instrueret, at jeg vidste, hvor far havde sat pillerne, og at 

jeg kunne sørge for, at mor fi k dem til rette tid. 

Far brugte naturligvis megen opmærksomhed og mange 

kræft er på at være hende en god støtte, men det siger sig 

selv, at det påvirkede familielivet, for hver gang, vi havde 

planlagt at skulle foretage os et eller andet eller besøge nogen 

eller have gæster, så gik det meget oft e i vasken, fordi 

mor alligevel ikke kunne gennemføre det. 

Far var derfor både min far og mor samtidig med, han 

færdiggjorde sine studier med gode karakterer. Som præst 

var det naturligvis en fordel, at han kunne være meget 

hjemme, og han påtog sig sit ansvar, både over for min 

mor og os andre. Når de andre børn kaldte på deres mor 

nede i gården, stod først jeg og senere min bror Ralf og 

råbte på far. 

Det var kort og godt far, der fi k vores hverdag til at fungere. 

Det var far, der lavede mad, og derfor lærte vi lige 

232 


fra vi var store drenge - først mig og senere min lillebror 

– at lave mad, hjælpe, dække bord, vaske op og foretage 

indkøb. Og uden at skulle idyllisere eller idealisere det på 

nogen måde, så betød det, at vi meget tidligt blev socialt 

bevidste. Vi fi k også nogle andre erfaringer, og frem for 

alt skabte det et sammenhold og en solidaritet, som vi aldrig 

siden hen slap, fordi vi var meget afh ængige af hinanden. 

Når mor var allermest syg – om hun var indlagt 

eller hjemme – havde vi brug for at stå sammen og støtte 

og opmuntre hinanden. 

Men selv om jeg hurtigt fi k livets alvor ind på livet, har 

jeg også fået lov at være barn, og jeg synes ikke, det gjorde 

mig voksen før tid. Når min mor havde det godt, var hun 

faktisk en aldeles strålende og stimulerende mor. Problemet 

var bare, at det meget sjældent var langtidsholdbart. 

Jeg kan huske, at hun, da hun var gravid med min lillebror 

og et halvt år eft er hans fødsel, havde en rigtig god 

periode, hvor hun var aktiv og selv kunne tage hånd om 

tingene. På det tidspunkt var jeg 14-15 år. 

Naturligvis har mors sygdom fulgt mig på forskellig vis 

– om end ikke kun negativt, for man lærer jo af modgang. 

Og det positive var, at det skabte et mægtigt sammenhold 

mellem mig og min far. Jeg har aldrig gjort oprør imod min 

far, som man normalt gør. Det var hans situation simpelt 

hen alt for presset til. Så fars og mit forhold blev meget 

tæt, og det bevarede vi egentlig hele livet igennem. Der er 

dog ikke noget at sige til, at far reelt var slidt op og løbet 

tør for kræft er, allerede da han var i min alder. 

Far døde i 1992. Inden da lå han for døden i et halvt år, 

hvor han var stærkt svækket, og selv om min bror og jeg 

aldrig har siddet lårene af hinanden, kom vi meget tæt på 

hinanden, da både vi, vores koner og vores store børn tog 

en tørn ved fars dødsleje, hvor vi simpelthen tilrettelagde 

det således, at han aldrig skulle være alene. Vi har begge

Erik Norman Svendsen 

foran opgangen 

til barndomshjemmet 

på adressen Prinsesse 

Charlottes Gade 40B. 

et varmt forhold til vores far, det er helt klart, vi skylder 

ham meget. Far blev 72 år. Mor døde som 59-årig. 

Min allerførste erindring som barn er den dag i begyndelsen 

af 1945, hvor der kom en stor lastbil kørende hen 

til Prinsesse Charlottes Gades Skole, som lå ved siden af 

vores ejendom. Kun et plankeværk skilte den fra vores 

gård. Den skulle hente fl ygtninge, som var indkvarteret 

på skolen. Jeg og mine kammerater havde allerede som 

fi reårige lært, at det var tyske fl ygtninge, og at tyskerne 

var fj enden. Så vi stillede os kækt ude foran vores eget 

hus ved gaden på fortovet, og da bilen kørte forbi, råbte 

vi: „Øv, dumme tyskere!“ 

Hvoreft er der skete det – i vores øjne – højdramatiske, 

at bilen standsede, og to tyske soldater sprang af. Jeg var 

fuldstændig sikker på, at de ville komme og tage mig. Vi 

benede til side, og jeg løb ind i baggården og ned i kul- og 

kokskælderen og krøb ind bag den runde gruekedel, helt 

op bagved. Og der sad jeg stiv af skræk. Jeg blev siddende 

i et par timer, så jeg var sikker på, at faren var drevet 

over. Jeg var fuldstændig overbevist om, at det var mig, 

der skulle hentes, fordi vi havde råbt eft er dem. Først som 

større blev jeg klar over, at de selvfølgelig ikke har forstået, 

hvad sådan et par unger råbte på dansk. 

Jeg husker også en anden begivenhed fra befrielsesdagene 

i 1945, som jeg ikke er særlig stolt af. Det var, da jeg 

stod sammen med alle de andre unger fra Prinsesse Charlottes 

Gade ved en opgang, hvor man var oppe og hente 

dét, man kaldte feltmadrasser. Altså piger, der havde været 

SKILLEVEJE · ERIK NORMAN SVENDSEN 233

Simeons Kirke i Sjællandsgade. 

kærester med tyskere. De var meget upopulære i dagene 

eft er besættelsen, hvor de både blev klippet og forhånet. 

Og jeg oplevede altså sådan en pige blive ført ned ad trappen 

og ud af opgangen og ind i bilen, mens alle vi unger 

sammen med masser af voksne – dog ikke mine forældre 

– stod og råbte og spyttede eft er dem. Jeg tror, vi råbte 

tyskertøs og sådan noget. 

Jeg har bageft er oft e tænkt på det. Især eft er jeg selv fi k 

børn. Det var jo en meget barsk behandling, for det var 

purunge piger, og man kunne ikke forvente, at de skulle 

have forstand på storpolitik. De var måske socialt dårligt 

stillede, og der har nok været en vis glamour ved at komme 

sammen med sådan en soldat. Men bageft er kan man 

jo godt se, at det var en grov måde at behandle dem på. 

Oven på en besættelse opstår der imidlertid en frygtelig 

hævnfølelse – payback time, som vi kalder vi det i dag. 

Og engang imellem har jeg skammet mig over, at jeg stod 

der og råbte eft er pigen. Jeg skammede mig bestemt ikke 

dengang, så det er typisk dét, man kan kalde for eft ertidens 

bondeanger. 

Under besættelsen måtte far oft e forlade vores lejlighed 

under luft alarmen. Han var civilforsvarsbetjent i stedet 

for at være soldat, og når alarmen lød, blev jeg tit meget 

bange. Det var egentlig meningen, at mor og jeg skulle gå 

i kulkælderen sammen med alle de andre beboere. Men 

jeg kunne ikke lide den mørke kælder, selv om jeg mange 

gange måtte gå alene derned eft er kul og koks. Det var 

næsten som at gå i en øde skov ved aft enstide, og da vi en 

overgang var tvunget til at fyre med briketter fra tørvemoserne, 

det såkaldte brunkul, lugtede der afskyeligt. 

Mor og jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke kunne svare 

sig at sætte sig ned i kulkælderen eller vaskekælderen 

under luft alarmen. Det var altså for trist, og det var heller 

ikke et rart sted at være, hvis bomberne skulle falde. 

234 


Men mor havde en meget sød måde at berolige mig på, 

når jeg var bange. Hun satte familiens store stegegryde 

ved siden af sengen, og så sagde hun til mig: ”Hvis der 

kommer bomber, så lægger jeg den bare over dit hoved. Så 

sker der ikke noget.” 

Og så faldt jeg roligt i søvn. 

Jeg husker meget tydeligt den 4. maj 1945 om aft enen, 

hvor mine forældre sad og hørte de danske nyheder fra 

London, som altid indledtes med Prins Jørgens March. 

Pludselig blev de ellevilde, omfavnede hinanden og… ja… 

de begyndte nærmest at danse. Jeg var lige lagt i seng, men 

jeg blev taget op og fi k tøj på. Og så gik vi ud på Jagtvej, 

hvor der var et mylder og leben af festglade mennesker. 

Folk sad oppe på taget af en sporvogn, der kom forbi. 

Andre kastede serpentiner ud fra vinduerne, og endnu 

andre personer, som ikke kendte hinanden, omfavnede 

hinanden på gaden. Og midt i hele den fantastiske, spontane 

befrielsesfest, der gik i gang den 4. maj om aft enen, 

vendte vi så pludselig hjem til lejligheden, hvilket gjorde 

mig meget skuff et. Kort eft er tog vi hen i Mimersgade. 

Dér boede min mormor, og hun havde en søn, der var 

politibetjent. 

Han havde været taget af tyskerne i 1943. Han havde 

trukket frinummer og skulle derfor ikke sendes videre til 

Sverige. Så hele familien samledes for at sige velkommen 

hjem til min morbror Kaj. 

Bageft er gik vi ned i Simeons Kirke, hvor den daværende 

sognepræst Henry Rasmussen havde arrangeret befrielsesgudstjeneste, 

takkegudstjeneste. Klokkerne bimlede, og 

der var sort af mennesker inde i kirken. I årene, der fulgte, 

gik vi hvert år til gudstjeneste den 4. maj om aft enen og 

takkede for befrielsen og for, at vi var sluppet af med de 

dumme tyskere. Nå ja, det kan godt være, præsten ikke har 

udtrykt det sådan. Og det var et fast indslag under disse

takkegudstjenester at synge En lærke letted, og tusind fulgte, som 

blev skrevet af Mads Nielsen i slipstrømmen af den fuldstændig 

overdådige og overrumplende befrielsesrus. 

Jeg husker også den stærke modsætning til denne lykkerus, for 

få dage eft er befrielsen gik jagten på kollaboratørerne ind. Nogle 

stikkere havde gemt sig oppe på loft et af Teknisk Skole, og da mor, 

far og jeg kom hjem fra byen en dag, blev der skudt i gaden. Vi 

blev beordret helt ind til husmuren, hvor vi var beskyttet, og så 

krabbede vi sidelæns hen til vores opgang nummer 40B, mens vi 

kunne høre, at det knitrede omkring os. Det var frihedskæmpere, 

der var ude for at fange disse overløbere, og eft er den lykkelige 

befrielsesaft en kom der nogle lidt angstfulde aft ener, inden tingene 

atter faldt til ro, og vi kunne hygge os og nyde sommeren. 

Når vejret var rigtig godt, satte de voksne kurvemøbler ud i gården. 

Så kom Madam Blå på bordet, og så sad de og drak kaff e, 

mens vi legede. 

Det mønster gik der lidt opbrud i i starten af 50’erne, hvor folk 

fi k lidt fl ere penge. F.eks. fi k den familie, der havde tre børn, som 

jeg legede meget med, en Nimbus-motorcykel med sidevogn. 

Dereft er var de tabt fra fællesskabet i weekenderne i gården, for 

nu tog de i stedet på søndagsudfl ugt med børnene i sidevognen. 

Lange ture ud til Søndermarken, Zoologisk Have og andre eksotiske 

steder. Jeg kan stadig mærke fornemmelsen af at mangle 

dem om søndagen. 

Vi havde ikke bil. Kun hver sin cykel. Da jeg var otte år, fi k jeg 

en gammel cykel, som jeg malede grøn. Indtil jeg blev teenager 

og ikke længere ville holde ferie med mine forældre, cyklede vi 

på ferier sammen til f.eks. Vordingborg og Faxe Ladeplads. Da 

jeg var helt lille, sad jeg på stangen på barnesædet hos min far, 

når vi cyklede derned. Det har nok taget hele dagen. Vi boede 

privat hos en god familie i Vordingborg, hos husmanden Jens og 

hans svenskfødte kone Marie. De havde tre tønder jord og et lille 

hus ved Ore Strand. De havde også geder og høns. For enden af 

marken lå stranden ud til Smålandshavet. Der har jeg tilbragt 

„Mor blev mere og mere 

syg, og i mange år var hun 

en slags prøveklud for de nye 

psykofarmaka, der kom frem. 

Hun blev desværre dybt 

afhængig af det...“ 

MIN GEMMETING 

– Jeg fi k min julekrybbe som 

fl idspræmie i Simeons Kirkes søndagsskole, 

da jeg var syv-otte år 

gammel, og gennem hele mit liv 

har jeg hvert år stilllet den frem 

til jul. Først i mit barndomshjem 

i Prinsesse Charlottes Gade og 

senere alle de andre forskellige 

steder, hvor jeg har boet. Også 

her i Bispegården bliver den i 

al sin skrøbelighed sat op hvert 

år til jul, og så får den ellers lov 

at stå til og med Hellig Tre Konger 

sammen med juletræet. Min 

familie tager det pænt, selv om 

de vist ikke synes, den er særlig 

pæn længere. Jeg har måtte reparere den nødtørftigt mange gange, men det har ikke 

gjort den mindre kær for mig. Julekrybben markerer både julens højtid og omdrejningspunkt 

og er samtidig et kært minde fra mit barndomshjem. 


nogle herlige ferier! Vi var der typisk i 14 dage, og så lavede 

Marie mad. Da mor ikke var rask, var det meget vigtigt, 

at vi var et sted, hvor vi kunne få mad. De hed Carlsen, 

så jeg kaldte det kun for Carlsens Land. For mig var det 

indbegrebet af sommerlandet. 

Men også de mange ture på havet med min farfar Frederik 

Th orvald fylder meget i min erindring. Farfar var 

skibsfører, og han sejlede for de danske sukkerfabrikker 

– det der i dag hedder Danisco. Fabrikken havde dengang 

en fl åde på seks skibe, hvor min farfar var skibsfører på 

fl agskibet M/S Carl, så da jeg blev større, tilbragte jeg også 

sommerferier om bord, indtil han gik på pension, da jeg 

var 14. Vi sejlede både indenrigsfart og på Gotland. Jeg 

havde min egen kahyt, 2. maskinmester-kahytten, og jeg 

havde som kaptajnens barnebarn fuldstændig frie forhold 

om bord. Jeg skulle bare ikke skilte med det. Men jeg kunne 

gå overalt på skibet, og snakke med hvem jeg ville. Derfra 

har jeg nogle meget store oplevelser med i bagagen som 

dreng og lidt større dreng, så M/S Carl kom mere og mere 

til at afl øse Carlsens Land, jo ældre jeg blev. 

Jeg var til gengæld ikke særlig glad for at gå i skole i 

de første fem år af min skoletid, indtil jeg som 13-årig 

fl yttede til Rådmandsgade, fordi far blev præst i Samuelskirken 

i Th orsgade og fi k tjenestebolig. Hver morgen 

kunne jeg planke den over rækværket bag om ryggen på 

den strikse skolebetjent ved den store skoleport, som lukkede 

på slaget otte. Så jeg slap for at blive noteret for at 

komme for sent. 

Vi har nok været omkring 30 i klassen, og vi sad to og to 

sammen ved en pult. Skolen havde kakkelovne, og det betød, 

at det ikke altid var lige rart at sidde i rækken op mod 

kakkelovnen, for der var enten for varmt eller for koldt. 

Men det værste var, at jeg fra 1. til 5. klasse led under at 

være duks og præstesøn. Jeg fi k i og for sig god undervis- 

236 


ning og lærte noget, og der var disciplin i timerne. Især 

vores dygtige klasselærer og dansklærerinde havde den 

naturlige myndighed, som bare betød, at man gjorde, som 

man skulle. Jeg brevvekslede faktisk med hende hver jul, 

lige indtil hun døde for et par år siden, 107 år gammel! 

Men det irriterede mig meget, at nogle af mine lærere i 

skolen – især i underskolen i Prinsesse Charlottes Gade - 

forventede, at jeg skulle opføre mig lidt bedre end de andre. 

Og din far er præst!, som de sagde, hvis man var lidt fræk 

eller lavede noget, der brød med skolens dengang rimelig 

stramme disciplin. Forventningerne til mig var hele tiden 

anderledes, og det irriterede mig. Så jeg lærte meget hurtigt 

at kende ordsproget præstebørn er de værste. 

Det var svært både at være præstesøn og klassens duks. Så 

stod jeg til mobning af nogle af de ældre elever. De syntes, 

det var fristende, at der var sådan en lille duksedreng, hvis 

far var præst, så af samme grund fi k jeg buksevand adskillige 

gange. Og så var det nok ekstra sjovt, fordi de vidste, 

at jeg ikke bare fromt fandt mig i det. Jeg kan nemlig love 

dig, at jeg slog igen. Jeg blev vred. Børn synes vist altid, det 

er sjovt at bringe folk hen til kanten af raseri. Jeg var og 

er heldigvis sådan indrettet, at jeg ikke stikker piben ind. 

Tværtom... Det opildner mig kun at møde modstand. Jeg 

kunne dog ikke banke dem, men derfor var jeg bestemt 

ikke nogen fredens engel. 

I skolen har jeg fået spanskrør, men kun af én lærer. Så 

det kan ikke have været forbudt i slutningen af 40’erne. 

Jeg husker ikke, hvad jeg havde gjort, men det var vores 

regnelærer, som var dygtig, men temmelig uligevægtig, 

og han havde det med at slå fra sig meget hurtigt. Nogle 

gange gik han simpelthen grassat. Hvis han blev vred på 

klassen – hvis der f.eks. var uro nede i et hjørne – så for 

han ned, og så lukkede han øjnene, mens han trampede 

og slog løs, hvor han kunne ramme. Vi lærte meget hur- 

Vinduet ned til den vaskekælder, 

hvor Erik Norman 

Svendsen i 1945 gemte sig for 

tyskerne bag en gruekedel.

tigt at bruge vores skoletasker som skjold og holde dem 

op foran os. Han slog kun i aff ekt, og derfor vakte det på 

en og samme tid både moro og vrede. Men når han ikke 

slog, var han egentlig en hjertens rar mand, som øjensynligt 

havde meget store problemer selv. Han var næsten to 

meter høj, og vi sagde, han fi k syet alt sit tøj og sine sko 

hos Burmeister og Wain, så han led nok også under sin 

kæmpekrop. Det er klart, han var imponerende, når han 

gik løs på en klasse, og jeg vil heller ikke afsværge, at vi 

også indimellem med vilje bragte ham i aff ekt. Det var jo 

underholdende at se sådan en stor mand gå amok. 

Jeg kan også huske, at han sagde grimme ting, når han 

gik bersærk, og engang, hvor han lige havde haft et af sine 

raserianfald, rejste jeg mig op i klassen og sagde til ham: 

„Hr. Olsen. Hvis De siger sådan, ender De i helvede.“ Det 

var jo meget skinhelligt og frækt sagt af mig, og jeg følte 

mig selv lidt god og lidt modig, da jeg sagde det. Det forfærdende 

var, at manden brød i gråd og sagde undskyld. 

Så der så vi altså hans anden, bløde side. Jeg kom til at 

ramme ham på et meget ømt punkt, og det har jeg tit 

tænkt på senere i livet, for jeg skammede mig lidt over, at 

jeg havde bragt ham i den situation over for klassen. Én 

ting var, at man kunne drille ham og bringe ham i aff ekt, 

men se ham bryde sammen, det var ikke sjovt... 

Jeg har vel været 10 år gammel, og jeg blev også fl ov, 

fordi han jo egentlig også kunne være en rar mand, og 

fordi jeg havde gode karakterer i hans fag. 

Kundskabsmæssigt var datidens skole helt i orden. 

Men socialt var den ikke rar. Jeg synes ikke, at lærerne, 

der havde ansvaret for disciplinen, i tilstrækkelig grad var 

optaget af at beskytte børnene. Det var hårdt at være i en 

skolegård. Noget af det, jeg husker bedst fra skolegården, 

er en af gårdvagterne, som øjensynligt også havde det 

skidt med præster. Han greb nemlig ikke ind. når jeg fi k 

buksevand. Tværtimod vendte han ryggen til. Det syntes 

jeg var utrolig tarveligt. Jeg kan tydeligt huske den dag, 

min far var blevet udnævnt til præst, og det havde stået 

i avisen. Jeg har været otte år, og gårdvagten kaldte mig 

hen i skolegården, tog mig hårdt i tindingen, hev mig op 

og blev ved med at hive op… og så sagde han: „Nu skal 

du ikke tro, du er noget!“ Så jeg lærte janteloven at kende, 

inden jeg overhovedet vidste, der var noget, der hed jantelov. 

Dét synes jeg ikke var rart. Mine egne børn har også 

skullet leve med, deres far er præst. 

Nogle år eft er, jeg havde forladt skolen, læste jeg pludselig, 

at den gårdvagt, der havde stået og trukket mig op ved 

håret, var død. Og jeg blev faktisk både varm om hjertet 

og glad. Jeg kan huske, at jeg bare tænkte: „Nå ja...“ Så jeg 

græd ikke ved hans bortgang! 

Jeg fi k heldigvis en rigtig god mellemskoleeksamen, og 

så kom jeg ud på gymnasieskolen Eft erslægten, hvor jeg 

startede i 1. mellem. Det var for mig en åbenbaring. Det 

var en moderne skole fra 1940’erne med lyse klasseværelser 

og gymnastiksale med bad og med dygtige lærere. Her var 

der ingen, der drillede mig med, at min far var præst. 

Og her var det tilladt at være dygtig. 

Ingen af mine kammerater kom med over i den anden 

skole. Der blev slået en klar streg i sandet, og jeg har senere 

oft e tænkt på, at selv om jeg næsten dagligt legede 

med nogle af kammeraterne i gården i Prinsesse Charlottes 

Gade, så jeg dem faktisk aldrig mere, eft er jeg var fl yttet 

til Rådmandsgade. Og jeg fl yttede altså ikke mere end to 

kilometer. Men jeg skift ede også miljø, og det var på alle 

måder lykkeligt. 

Den fysiske fl ytning var dejlig, fordi den understregede 

den fl ytning, jeg havde gjort fra Prinsesse Charlottes Gade 

Skole til Eft erslægten. Jeg blev ligesom opgraderet både 

skolemæssigt og boligmæssigt. Væk fra den lille usunde 


„Min mors depression fik stor 

betydning for min opvækst, hvor 

den gav mange begrænsninger. 

Mor led af angst. Hun var urolig. 

Ked af det. Og hun var indlagt i 

månedsvis ad gangen.“ 

lejlighed. Det var som at komme i Paradis. 

Vores lejlighed var en moderne, behagelig fi reværelses 

med rigtigt køleskab. Varmt og koldt vand. Og badeværelse 

med siddebadekar. Og bedst af alt: Jeg fi k mit eget værelse. 

Det var stort eft er at have sovet inde hos mine forældre, 

til jeg var 13 år. Jeg havde altid siddet inde i stuen i kurvemøbler, 

mens min far sad og læste. Pludselig fi k jeg mit 

eget værelse. Mine egne møbler. Men først og fremmest 

fi k jeg nye kammerater. 

Der var et par lidt yngre drenge i gården, som inviterede 

mig med ned for at spille fodbold. De var helt vilde 

med fodbold, og de var begge medlem af AB. Der gik ikke 

lang tid, før jeg selv spillede fodbold med dem og meldte 

mig ind i AB. Men det, der mest fi k betydning var, at vi 

spillede sammen i gården og blev meget gode venner, og 

derfor også kunne komme i hinandens hjem. Jeg havde 

jo et stort behov for også at komme i hjem, hvor tingene 

var normale. 

Jans forældre fi k som de første fj ernsyn, så det blev 

vores faste tilholdssted, og her opholdt vi os, når der var 

fodbold eller – tro det, om du vil – transmission af opera 

eller teaterforestilling fra Det Kongelige Teater. Det var i 

sort-hvid-dagene, men især Eurovisions-udsendelserne 

var populære. Sportsudsendelser og store udsendelser fra 

Eurovision. Så blev vi lukket ind i hjemmet, og Jans mor 

sørgede selvfølgelig for, at vi fi k både kage og saft evand 

eller kaff e. Mine to venner fra gården i Rådmandsgade 

– Jørgen og Jan – er den dag i dag stadig to af mine nære 

venner. Og jeg har været familiepræst for familierne, jeg 

har begravet deres forældre, jeg har døbt deres børn, jeg 

har viet dem, og vi ses stadigvæk. 

Jeg var enebarn, til jeg var 15, hvor jeg fi k min lillebror 

Ralf, som jeg har stor glæde af i dag. Han bor på Amager 

og er overlæge i Nykøbing Falster, og vi blev faktisk først 

238 SKILLEVEJE · ERIK NORMAN SVENDSEN 

rigtig brødre, da vi blev voksne. Men da han blev født, 

tror jeg nu nok, jeg syntes, det var temmelig irriterende 

og trættende og et forstyrrende element. Nu havde vi jo 

lige fået indrettet os godt i den nye lejlighed med mit værelse 

og alting. 

Da han først kom til verden, kunne jeg da ikke andet 

end at blive optaget af den lille unge, og jeg har både skiftet 

bleer på ham og gået ture med ham i barnevognen. 

Han kan selv nogle frygtelige historier om, hvordan jeg 

skræmte livet af ham, da han var helt lille, hvis han generede 

mig for meget. Engang, hvor han var blevet ved med 

at forstyrre mig og mine venner på værelset, tog jeg ham 

resolut og bar ham ud på badeværelset, og så vendte jeg 

bunden i vejret på ham, åbnede wc-låget og sagde: „Hvis 

ikke du opfører dig ordentligt, skyller jeg dig ud!“. Og for at 

gøre det dramatisk, trak jeg i snoren, så det brusede. Han 

har kun været to-tre år, men dét husker han! 

Mine barndomsbiografer var Colosseum ved Nørrebros 

Runddel og Nora Bio, som lå under Lissi Wiedemanns Danseinstitut 

på Nørrebrogade, hvor jeg også har gået til dans. 

Det var især til søndag eft ermiddag til 16-forestillingen, vi 

fi k lov at gå i biografen, og vi så Gøg og Gokke, Hopalong 

Cassidy, Søren Spætte, Chaplin og cowboyfi lm. 

Som 14-15-årig fi k jeg en pladespiller, der kunne spille 

både 78’ere, 33’ere og 45’ere. Jeg kan huske, jeg fi k hentet 

hele Beethovens violinkoncert hjem som 11 ’78-plader. 

Helt fra barndommen af har jeg godt kunnet lide klassisk 

musik, og Jan, Jørgen og jeg gik også til opera, især Mozart. 

Og hvis der var en operatransmission, sad vi og så den i 

fj ernsynet. Jeg har selvfølgelig også gået til klaverspil, hvor 

det var klassisk repertoire. Små menuetter af Mozart og 

etuder af Czerny og Måneskinssonaten af Beethoven. 

Jeg hørte helst ikke noget af det, de andre unge hørte. 

Kunne f.eks. ikke udstå Elvis. Men det er jo nok fordi, jeg

i overført betydning er opvokset i et hjem med klaver. 

Hjemme hos os hørte vi mest klassisk musik, og det har 

jeg holdt af, lige fra jeg var barn. Men mor elskede at høre 

Giro 413, så jeg kan synge mange af slagerne endnu. 

Lommepenge har jeg aldrig fået ret mange af, fordi 

mine forældre ikke var økonomisk velstillede. Men som 

13-14-årig begyndte jeg at tjene mine egne penge som 

mælkedreng i Ydunsgade, hvor jeg hver morgen gik med 

mælk til beboerne. Dengang var mælken i fl asker, og de 

var tunge – og jeg havde også brød, franskbrød, rosenbrød 

og snegle med. Derudover solgte jeg hver sommer 

chokolade og slik på dyrskuet på Bellahøj. Jeg brugte ikke 

pengene til at snolde for. Jeg slikkede faktisk ikke, før jeg 

holdt op med at ryge i 1992, så jeg har sunde tænder. Men 

jeg brugte mange lommepenge til at købe bøger. Bl.a. købte 

jeg alle Jan-bøgerne, eft erhånden som de udkom. Til to 

kroner og 75 øre stykket. 

Allerede da jeg kom i mellemskolen, vidste jeg, at jeg 

gerne ville være præst. Derfor kaldte mine kammerater 

mig allerede dengang for biskoppen. Det betyder ikke, at 

jeg bare er fulgt fuldstændig urefl ekteret i min fars fodspor, 

men det er klart, at fars stilling og min barndom 

har betydet meget for mine livsvalg. Hvis du er vokset op 

i et hjem, hvor faren er præst, reagerer du enten positivt 

eller negativt herpå. Der er ingen mellemvej. Du er nødt 

til at forholde dig til det. Min far har på ingen måde domineret, 

men da vi var meget nært knyttet til hinanden, 

har han selvfølgelig påvirket mig stærkt. Det kan jeg da 

sagtens se i bakspejlet. 

Mit barndomshjem var naturligvis præget af kristendom. 

Vi gik i kirke om søndagen. Og mens vi boede i 

Prinsesse Charlottes Gade, gik jeg i søndagsskole i Simeonskirken. 

Og bageft er, når søndagsskolen var forbi, 

gik jeg sammen med mine forældre i kirke. Vi bad også 

bordbøn derhjemme, og kristen livsholdning og værdier 

og forståelse spillede selvfølgelig en rolle i vores måde 

at bedømme tingene på. Så jeg er vokset op i et kristent 

hjem. Men altså på en kulturåben måde. Jeg havde absolut 

mulighed for at sige nej. 

Jeg har en bror, der i nogle år meget klart distancerede 

sig fra alt, hvad der havde med kirke og kristendom at gøre. 

Han kunne dårlig nok synge med på en julesalme juleaft en. 

Han gik rundt om juletræet med korslagte arme. Det gør 

han slet ikke i dag, men det er ligesom for at fortælle, at 

der bestemt ikke var noget, der var givet på forhånd. Men 

det er da klart, at jeg har fået en meget betydelig inspiration 

i mit hjem, ikke mindst igennem min far. 

Jeg har ikke kopieret min far og mor, men jeg har nok 

taget en stor del mine forældres livsindstilling og tro med 

mig fra min barndom. Og som alle andre har jeg som stor 

dreng, som ung mand og i en voksen alder måttet bearbejde 

det hele personligt, måttet tage stilling til det, fi nde min 

egen måde tænke om det og formulere mig på. Men man 

opdager jo, hvor meget man står i gæld til andre mennesker. 

Man er ikke sin egen herre. Man er dybt afh ængig af 

andre mennesker. Og især dem, der er tæt på én. 

Jeg har taget mine forældres kristne grundholdning og 

tro til mig. Den har jeg ført videre på min egen måde, men 

jeg tror også, jeg har lært meget omkring dét at holde sammen 

i en familie, at være solidarisk, at have medansvar. 

Jeg er et pligtmenneske, og det tror jeg i høj grad hænger 

sammen med den tid, jeg er vokset op i, og den familie, 

jeg er vokset op i. 

Livet er en alvorlig sag. Vi kan dø af det når som helst, så 

der er bestemt grund til at tage livet alvorligt. Men alvorlig 

dækker ikke helt. Så jeg vil hellere sige, at min barndom 

har lært mig, at livet ikke er noget overfl adisk, men at det 

tværtimod har dybder. 


JOHN GULDBERG FØDT 5. JULI 1948 I HUSUM 

Følsomhed på prøve 

Når han graver dybt i sin erindrings skatkiste, kan 

han fremtrylle billederne af sin yndlings-beskæftigelse 

som barn. Her elskede han at hoppe på sin 

siddende fars knæ, og så legede begge en leg, hvor Erland 

pludselig spredte benene, så lille John faldt ned i tønden, 

som de kaldte den. Og John kunne blive ved og ved. 

De stunder betød alt for en følsom dreng med et behov 

for ømhed, og som voksen har han forstået hvorfor. 

Det var nemlig stort set den eneste fysiske kontakt, John 

Guldberg havde med en far i en nøjsom barndom, som 

ikke blot blev præget af en syg mor og hendes tidlige død 

– men også af en lunefuld far, som drak så tæt, at sønnen 

konstant, men uden held, tiggede ham om at stoppe. Og 

når hans far var beruset, fremkaldtes den sorte side i den 

ellers venlige og noble mand. En side, som til tider gjorde 

ham til en voldelig hustyran. 

Og som om, alt dette ikke var nok, måtte den generte 

og stille dreng også gennem hele sin opvækst leve med 

den kendsgerning, at hans far aldrig erkendte drengens 

bløde værdier og oft e nedgjorde sin egen søn, for hvem 

det hurtigt blev en Mission Impossible at leve op til sin 

fars drømme. 

Men hvad gør en mand, som har haft en fortid, hvor 

solen oft e tabte kampen mod skyggen? 

240 

SKILLEVEJE · JOHN GULDBERG 

Han fi nder et liv og en vej gennem musikken. 

Og lader til sidst alligevel solen vinde ved at lave en klassisk 

popsang om det ubekymrede liv og det glade smil. Et 

1982-sommerhit, som nåede at ligge nummer ét på hitlisterne 

i 23 forskellige lande, og nummeret har siden været 

et af de mest spillede danske værker i udlandet. Det gør 

John Guldberg – den ene halvdel af duoen Laid Back – til 

en af dansk popmusiks største eksportsucceser. 

Og nummeret, som John Guldberg og Tim Stahl med deres 

stadig aktive og tidløse duo Laid Back dengang i starten 

af 1980’erne fi k resten af verden til at synge med på? 

Jo – naturligvis… Sunshine Reggae. 

Gimme gimme, 

gimme just a little smile, that’s all I ask of you. 

Gimme gimme, gimme just a little smile, 

we got a message for you. 

Sunshine, sunshine reggae, 

don’t worry, don’t hurry, take it easy! 

Sunshine, sunshine reggae, 

let the good vibes get a lot stronger! 

Men manden, som for et lille kvart århundrede siden 

tjente millioner af kroner på tre gyldne numre – foruden

242 SKILLEVEJE · JOHN GULDBERG 

Familien Guldberg 1948 – mens 

fremtiden endnu så lys ud. Den 

lille nyfødte John sammen med 

forældrene og sine tre storesøstre. 

Fra venstre er det Annelise, Laila 

og Birthe. 

Fest på Roskildevej 39. John Guldberg danser med sin far til højre.

Sunshine Reggae også White Horse og Bakerman – for 

siden at miste mange af dem igen eft er en vandskade i 

Laid Backs studie og en stor skattegæld – startede selv 

sit liv i trange kår som søn af en jord- og betonarbejder 

og en syerske. 

Erland og Ella. 

John Guldberg blev født klokken otte om morgenen den 

5. juli 1948 i hjemmet på Stenmaglevej 66 i Husum. Et 

beboelseskvarter med øgenavnet Kaninburene bestående 

af rækkehuse for folk med lave indkomster, arbejdere og 

ufaglærte. Han var en ægte eft ernøler og det sidste af fi re 

børn, og lillebror til sine tre storesøstre Laila, Annelise 

og Birthe, som er henholdsvis 10, 12 og 14 år ældre end 

ham selv. 

Derudover havde Johns mor en søn og hans far en datter 

fra deres respektive første ægteskaber. 

– Min første erindring stammer fra, hvor jeg er omkring 

fi re år. Måske er det min fødselsdag. Jeg kan i hvert fald 

huske, at det er sommer, og at vi sidder ude på terrassen. 

Jeg hygger sammen med min mor, og jeg tror også, min 

ældste søster Birthe er til stede. Det er egentlig ikke fordi, 

der sker noget bestemt. Der er bare sådan en rar stemning. 

Jeg husker, det er en dejlig dag. Der er plads til nærvær, 

og jeg er godt tilpas. Det er måske en morgen, inden der 

bliver travlt med dagens arbejde, 

Mor var syerske. Hun arbejdede hjemmefra, og hun 

havde et lille hjørne på et af kamrene med sit sybord og 

sin symaskine. Mange af kunderne kom fra kvarteret, og 

mor syede både nye kjoler og ændrede på eksisterende 

kjoler. Hun syede også for en forretning inde på Nørrebro 

i København, og da jeg blev lidt større, hjalp mine søskende 

og jeg mor med at afl evere dem. På en omstigning 

kunne vi nå at køre derind og afl evere tøjet og så måske 

få noget andet med hjem, som mor skulle arbejde med. 

Mor syede også en del af vores eget tøj, bl.a. de jakkesæt, 

jeg gik i som barn.. 

Far var jord- og betonarbejder. Han stod i deres fagforening, 

men han var også cementstøber, og han støbte 

fl iser og forskellige sten. Han arbejdede på et mindre 

værksted i Rødovre. 

Jeg fornemmede som barn og ung oft e, at familiens 

pengeknaphed var et problem. At der ikke var råd til alt 

det, man gerne ville, og at min far og mor tidligere havde 

købt noget på afb etaling. Så gik de og rodede med noget 

eft erslæb. Hver jul var vi inde på Børnenes Kontor og hente 

en julepakke med en fl æskesteg, dadler, fi gner og forskellige 

andre gode ting i. Og om sommeren var vi samme 

sted, hvor jeg fi k nogle korte blå bukser, en blå skjorte og 

vistnok også nogle gummisko. 

Vi drenge, der løb og legede ude på vejen, lignede faktisk 

hinanden, fordi vi alle sammen var iført det samme tøj 

fra Børnenes Kontor – så det var jo næsten en uniform. 

Kendere kunne se på tøjet, at vi var børn af forældre, som 

havde været inde og hente en pakke. Og i de familier, hvor 

der var mange børn, var det tydeligt, at nu var det lillebror 

Poul, som havde overtaget de bukser, som Arne gik 

i sidste år. Man brugte tingene op. Der var slet ikke den 

samme ødsel, som vi kender i dag. 

Mine større søskende havde som små haft feriepladser, 

enten på en koloni eller som i Lailas tilfælde på en gård 

ovre ved Ringkøbing, hvor hun opholdt sig det meste af 

sommerferien. Det gav selvsagt en besparelse i husholdningsbudgettet, 

når nogle af børnene blev passet andre 

steder. 

Vi havde selvsagt ikke råd til at have bil. Når en bil kom 

kørende, løb vi unger ud for at se, hvad det var for én. Far 

og mor kendte nogle, der havde en bil, og når de kom på 

SKILLEVEJE · JOHN GULDBERG 243 

1962-snapshots af en 15årig 

John sammen med 

vennerne Bruno og Kirsten.


besøg, gav det virkelig plusser hos kammeraterne. Wow! Man 

kendte nogle, der havde bil… Far havde ikke kørekort, og han 

fi k heller aldrig kørekort til andet end motorcykel, og den fi k han 

først, da mine forældre senere gled fra hinanden. 

Som lille elskede jeg at tegne – især busser og biler – som jeg 

var meget fascineret af. Vi havde ikke tegneblokke, men mor 

brugte noget ternet papir til at lave sine modeller, mønstre og 

udregninger på, og kunne jeg redde mig sådan et lille stykke til 

at tegne på, var jeg lykkelig. 

Og så var der naturligvis også en masse legekammerater på stedet. 

Vi legede typisk røvere og soldater, og det var jo oft e os i vores 

blok mod en af de andre blokke. Det var et børnevenligt område 

med masser af muligheder for at udfolde sig. Der var legepladser 

og grønne anlæg, og ikke så langt derfra var der både fodboldbaner 

og noget, der hed Volden, som var et frit, bakket område, 

hvor man virkelig kunne lege og gemme sig. Der fl ød også en å 

igennem, og en af mine kammerater scorede på et tidspunkt et 

klædeskab, der var blevet smidt ud, og han havde tætnet det med 

baj. Det brugte vi masser af tid på, og vi sejlede i det, indtil det 

sank til bunds. Så kom jeg ellers hjem med våde sokker og våde 

sko og fi k naturligvis ballade over det. 

Et par gange hver sommer tog familien også på Dyrehavsbakken 

på søndagstur, for far elskede Bakken. Der var især et bestemt 

sted der, hvor far og mor godt kunne lide at sidde, fordi 

man måtte have en madkurv med hjemmefra. Det husker jeg som 

noget dejligt og trygt, ligesom jeg også mindes de søndage, hvor 

familien sad og hørte Giro 413 i radioen, som harmoniske. Her 

var fællesskab og en god stemning. Sådan en salig stund, ligesom 

når far hørte ønskekoncert om torsdagen. 

Mor var desværre blevet syg, allerede inden jeg blev født, og da 

jeg begyndte at gå i skole, var hun i perioder indlagt i ugevis med 

en lungebetændelse, som blev meget kraft ig. Min barndom var 

derfor tit præget af en trist stemning, fordi mor var syg. Hun lå 

oft e i sengen, og hun måtte oft e, trods sin sygdom, kæmpe sig op,

En musiker på besøg i fortiden. 

Tilbage på Stenmaglevej 66 i 

Husum, hvor John Guldberg 

blev født en julimorgen i 1948. 

Beboelseskvarteret med øgenavnet 

Kaninburene bestod af rækkehuse 

for folk med lave indkomster 

– altså arbejdere og ufaglærte. 

SKILLEVEJE · JOHN GULDBERG 245

fordi hun skulle sy de ting færdige, hun havde lovet. Det 

var nogle gange lidt ynkeligt at se mor arbejde, når hun 

ikke havde det godt. Men vi skulle bruge pengene. 

Vi havde kun en kakkelovn, som med mellemrum gik 

ud, så hjemmet blev koldt. Hvis det var en dag, hvor mor 

havde det skidt, glemte hun måske at gå ned og hælde 

koks på. Vi havde ikke telefon, men der var en telefonboks 

i nærheden, og så blev der ringet derfra eft er en læge, og 

hans beslutning var som regel, at mor skulle indlægges. 

Igen. Mor lå oft est på Øresundshospitalet, men hun har 


John Guldberg på terrassen i 

Husum sammen med sin mor. 

Ella døde ved juletid 1958, da 

John var 10 år gammel. 

også prøvet at ligge på kommunehospitalet på Nørrebro, 

hvor jeg af samme grund oft e kom og besøgte hende. 

Hver eneste gang, mor kom hjem, troede jeg, at hun endelig 

var blevet rask. Men så varede det alligevel ikke så 

lang tid, inden hun enten blev syg igen, eller også teede 

far sig tosset… 

Mor fi k det dårligere og dårligere. Hun blev indlagt 

hyppigere og hyppigere, og til sidst kunne hun simpelthen 

ikke klare det længere. Sidste gang, mor var indlagt, 

tror jeg nok, at de voksne og mine søskende vidste, hvor 

det snerpede hen ad, men de syntes ikke, der var nogen 

grund til at fortælle mig det. Så til det sidste troede jeg, at 

mor blev rask og kom hjem. 

Jeg var 10 år, og mor døde af kræft lige før jul. Den 

havde sat sig i lungerne. Det har været mors svage sted, 

og det blev ikke bedre af, at hun røg. En kop kaff e, som 

var blevet kold, og en Marietta-cerut... sådan husker jeg 

mor, når hun sad ved sit sybord. 

Mens mor stammede fra landet, var far en rigtig Nørrebro-dreng. 

De var begge to gift med en anden, da de mødtes 

og forelskede sig vildt i hinanden. Jeg kan huske, at far 

fortalte mig historier om, hvordan han i bedste cowboystil 

havde befriet mor. Manden, som mor var gift med, ville 

ikke have, at far trængte sig på, så mors mand havde låst 

hende inde i en lejlighed. Men far satte en stige til, kravlede 

op på anden eller tredje sal, og reddede hende. 

Når far var ædru, var han meget proper og pertentlig. 

Han lignede privat slet ikke en jord- og betonarbejder, 

men snarere en pæn bankmand, i sit jakkesæt. Men far 

havde en mørk side. Han fi k sin løn i en lille pose om 

torsdagen. Og selv om det jo ikke skete hver torsdag, var 

torsdagen alligevel dén ugedag, vi alle sammen sad og 

frygtede: For hvornår kommer far hjem? Hvad sker der 

så? Bliver der ballade?

Jeg tror faktisk ikke, at far var nogen undtagelse. Det var vist 

meget hyppigt blandt hans kollegaer, at når de fi k penge, så følte 

de sgu, at de eft er at have knoklet i en hel uge for at slæbe hjem 

til familien havde ret til lige at hygge sig lidt og få en bajer. Men 

det hændte jo, at far eft er arbejdsdagens slutning fortsatte med 

at drikke på et eller andet værtshus. Og jo længere, det fortsatte, 

jo dårligere samvittighed fi k han – og det gav sig så udslag på 

forskellige måder. 

Far kom somme tider hjem og var meget olm, når han skulle 

spise aft ensmad, for det havde han jo ikke fået. Vi andre skulle 

jo have noget at spise, så vi havde ikke ventet, og det kunne far 

blive meget sur over. Der var som regel ét eller andet at blive sur 

over, for han syntes jo, han havde det hårdt, og han mente ikke, 

der var forståelse for hans situation. Somme tider smed far med 

maden, og hvis det var en gryderet, løft ede han gryden op og 

lod den dumpe ned på bordet, så sovsen sprøjtede op i loft et. 

Der har jo nok været den dér lidt afventende stemning i huset, 

hvor hele familien – også pigerne – sad bænket. Og det har far 

kunnet mærke, hvoreft er der bare skulle en bemærkning til, inden 

der var fut i den. Men mor var givetvis også sur over, at far 

brugte pengene. 

Pigerne var på vores mors side. Annelise – min mellemste søster 

– er født frygtløs. Hun var ikke bange for far, hun var stærk, 

og hun gik ikke af vejen for noget, så far og Annelise kunne godt 

stå og bokse på hinanden, mens vi andre bævrede for hans luner. 

Så jo ældre, far blev, jo mere modstand fi k han. Det var ikke bare 

det, at han skulle hjem og diskutere med vores mor, men der stod 

også tre piger klar bag ved, som bakkede hende op. Nogle gange 

åndede vi alle lettet op, hvis der ikke kom ballade ud af det. 

Fars klare holdning var, at alt kunne ordnes med næverne. Hvis 

der var nogle, der ikke var ordentlige, så kunne de bare få nogle 

på hatten. Og det kunne han virkelig, det dér. Om vinteren gik far 

på Arbejdsformidlingen, for hvis jorden var frossen, kunne man 

jo ikke grave i den. Somme tider blev jeg sendt med ham, for så 

„Far fortalte mig, at sådan som 

jeg var, sådan skulle man ikke 

være. Han kaldte mig for en 

hattenål og en pudseklud...“ 

MIN GEMMETING 

– Uret stod i stuen oven på en skænk i mit barndomshjem. Siden kom det med ud til 

Emma på Roskildevej. Da vi skulle dele boet, ville ingen have det, og da jeg ikke kunne 

nænne at smide det ud, står det nu hos mig. Uret er sat i stå, men hvis jeg vil genkalde 

mig stemningen fra min barndom, skal jeg blot høre uret slå et enkelt slag. 


kunne det jo være, at han ikke gik på værtshus og måske 

ville opføre sig ordentligt. Jeg husker tydeligt en episode 

en dag, hvor vi netop havnede på et værtshus. Far havde 

sagt „Jeg skal bare lige snakke med nogle gutter. Du får en 

sodavand. Det varer ikke lang tid.“ Men det kom jo til at 

tage lang tid, og så kom der lige pludselig nogle mænd 

ind, som far åbenbart kendte og havde et eller andet kørende 

med. De ville banke ham, og jeg sad bare og holdt 

fast i min sodavand, mens der i bedste cowboyfi lmstil fl øj 

stole gennem luft en. Jeg var rystet over at se, hvordan han 

ondulerede dem. 

Jeg var ikke stolt af far, for jeg blev utryg af vold og slagsmål, 

og jeg kunne jo heller ikke lide, når han blev fuld. Jeg 

blev enormt bange og kunne ikke kende ham, fordi han 

ændrede personlighed. Lige fra jeg var syv-otte år gammel 

tiggede og bad jeg ham om at lade være med at drikke. Når 

han var ædru, var han jo en meget elskelig person, og jeg 


tror, alle godt kunne lide ham, hvis bare han var sådan. Og 

det var i virkeligheden med fars drikkeri som med mors 

sygdom. Jeg håbede konstant, det blev bedre. Og jeg blev 

altid skuff et. Så når far angrede, at han havde gjort noget, 

tænkte jeg: Nu bliver det endelig godt! 

Det er imidlertid klart, at mor var den, der havde det 

allerværst. Det var hende, der var syg, og nogle gange var 

der slagsmål, hvor far slog hende. Han havde noget voldeligt 

i sig. En sort side, som kom frem, når han havde 

fået noget at drikke. Det var jo selvsagt ikke særlig fedt at 

fortælle kammeraterne, at mor var syg – eller at far drak. 

Jeg var fl ov over de ting, der skete i vores hjem, så jeg forsøgte 

bare at leve op til de normer, som der nu var blandt 

kammerater. Oft e kørte jeg bare væk fra det hele og tog 

en tur i sporvognen. Som barn kunne man jo køre gratis 

i sporvogn op til en vis alder. Sådan en sporvognstur var 

for mig en rejse langt væk fra hverdagen. 

John og hans far på 

faderens Victoriamotorcykel. 

Til højre 

sidder kammeraten 

Finn. Året er 1955.

Allerede før jeg begyndte at gå i skole, blev vores far 

kylet ud hjemmefra. Han kunne ikke lægge stilen om, og 

på et tidspunkt blev det bare nok for mor, som sagde: „Så 

er det ud! - Ud af vagten!“ 

Hereft er mødte far Emma, som boede i en lejlighed oven 

på sin tobaksforretning ude på Roskildevej, og jeg begyndte 

at tage bussen ud for at besøge dem. For selv om far var 

slem og lunefuld, savnede jeg ham, og jeg var ked af, han 

var fl yttet. Jeg følte mig rigtig godt tilpas derude, fordi 

Emma, som ikke selv havde nogen børn, var utrolig sød. 

I starten, hvor jeg kom i lejligheden, sagde jeg De til 

Emma. Det gjorde man bare, ligesom man jo også var 

De’s med sine skolelærere. Og jeg var jo forsigtig og lidt 

sky, så selv om hun sagde, at jeg bare skulle sige Emma, 

tog det mig lang tid at lære bare at sige Emma til hende. 

Det var ikke et ømt forhold, hvor vi krammede hinanden, 

men det var et meget kærligt forhold, og jeg kunne ikke 

ønske mig at komme et bedre sted hen, når nu det skulle 

være sådan. 

Da mor for alvor blev syg, gik jeg i 3. klasse på Korsagervej 

Skole, som lå lige ved siden af vores bolig. Jeg var 

glad for at gå derovre, og jeg syntes også i det store hele, 

at jeg klarede mig godt. Jeg gik ikke til andre ting uden for 

skoletid, så jeg gik op og tog De Blå Busser, som kørte ud 

til Zoologisk Have, som Emma boede i nærheden af. 

Bussen havde endestation i Husum, så hvis jeg kom 

i god tid, kunne jeg score den bedste plads – nemlig på 

sædet oppe ved siden af chauff øren. Jeg nød bare de ture, 

kendte alle de steder, hvor bussen stoppede, vidste hvad 

vejene hed. Jeg vidste lige nøjagtig, at nu svingede chaufføren 

mikrofonen hen foran munden, og så sagde han 

Sæbyvej… og så sad jeg bare fuldstændig salig og forgabt 

over, at han sad der og styrede en bus, hvor folk kom ind 

og lagde mønter i, og at han kunne spille på sit lille ”or- 

SKILLEVEJE · JOHN GULDBERG 249 

5. klasse på Sofus 

Franck Skolen poserer 

for fotografen på det 

traditionelle klassebillede 

fra 1960.

Klassetur i 1962. 

Steffen, Kirsten 

og John tager en 

slapper i græsset. 

Johns jakkesæt er 

syet af hans mor. 

gel”, hvoreft er der kom en billet ud, og han gav byttepenge 

tilbage, der trillede ned i en skål, hvoreft er man fi k dem 

ved at løft e op i et bæger… Jeg var dybt fascineret af hele 

sceneriet. Så forandringen fra, at alt lå helt tæt på, og til, 

at jeg nu skulle køre med bus, blev et oplivende moment 

i min dag. Den bustur betød utrolig meget. At blive buschauff 

ør måtte være det vildeste, tænkte jeg… 

Til sidst boede kun min yngste søster Laila og jeg hjemme 

sammen med vores mor, og da hun døde, var jeg reelt 

fl yttet ud på Roskildevej, og jeg tog dagligt de 20 minutter 

med bussen frem og tilbage. 

Min nye skole hed Sofus Frank Skolen. Det var en moderne, 

nybygget skole, og jeg gik i 4. klasse, da jeg skift ede 

midt i skoleåret. Det er ikke min force at komme ind ad 

døren og vinde folks tillid. Jeg skal bruge noget tid, så da 

jeg startede, skulle nogle af de andre drenge teste, om de 

kunne banke mig. Og jeg kan huske, at jeg stod i skolegården 

og tænkte „Lad os da få det overstået! Hvis du gerne 

vil banke mig, så bank mig...“ 


Da jeg bageft er kom hjem fra skole og fortalte far, at jeg 

havde fået tæv i skolen af nogle fyre, blev han tosset. Det 

havde han det rigtig dårligt med, og han forsøgte hereft er 

at træne med mig derhjemme. „Du skal bare gøre sådan 

... og sådan hér, ikke?“ Og så brød jeg helt sammen. Det 

kunne jeg slet ikke leve op til. Men jeg blev også ked af 

det, fordi far konstant fortalte mig, at sådan som jeg var, 

sådan skulle man ikke være. 

Han kaldte mig en hattenål og en pudseklud. Han excellerede 

meget i udtryk. Jeg tror, at far har tænkt „Drengen 

skal sgu være mere hård i fi lten, hvis han skal klare sig. Han 

er sgu for blød!“ Hereft er forsøgte han at få mig hærdet, 

og det var vel egentlig kærligt ment ud fra hans begreber. 

Men det lykkedes ikke. 

Far var naturligvis også en rigtig handyman, og i kælderen 

havde han et værksted, hvor han gik og rodede lidt. Jeg 

ville også gerne stå og save, når far savede, men så opdagede 

han jo ret hurtigt, at dét var jeg sgu ikke god til. Det kunne 

han slet ikke holde ud at se på, så det stod ret hurtigt klart,

at jeg i hvert fald ikke skulle være håndværker. 

Far var langt mere friskfyrsagtig end jeg, og jeg tror, han 

var irriteret over, at jeg var sådan en blød én, der nemt begyndte 

at græde eller fór sammen, hvis nogen sagde noget 

til mig, i stedet for at sige: „Nå, hvad så? Skal du have en 

på hatten?!“ Han ville så gerne have, jeg sådan skulle være 

vaks og oppe på mærkerne. Men jeg var stille og fi k altid 

at vide, at jeg var genert. 

Samtidig var skoleskift et hårdt, lige eft er jeg havde mistet 

min mor og var totalt lammet over det. Og bedre blev 

det ikke, da den dansklærer, jeg fi k, ikke ville acceptere, 

at jeg var kejthåndet, som det hed dengang. På min tidligere 

skole havde de ellers i fi re år accepteret, at jeg skrev 

med venstre hånd. Jeg led også meget af hovedpine, og 

der var ikke rigtig nogen, der kunne fi nde ud af, hvad der 

var i vejen med mig. Så de blev enige om at fj erne mine 

mandler, og det hjalp sådan set ikke en skid. Siden viste 

det sig, at den nybyggede skole var så hermetisk lukket, 

at vi ikke kunne trække vejret derinde, og samtidig havde 

man brugt asbest i loft erne, så indeklimaet var skyld i, at 

jeg sad og fi k hovedpine hver dag ovre i skolen. 

Jeg tror, de alle sammen har forsøgt at støtte mig, så 

godt de kunne, men jeg tror også, at jeg selv udadtil prøvede 

at vise, at jeg var en hård negl ved ikke at hænge mig 

for meget i, at min mor var død. Det var ikke, fordi man 

ikke kunne tale om det, men nu handlede det kun om at 

acceptere det, fordi hun ikke længere lå på hospitalet og 

kom hjem igen. Tingene var, som de var. På en eller anden 

måde måtte jeg forsøge at komme videre. 

Der var jo heller ikke nogen prestige i at fortælle mine 

kammerater, at jeg havde mistet min mor. Det virkede 

nærmest som om, de bakkede. Og hvis man selv havde sin 

mor, så syntes man måske bare, jeg var mærkelig. Selvfølgelig 

blev hendes død meddelt henne på skolen, men jeg 

prøvede ligesom at komme videre og forsøgte at falde ind, 

fordi jeg var så bange for at stikke ud, ikke...? 

Da de skulle dele de boglige og ikke-boglige elever i 

A- og B-linien, var Emma og min far meget ambitiøse på 

mine vegne, så jeg skulle selvfølgelig i den boglige linje, 

og jeg glemmer aldrig den nye lærer, jeg fi k. Den første 

dag, han kom ind i klassen, sad jeg nede bagved og pjattede 

lidt sammen med en, der hed Bruno. Læreren skulle 

åbenbart lige markere sig og vise, hvem han var, for han 

sagde: „Ja, og dig din fl ødebolle nede i hjørnet, du kan godt 

tie stille.“ Så grinede alle de andre i klassen jo og tænkte: 

„Ham den nye lærer er sgu sjov.“ Men han brugte altså lige 

mig til at gøre sig populær… Jeg var lidt tyk dengang, og 

jeg fi k at vide, at jeg trøstespiste. Men den oplevelse første 

dag var bare dén lille ting, der betød, at jeg aldrig faldt i 

hak i den klasse. 

Jeg blev faktisk først glad for at gå i skole igen, da jeg 

eft er at have været boglig i 6. og 7. klasse kom over i Alinjen 

og tog en afsluttende eksamen i 9. klasse. Det var 

bare ikke tilfredsstillende for far og Emma, hvoreft er jeg 

tog et realkursus på to år. 

I årene eft er mors død tjente jeg penge på at bringe 

petroleum ud til kunderne fra Emmas butik. Senere begyndte 

jeg at løbe med morgenaviser om søndagen, og 

om hverdagen fi k jeg en tjans i et ismejeri, hvor jeg delte 

varmt morgenbrød ud på en budcykel. 

Piger var jeg længe om at komme i kontakt med. Og 

når jeg lærte en pige at kende, var det nok for mig bare 

at sidde og holde hende i hånden. Så kunne vi jo så altid 

kysse senere. Jeg følte, de andre var meget mere kontante. 

Men jeg kiggede meget eft er piger, og allerede i de tidlige 

klasser i skolen, hvor mine drengekammerater gik mere 

op i elektriske tog, kunne jeg godt eft er skoletid fi nde på 

at ligge og cykle forbi et eller andet hus, hvor jeg vidste, 


at der boede en pige, jeg syntes var sød. Det var som regel 

en fra klassen. Så jeg havde altså en drift i mig. Jeg drak 

heller ikke, men da jeg senere i hippie-tiden blev ung og 

mere bevidst, kunne jeg da godt ryge en chillum sammen 

med de andre. 

Jeg kom i erhvervspraktik i en lille hyggelig bank, og 

jeg syntes egentlig, de var smaddersøde. Arbejdstiden 

var fi n, og der var også nogle søde piger derinde. Så på 

det tidspunkt var jeg overbevist om, at når jeg skulle ud 

af skolen, var det dét, jeg skulle. 

Allerede som syv-otteårig kom jeg rendende med mine 

kammerater for at høre musik hos min mellemste søster 

Annelise, som var gået tidligt ud af skolen og havde tjent 

penge, så hun kunne købe en radio med grammofon. 

Hun var bidt af musik, og så sad vi og hørte Tutti Frutti 

med Little Richard. Senere købte hun en guitar, som bare 

hang på væggen, og nogle gange tog jeg den, stillede mig 

op foran spejlet og syntes, jeg så utrolig sej ud. 

Da jeg blev konfi rmeret, brugte jeg mine 150 kroner til at 

købe min egen første guitar. Det var en helakustisk Høfner. 

En brugt jazzguitar. Inden da havde jeg hørt Apache med 

Jørgen Ingmann, og jeg var dybt fascineret. Jeg begyndte 

også at spille med andre kammerater fra klassen – bl.a. 

Jørgen Th omsen, som senere skulle få stor betydning for 

min musikalske karriere. Og min jazzguitar blev naturligvis 

hurtigt byttet ud med en anden Høfner med strøm 

i til 375 kroner. Cliff og Shadows var nu blevet mine store 

idoler, og jeg købte plader med dem til min lille grammofon 

med indbyggede højttalere. 

Jeg fi k også lidt opbakning til at musicere fra far og Emma, 

for vi fi k nemlig lov at øve på tørreloft et over vores lejlighed 

på 2. sal. Men jeg husker også nogle episoder, hvor min 

far kom og sagde: „Arh, sælg dog det lort, det bliver sgu alligevel 

aldrig til noget!“, når der var en eller anden krise, og 


vi manglede en trommeslager, eller vi alligevel ikke skulle 

spille til skolebal. Så benyttede han lejligheden til at sætte 

trumf på. Senere begyndte jeg at arbejde i en bank, men 

jeg helligede mig hurtigt musikken på fuld tid. 

Far døde af kræft , da jeg var 18. Otte år eft er mors død. 

Jeg var 16, da han begyndte at blive syg, og det var lidt det 

samme forløb, som vi oplevede med vores mor. Dog ikke 

med så mange indlæggelser. På det tidspunkt var jeg blevet 

så gammel, at jeg godt kunne se, hvor det bar hen ad, for 

far tabte sig meget og skrumpede mere og mere ind. 

Jeg skulle altid være tidligt hjemme. Måtte ikke rende 

rundt om natten. Det var min far ikke glad for, så jeg var 

den i kliken eller blandt kammeraterne, der skulle tidligst 

hjem, hvis vi f.eks. var til en fest. Jeg havde fortsat 

meget respekt for ham, så jeg var ikke sådan én, der bare 

blev væk. Jeg tror, far var bange for, at jeg skulle komme 

ud i noget skidt, og der skulle ske mig noget, fordi jeg jo 

nok var lidt blød og måske nogle gange let lod mig lokke 

med i noget. 

Far forandrede i øvrigt ikke natur, da han fl yttede sammen 

med Emma, og jeg har da set, han også har vaff et hende 

nogen. Og nu havde Emma jo ikke tre døtre til at stå bag 

sig og bakke sig op, som mor havde haft . Jeg husker også, 

at jeg ude på Roskildevej stadig tryglede far om at holde 

op med at drikke. Så mønstret fortsatte. 

Da far så blev syg, blev han urimelig. Det havde jeg ikke 

forståelse for, for på det tidspunkt ville jeg bare eft erhånden 

gerne have lov at leve mit liv og gøre de ting, jeg havde 

lyst til. Man kan jo godt blive både krævende og negativ, 

når man er syg, og jeg syntes, det var irriterende, at der 

var så meget, jeg ikke måtte, og at vi skulle skændes om 

så mange ting. Noget af det har jo selvfølgelig haft med 

hans sygdom at gøre, og far har jo i virkeligheden skreget 

på hjælp.

John Guldbergs far Erland med 

en Cecil i munden i en lejet robåd 

under en tur til Frederiksdal. Det 

er 1963. Året efter blev han syg 

for senere at dø af kræft i 1966. 

I perioder havde han det rigtig skidt, og så blev han 

indlagt på Frederiksberg Hospital, hvoreft er han fi k det 

bedre og kom hjem igen. Men den sidste tid, hvor far var 

hjemme, lå han bare i sin seng, og så kunne vi rejse ham 

op og sætte ham i en stol. Og så sad han der og lignede 

et spøgelse og var blot en skygge af sig selv. Jeg glemmer 

aldrig sidste gang, far kom hjem. Da de to ambulancefolk 

bar ham op ad trappen til 2. sal, så det fuldstændig ud, 

som kom de bærende på en lille dukke. På det tidspunkt 

havde lægerne på hospitalet allerede fortalt os, at det nok 

var sidste gang. De lod ham komme hjem, fordi der ikke 

var mere at stille op. Jeg ved ikke, om far selv var helt klar 

over, han skulle dø, for han var jo blevet fyldt med så meget 

morfi n, at han var omtåget. 

Far og jeg nåede aldrig at forliges, inden han døde. Da 

han blev indlagt for sidste gang, nåede jeg ikke at være der, 

før han sov ind, men Emma var hos ham som den eneste, 

fordi det hele gik så hurtigt til sidst. Eft er hans død blev 

jeg boende to år i lejligheden sammen med Emma, indtil 

jeg som 20-årig fl yttede sammen med en kæreste. 

Selv om det umiddelbart virker som en hård opvækst, 

synes jeg, det var en fantastisk tid, jeg voksede op i. Jeg 

har nok også fl irtet med nogle dårlige kammerater og lavet 

nogle ting, man godt vidste, man ikke måtte. Men når jeg 

nu alligevel var ude at svinge i de tynde grene, prøvede jeg 

mig selv af for at fi nde ud af, om jeg egentlig egnede mig 

bedre til at være en skidt knægt. Jeg satte det gode på en 

prøve, og jeg oplevede jo, at det hele tiden gik fremad, selv 

om det jo hændte, at man fi k én på bærret. 

Og hvad har jeg så lært af min barndom? Hjemme på 

Stenmaglevej blev der altid lagt vægt på, at man var et 

ordentligt menneske, at man var til at regne med og til at 

stole på, og at man var ærlig og redelig i forhold til andre. 

Man måtte ikke snyde, og det var meget vigtigt, at andre 

ikke talte dårligt om én. Man måtte endelig ikke skille sig 

ud – i hvert fald ikke på en dårlig måde. 

Jeg ved ikke rigtig, hvorfra mit positive sind stammer. 

Det kunne da godt være, at noget af det kommer fra mine 

år på Roskildevej, hvor jeg forsøgte at fi nde den positive 

vinkel på tingene. 

Far sagde altid til mig, at jeg skulle være en god dreng, 

og jeg har hørt det så mange gange, at jeg til sidst tænkte: 

„Hvis jeg skal være en god dreng, kan jeg lige så godt forsøge 

at gøre det så godt, jeg kan.“ 

Og det er sikkert ikke den værste livsvisdom at tage 

med i bagagen… 


KLAUS RIFBJERG FØDT 15. DECEMBER 1931 PÅ AMAGER 

Kåde dage i Klogerup 

Det er ikke let at være en knægt midt i en krig. 

Hvis du nu bare ikke kan få spænding nok. 

Hvis du hører antiluft skytset og ser lyssporene, 

når et fl y kommer ind over Amager, går ned i kælderen, 

hvor man sidder og småfryser om natten med familien og 

hører de mægtige drøn fra antiluft skytset og tænker, at nu 

er nabohuset da væk. Men så kommer du op og ser det 

yndige kvarter badet i det smukkeste månelys. 

Så kan du godt opleve en sær skuff else. 

Og så er det oven i kammeraten, som er den lykkelige 

indehaver af en Hitler-fi gur, som kan heile, når man trækker 

i snoren. 

Det er ikke let at være knægt med våde drømme. 

For slet ikke at tale om, hvis du allerede som seksårig 

har svært ved at styre din tissemand, fordi testosteronet 

buldrer og brager i din lille krop, mens du nærmest manisk 

higer eft er noget, du ikke aner, hvad er. 

Du ved bare, det er ulovligt. Og at det hele ender i gruppeonani 

og vulgært sprog. 

Og hvad gør du lige, når du senere bli’r forelsket eller 

betaget i en anden dreng og ikke rigtig har haft mulighed 

for at læse om dén følelse, fordi du først selv lige skal skrive 

Den kroniske uskyld en halv snes år senere? 

254 

SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG 

Det er ikke let aldrig at møde en rigtig farlig, fedtet børnelokker, 

når det nu er dit højeste og inderligste ønske i 

denne verden. (Altså ud over al tissemands-balladen.) 

Det er ikke let altid at være syg. At være bange for lægerne. 

Eller at smage spanskrørets smertelige ydmygelser 

i skolen. 

Det er ikke let altid at have hjemve. Og du så alligevel 

kæmper med udlængslen mod den store verden. Væk 

fra det, nogle hånligt kalder Lorte-øen. Og det ikke bare, 

fordi lorte er nogle af de ting, som kommer sejlende forbi 

i stærkt tempo, når man allerede tvinges i det kolde vand 

på Helgoland den 15. maj. 

Men det er let. Nej… det er lækkert – nej, mere… fantastisk… 

at være 13 år, og bare et par måneder eft er befrielsen 

i en sommer fyldt af lykke og håb at blive sendt 

alene af sted de 16 timer med toget fra København helt til 

Frederikshavn for at tage på sommerferie hos en farbror, 

der har boheme-hotel i Kandestederne. 

Det er fantastisk at ankomme midt om natten en af de 

sidste dage i juni og gå de fi re kilometer på sandvejen fra 

Hulsig Station til Kandestederne på en af årets korteste 

nætter. At opleve, at det lige er blevet mørkt. Og at det allerede 

begynder at blive lyst igen.

Fornemmelsen af, at her kan intet ondt ske. Intet! 

Du er helt dig selv. 

Du kan lugte den lune sommernat. 

Høre fuglenes morgenfl øjten. 

Og du har en fem styks pakke Dover i inderlommen. 

Sådan en følelse og stemning ætser sig fast i sjælen. Du 

tager den med dig i graven. 

Og hvem gider overhovedet længere lege med en Hitlerfi 

gur, som kan heile, når man trækker i snoren…? 

– Det første jeg kan huske fra min barndom, det er, at jeg 

havde en rangle, som var lavet af et stykke elfenben, og 

der hang en sølvklokke i. Den blev hæft et på kalechen på 

barnevognen, og dens lyse, yndige lyd kan jeg altså fuldstændigt 

genkalde mig, samtidig med et synsbillede af et 

piletræ, vi havde i haven, og de her hængende grene med 

rakler på. De svajede i vinden, og så samtidig kom den her 

klokketone. Det tror jeg, er det første bevidste minde, jeg 

har. Jeg har vel været to år eller sådan noget 

Vi boede på Amager, som var en meget blandet historie, 

der begyndte ved Christianshavn og ovre ved Amagerport 

med den langarmede Amagerbrogade, som gik 

helt ud til os i Sundbyerne, hvor der lå de her forskellige 

villakvarterer. Nogle var lidt fi nere end andre, men ingen 

var sådan super-super-fi ne. Der var jo ingen velhavende 

eller storslåede mennesker, der kunne fi nde på at slå sig 

ned på Amager. Det gjorde, eft er min smag, Amager til 

en ret demokratisk ø. Der er ikke så lang afstand imellem 

klasserne, ikke de store skel. 

Jeg boede i villabyen Dyveke, og naturligvis lå der forskellige 

barakbyer på den anden side af Amagerbrogade, 

på østsiden, og der var noget, der hed Den gule by, hvor 

der boede folk, der var mere proletariserede og fattige. Men 

jeg oplevede ikke skillelinjen som voldsom. Man færdedes 

256 SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG 

nemlig frit. Vi havde selvfølgelig i skolen nogle slagsmål, 

som måske lidt gik på tværs af skellene. Nu skulle vi over 

og banke dem, og så skulle de over og banke os, men der 

kom aldrig rigtig noget ud af det. Det var ikke ghettooprør, 

og det var ikke et undermandsoprør mod de rige. 

Herregud. Mine forældre var kommunelærere. Så det var 

ikke det store hartkorn. 

Der er også decideret forskel på Syd-Amager og Nord- 

Amager – altså alt det, der ligger derude med Store Magleby 

og Dragør og Kongelunden og så videre. Det var 

dengang decideret agerland og gartneri og sådan noget, 

og den gamle hollandske tradition levede stadig videre. 

Det var ligesom noget helt for sig selv. Dragør som Skipperby 

med gæssene, der gik frit i gaderne. 

Det kendte vi jo ikke derinde i midterstykket, hvor det var 

mere sammensat. Det kvarter, jeg voksede op i, gik under 

navnet Klogerup, fordi der boede så mange skolelærere. 

Der boede lærer Henriksen, der boede lærer Stangerup 

og der boede Hr. Hjørglund og alle mulige, som alle sammen 

var kommunelærere. 

Man passede sine sager, og man snakkede over hækken 

og hilste på de sædvanlige. Men der var ikke den 

store kommunikation. Og det var fantastisk at vågne op 

om søndagen, kigge ud ad badeværelsevinduet og se de 

hundredvis af Dannebrogsfl ag – hver med sin lille hytte 

og det hele var fi nt, velpudset og plejet. 

Alt var i høj grad meget trygt. Der lå ganske vist et tuberkulosehospital 

et sted i Sundbyerne, hvor der blandt 

andet var mange grønlændere, som var kommet ned, fordi 

de havde TB og sådan noget. Der fi k man så hjemmefra 

besked på, at hvis man så sådan nogen, så skulle man holde 

sig på det andet fortov på grund af smittefaren. 

Og så var der børnelokkeren, som vi blev advaret mod 

derhjemme. Ham snakkede vi drenge utrolig meget om,

En sommerdag i haven. 

Far og søn blæser sæbebobler. 

Thorvald Rifbjerg 

er moderigtigt iført kridhvide 

tennissko. 

Velkommen, liv! Klaus Rifbjerg løfter bøllehatten og hilser en sommerdag i 

midten af 1930’erne, hvor krigen endnu ikke er ankommet, på familiens navnkundige 

barnepige Agnes, som var en ferm og flittig fotograf med bokskameraet. 

Lille Klaus på indkøbstur 

med familiens barnepige 

og husassistent Agnes. 

Billedet er taget af en af 

byens “kanonfotografer“, 

som på den tid huserede 

centrale steder i København 

og tilbød at fotografere 

de forbipasserende 

mod betaling.

Ringen er sluttet. Klaus Rifbjerg, 

som i 2006 flyttede tilbage til 

København fra Spanien, iført sin 

uundværlige sixpence foran 

barndomshjemmet på Ingolfs 

Alle 43, hvor han voksede op 

med sine forældre, begge lærere, 

de to søstre Hanne Lise og Bodil 

samt familiens pige i huset, Agnes. 

Rifbjerg har gentagne 

gange beskrevet sit kvarter 

med de islandske gadenavne 

i Sundbyvester 

på Amager i sit enorme 

forfatterskab med mere 

end 120 udgivelser, som 

er solgt i mere end to millioner 

eksemplarer. Bl.a. 

i hans Amagerdigte, der 

udkom i 1965. 

Klaus Rifbjergs læste engelsk 

og litteratur i både 

USA og København. Senere 

valgte han at afbryde 

sine studier for først at 

blive filminstruktør, så anmelder 

og til sidst forfatter. 

Siden har han også 

blandt meget andet optrådt 

som både anmelder, 

samfundsrevser, debattør, 

provatør, anmelder og 

dramatiker. Ingen andre 

dansker har udgivet så 

meget på skrift i dette århundrede.

og vi var helt syge eft er at se en rigtig børnelokker, men 

det lykkedes aldrig. Børnelokkeren var den største mytologiske 

fi gur på min barndoms ø. Ganske vist havde jeg 

ikke nogen helt klar forestilling om, hvad en børnelokker 

gjorde, ja, jeg tror knap nok, jeg forstod ordet i sin egentlige 

betydning. 

Det var i vores øjne naturligvis et hankønsvæsen – der 

kunne ikke være tale om damelokkere – og han havde en 

fedtet slikpose, en fedtet kasket og sådan et lumsk blik. Og 

nu kom han med en eller anden godte, som man skulle 

have, og så skulle man yde en eller anden modydelse... 

For naturligvis lokkede en lokker, og der var også noget 

med slik, men selve begrebet omfattede meget, meget 

mere. Og Gud, hvor vi ønskede, at han dukkede op. I 

bevidstheden lurede han alle vegne, på byggepladserne, 

i baggårdene, mellem træerne i remisen mellem Røde 

Mellemvej og Englandsvej, mellem de forladte kolonihavehuse 

om vinteren, når vi havde planket den og selv var 

på forbudne veje. Vi drømte og drømte om, at han skulle 

komme, men vi så ham desværre aldrig. 

Men så var der heldigvis alt, hvad der havde med det 

seksuelle at gøre. Det var utrolig spændende. Der kørte 

jo hele det der tissemandsræs. Det var meget voldsomt, 

og vi gjorde os alle mulige forestillinger om, hvordan og 

hvorledes man gjorde… men ingen vidste rigtig noget. 

Det sjove ved det var jo, at mine forældre var, hvad man 

i dag nok vil betegne som kulturradikale. De var meget 

optagede af Poul Henningsen, og de gik til revyerne i Riddersalen, 

og de så Kjeld Abel på Det kongelige Teater og 

kom hjem og var meget begejstrede. Men der gik altså en 

linje i forhold til det seksuelle, hvor man godt kunne stille 

spørgsmål, men man fi k ikke rigtig nogen svar. Det var 

tabu. De snakkede uden om eller stak dig en bog, hvor der 

stod et eller andet, som man heller ikke rigtig forstod. 

Jeg har to ældre søstre, og de har vel nok fået et eller andet 

at vide, fordi de jo begge fi k deres menstruation på et 

tidspunkt, og så må der være blevet snakket om noget. Men 

det blev sgu heller ikke formidlet af dem. Den var meget 

markant, den der skillelinje. Det var forbudt område. Og 

derfor så meget mere spændende. Og så kørte det jo ellers 

løs med vores drengefantasier med fælles onani. 

Der var én, hvis far åbenbart var interesseret i seksuelle 

ting, så han havde Erotikkens Historie stående, og den bog 

luskede vi ned fra hylden, for der var tegninger i, og det var 

for fantastisk uartigt og sjofelt. Og så gjorde vi det jo på 

hinanden. Det handlede simpelthen om at kunne sprøjte 

længst eller højest – og der var jeg lidt bagud i forhold til 

de store drenge. De andre drenge var nemlig ældre, og 

de har været 12 år og i puberteten, mens jeg bare var en 

lille knægt på otte. Men jeg var meget tidlig vakt. Men så 

kunne man jo tisse og lade som om. Herregud. Der kom 

jo ikke noget ud, når man var så lille. 

Jeg følte mig nu ikke bagud, og jeg fi k ikke mindreværdskomplekser 

af det, selv om der var forskel på størrelserne, 

og nogen naturligvis havde større udspring end andre. Men 

de store drenge havde heller ikke rigtig prøvet noget. De 

var jo stadigvæk håndværkere, om jeg så må sige… 

Vi fortalte også de der åndssvage, primitive historier. Det 

var tit noget med negere og deres kolossale tissemænd. Jeg 

kan huske en, der handlede om, at der var en hvid mand, 

som drog ud i verden for at fi nde den største tissemand. 

Og så kommer han langt ud i junglen, hvor der er en negerlandsby, 

og så forlyder det, at i den der særlige landsby, 

der bor ham, der har en meeeget stor en. Men hvor er han 

så henne? Jo – han er nede ved fl oden. Så går manden ned 

til fl oden, og så kommer negeren op. Og den er meget, 

meget stor, og manden stirrer jo. Så siger negeren til ham: 

„Hva fa’en, skrumper din ikke, når du går i vandet?“ 

SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG 259

„Billedet er fra en elevkoncert i Odd Fellowpalæets lille sal engang midt under krigen. Jeg står midt i billedet, er meget sorthåret, ser polisk ud og bider i en ”nattergal” – en trillefløjte brugt i Haydns Børnesymfoni, som 

jeg medvirkede i under koncerten. Min spillelærerinde hed Else Tauber, og hun boede sammen med Esther Vagning, kendt koncertpianistinde, som i dagens anledning dirigerede Børnesymfonien. Min solooptræden var 

en megafiasko. Jeg spillede en vals af Schubert, men jeg nåede vistnok aldrig til vejs ende...“ 

260 SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG

Og så grinede vi. Det var jo fantastisk. 

Jeg ved sgu ikke, om man kan kalde det, jeg havde som otteårig, 

for en drift , men det må det jo have været. Jeg kan huske 

en gang, hvor jeg lå på hospitalet. Det var om vinteren, og så 

kom vi til lysbehandling på Sundby Hospital – altså de her sorte 

stænger, der gik sammen, så det gnistrede. Der sad en fl ok små 

drenge og vi fi k rejsninger alle sammen, fordi det blev varmt og 

mærkeligt, og så gik de strenge sygeplejersker og sagde „Hold op 

med det der!“ Og det kunne man jo ikke. Vi kunne ikke gøre for, 

at det strittede… 

Det var meget fl ovt. Og vi vidste også, vi skulle sove med hænderne 

over dynen, ikke? Ikke fordi det blev sagt direkte, men det 

vidste man altså. Man skulle ikke pille. Der var simpelthen lagt 

låg på. Som barn fi nder man sig jo aldrig til rette med den der 

seksualitet. 

Men vi dyrkede altså al den erotik, som drenge kan stille op 

med, som ikke har noget som helst med homoseksualitet at gøre, 

men handler om, at man må benytte sig af de forhåndenværende 

søm, ikke? Altså, hvad fanden skulle man ellers fi nde på? Og det 

var herligt. Jeg lærte som mindreårig før puberteten en rå, meget 

ligefrem form for seksualitet på en mere vulgær måde, end jeg 

skulle opleve senere, da jeg selv blev teenager. Og som lille var det 

altså bare på med vanten og så af sted. Det var ikke fuldbyrdet på 

den måde, at man dyrkede analsex. Det var jo håndarbejde. 

Som lille ved du ikke rigtig, hvad det er, eller hvor det kommer 

fra, men det er jo noget herligt noget, for det gør godt... Men der 

var altså dét der slør henover, som også gjorde det meget spændende, 

og det er klart, at man så samtidig lærer et vulgært sprog 

i en meget ung alder. Det var meget groft , og det var ting, som 

jeg aldrig ville kunne sige i voksensammenhæng. 

Så havde man jo ventet, at når man kom i puberteten, så ville 

det virkelig bryde løs. Men det var mærkeligt. Eft er det meget 

livlige miljø, som omgav mig på Amager, oplevede jeg på Vestre 

Borgerdyd skole, som jo lå inde i byen, hvordan det hele derinde 

„Hele det dér tissemandsræs 

var meget voldsomt, og vi 

gjorde os jo alle mulige forestillinger 

om, hvordan og 

hvorledes man gjorde – men 

ingen vidste rigtig noget...“ 

MIN GEMMETING 

– En af de store dage i ens 

liv er, når man første gang 

kan binde sine egne sko. 

Men det var nu heller ikke 

så ringe første gang, man 

svang en skubopper. Det 

gav en følelse af at være 

på omgangshøjde med 

de andre, altså de voksne, 

når man selv kunne få et 

spiseværktøj til at makke 

ret, og det skal ikke være 

nogen hemmelighed, at 

den mos af sovs og kartofler, 

man kunne få op på 

gaflen med skubopperens 

hjælp, smagte bedre end 

noget andet, man senere 

har sat sine tænder i... 


ligesom var meget mere fi kseret på det åndelige og indlæring 

og sådan noget. Og jeg erindrer en lang, død periode, 

hvor det seksuelle ikke spillede nogen rolle. 

Jeg gik på en decideret drengeskole. Der var ikke nogen 

kontakt mellem kønnene, men man kan godt sige, 

der også var en social glidning, således at de drenge, der 

kom fra håndværker- og arbejdermiljøer, var meget mere 

erfarne end vi andre, der kom fra det der halvstuderede 

mellemlag. Der var nogle af dem, der havde prøvet det 

rigtigt. De vidste godt, hvad det drejede sig om. Men vi 

andre var jo helt sikkert jomfruer helt frem til vores studentereksamen. 

Der var naturligvis drengeromancer, hvor man forelskede 

sig i en fyr, men det var mere beundring. Det var 

mere det, at han var mere voksen og kunne nogle ting eller 

røg pibe eller cigaretter, eller hvad fanden det nu var. Der 

var mere tale om en tilbedelsessituation. I Den kroniske 

Uskyld skildrer jeg sådan et forhold. Den der Janus-Torekonstellation. 

Det er jo altså nok en spaltet fi gur – der er 

ligesom to sider af sagen. Ham, der føler, at han er mindre 

ren og herlig end den storslåede Tore, ikke? Det er 

meget karakteristisk for den måde, man gebærdede sig i 

den sammenhæng. 

Vestre Borgerdyd lå dengang i Helgolandsgade, og 

nede på den anden side af Halmtorvet lå Rysensteens 

Gymnasium, hvor rektor havde udstedt en forholdsordre 

for pigerne, som fi k besked på, de ikke måtte gå gennem 

Helgolandsgade. Det var for farligt, for der lå drengeskolen 

på lur. Og de skulle ikke, som rektor formulerede det, 

have strøget støvet af deres sommerfuglevinger. Så der var 

virkelig megen poesi i luft en. 

Til gengæld lå Artisthotellet lige over for, og der foregik 

fantastiske ting. Jeg kan huske, at vores sanglærer, Hr. 

Schousboe, fi k vendt fl yglet om, sådan at han kunne sidde 


med ryggen til klassen og kigge over på Artisthotellet på 

den modsatte side, mens han spillede Danmark, nu blunder 

den lyse nat… 

På et tidspunkt i vist nok 2.g skulle vi opføre Heibergs 

De Uadskillelige som skolekomedie, og der skulle være trefi 

re piger med. De blev så importeret fra Falkonergårdens 

Gymnasium, og der brændte jeg altså varm på en af dem, 

så det ville noget. Jeg blev virkelig forelsket, og det er nok 

min første, store kærlighed. Jeg var vist 16 år, og det var 

sådan en rigtig forelskelse, hvor man vågner op og føler, 

at det her bare er vidunderligt – hvor man virkelig tilbeder 

situationen. 

Generelt blev det med piger underligt mytologisk og grotesk, 

og man forestillede sig piger som noget mærkværdigt 

og underligt, mens man blev fyldt med præstationsangst, 

fordi dette kærlighedsmøde skulle være så sublimt, så ubesmittet. 

Pigerne fremtrådte som prinsessen i glasbjerget, 

som jomfruer, og man må heller ikke glemme rædslen 

for at få børn. Pigerne var stive af skræk. Vi andre var så 

mindre stive, desværre. 

Det var dog min første store forelskelse, der hjalp mig 

af med en klassisk bakteriofobi, som jeg havde udviklet, 

fordi jeg var så syg i hele min barndom og konstant blev 

syg hver gang, vi skulle noget sjovt. Skulle rejse. Eller på 

landet. Eller i skoven. Eller i Zoologisk Have. Det var sådan 

noget med en konstant vask af mine hænder og alt det der 

fuldstændig neurotiske lort, ikke? Det var belastende ad 

helvede til, og det gik først over, da jeg første gang under 

min første forelskelse havde valget mellem at kysse pigen 

fra Heiberg-forestillingen og få overført de her 300.000 

mikrober fra hende til mig – eller at afstå fra at kysse. Så 

var det slut med bakteriofobien… 

Men inden da havde mit dårlige helbred virkelig givet 

mig mange ulykkelige stunder i en ellers meget lykkelig

arndom. Jeg var altid syg, og jeg var vist bare fi re-fem år, da jeg 

fi k den første dobbeltsidede mellemørebetændelse og blev indlagt 

på Sundby Hospital og punkteret, og hvad man nu blev. I Sundby 

underviste overlægen også studerende, og man blev brugt som 

forsøgskanin. Forestil dig at lægge betændt mellemøre til 30 uerfarne 

lægestuderende, der alle skulle stikke en vatpind ind i det. 

Det var et mareridt. Det var i øvrigt på et tidspunkt, hvor man 

på børneafdelingerne havde det pædagogiske princip, at det var 

usundt for børnene at se deres forældre for meget. Så min mor 

og far fi k kun lov at komme en time to gange om ugen. Det øjeblik, 

hvor de lettede anker for at gå hjem, var jeg helt knust. Det 

var forfærdeligt. 

Jeg fi k også gigtfeber, børnelammelse og skarlagensfeber hele 

to gange. Den ene af gangene tilbragte jeg en hel sommerferie 

på Rudkøbing Epidemisygehus, hvor jeg lå i seks uger, og jeg var 

mutters alene bortset fra, at de slap de senildemente ind. For selv 

om de fi k skarlagensfeber og kradsede af, så var det jo bare en 

lettelse. Det var ret specielt. 

Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid var så syg. Jeg har nok været 

skravlet. Jeg var meget tynd, og så har der været mange forkølelsessygdomme. 

Det var ikke så gennemsundt, og så frøs man 

meget, fordi man gik i celluldstøj, celluldssokker og sådan aldrig 

blev rigtig varm om tæerne. I vores hus var der halv kælder, 

men det var ikke isoleret. Det betød, at gulvet var iskoldt, selv 

om man havde fyret op i kakkelovnen. Så man sad altså næsten 

altid med kolde tæer. 

Alle de sygdomme hænger jo sammen – altså gigtfeberen i 

forlængelse af halsbetændelsen og bummelum, det ene og det 

andet og det tredje… 

Jeg led i øvrigt også meget stærkt af hjemve. Jeg har skrevet en 

børnebog, der hedder Hjemve, som fortæller om sådan en udstationering 

på en bondegård oppe ved Frederikssund, hvor jeg gik 

et par forårsmåneder i april-maj 1940 og havde det forfærdeligt. 

Jeg græd, når jeg kom i seng, fordi jeg længtes så forfærdeligt 

Familiefest i krigens skygge. Klaus Rifbjerg i 1941 på sin konfirmationsdag mellem sine forældre 

Thorvald – født 1988 – og Lilly, som blev født året efter. 

Klaus Rifbjergs store ungdomskærlighed var Anita Sievers, som her sidder til venstre ved siden 

af Jesper Jensen. Anita blev inspirationen til karakteren Helle i „Den kroniske uskyld“. Navnet 

på pigen ved siden af Rifbjerg er tabt i glemslens tåger,, men begge piger spillede med i skolekomedien 

på Vestre Borgerdyd. Dette foto er taget i Håndværkerforeningen. Klaus Rifbjerg går 

på dette tidspunkt i 2.g og Jesper Jensen i 3.g. 


hjem. Jeg var dybt ulykkelig, men om dagen gjorde jeg 

selvfølgelig gode miner til slet spil, selv om jeg havde det 

ad Helvede til. 

Krigen fi k naturligvis stor betydning for mit liv, og havde 

jeg ikke oplevet besættelsen, havde det selvsagt været et 

helt andet menneske, der havde siddet her og snakket med 

dig i dag. Den specielle oplevelse af en opvækst på fem år 

fra ens 8. til 13. år har virkelig været afgørende. 

Den første store krig, vi legede, var dog allerede under 

den fi nske vinterkrig, hvor vi selvfølgelig var på fi nnernes 

side, og hvor vi skød på russerne, som havde overfaldet 

Finland. Vi havde lavet en skyttegrav nede bag i haven, 

hvor vi lå og fyrede løs. Der var meget krigsleg, og jeg 

havde en kammerat, som havde meget krigslegetøj – f.eks. 

alle mulige tanks, der kunne køre. Det var hans far, der 

ønskede, at han skulle vide, hvad det var… Det var utænkeligt 

i mit eget hjem. Der eksisterede ikke krigslegetøj. 

På det punkt var mine forældre meget pacifi stisk radikale. 

Det ville de ikke se. 

Så kom besættelsen, og min kammerat havde nu oven 

i købet soldater, som var lavet af Plastelina. Og der var 

både engelske og tyske soldater. Og maskingeværer. Vi 

var naturligvis imod tyskerne, men der var det lille problem, 

at de tyske legetøjssoldater var bedre udrustede end 

de engelske. De engelske havde deres vandfadsstålhjelme 

og nogle geværer. Men tyskerne havde både maskingeværer 

og luft værnskanoner og alt muligt andet. De var 

lidt smartere. 

I begyndelsen af 2. verdenskrig var jeg selvfølgelig bange, 

når vi gik i kælderen. Der var mange luft alarmer, hvor man 

ikke vidste, hvad der ville ske, og hvert hus havde fået besked 

på at lave en kælder, der var beskyttet med sandsække. Og 

hver gang, sirenen fl øjtede, så krøb vi derned. Og så var 

der utrolig meget luft værnsartilleri, der skød som sinds- 


syge alle vegne under de overfl yvninger. I starten vidste 

vi ikke, om det var bomber, der faldt, så hver gang der lød 

et mægtigt drøn, så tænkte jeg, at nu var nabohuset væk. 

Eller nu faldt det hele ned over ørerne på os. 

Så kom man op, og der var ikke sket en skid. Bortset 

fra at man næste dag kunne samle splinter op fra eksploderet 

fl ak, som var faldet ned på gaden – og de her stanniol-strimler, 

de smed ud for at forstyrre radarerne. Dem 

tog man så med i skole, og så kunne man ligesom prale 

lidt af det, ikke…? 

Men nogen konstant angst var der ikke. Alting fungerede 

jo, som det plejede, og man kørte med sporvogn, man kørte 

på cykel, og man var alle vegne. Så min angst forsvandt 

hurtigt, eft erhånden som det blev rutine. Nogle gange gik 

vi slet ikke i kælderen, og det var dumt, der faldt jo af og 

til netop sådanne forsagere fra luft værnsartilleri ned igennem 

taget og ned i sengen til folk og sådan noget. 

Men pludselig var verden alligevel blevet endnu mere 

spændende, fordi der var krig. Vi opsøgte bogstaveligt talt 

de steder, hvor der foregik noget. I 1945 blev vores Vestre 

Borgerdyd taget af tyskerne, fordi der skulle bo fl ygtninge, 

og derfor blev vi fl yttet til Frederiksberg Gymnasium. 

Det var lige på det tidspunkt, hvor Shell Huset blev bombarderet, 

den 21. marts, og der faldt også bomber i Den 

Franske Skole, og nogle af dem ramte også Frederiksberg 

Gymnasium. Så blev vi fl yttet derfra og til Niels Ebbesens 

Vej. Og da den så blev den taget, havnede vi i Gammel 

Hellerup. Og jeg boede jo i Sundby helt ude på Amager. 

En fantastisk cykeltur. 

Vi gik i skole i Hellerup om eft ermiddagen, og vi vidste, 

at der den 9. april ville være to minutters stilhed på Rådhuspladsen, 

for det holdt man hvert år. Vi vidste også, at 

der ville blive ballade af en eller anden art, og det passede 

fi nt. Så kunne vi lige nå at runde Rådhuspladsen, inden vi

skulle møde i skole. Så klokken tolv middag stod vi med 

vores cykler klar midt på Rådhuspladsen, hvoreft er der 

udbrød vildt skyderi ovre fra Dagmarhus. Alle sprang til 

højre og venstre, og vi hjulede ned gennem Strøget, som jo 

dengang ikke var gågade, i modsatte retning af Stoppenålen, 

som trafi klyset hed. Det var ren spænding. Vi kunne 

ikke få nok. Selv om det reelt var livsfarligt. 

Vi børn fi k ikke meget at vide om, hvad der skete. Men 

vi lyttede med på radioen sammen med vores forældre. Vi 

sad med hovederne inde i TO-R apparatet, som det hed, 

og skruede for at få den indstillet tydeligt på 51,2 meter i 

kortbølgebåndet, hvor der så var 75 millioner støjsendere 

på, så det hylede og fl øjtede. Men så kunne man altså høre 

et eller andet derude. Det var spændende at følge med i, 

hvad der skete ude i verden, og vi lyttede primært til svensk 

radio og BBC. Og den svenske radio var jo fri, 

Jeg mindes en meget kraft ig følelse af udlængsel. Men 

også en længsel eft er frihed, eft er tyggegummi, eft er chokolade… 

jeg mener… vi kunne jo stå om aft enen i Dragør 

og glo over på Malmø, der lyste og strålede og gnistrede. 

Det var fantastisk. Og så var der bare det der stykke vand 

imellem. Og hos os var der bare bælgmørkt og mørklægning. 

Der var også en længsel i overført betydning. En 

frigørelse, som ikke kun var en frigørelse fra besættelsen, 

men også en frigørelse fra det, man var besat af, men som 

man ikke kunne komme i kontakt med – altså også det 

seksuelle. Alt det, de voksne havde, som man gerne ville 

være med i og have del i. 

Men den store verden var virkelig noget, man drømte 

om. Nu er det jo sådan, at tidsfornemmelsen når man er 

barn er uendelig. Som voksen er fem år ingenting. For fem 

år siden – det var i forgårs. Men dengang, da man så ud 

over det hele, så tænkte man: „Det holder aldrig op.“ Det 

var virkelig uendeligt. Jeg kan huske, at vi – når vi cyklede i 

skole – oft e standsede på Tietgensbroen, hvor damptogene 

holdt neden under, og så tænkte vi: „Tænk engang, at man 

kan sætte sig i sådan et tog og så køre ud i verden.“ 

Jeg kan også huske oplevelsen af trækfugle om natten. 

Denne mærkelige lyd af fugle, som bevæger sig frit højt 

deroppe i himmelrummet. Denne løft else og fornemmelse 

af uendelighed og poesi og alt sådan noget. Det var ret 

stærkt. Og i puberteten og senpuberteten er man jo netop 

meget bevæget og meget følsom over for den slags ting. I 

hvert fald med et gemyt som mit. 

Når man tænker på, hvor fredeligt der var i Danmark, så 

var det næsten umuligt at sætte sig ind i, hvor rædselsfuld 

krigen i virkeligheden har været. Og så var der også den 

der uhyggelige fornemmelse af, at man jo syntes, det var 

godt, at de fi k de der pulvere. Vi opholdt os i Spodsbjerg 

på Langeland om sommeren i 1942 og ’43. Her havde min 

onkel et sommerhus, som lå lige ud til Langelandsbæltet. 

Om aft enen kunne man gå op på en særlig bakke, der hed 

Bombebakken, og herfra kunne man stå og se ildglimtene 

og røgen og høre bulderet fra Kiel og Lübeck, som blev 

smadret. Det var sådan en del af underholdningen, ikke...? 

Jeg ved ikke, hvordan de voksne har haft det med det, men 

de stod jo altså og gloede på det. 

Og de har sikkert også godtet sig i al stilhed. 

Det mest komiske var, at helt hen i slutningen af besættelsen, 

hvor det virkelig var råt – altså i den politiløse tid 

– fandt mine forældre ud af, at det var for farligt at cykle den 

lange vej til Hellerup. Så jeg blev i stedet anbragt sammen 

med en kammerat ude hos hans far, som også var kommunelærer. 

Han boede på hjørnet af Amager Landevej og 

Korsvej – altså helt ude ved luft havnen. Og der sad vi så 

indtil befrielsen og læste i to-tre uger. Bageft er læste jeg, 

at en amerikansk luft fl åde med 1000 fl yvende fæstninger 

den 28. april 1945 var på vej mod Danmark for at bombe 

SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG 265 

„Der var naturligvis drengeromancer, 

hvor man forelskede sig i en 

fyr, men det var mere beundring. 

Det var mere det, at han var mere 

voksen og kunne nogen ting eller 

røg pibe eller cigaretter, eller hvad 

fanden det nu var. Der var mere 

tale om en tilbedelsessituation.“

luft havnene i Ålborg, Karup og Kastrup. Den vendte om, 

fordi det blev overskyet, men hvis de ikke havde vendt 

om, tror jeg ikke, jeg havde siddet her i dag. Det er mærkeligt 

at tænke på. 

Selv om det var spændende, var der dog også, eft erhånden 

som jeg blev ældre, en smerte over besættelsen. En 

fornemmelse af, at denne tilstand aldrig ville holde op. 

Der havde jo været meget snak om, at nu var det snart 

forbi, og nu kom friheden, men jeg troede ikke en skid på 

det. Altså ikke for alvor. Og den 4. maj om aft enen var vi 

gået over for at spille fodbold på græsset foran Højdevangen. 

Fremad Amager havde en eller anden kamp inde på 

Sundby Idrætspark, og når den var ved at være færdig, 

kunne man godt planke den ind, så på vej hjem kravlede 

vi derind for at se kampens slutning. 

Mens vi sad der, kom to tyske jagerfl y buldrende ind over 

stadion i vel bare 30 meters højde, og så sagde man igen: 

„Det holder aldrig op!“ Og så var det hele forbi halvanden 

time senere. Det var altså et af de helt store øjeblikke i mit 

liv – det kan jeg slet ikke beskrive. 

Mine forældre havde lyttet til klokken 18-udsendelsen 

fra BBC, mens jeg var ude og spille fodbold, og der var 

der ikke noget nyt. Næste faste udsendelse var klokken 21, 

men så kom en af mine fodboldkammerater og ringede 

på og fortalte, at tyskerne havde kapituleret. „Sludder og 

vrøvl“, sagde vi. Eft er den oplevelse med fl yene troede jeg 

ikke på det. Men så sagde han: „Hør lige.“ Og så kunne 

man nede fra Amagerbrogade høre et enormt folkehav af 

stemmer. En lyd, man aldrig nogensinde havde hørt før 

– og så var der ingen tvivl. Det var fantastisk… 

Så var vi jo sikre på, at der den næste dag ville komme 

en båd med bananer, chokolade, tyggegummi og alt mulig 

andet. Alt! Men bare det, at de forpulede mørklægningsgardiner 

kom ned – ud på gaden og blev brændt 

266 

SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG 

og... jamen det var uendeligt, altså… Det var en kolossal 

omvæltning. 

Der havde jo været restriktioner på, hvad man måtte, 

fordi de voksne prøvede på at beskytte én. Men i det øjeblik, 

det forlød, at tyskerne kapitulerede næste morgen 

klokken otte, så strøg jeg af sted på min cykel. Og det har 

vel nok været den farligste nat overhovedet i hele besættelsestidens 

historie. Det skød og det bragede til højre og 

venstre alle steder. Det var der bare ikke nogen, der gik 

så meget op i. Det var da bare fi nt, for nu troede man, at 

der ikke kunne ske mere. Nu var det forbi. Meget naivt, 

men vi danskere var og er jo meget naive. 

Befrielsen er et af de øjeblikke, hvor jeg har følt mig 

fuldstændig befriet og totalt lykkelig. Alle spekulationer, 

de være sig af økonomisk og kønslig eller hvad som helst 

art, de var blæst væk på det tidspunkt i den centrale oplevelse 

af befrielsens øjeblik. Så blev det hverdag igen, og 

så kørte det hele ind i en rutine. Men året eft er var der et 

kolossalt møde på Rådhuspladsen, hvor man fejrede befrielsen 

for fulde gardiner, og alle havde lys i vinduerne. 

Overdådigt. Ekstatisk. 

I lang tid eft er befrielsen var det meget underligt at 

komme til Tyskland. Jeg var i Flensborg i 1947, fordi vi var 

inviteret til at spille den samme skolekomedie på Duborgskolen 

for et dansk publikum. Vi blev blandt andet indkvarteret 

et sted, jeg tror det var i Lübeck, hvor vi boede 

privat hos en tysk familie, og da var det meget mærkeligt 

at se hele kaminhylden fyldt med billeder af farmand og 

brødrene med jernkors på. 

Det var også mærkeligt i begyndelse af 1960’erne, når man 

tog på tommelfi ngeren sydpå og selvfølgelig blev samlet 

op i Tyskland også. Jeg kan huske en gang, hvor manden 

i bilen spurgte, hvor vi kom fra, og vi sagde så, at vi var 

danskere. Og så sagde manden: „Oh... Ich var während des

Klassebilledet fra 1.g på Vestre Borgerdyd Gymnasium. 

Krieges in Viborg stationert. Dass war herrlich, das warr 

so fantastisch.“ Og så kunne man sidde og se underlig ud 

i hovedet og føle sig lidt fl ov… 

Jeg har ikke noget nostalgisk forhold til min barndom 

i dag. Det er fuldstændig usentimentalt, men netop i 

barndommen er der jo en enorm mulighed for at indoptage 

verden i al dens mangfoldighed. Man er et gigantisk 

trækplaster. Alting ses skarpere, opleves voldsommere og 

gør et større indtryk på én, fordi man er så forsvarsløs. Og 

samtidig er man nysgerrig og vil være med. Og den der 

erfaringsmængde, man så tager til sig, den bliver det vigtigste 

fundament og også forløsende for fantasien. 

Der er ingen tvivl om, at man som kunster skriver den 

samme historie i forskellige aft apninger og camoufl ager. 

Det er den samme erfaringsproblematik, man slæber med 

sig, som man så prøver på at hugge sig ind på for at fi nde 

ud af noget mere. Hvad var det nu, og hvorfor blev det 

sådan, og hvad skete der og hvad og så videre…? 

Det er altafgørende, at forfattere til enhver tid beskriver 

den tid, de er i og vokser op i. Hvis du ser på barndomsbeskrivelser 

af tidens store skurke – Hitler eller Stalin eller 

hvem det nu kan være – så har de alle en ulykkelig brutal 

baggrund, som de aldrig har overvundet, og som de har 

hævnet sig på lige siden, og om de så skulle slå millioner 

ihjel, så er det aldrig nok. For hvis man er blevet mishandlet, 

så er man blevet såret. Selvfølgelig kan man helbredes, 

men hvis man lader sig overmande af de negative impulser 

i ens forudsætninger, så er der altså fare på færde... 


ZINDY LAURSEN FØDT 23. JULI 1970 I SVENDBORG 

Zindy & sorgen 

1979. Et nyt år og en verden, hvor Margaret Th atcher 

rykker ind i Downing Street, hvor de fattiges 

engel Mother Teresa tildeles Nobels fredspris, hvor 

Allan Simonsen sælges til FC Barcelona for 13 millioner 

kroner, og hvor den europæiske rumsonde Voyager 1 passerer 

solsystemets største planet Jupiter og tager billeder 

af dens ringe. 

Men hernede på jorden står en niårig pige en småkold 

eft erårsdag omgivet af den nærmeste familie og et par 

venner på Svendborg Kirkegård. I sin ene hånd knuger 

hun sin lille Gollywog-negerdukke. Hun har sin fi ne røde 

kjole på. Og laksko. 

Hun græder og bliver bange, da de fi rer kisten ned i 

graven. Lige så bange som da hun for et par dage siden, 

uden nogen opdagede det, listede ind i sygehuskapellet, 

selv om de voksne havde sagt, hun skulle blive i bilen. 

Hun gik ned ad vindeltrappen og smuttede ind ad døren. 

Og fra enden af gangen kunne hun høre gråd, mens hun 

fra sit skjul så den store, stærke og muskuløse murer- og 

havnearbejder ligge på et metalbord. 

Hun undrede sig over, at han slet ikke trak vejret. Han 

bevægede sig heller ikke. Men så blev hun overmandet af 

angsten og skyndte sig at løbe tilbage i bilen. 

„Hvem skal så lege med mig?“, spørger hun igen og igen 

268 

SKILLEVEJE · ZINDY LAURSEN 

på kirkegården. Men uden at få svar lige her og nu. For 

pigens 26-årige mor og mormor er lige så sønderknuste. 

For en uge siden tog Erling som altid til Egeskov Marked 

med vennerne den tredje onsdag i september. Pludselig 

faldt han om. Alle troede, at Erling bare var fuld – så ingen 

ringede eft er en ambulance. Men den 50-årige mand 

havde fået et hjertestop. Han døde med det samme. 

En mor havde mistet sin far, en mormor sin ægtefælle 

– og en lille pige med en dukke sin elskede morfar, der 

hele hendes liv havde været hendes faderbillede og taget 

pladsen for den ukendte amerikanske soldat, som hendes 

mor mistede kontakten til, eft er hun blev gravid. 

Zindy har altid set anderledes ud med sin mørke hud 

og mikrofonhåret, men hun er aldrig blevet drillet i trygge 

Svendborg, hvor hun de første tre år af sit liv bor hjemme 

hos morfar Erling og mormor Inger i en treværelses på 

Munkevænget 12 sammen med sin mor Vivi, moster Helle, 

onkel Claus og tante Helle. 

Mormor er hjemmegående. Zindys mor studerer indimellem 

og arbejder også med mellemrum som receptionist 

hos Kelloggs. 

Trods de syv personer i den lille lejlighed og trods 

manglen på penge er det et trygt, kærlighedsfuldt liv, hvor 

Zindy oft e vågner som den første ved 5-tiden om morge-

nen, hvoreft er hun spæner ind for at hente sin morfar, så 

de kan lave morgengymnastik sammen. 

„Arme bøj… - arme stræk...“, siger morfar. Og så gør Zindy 

det samme. Hun elsker sin store morfar, som i hendes 

verden er den mest vidunderlige, græske gudeskikkelse, 

selv om navnet er Erling. 

I 1974 fl ytter Zindy og hendes mor til deres nye, egen 

lejlighed på Store Byhavevej 18 i Svendborg. Og selv om 

der opstår en tomhed i hendes liv, fordi alt pludselig er 

så stille, fortsætter det nære venskab med morfar, som 

hver sommer tager sit barnebarn med ned på plænen ved 

Christiansminde, hvor de bader eller sidder sammen og 

kigger på solopgange, solnedgange og havet, mens de spiser 

mormors madpakker med spegepølse og hjemmelavet 

leverpostej. Her brænder Zindys lykkeligste barndomserindringer 

sig fast på nethinde og sjæl. 

Men nu er morfar død. Mor har mødt en anden mand. 

Hun er højgravid. Og niårige Zindy er på vej til at måtte 

forlade det trygge Sydfyn. 

Hun vil snart møde racismen, ensomheden og sin egen 

misundelse. 

– Hvis man kan se det på en kurve, så var mit liv helt 

oppe i det fede felt, indtil morfar døde - og så gik det ellers 

bare stille og roligt ned ad bakke derfra… 

Historien om Zindy Laursen starter dog i virkeligheden 

på modsatte side af kloden – i Australien. 

– Et par år, før jeg blev født, emigrerede min mor og hele 

hendes familie til Australien. De havde altid drømt om at 

forlade Svendborg og prøve noget nyt. Og så kunne min 

morfar, som var arbejdsløs, måske også få arbejde dernede. 

De fl yttede til Sydney, men allerede da de sejlede ind 

i havnen, så alt anderledes ud, end de havde troet. Min 

morfar kunne heller ikke få andet end nogle enkelte tjanser 

270 

SKILLEVEJE · ZINDY LAURSEN 

på havnen i Sydney. I øvrigt havde de det også svært med 

sproget og hele kommunikationen. Mormor gik hjemme 

og passede børnene i deres barak, som nærmest lignede 

en oversavet olietønde. 

Min mor, som på det tidspunkt var 17 år, var den eneste, 

som fi k arbejde. For at tjene penge til familien fi k hun et 

job som danser på en natklub, som hed Green Room, og 

der mødte hun en amerikansk soldat, som hun var kæreste 

med i tre uger. Der kom mange soldater på baren, hvor 

mor arbejdede. Det var unge mænd fra Vietnam-krigen, 

der havde oplevet grusomme ting, og derfor blev de af det 

amerikanske militær sendt på RnR – rest and recreation 

– i Australien, hvor de under orloven kunne komme til 

kræft er med masser af damer, sprut, fest og farver, inden 

de atter blev sendt tilbage til slagmarken i Asien. 

Jeg troede indtil for få år siden, at den mand, som mor 

var kæreste med i tre uger, var min far. Og jeg troede i fl ere 

år også, jeg ved hjælp af en privatdetektiv havde fundet 

min biologiske far i USA. Men pludselig viste en dna-test, 

at Cleveland Mason, som han hed, alligevel ikke var min 

far. Nu har jeg set i øjnene, at min drøm om at møde min 

rigtige far aldrig går i opfyldelse. 

Eventyret holdt heller ikke for mor og resten af familien. 

Eft er et par år måtte de rejse hjem fra Australien. Og den 

23. juli 1974 kom jeg til verden i Svendborg. 

Det første, jeg husker, er da jeg som toårig ligger i en 

tremmeseng med mine fede, små lår ud igennem tremmerne. 

Jeg kan mærke trykket på benene, og dér ligger jeg 

bare og kigger på alle de hvide mennesker. Jeg kan huske, 

jeg er bevidst om og fornemmer, at de er hvide, og at jeg 

har en anden kulør. Det er det allerførste, jeg erindrer af 

den verden, jeg kommer til. Jeg mindes hele perioden i 

Munkevænget som tryg og god. Jeg var tæt på mor, mormor 

og morfar. Alt var stabilt og dejligt.

Zindys første fotosession kort efter moderens bryllup. „Jeg nød at fremvise min manglende tand og ville slet ikke stoppe fotograferingen.“ 

Zindy Laursen, 8 år. „Jeg var begyndt at føle mig anderledes og var 

meget bevidst om, at jeg var mørk og ikke hvid. Den glade pige var 

blevet usikker og akavet. Fotograferingen skulle bare overstås.“ 

Zindys konfirmationsfoto. „Jeg følte det som meget abstrakt pludselig 

at skulle tage stilling til en Gud, som jeg ikke opfattede som barmhjertig. 

Jeg følte det ikke oprigtigt, og ud over mig selv var kun min 

stedfar Eric og min bror Marc til stede i kirken.“ 

SKILLEVEJE · ZINDY LAURSEN 271

272 

STILLEVEJE & SKILLEVEJE · JIMMY STAHR

Zindy Laursen atter hjemme 

på sin barndoms legeplads tæt 

på Munkevænget i Svendborg. 

Her var alt den rene idyl i otte 

år lige indtil hendes elskede 

morfar, som også var hendes 

faderbillede, døde. 

Vi var tre børn, som sammen med mor sov sammen 

på værelset de første tre-fi re år, indtil mor og jeg fl yttede 

i vores eget. Og det var kun hyggeligt at være så mange 

samlet, og der opstod da også en tomhed i mit liv, da vi 

fl yttede. Pludselig var der bare mor og mig. Og ingen 

morgengymnastik med morfar. 

Allerede som helt lille fi k jeg min lille Gollywog-negerdukke. 

Det var meget sødt, for de syntes, jeg skulle have 

noget at identifi cere mig med, fordi min mor var enlig 

mor, og der ikke var andre mørke i vores bekendtskabskreds. 

Det har sikkert været svært for dem at skaff e den 

dukke. Jeg tror i øvrigt, at jeg allerede som lille har været 

opmærksom på og fornemmet, at jeg var anderledes. Men 

jeg tænkte bare, at det var sjovt, at dé havde én farve og jeg 

en anden. Det opfattede jeg på det tidspunkt i min barndom 

kun som noget positivt, for der var jo heller ingen, 

der pointerede, at jeg havde en anden farve eller sagde, 

at det på nogen måde var mærkeligt eller sådan. Det var 

mere noget, jeg selv gik og tænkte over. 

Legepladsen lå tæt på Munkevænget, og der knyttede jeg, 

fra jeg var fi re til otte år, en masse stærke bånd til Anne, 

Iben og en række andre børn fra området. Den var rimelig 

stor med både gynger, sandkasse og vipperne, som jeg elskede. 

Jeg blev også passet et sted, der hed Børnely, og det 

brød jeg mig ikke om. Jeg følte mig ikke tryg uden mor 

blandt de fremmede børn. Jeg syntes, de var lidt mærkelige, 

og jeg sad ved vinduet og græd, hver gang mor skulle 

gå. Jeg blev aldrig lykkelig der. 

Men på legepladsen var der andre power-piger som 

mig selv, som elskede at lege drengelege. Vi svingede os i 

træerne, og jeg var altid den, der klatrede op i det øverste 

træ. Jeg havde også lavet mig et sværd, og så skulle vi ellers 

ud for at udforske verden. Erobre lande! Det var kun 

fedt, da jeg fi k gips på en fi nger, for jeg var vild. Allerede 

da jeg var fi re-et-halvt, kom jeg hjem til mor og fortalte, 

at jeg ville være astronaut. Jeg skulle være første pige på 

månen. Jeg havde i det hele taget store visioner. 

En anden dag havde jeg ligget nede i den store skov ved 

Store Byhavevej og funderet over livet, hvoreft er jeg gik 

hjem til mor og sagde: „Jeg skal bygge skoler i Afrika. Okay, 

mor?“ Jeg var vist fem år. Jeg kan huske, jeg i fj ernsynet 

havde set noget med, at de sultede i Somalia, og jeg kunne 

ikke forstå, at når vi nu havde så meget mad i vores land, 

hvorfor kunne vi så ikke bare give noget til dem? Derfor 

ville jeg hjælpe dem. De skulle ikke sidde og græde. Så jeg 

lavede en plan for det. Jeg tror, jeg generelt tænkte over en 

masse ting og havde tanker, som sikkert var lidt for store 

i forhold til min alder. 

Hvert år ved juletid var Frelsens Hær en fast bestanddel 

af vores liv, fordi vi ikke havde råd til julemad, og da jeg 

blev ældre, syntes jeg nogle gange, det var lidt pinligt at 

skulle hente hjælp på Frelsens Hær. Den første jul var det 

jo bare okay, og jeg tænkte: „Nå, spændende musik“, da de 

stod dér iført deres uniformer og skulle synge. De næste par 

år tænkte jeg mere på, at de jo hjalp dem, der manglede. 

Og så blev man jo så glad, når man kom hjem med de fi re 

bæreposer med kaff e, en fl æskesteg, rødkål, slikpose og 

en masse andre ting. De første par år var der et helt kilo 

kaff e. Så skar man det langsomt ned til et kvart kilo kaff e, 

fordi der var for få, der støttede Frelsens Hær. 

Vi fi k naturligvis heller ikke ret store gaver, når vi ikke 

havde nogle penge, og jeg kan faktisk ikke engang huske, 

hvad jeg har fået af gaver i de første år af mit liv. Men så 

lavede jeg mit eget legetøj. Jeg kunne jo bare lave mit eget 

sværd ved at brække noget træ af og sige „Aiii!“ Vi havde 

heller ikke fj ernsyn derhjemme, så jeg er aldrig bare blevet 

plantet foran skærmen. 

Vi fandt dog altid et sted, så vi hvert år kunne se Melodi 


Grand Prix, og det var sikkert også der, jeg begyndte at 

tænke, at det kunne være fantastisk at få lov at synge deroppe 

på scenen ligesom mine grandprix-helte. Jeg græd, 

det år Johnny Logan vandt med Hold Me Now og What’s 

Another Year, og da ABBA vandt, tudede jeg i fl ere dage. 

Men derhjemme hørte vi til hverdag mere soulmusik. Min 

mor har altid godt kunnet lide mørk musik eller afroamerikansk 

musik. 

Mor blev gravid, da hun var 17, og hun fødte mig, da 

hun var 18, så hun var jo i virkeligheden kun en stor pige, 

da jeg var lille. Så det var mormor, der gav mig det voksne 

samvær og nærvær, og jeg tror, det er fra mormor, jeg har 

min stærke vilje. Mormor var meget intelligent. Tingene 

roterede rigtig godt i hendes hoved. Og så var hun sjov. 

Hun havde galgenhumor og tog gerne pis på det hele. 

Jeg var utrolig meget sammen med mormor, og vi var 

faktisk så tæt forbundet, at hun altid kaldte mig for sin 

datter. Og mormor var mere til Gustav Winckler, Birthe 

Wilke, Marlene Dietrich, Giro 413 og den type musik, og 

det elskede jeg jo, selv om det i forhold til mors musiksmag 

var fra den ene yderlighed til den anden. 

Alt var trygt og rart og dejligt de første otte år af mit liv, 

men da morfar døde, ændredes alting. Han havde været 

min stabilitet. Min ro. Han var den person, jeg opfattede 

som min far, og i tiden eft er hans død var stemningen 

274 SKILLEVEJE · ZINDY LAURSEN 

Hendes stolthed og liv. 

Gymnastikken. Zindy var 

elitespringgymnast, og her 

var et sted, hvor hun kunne få 

kanaliseret al sin energi ud. 

trykket. Jeg savnede turene med ham til stranden, og jeg 

savnede hele det liv, der havde været, da han levede. Intet 

var længere sjovt. 

Mor havde halvandet år, før morfar døde, mødt en ghanesisk 

født dansk mand, som hed Eric Abakah Johnsen, 

og ham blev hun meget forelsket i. De fl irtede og datede, 

og det var vist kærlighed ved første blik. Mor blev hurtigt 

gravid med Eric, og hun havde faktisk lige født min 

lillebror to dage, før morfar døde. Så han nåede lige at se 

Marc, som han hedder. 

Eric var sømand, og han var oft e på havet, og derfor besluttede 

mor og Eric, at vi skulle fl ytte til Esbjerg. Jeg var 

ulykkelig, og jeg argumenterede over for mor kraft igt for, 

at jeg ville blive i Svendborg, hvor jeg havde hele mit liv, 

mit netværk og mine veninder, og hvor jeg var glad for at 

gå i skole på Østre Skole og for at ride, selv om jeg måtte 

cykle 10 kilometer hver vej for at få lov at strigle en hest 

og engang imellem tigge mig til en gratis ridetur, fordi vi 

jo ikke havde penge, så jeg kunne gå rigtigt til ridning. 

Det virkede især helt uvirkeligt, hvis jeg skulle væk fra 

mormor, som jeg jo også havde et meget tæt forhold til. 

De skulle ikke også tage mig væk fra min mormor, her 

hvor jeg lige havde mistet morfar. Men vi måtte fl ytte, og 

jeg forlod resten af min familie. Mormor, moster, onkel, 

tante og alle de andre.

Jeg kendte intet til Esbjerg, og mit første indtryk af byen var, 

at der lugtede. Vi kom til et gråt og kedeligt boligkvarter i forstaden 

Gjesing, og for første gang i mit liv følte jeg mig utryg. Jeg 

var heller ikke tryg ved, at der var kommet en anden faderfi gur 

ind i mit liv eft er morfars død. Og så var jeg selvfølgelig også lidt 

jaloux på min lillebror, fordi han nu fi k al opmærksomheden, 

eft er at jeg havde haft det som blommen i et æg og havde været 

den eneste ene i mors liv. 

Jeg startede i 3. klasse i Gjesing Skole, og det var en ubehagelig 

og deprimerende oplevelse. Alting var mere råt end det lilleputsamfund, 

jeg kom fra. Jeg var stort set den eneste mørke person 

i byen, og der blev både kigget eft er mig i byen og råbt eft er mig, 

når jeg kom ud i skolegården. 

Det var især drengene, som var slemme. De råbte „Op i træet, 

abe“, „Skrid hjem til Afrika“ og „Vil du ikke ha’ en banan, nigger?“, 

og jeg blev naturligvis utrolig ked af det, for det var første 

gang i mit liv, jeg mødte racisme. I Svendborg havde jeg jo bare 

været mørk, og de andre var lyse, og vi elskede hinanden. Alt var 

trygt og godt. Så det var først, da jeg oplevede de kommentarer, 

at jeg begyndte at hade mig selv. Jeg kunne jo godt se, at jeg var 

anderledes, og jeg hadede mig selv, fordi jeg ikke bare så ud som 

de andre, for så var livet jo meget nemmere. Jeg havde det simpelthen 

så dårligt. 

Jeg reagerede med at isolere mig fuldstændig og trække mig 

ind i mig selv. Jeg ville ikke lege med nogen. Jeg kan huske, jeg 

for første gang i mit liv kiggede mig i spejlet og pludselig tænkte 

over, at jeg ikke havde samme træk som hende, jeg sad ved siden 

af i skolen. Jeg har siden talt med andre mørke, der er vokset op i 

Århus uden at blive generet, og jeg tænkte „hvorfor lige mig?“ 

Det lykkedes mig aldrig at gøre noget ved det. Det var, som 

om jeg havde aids eller pest. Jeg fi k også kun ganske få veninder 

i Esbjerg, og jeg fandt ud af, at de kun var sammen med mig, når 

andre ikke kunne. Så jeg kender rollen som udskud. Den fornemmelse 

af ikke at høre til – at være den underkuede og det nemme 

„Især drengene var slemme. 

De råbte ’Op i træet, abe’, eller 

’Vil du ikke ha’ en banan, nigger?’ 

Det var på det tidspunkt, jeg 

begyndte at hade mig selv...“ 

MIN GEMMETING 

– Parfumen er en 

Tosca. Den tilhører 

min mormor, og 

duften minder mig 

altid om hende og 

om de gode stunder 

med min mormor, 

hvor der var masser 

af leben og latter. 


off er. Jeg er mange gange gået grædende hjem fra skole. 

Jeg følte ikke, at jeg havde nogle tilhørssteder. 

Så ville jeg hellere være alene, og jeg gik også med det 

alene. Jeg gik meget mod min vilje i skole og lærte de ting, 

jeg skulle. Så kom jeg hjem og lukkede døren – og så var 

jeg derinde resten af dagen. Uden venner. Ked af det. Jeg 

var også lidt jaloux på min lillebror, og på det tidspunkt 

hadede jeg også min stedfar, som mor havde mødt. Jeg 

kunne hverken lide eller rumme, at der skulle ske så meget 

forvirring i mit liv. Og jeg hadede også min bror, fordi jeg 

syntes, han var en del af det hele. Hvis han nu bare ikke var 

kommet, så havde alt været meget bedre, tænkte jeg. 

Jeg isolerede mig. Sad for mig selv og lyttede til musik. 

Og så kom hormonerne jo, så jeg sad hjemme og dagdrømte 

mig langt væk som en smuk prinsesse. Det hele 

resulterede en overgang også i spiseforstyrrelser, inden 

jeg fi k kanaliseret min smerte over i at være elitegymnast. 

Jeg elskede gymnastiktimerne, for dér kunne jeg nemlig 

bruge min energi, som jeg havde gjort hjemme i skoven 

i Svendborg, og det var utroligt fl ot, at mor fandt de 200 

kroner til gymnastikholdet, for vi havde jo stadig ikke en 

skid at rutte med. Mor arbejdede som sekretær i fi rmaet 

JWN Data, og Eric var på langfart i perioder på helt op 

til otte måneder ad gangen. 

Sporten var god for mig. Jeg sprang derned af bare glæde, 

og jeg blev tvunget til at være social i stedet for at sidde 

derhjemme. Og så blev jeg jo faktisk rigtig god til det og 

276 SKILLEVEJE · ZINDY LAURSEN 

„Allerede som helt lille fik jeg min lille Gollywognegerdukke. 

Det var meget sødt, for de syntes, 

jeg skulle have noget at identificere mig med, 

fordi min mor var enlig mor, og der ikke var andre 

mørke i vores bekendtskabskreds. Det har sikkert 

været svært for dem at skaffe den dukke.“ 

kom med i konkurrencer på højere og højere plan. 

Det gav mig selvtillid at være god til noget, jeg var en 

del af en gruppe, jeg fi k veninder og blev glad for skolen 

igen. Gymnastikken reddede starten af min pubertet, og 

jeg genfandt igen langsomt glæden som teenager. 

Samtidig begyndte jeg langsomt at fi nde ud af, at min 

brors far også godt kunne være min far. Man kunne godt 

dele. Jeg åbnede lidt mere op over for ham, og han tog sig 

mere og mere af mig. Og jeg spurgte pludselig mindre og 

mindre til min egen far, fordi Eric begyndte at påtage sig 

faderrollen, og det gjorde han faktisk godt. 

Som 15-årig kørte jeg galt på min Puch Maxi, da jeg i 

øsende regnvejr kom kørende ned af Gammel Kongevej i 

Esbjerg. Jeg smadrede mit ene knæ så meget, at jeg måtte 

droppe gymnastikken, så hele mit fundament røg i en 

grad, så jeg i perioden eft er drak som et svin og blev en 

rigtig hærger. En rigtig Esbjerg-tøs, som drak halvliters 

æblesnaps hver fredag og røg et hav af grønne Cecil. Rigtig 

ucharmerende. Mor prøvede bare at lade mig være i 

fred. Det var ikke den lille pige, hun kunne huske, men 

jeg tror, vi alle skal igennem sådan en periode. 

Jeg havde mistet min elskede gymnastik, men så en dag 

fi k jeg lov at spille på klaveret i festsalen, hvor vi boede. I 

selv samme øjeblik, jeg slog brættet op og kiggede på klaveret, 

kunne jeg spille en sang. Det var helt guddommeligt. 

Magisk. Jeg havde aldrig tidligere spillet klaver eller komponeret. 

Men hér sad jeg pludselig og lavede sangen, jeg 

kaldte Frihed. Den dag blev der tændt et blus inde i mig, 

som hed musik. Det var befriende. Terapeutisk. Pludselig 

kunne jeg kanalisere alle tingene ud. Det var som at 

komme hjem, og i dag kan jeg takke musikken for nogle 

af de bedste stunder i min ungdom. 

Jeg lærte også at være alene. Det er jeg blevet god til, og 

det er en gave. Nøjagtig ligesom livet...

Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?