Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

More documents

Recommendations

Info

Erik Norman Svendsen foran opgangen til barndomshjemmet på adressen Prinsesse Charlottes Gade 40B. et varmt forhold til vores far, det er helt klart, vi skylder ham meget. Far blev 72 år. Mor døde som 59-årig. Min allerførste erindring som barn er den dag i begyndelsen af 1945, hvor der kom en stor lastbil kørende hen til Prinsesse Charlottes Gades Skole, som lå ved siden af vores ejendom. Kun et plankeværk skilte den fra vores gård. Den skulle hente fl ygtninge, som var indkvarteret på skolen. Jeg og mine kammerater havde allerede som fi reårige lært, at det var tyske fl ygtninge, og at tyskerne var fj enden. Så vi stillede os kækt ude foran vores eget hus ved gaden på fortovet, og da bilen kørte forbi, råbte vi: „Øv, dumme tyskere!“ Hvoreft er der skete det – i vores øjne – højdramatiske, at bilen standsede, og to tyske soldater sprang af. Jeg var fuldstændig sikker på, at de ville komme og tage mig. Vi benede til side, og jeg løb ind i baggården og ned i kul- og kokskælderen og krøb ind bag den runde gruekedel, helt op bagved. Og der sad jeg stiv af skræk. Jeg blev siddende i et par timer, så jeg var sikker på, at faren var drevet over. Jeg var fuldstændig overbevist om, at det var mig, der skulle hentes, fordi vi havde råbt eft er dem. Først som større blev jeg klar over, at de selvfølgelig ikke har forstået, hvad sådan et par unger råbte på dansk. Jeg husker også en anden begivenhed fra befrielsesdagene i 1945, som jeg ikke er særlig stolt af. Det var, da jeg stod sammen med alle de andre unger fra Prinsesse Charlottes Gade ved en opgang, hvor man var oppe og hente dét, man kaldte feltmadrasser. Altså piger, der havde været SKILLEVEJE · ERIK NORMAN SVENDSEN 233
Simeons Kirke i Sjællandsgade. kærester med tyskere. De var meget upopulære i dagene eft er besættelsen, hvor de både blev klippet og forhånet. Og jeg oplevede altså sådan en pige blive ført ned ad trappen og ud af opgangen og ind i bilen, mens alle vi unger sammen med masser af voksne – dog ikke mine forældre – stod og råbte og spyttede eft er dem. Jeg tror, vi råbte tyskertøs og sådan noget. Jeg har bageft er oft e tænkt på det. Især eft er jeg selv fi k børn. Det var jo en meget barsk behandling, for det var purunge piger, og man kunne ikke forvente, at de skulle have forstand på storpolitik. De var måske socialt dårligt stillede, og der har nok været en vis glamour ved at komme sammen med sådan en soldat. Men bageft er kan man jo godt se, at det var en grov måde at behandle dem på. Oven på en besættelse opstår der imidlertid en frygtelig hævnfølelse – payback time, som vi kalder vi det i dag. Og engang imellem har jeg skammet mig over, at jeg stod der og råbte eft er pigen. Jeg skammede mig bestemt ikke dengang, så det er typisk dét, man kan kalde for eft ertidens bondeanger. Under besættelsen måtte far oft e forlade vores lejlighed under luft alarmen. Han var civilforsvarsbetjent i stedet for at være soldat, og når alarmen lød, blev jeg tit meget bange. Det var egentlig meningen, at mor og jeg skulle gå i kulkælderen sammen med alle de andre beboere. Men jeg kunne ikke lide den mørke kælder, selv om jeg mange gange måtte gå alene derned eft er kul og koks. Det var næsten som at gå i en øde skov ved aft enstide, og da vi en overgang var tvunget til at fyre med briketter fra tørvemoserne, det såkaldte brunkul, lugtede der afskyeligt. Mor og jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke kunne svare sig at sætte sig ned i kulkælderen eller vaskekælderen under luft alarmen. Det var altså for trist, og det var heller ikke et rart sted at være, hvis bomberne skulle falde. 234 SKILLEVEJE · ERIK NORMAN SVENDSEN Men mor havde en meget sød måde at berolige mig på, når jeg var bange. Hun satte familiens store stegegryde ved siden af sengen, og så sagde hun til mig: ”Hvis der kommer bomber, så lægger jeg den bare over dit hoved. Så sker der ikke noget.” Og så faldt jeg roligt i søvn. Jeg husker meget tydeligt den 4. maj 1945 om aft enen, hvor mine forældre sad og hørte de danske nyheder fra London, som altid indledtes med Prins Jørgens March. Pludselig blev de ellevilde, omfavnede hinanden og… ja… de begyndte nærmest at danse. Jeg var lige lagt i seng, men jeg blev taget op og fi k tøj på. Og så gik vi ud på Jagtvej, hvor der var et mylder og leben af festglade mennesker. Folk sad oppe på taget af en sporvogn, der kom forbi. Andre kastede serpentiner ud fra vinduerne, og endnu andre personer, som ikke kendte hinanden, omfavnede hinanden på gaden. Og midt i hele den fantastiske, spontane befrielsesfest, der gik i gang den 4. maj om aft enen, vendte vi så pludselig hjem til lejligheden, hvilket gjorde mig meget skuff et. Kort eft er tog vi hen i Mimersgade. Dér boede min mormor, og hun havde en søn, der var politibetjent. Han havde været taget af tyskerne i 1943. Han havde trukket frinummer og skulle derfor ikke sendes videre til Sverige. Så hele familien samledes for at sige velkommen hjem til min morbror Kaj. Bageft er gik vi ned i Simeons Kirke, hvor den daværende sognepræst Henry Rasmussen havde arrangeret befrielsesgudstjeneste, takkegudstjeneste. Klokkerne bimlede, og der var sort af mennesker inde i kirken. I årene, der fulgte, gik vi hvert år til gudstjeneste den 4. maj om aft enen og takkede for befrielsen og for, at vi var sluppet af med de dumme tyskere. Nå ja, det kan godt være, præsten ikke har udtrykt det sådan. Og det var et fast indslag under disse
Page 1: PIA MERETE KJÆRSGAARD FØDT 23. FE
Page 4 and 5: Ude i verden er Barbie lige blevet
Page 6 and 7: Øverst til venstre Sommeren 1950.
Page 8 and 9: Vi havde en typisk baggård, som b
Page 10 and 11: på aft enen, men det var jo også
Page 13 and 14: „Dette feriefoto af mig omgivet a
Page 15: oede i Willemoesgade på Østerbro.
Page 19 and 20: nogle herlige ferier! Vi var der ty
Page 21 and 22: „Min mors depression fik stor bet
Page 23: JOHN GULDBERG FØDT 5. JULI 1948 I
Page 26 and 27: Sunshine Reggae også White Horse o
Page 28 and 29: En musiker på besøg i fortiden. T
Page 30 and 31: Jeg tror faktisk ikke, at far var n
Page 32 and 33: Allerede før jeg begyndte at gå i
Page 34 and 35: at jeg i hvert fald ikke skulle væ
Page 36 and 37: John Guldbergs far Erland med en Ce
Page 39 and 40: Fornemmelsen af, at her kan intet o
Page 41 and 42: Ringen er sluttet. Klaus Rifbjerg,
Page 43 and 44: „Billedet er fra en elevkoncert i
Page 45 and 46: ligesom var meget mere fi kseret p
Page 47 and 48: hjem. Jeg var dybt ulykkelig, men o
Page 49 and 50: luft havnene i Ålborg, Karup og Ka
Page 51: ZINDY LAURSEN FØDT 23. JULI 1970 I
Page 54 and 55: Zindys første fotosession kort eft
Page 56 and 57: Zindy Laursen atter hjemme på sin
Page 58 and 59: Jeg kendte intet til Esbjerg, og mi

Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?