Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

John Guldbergs far Erland med
en Cecil i munden i en lejet robåd
under en tur til Frederiksdal. Det
er 1963. Året efter blev han syg
for senere at dø af kræft i 1966.
I perioder havde han det rigtig skidt, og så blev han
indlagt på Frederiksberg Hospital, hvoreft er han fi k det
bedre og kom hjem igen. Men den sidste tid, hvor far var
hjemme, lå han bare i sin seng, og så kunne vi rejse ham
op og sætte ham i en stol. Og så sad han der og lignede
et spøgelse og var blot en skygge af sig selv. Jeg glemmer
aldrig sidste gang, far kom hjem. Da de to ambulancefolk
bar ham op ad trappen til 2. sal, så det fuldstændig ud,
som kom de bærende på en lille dukke. På det tidspunkt
havde lægerne på hospitalet allerede fortalt os, at det nok
var sidste gang. De lod ham komme hjem, fordi der ikke
var mere at stille op. Jeg ved ikke, om far selv var helt klar
over, han skulle dø, for han var jo blevet fyldt med så meget
morfi n, at han var omtåget.
Far og jeg nåede aldrig at forliges, inden han døde. Da
han blev indlagt for sidste gang, nåede jeg ikke at være der,
før han sov ind, men Emma var hos ham som den eneste,
fordi det hele gik så hurtigt til sidst. Eft er hans død blev
jeg boende to år i lejligheden sammen med Emma, indtil
jeg som 20-årig fl yttede sammen med en kæreste.
Selv om det umiddelbart virker som en hård opvækst,
synes jeg, det var en fantastisk tid, jeg voksede op i. Jeg
har nok også fl irtet med nogle dårlige kammerater og lavet
nogle ting, man godt vidste, man ikke måtte. Men når jeg
nu alligevel var ude at svinge i de tynde grene, prøvede jeg
mig selv af for at fi nde ud af, om jeg egentlig egnede mig
bedre til at være en skidt knægt. Jeg satte det gode på en
prøve, og jeg oplevede jo, at det hele tiden gik fremad, selv
om det jo hændte, at man fi k én på bærret.
Og hvad har jeg så lært af min barndom? Hjemme på
Stenmaglevej blev der altid lagt vægt på, at man var et
ordentligt menneske, at man var til at regne med og til at
stole på, og at man var ærlig og redelig i forhold til andre.
Man måtte ikke snyde, og det var meget vigtigt, at andre
ikke talte dårligt om én. Man måtte endelig ikke skille sig
ud – i hvert fald ikke på en dårlig måde.
Jeg ved ikke rigtig, hvorfra mit positive sind stammer.
Det kunne da godt være, at noget af det kommer fra mine
år på Roskildevej, hvor jeg forsøgte at fi nde den positive
vinkel på tingene.
Far sagde altid til mig, at jeg skulle være en god dreng,
og jeg har hørt det så mange gange, at jeg til sidst tænkte:
„Hvis jeg skal være en god dreng, kan jeg lige så godt forsøge
at gøre det så godt, jeg kan.“
Og det er sikkert ikke den værste livsvisdom at tage
med i bagagen…
SKILLEVEJE · JOHN GULDBERG 253