Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

tigt at bruge vores skoletasker som skjold og holde dem
op foran os. Han slog kun i aff ekt, og derfor vakte det på
en og samme tid både moro og vrede. Men når han ikke
slog, var han egentlig en hjertens rar mand, som øjensynligt
havde meget store problemer selv. Han var næsten to
meter høj, og vi sagde, han fi k syet alt sit tøj og sine sko
hos Burmeister og Wain, så han led nok også under sin
kæmpekrop. Det er klart, han var imponerende, når han
gik løs på en klasse, og jeg vil heller ikke afsværge, at vi
også indimellem med vilje bragte ham i aff ekt. Det var jo
underholdende at se sådan en stor mand gå amok.
Jeg kan også huske, at han sagde grimme ting, når han
gik bersærk, og engang, hvor han lige havde haft et af sine
raserianfald, rejste jeg mig op i klassen og sagde til ham:
„Hr. Olsen. Hvis De siger sådan, ender De i helvede.“ Det
var jo meget skinhelligt og frækt sagt af mig, og jeg følte
mig selv lidt god og lidt modig, da jeg sagde det. Det forfærdende
var, at manden brød i gråd og sagde undskyld.
Så der så vi altså hans anden, bløde side. Jeg kom til at
ramme ham på et meget ømt punkt, og det har jeg tit
tænkt på senere i livet, for jeg skammede mig lidt over, at
jeg havde bragt ham i den situation over for klassen. Én
ting var, at man kunne drille ham og bringe ham i aff ekt,
men se ham bryde sammen, det var ikke sjovt...
Jeg har vel været 10 år gammel, og jeg blev også fl ov,
fordi han jo egentlig også kunne være en rar mand, og
fordi jeg havde gode karakterer i hans fag.
Kundskabsmæssigt var datidens skole helt i orden.
Men socialt var den ikke rar. Jeg synes ikke, at lærerne,
der havde ansvaret for disciplinen, i tilstrækkelig grad var
optaget af at beskytte børnene. Det var hårdt at være i en
skolegård. Noget af det, jeg husker bedst fra skolegården,
er en af gårdvagterne, som øjensynligt også havde det
skidt med præster. Han greb nemlig ikke ind. når jeg fi k
buksevand. Tværtimod vendte han ryggen til. Det syntes
jeg var utrolig tarveligt. Jeg kan tydeligt huske den dag,
min far var blevet udnævnt til præst, og det havde stået
i avisen. Jeg har været otte år, og gårdvagten kaldte mig
hen i skolegården, tog mig hårdt i tindingen, hev mig op
og blev ved med at hive op… og så sagde han: „Nu skal
du ikke tro, du er noget!“ Så jeg lærte janteloven at kende,
inden jeg overhovedet vidste, der var noget, der hed jantelov.
Dét synes jeg ikke var rart. Mine egne børn har også
skullet leve med, deres far er præst.
Nogle år eft er, jeg havde forladt skolen, læste jeg pludselig,
at den gårdvagt, der havde stået og trukket mig op ved
håret, var død. Og jeg blev faktisk både varm om hjertet
og glad. Jeg kan huske, at jeg bare tænkte: „Nå ja...“ Så jeg
græd ikke ved hans bortgang!
Jeg fi k heldigvis en rigtig god mellemskoleeksamen, og
så kom jeg ud på gymnasieskolen Eft erslægten, hvor jeg
startede i 1. mellem. Det var for mig en åbenbaring. Det
var en moderne skole fra 1940’erne med lyse klasseværelser
og gymnastiksale med bad og med dygtige lærere. Her var
der ingen, der drillede mig med, at min far var præst.
Og her var det tilladt at være dygtig.
Ingen af mine kammerater kom med over i den anden
skole. Der blev slået en klar streg i sandet, og jeg har senere
oft e tænkt på, at selv om jeg næsten dagligt legede
med nogle af kammeraterne i gården i Prinsesse Charlottes
Gade, så jeg dem faktisk aldrig mere, eft er jeg var fl yttet
til Rådmandsgade. Og jeg fl yttede altså ikke mere end to
kilometer. Men jeg skift ede også miljø, og det var på alle
måder lykkeligt.
Den fysiske fl ytning var dejlig, fordi den understregede
den fl ytning, jeg havde gjort fra Prinsesse Charlottes Gade
Skole til Eft erslægten. Jeg blev ligesom opgraderet både
skolemæssigt og boligmæssigt. Væk fra den lille usunde
SKILLEVEJE · ERIK NORMAN SVENDSEN 237