Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

ligesom var meget mere fi kseret på det åndelige og indlæring
og sådan noget. Og jeg erindrer en lang, død periode,
hvor det seksuelle ikke spillede nogen rolle.
Jeg gik på en decideret drengeskole. Der var ikke nogen
kontakt mellem kønnene, men man kan godt sige,
der også var en social glidning, således at de drenge, der
kom fra håndværker- og arbejdermiljøer, var meget mere
erfarne end vi andre, der kom fra det der halvstuderede
mellemlag. Der var nogle af dem, der havde prøvet det
rigtigt. De vidste godt, hvad det drejede sig om. Men vi
andre var jo helt sikkert jomfruer helt frem til vores studentereksamen.
Der var naturligvis drengeromancer, hvor man forelskede
sig i en fyr, men det var mere beundring. Det var
mere det, at han var mere voksen og kunne nogle ting eller
røg pibe eller cigaretter, eller hvad fanden det nu var. Der
var mere tale om en tilbedelsessituation. I Den kroniske
Uskyld skildrer jeg sådan et forhold. Den der Janus-Torekonstellation.
Det er jo altså nok en spaltet fi gur – der er
ligesom to sider af sagen. Ham, der føler, at han er mindre
ren og herlig end den storslåede Tore, ikke? Det er
meget karakteristisk for den måde, man gebærdede sig i
den sammenhæng.
Vestre Borgerdyd lå dengang i Helgolandsgade, og
nede på den anden side af Halmtorvet lå Rysensteens
Gymnasium, hvor rektor havde udstedt en forholdsordre
for pigerne, som fi k besked på, de ikke måtte gå gennem
Helgolandsgade. Det var for farligt, for der lå drengeskolen
på lur. Og de skulle ikke, som rektor formulerede det,
have strøget støvet af deres sommerfuglevinger. Så der var
virkelig megen poesi i luft en.
Til gengæld lå Artisthotellet lige over for, og der foregik
fantastiske ting. Jeg kan huske, at vores sanglærer, Hr.
Schousboe, fi k vendt fl yglet om, sådan at han kunne sidde
262 SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG
med ryggen til klassen og kigge over på Artisthotellet på
den modsatte side, mens han spillede Danmark, nu blunder
den lyse nat…
På et tidspunkt i vist nok 2.g skulle vi opføre Heibergs
De Uadskillelige som skolekomedie, og der skulle være trefi
re piger med. De blev så importeret fra Falkonergårdens
Gymnasium, og der brændte jeg altså varm på en af dem,
så det ville noget. Jeg blev virkelig forelsket, og det er nok
min første, store kærlighed. Jeg var vist 16 år, og det var
sådan en rigtig forelskelse, hvor man vågner op og føler,
at det her bare er vidunderligt – hvor man virkelig tilbeder
situationen.
Generelt blev det med piger underligt mytologisk og grotesk,
og man forestillede sig piger som noget mærkværdigt
og underligt, mens man blev fyldt med præstationsangst,
fordi dette kærlighedsmøde skulle være så sublimt, så ubesmittet.
Pigerne fremtrådte som prinsessen i glasbjerget,
som jomfruer, og man må heller ikke glemme rædslen
for at få børn. Pigerne var stive af skræk. Vi andre var så
mindre stive, desværre.
Det var dog min første store forelskelse, der hjalp mig
af med en klassisk bakteriofobi, som jeg havde udviklet,
fordi jeg var så syg i hele min barndom og konstant blev
syg hver gang, vi skulle noget sjovt. Skulle rejse. Eller på
landet. Eller i skoven. Eller i Zoologisk Have. Det var sådan
noget med en konstant vask af mine hænder og alt det der
fuldstændig neurotiske lort, ikke? Det var belastende ad
helvede til, og det gik først over, da jeg første gang under
min første forelskelse havde valget mellem at kysse pigen
fra Heiberg-forestillingen og få overført de her 300.000
mikrober fra hende til mig – eller at afstå fra at kysse. Så
var det slut med bakteriofobien…
Men inden da havde mit dårlige helbred virkelig givet
mig mange ulykkelige stunder i en ellers meget lykkelig