og vi var helt syge eft er at se en rigtig børnelokker, men det lykkedes aldrig. Børnelokkeren var den største mytologiske fi gur på min barndoms ø. Ganske vist havde jeg ikke nogen helt klar forestilling om, hvad en børnelokker gjorde, ja, jeg tror knap nok, jeg forstod ordet i sin egentlige betydning. Det var i vores øjne naturligvis et hankønsvæsen – der kunne ikke være tale om damelokkere – og han havde en fedtet slikpose, en fedtet kasket og sådan et lumsk blik. Og nu kom han <strong>med</strong> en eller anden godte, som man skulle have, og så skulle man yde en eller anden modydelse... For naturligvis lokkede en lokker, og der var også noget <strong>med</strong> slik, men selve begrebet omfattede meget, meget mere. Og Gud, hvor vi ønskede, at han dukkede op. I bevidstheden lurede han alle vegne, på byggepladserne, i baggårdene, mellem træerne i remisen mellem Røde Mellemvej og Englandsvej, mellem de forladte kolonihavehuse om vinteren, når vi havde planket den og selv var på forbudne veje. Vi drømte og drømte om, at han skulle komme, men vi så ham desværre aldrig. Men så var der heldigvis alt, hvad der havde <strong>med</strong> det seksuelle at gøre. Det var utrolig spændende. Der kørte jo hele det der tissemandsræs. Det var meget voldsomt, og vi gjorde os alle mulige forestillinger om, hvordan og hvorledes man gjorde… men ingen vidste rigtig noget. Det sjove ved det var jo, at mine forældre var, hvad man i dag nok vil betegne som kulturradikale. De var meget optagede af Poul Henningsen, og de gik til revyerne i Riddersalen, og de så Kjeld Abel på Det kongelige Teater og kom hjem og var meget begejstrede. Men der gik altså en linje i forhold til det seksuelle, hvor man godt kunne stille spørgsmål, men man fi k ikke rigtig nogen svar. Det var tabu. De snakkede uden om eller stak dig en bog, hvor der stod et eller andet, som man heller ikke rigtig forstod. Jeg har to ældre søstre, og de har vel nok fået et eller andet at vide, fordi de jo begge fi k deres menstruation på et tidspunkt, og så må der være blevet snakket om noget. Men det blev sgu heller ikke formidlet af dem. Den var meget markant, den der skillelinje. Det var forbudt område. Og derfor så meget mere spændende. Og så kørte det jo ellers løs <strong>med</strong> vores drengefantasier <strong>med</strong> fælles onani. Der var én, hvis far åbenbart var interesseret i seksuelle ting, så han havde Erotikkens Historie stående, og den bog luskede vi ned fra hylden, for der var tegninger i, og det var for fantastisk uartigt og sjofelt. Og så gjorde vi det jo på hinanden. Det handlede simpelthen om at kunne sprøjte længst eller højest – og der var jeg lidt bagud i forhold til de store drenge. De andre drenge var nemlig ældre, og de har været 12 år og i puberteten, mens jeg bare var en lille knægt på otte. Men jeg var meget tidlig vakt. Men så kunne man jo tisse og lade som om. Herregud. Der kom jo ikke noget ud, når man var så lille. Jeg følte mig nu ikke bagud, og jeg fi k ikke mindreværdskomplekser af det, selv om der var forskel på størrelserne, og nogen naturligvis havde større udspring end andre. Men de store drenge havde heller ikke rigtig prøvet noget. De var jo stadigvæk håndværkere, om jeg så må sige… Vi fortalte også de der åndssvage, primitive historier. Det var tit noget <strong>med</strong> negere og deres kolossale tissemænd. Jeg kan huske en, der handlede om, at der var en hvid mand, som drog ud i verden for at fi nde den største tissemand. Og så kommer han langt ud i junglen, hvor der er en negerlandsby, og så forlyder det, at i den der særlige landsby, der bor ham, der har en meeeget stor en. Men hvor er han så henne? Jo – han er nede ved fl oden. Så går manden ned til fl oden, og så kommer negeren op. Og den er meget, meget stor, og manden stirrer jo. Så siger negeren til ham: „Hva fa’en, skrumper din ikke, når du går i vandet?“ SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG 259
„Billedet er fra en elevkoncert i Odd Fellowpalæets lille sal engang midt under krigen. Jeg står midt i billedet, er meget sorthåret, ser polisk ud og bider i en ”nattergal” – en trillefløjte brugt i Haydns Børnesymfoni, som jeg <strong>med</strong>virkede i under koncerten. Min spillelærerinde hed Else Tauber, og hun boede sammen <strong>med</strong> Esther Vagning, kendt koncertpianistinde, som i dagens anledning dirigerede Børnesymfonien. Min solooptræden var en megafiasko. Jeg spillede en vals af Schubert, men jeg nåede vistnok aldrig til vejs ende...“ 260 SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG
Change language