Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

More documents

Recommendations

Info

arndom. Jeg var altid syg, og jeg var vist bare fi re-fem år, da jeg fi k den første dobbeltsidede mellemørebetændelse og blev indlagt på Sundby Hospital og punkteret, og hvad man nu blev. I Sundby underviste overlægen også studerende, og man blev brugt som forsøgskanin. Forestil dig at lægge betændt mellemøre til 30 uerfarne lægestuderende, der alle skulle stikke en vatpind ind i det. Det var et mareridt. Det var i øvrigt på et tidspunkt, hvor man på børneafdelingerne havde det pædagogiske princip, at det var usundt for børnene at se deres forældre for meget. Så min mor og far fi k kun lov at komme en time to gange om ugen. Det øjeblik, hvor de lettede anker for at gå hjem, var jeg helt knust. Det var forfærdeligt. Jeg fi k også gigtfeber, børnelammelse og skarlagensfeber hele to gange. Den ene af gangene tilbragte jeg en hel sommerferie på Rudkøbing Epidemisygehus, hvor jeg lå i seks uger, og jeg var mutters alene bortset fra, at de slap de senildemente ind. For selv om de fi k skarlagensfeber og kradsede af, så var det jo bare en lettelse. Det var ret specielt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid var så syg. Jeg har nok været skravlet. Jeg var meget tynd, og så har der været mange forkølelsessygdomme. Det var ikke så gennemsundt, og så frøs man meget, fordi man gik i celluldstøj, celluldssokker og sådan aldrig blev rigtig varm om tæerne. I vores hus var der halv kælder, men det var ikke isoleret. Det betød, at gulvet var iskoldt, selv om man havde fyret op i kakkelovnen. Så man sad altså næsten altid med kolde tæer. Alle de sygdomme hænger jo sammen – altså gigtfeberen i forlængelse af halsbetændelsen og bummelum, det ene og det andet og det tredje… Jeg led i øvrigt også meget stærkt af hjemve. Jeg har skrevet en børnebog, der hedder Hjemve, som fortæller om sådan en udstationering på en bondegård oppe ved Frederikssund, hvor jeg gik et par forårsmåneder i april-maj 1940 og havde det forfærdeligt. Jeg græd, når jeg kom i seng, fordi jeg længtes så forfærdeligt Familiefest i krigens skygge. Klaus Rifbjerg i 1941 på sin konfirmationsdag mellem sine forældre Thorvald – født 1988 – og Lilly, som blev født året efter. Klaus Rifbjergs store ungdomskærlighed var Anita Sievers, som her sidder til venstre ved siden af Jesper Jensen. Anita blev inspirationen til karakteren Helle i „Den kroniske uskyld“. Navnet på pigen ved siden af Rifbjerg er tabt i glemslens tåger,, men begge piger spillede med i skolekomedien på Vestre Borgerdyd. Dette foto er taget i Håndværkerforeningen. Klaus Rifbjerg går på dette tidspunkt i 2.g og Jesper Jensen i 3.g. SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG 263
hjem. Jeg var dybt ulykkelig, men om dagen gjorde jeg selvfølgelig gode miner til slet spil, selv om jeg havde det ad Helvede til. Krigen fi k naturligvis stor betydning for mit liv, og havde jeg ikke oplevet besættelsen, havde det selvsagt været et helt andet menneske, der havde siddet her og snakket med dig i dag. Den specielle oplevelse af en opvækst på fem år fra ens 8. til 13. år har virkelig været afgørende. Den første store krig, vi legede, var dog allerede under den fi nske vinterkrig, hvor vi selvfølgelig var på fi nnernes side, og hvor vi skød på russerne, som havde overfaldet Finland. Vi havde lavet en skyttegrav nede bag i haven, hvor vi lå og fyrede løs. Der var meget krigsleg, og jeg havde en kammerat, som havde meget krigslegetøj – f.eks. alle mulige tanks, der kunne køre. Det var hans far, der ønskede, at han skulle vide, hvad det var… Det var utænkeligt i mit eget hjem. Der eksisterede ikke krigslegetøj. På det punkt var mine forældre meget pacifi stisk radikale. Det ville de ikke se. Så kom besættelsen, og min kammerat havde nu oven i købet soldater, som var lavet af Plastelina. Og der var både engelske og tyske soldater. Og maskingeværer. Vi var naturligvis imod tyskerne, men der var det lille problem, at de tyske legetøjssoldater var bedre udrustede end de engelske. De engelske havde deres vandfadsstålhjelme og nogle geværer. Men tyskerne havde både maskingeværer og luft værnskanoner og alt muligt andet. De var lidt smartere. I begyndelsen af 2. verdenskrig var jeg selvfølgelig bange, når vi gik i kælderen. Der var mange luft alarmer, hvor man ikke vidste, hvad der ville ske, og hvert hus havde fået besked på at lave en kælder, der var beskyttet med sandsække. Og hver gang, sirenen fl øjtede, så krøb vi derned. Og så var der utrolig meget luft værnsartilleri, der skød som sinds- 264 SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG syge alle vegne under de overfl yvninger. I starten vidste vi ikke, om det var bomber, der faldt, så hver gang der lød et mægtigt drøn, så tænkte jeg, at nu var nabohuset væk. Eller nu faldt det hele ned over ørerne på os. Så kom man op, og der var ikke sket en skid. Bortset fra at man næste dag kunne samle splinter op fra eksploderet fl ak, som var faldet ned på gaden – og de her stanniol-strimler, de smed ud for at forstyrre radarerne. Dem tog man så med i skole, og så kunne man ligesom prale lidt af det, ikke…? Men nogen konstant angst var der ikke. Alting fungerede jo, som det plejede, og man kørte med sporvogn, man kørte på cykel, og man var alle vegne. Så min angst forsvandt hurtigt, eft erhånden som det blev rutine. Nogle gange gik vi slet ikke i kælderen, og det var dumt, der faldt jo af og til netop sådanne forsagere fra luft værnsartilleri ned igennem taget og ned i sengen til folk og sådan noget. Men pludselig var verden alligevel blevet endnu mere spændende, fordi der var krig. Vi opsøgte bogstaveligt talt de steder, hvor der foregik noget. I 1945 blev vores Vestre Borgerdyd taget af tyskerne, fordi der skulle bo fl ygtninge, og derfor blev vi fl yttet til Frederiksberg Gymnasium. Det var lige på det tidspunkt, hvor Shell Huset blev bombarderet, den 21. marts, og der faldt også bomber i Den Franske Skole, og nogle af dem ramte også Frederiksberg Gymnasium. Så blev vi fl yttet derfra og til Niels Ebbesens Vej. Og da den så blev den taget, havnede vi i Gammel Hellerup. Og jeg boede jo i Sundby helt ude på Amager. En fantastisk cykeltur. Vi gik i skole i Hellerup om eft ermiddagen, og vi vidste, at der den 9. april ville være to minutters stilhed på Rådhuspladsen, for det holdt man hvert år. Vi vidste også, at der ville blive ballade af en eller anden art, og det passede fi nt. Så kunne vi lige nå at runde Rådhuspladsen, inden vi
Page 1: PIA MERETE KJÆRSGAARD FØDT 23. FE
Page 4 and 5: Ude i verden er Barbie lige blevet
Page 6 and 7: Øverst til venstre Sommeren 1950.
Page 8 and 9: Vi havde en typisk baggård, som b
Page 10 and 11: på aft enen, men det var jo også
Page 13 and 14: „Dette feriefoto af mig omgivet a
Page 15 and 16: oede i Willemoesgade på Østerbro.
Page 17 and 18: Simeons Kirke i Sjællandsgade. kæ
Page 19 and 20: nogle herlige ferier! Vi var der ty
Page 21 and 22: „Min mors depression fik stor bet
Page 23: JOHN GULDBERG FØDT 5. JULI 1948 I
Page 26 and 27: Sunshine Reggae også White Horse o
Page 28 and 29: En musiker på besøg i fortiden. T
Page 30 and 31: Jeg tror faktisk ikke, at far var n
Page 32 and 33: Allerede før jeg begyndte at gå i
Page 34 and 35: at jeg i hvert fald ikke skulle væ
Page 36 and 37: John Guldbergs far Erland med en Ce
Page 39 and 40: Fornemmelsen af, at her kan intet o
Page 41 and 42: Ringen er sluttet. Klaus Rifbjerg,
Page 43 and 44: „Billedet er fra en elevkoncert i
Page 45: ligesom var meget mere fi kseret p
Page 49 and 50: luft havnene i Ålborg, Karup og Ka
Page 51: ZINDY LAURSEN FØDT 23. JULI 1970 I
Page 54 and 55: Zindys første fotosession kort eft
Page 56 and 57: Zindy Laursen atter hjemme på sin
Page 58 and 59: Jeg kendte intet til Esbjerg, og mi

Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?