Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

Jeg tror faktisk ikke, at far var nogen undtagelse. Det var vist
meget hyppigt blandt hans kollegaer, at når de fi k penge, så følte
de sgu, at de eft er at have knoklet i en hel uge for at slæbe hjem
til familien havde ret til lige at hygge sig lidt og få en bajer. Men
det hændte jo, at far eft er arbejdsdagens slutning fortsatte med
at drikke på et eller andet værtshus. Og jo længere, det fortsatte,
jo dårligere samvittighed fi k han – og det gav sig så udslag på
forskellige måder.
Far kom somme tider hjem og var meget olm, når han skulle
spise aft ensmad, for det havde han jo ikke fået. Vi andre skulle
jo have noget at spise, så vi havde ikke ventet, og det kunne far
blive meget sur over. Der var som regel ét eller andet at blive sur
over, for han syntes jo, han havde det hårdt, og han mente ikke,
der var forståelse for hans situation. Somme tider smed far med
maden, og hvis det var en gryderet, løft ede han gryden op og
lod den dumpe ned på bordet, så sovsen sprøjtede op i loft et.
Der har jo nok været den dér lidt afventende stemning i huset,
hvor hele familien – også pigerne – sad bænket. Og det har far
kunnet mærke, hvoreft er der bare skulle en bemærkning til, inden
der var fut i den. Men mor var givetvis også sur over, at far
brugte pengene.
Pigerne var på vores mors side. Annelise – min mellemste søster
– er født frygtløs. Hun var ikke bange for far, hun var stærk,
og hun gik ikke af vejen for noget, så far og Annelise kunne godt
stå og bokse på hinanden, mens vi andre bævrede for hans luner.
Så jo ældre, far blev, jo mere modstand fi k han. Det var ikke bare
det, at han skulle hjem og diskutere med vores mor, men der stod
også tre piger klar bag ved, som bakkede hende op. Nogle gange
åndede vi alle lettet op, hvis der ikke kom ballade ud af det.
Fars klare holdning var, at alt kunne ordnes med næverne. Hvis
der var nogle, der ikke var ordentlige, så kunne de bare få nogle
på hatten. Og det kunne han virkelig, det dér. Om vinteren gik far
på Arbejdsformidlingen, for hvis jorden var frossen, kunne man
jo ikke grave i den. Somme tider blev jeg sendt med ham, for så
„Far fortalte mig, at sådan som
jeg var, sådan skulle man ikke
være. Han kaldte mig for en
hattenål og en pudseklud...“
MIN GEMMETING
– Uret stod i stuen oven på en skænk i mit barndomshjem. Siden kom det med ud til
Emma på Roskildevej. Da vi skulle dele boet, ville ingen have det, og da jeg ikke kunne
nænne at smide det ud, står det nu hos mig. Uret er sat i stå, men hvis jeg vil genkalde
mig stemningen fra min barndom, skal jeg blot høre uret slå et enkelt slag.
SKILLEVEJE · JOHN GULDBERG 247