Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

nen, hvoreft er hun spæner ind for at hente sin morfar, så
de kan lave morgengymnastik sammen.
„Arme bøj… - arme stræk...“, siger morfar. Og så gør Zindy
det samme. Hun elsker sin store morfar, som i hendes
verden er den mest vidunderlige, græske gudeskikkelse,
selv om navnet er Erling.
I 1974 fl ytter Zindy og hendes mor til deres nye, egen
lejlighed på Store Byhavevej 18 i Svendborg. Og selv om
der opstår en tomhed i hendes liv, fordi alt pludselig er
så stille, fortsætter det nære venskab med morfar, som
hver sommer tager sit barnebarn med ned på plænen ved
Christiansminde, hvor de bader eller sidder sammen og
kigger på solopgange, solnedgange og havet, mens de spiser
mormors madpakker med spegepølse og hjemmelavet
leverpostej. Her brænder Zindys lykkeligste barndomserindringer
sig fast på nethinde og sjæl.
Men nu er morfar død. Mor har mødt en anden mand.
Hun er højgravid. Og niårige Zindy er på vej til at måtte
forlade det trygge Sydfyn.
Hun vil snart møde racismen, ensomheden og sin egen
misundelse.
– Hvis man kan se det på en kurve, så var mit liv helt
oppe i det fede felt, indtil morfar døde - og så gik det ellers
bare stille og roligt ned ad bakke derfra…
Historien om Zindy Laursen starter dog i virkeligheden
på modsatte side af kloden – i Australien.
– Et par år, før jeg blev født, emigrerede min mor og hele
hendes familie til Australien. De havde altid drømt om at
forlade Svendborg og prøve noget nyt. Og så kunne min
morfar, som var arbejdsløs, måske også få arbejde dernede.
De fl yttede til Sydney, men allerede da de sejlede ind
i havnen, så alt anderledes ud, end de havde troet. Min
morfar kunne heller ikke få andet end nogle enkelte tjanser
270
SKILLEVEJE · ZINDY LAURSEN
på havnen i Sydney. I øvrigt havde de det også svært med
sproget og hele kommunikationen. Mormor gik hjemme
og passede børnene i deres barak, som nærmest lignede
en oversavet olietønde.
Min mor, som på det tidspunkt var 17 år, var den eneste,
som fi k arbejde. For at tjene penge til familien fi k hun et
job som danser på en natklub, som hed Green Room, og
der mødte hun en amerikansk soldat, som hun var kæreste
med i tre uger. Der kom mange soldater på baren, hvor
mor arbejdede. Det var unge mænd fra Vietnam-krigen,
der havde oplevet grusomme ting, og derfor blev de af det
amerikanske militær sendt på RnR – rest and recreation
– i Australien, hvor de under orloven kunne komme til
kræft er med masser af damer, sprut, fest og farver, inden
de atter blev sendt tilbage til slagmarken i Asien.
Jeg troede indtil for få år siden, at den mand, som mor
var kæreste med i tre uger, var min far. Og jeg troede i fl ere
år også, jeg ved hjælp af en privatdetektiv havde fundet
min biologiske far i USA. Men pludselig viste en dna-test,
at Cleveland Mason, som han hed, alligevel ikke var min
far. Nu har jeg set i øjnene, at min drøm om at møde min
rigtige far aldrig går i opfyldelse.
Eventyret holdt heller ikke for mor og resten af familien.
Eft er et par år måtte de rejse hjem fra Australien. Og den
23. juli 1974 kom jeg til verden i Svendborg.
Det første, jeg husker, er da jeg som toårig ligger i en
tremmeseng med mine fede, små lår ud igennem tremmerne.
Jeg kan mærke trykket på benene, og dér ligger jeg
bare og kigger på alle de hvide mennesker. Jeg kan huske,
jeg er bevidst om og fornemmer, at de er hvide, og at jeg
har en anden kulør. Det er det allerførste, jeg erindrer af
den verden, jeg kommer til. Jeg mindes hele perioden i
Munkevænget som tryg og god. Jeg var tæt på mor, mormor
og morfar. Alt var stabilt og dejligt.