Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

oede i Willemoesgade på Østerbro. Mormor og morfar
boede på Søndre Fasanvej på Frederiksberg. Jeg kunne
altid komme. De bakkede hundrede procent op, og jeg
har tilbragt masser af god tid med mine bedsteforældre.
Selv nu, så mange år eft er, er der ikke én dag, hvor jeg
ikke tænker på dem.
Mors sygdom har aldrig været nogen hemmelighed,
selv om hun ikke selv erkendte den. Jeg vidste også, hvilke
læger mor havde, og jeg vidste, hvilken medicin hun fi k.
Det lærer man meget hurtigt. For når far ikke kunne være
hjemme, skulle jeg nemlig også sørge for, at mor fi k sin
medicin i rette tid. Og vel at mærke kun dét, hun skulle
have – og ikke det hun selv syntes, hun skulle tage.
Mor blev mere og mere syg, og i mange år var hun en
slags prøveklud for de nye psykofarmaka, der kom frem.
Hun blev desværre dybt afh ængig af det, så det var meget
vigtigt, at jeg, hvis min far ikke var hjemme, var så godt
instrueret, at jeg vidste, hvor far havde sat pillerne, og at
jeg kunne sørge for, at mor fi k dem til rette tid.
Far brugte naturligvis megen opmærksomhed og mange
kræft er på at være hende en god støtte, men det siger sig
selv, at det påvirkede familielivet, for hver gang, vi havde
planlagt at skulle foretage os et eller andet eller besøge nogen
eller have gæster, så gik det meget oft e i vasken, fordi
mor alligevel ikke kunne gennemføre det.
Far var derfor både min far og mor samtidig med, han
færdiggjorde sine studier med gode karakterer. Som præst
var det naturligvis en fordel, at han kunne være meget
hjemme, og han påtog sig sit ansvar, både over for min
mor og os andre. Når de andre børn kaldte på deres mor
nede i gården, stod først jeg og senere min bror Ralf og
råbte på far.
Det var kort og godt far, der fi k vores hverdag til at fungere.
Det var far, der lavede mad, og derfor lærte vi lige
232
SKILLEVEJE · ERIK NORMAN SVENDSEN
fra vi var store drenge - først mig og senere min lillebror
– at lave mad, hjælpe, dække bord, vaske op og foretage
indkøb. Og uden at skulle idyllisere eller idealisere det på
nogen måde, så betød det, at vi meget tidligt blev socialt
bevidste. Vi fi k også nogle andre erfaringer, og frem for
alt skabte det et sammenhold og en solidaritet, som vi aldrig
siden hen slap, fordi vi var meget afh ængige af hinanden.
Når mor var allermest syg – om hun var indlagt
eller hjemme – havde vi brug for at stå sammen og støtte
og opmuntre hinanden.
Men selv om jeg hurtigt fi k livets alvor ind på livet, har
jeg også fået lov at være barn, og jeg synes ikke, det gjorde
mig voksen før tid. Når min mor havde det godt, var hun
faktisk en aldeles strålende og stimulerende mor. Problemet
var bare, at det meget sjældent var langtidsholdbart.
Jeg kan huske, at hun, da hun var gravid med min lillebror
og et halvt år eft er hans fødsel, havde en rigtig god
periode, hvor hun var aktiv og selv kunne tage hånd om
tingene. På det tidspunkt var jeg 14-15 år.
Naturligvis har mors sygdom fulgt mig på forskellig vis
– om end ikke kun negativt, for man lærer jo af modgang.
Og det positive var, at det skabte et mægtigt sammenhold
mellem mig og min far. Jeg har aldrig gjort oprør imod min
far, som man normalt gør. Det var hans situation simpelt
hen alt for presset til. Så fars og mit forhold blev meget
tæt, og det bevarede vi egentlig hele livet igennem. Der er
dog ikke noget at sige til, at far reelt var slidt op og løbet
tør for kræft er, allerede da han var i min alder.
Far døde i 1992. Inden da lå han for døden i et halvt år,
hvor han var stærkt svækket, og selv om min bror og jeg
aldrig har siddet lårene af hinanden, kom vi meget tæt på
hinanden, da både vi, vores koner og vores store børn tog
en tørn ved fars dødsleje, hvor vi simpelthen tilrettelagde
det således, at han aldrig skulle være alene. Vi har begge