Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

nogle herlige ferier! Vi var der typisk i 14 dage, og så lavede
Marie mad. Da mor ikke var rask, var det meget vigtigt,
at vi var et sted, hvor vi kunne få mad. De hed Carlsen,
så jeg kaldte det kun for Carlsens Land. For mig var det
indbegrebet af sommerlandet.
Men også de mange ture på havet med min farfar Frederik
Th orvald fylder meget i min erindring. Farfar var
skibsfører, og han sejlede for de danske sukkerfabrikker
– det der i dag hedder Danisco. Fabrikken havde dengang
en fl åde på seks skibe, hvor min farfar var skibsfører på
fl agskibet M/S Carl, så da jeg blev større, tilbragte jeg også
sommerferier om bord, indtil han gik på pension, da jeg
var 14. Vi sejlede både indenrigsfart og på Gotland. Jeg
havde min egen kahyt, 2. maskinmester-kahytten, og jeg
havde som kaptajnens barnebarn fuldstændig frie forhold
om bord. Jeg skulle bare ikke skilte med det. Men jeg kunne
gå overalt på skibet, og snakke med hvem jeg ville. Derfra
har jeg nogle meget store oplevelser med i bagagen som
dreng og lidt større dreng, så M/S Carl kom mere og mere
til at afl øse Carlsens Land, jo ældre jeg blev.
Jeg var til gengæld ikke særlig glad for at gå i skole i
de første fem år af min skoletid, indtil jeg som 13-årig
fl yttede til Rådmandsgade, fordi far blev præst i Samuelskirken
i Th orsgade og fi k tjenestebolig. Hver morgen
kunne jeg planke den over rækværket bag om ryggen på
den strikse skolebetjent ved den store skoleport, som lukkede
på slaget otte. Så jeg slap for at blive noteret for at
komme for sent.
Vi har nok været omkring 30 i klassen, og vi sad to og to
sammen ved en pult. Skolen havde kakkelovne, og det betød,
at det ikke altid var lige rart at sidde i rækken op mod
kakkelovnen, for der var enten for varmt eller for koldt.
Men det værste var, at jeg fra 1. til 5. klasse led under at
være duks og præstesøn. Jeg fi k i og for sig god undervis-
236
SKILLEVEJE · ERIK NORMAN SVENDSEN
ning og lærte noget, og der var disciplin i timerne. Især
vores dygtige klasselærer og dansklærerinde havde den
naturlige myndighed, som bare betød, at man gjorde, som
man skulle. Jeg brevvekslede faktisk med hende hver jul,
lige indtil hun døde for et par år siden, 107 år gammel!
Men det irriterede mig meget, at nogle af mine lærere i
skolen – især i underskolen i Prinsesse Charlottes Gade -
forventede, at jeg skulle opføre mig lidt bedre end de andre.
Og din far er præst!, som de sagde, hvis man var lidt fræk
eller lavede noget, der brød med skolens dengang rimelig
stramme disciplin. Forventningerne til mig var hele tiden
anderledes, og det irriterede mig. Så jeg lærte meget hurtigt
at kende ordsproget præstebørn er de værste.
Det var svært både at være præstesøn og klassens duks. Så
stod jeg til mobning af nogle af de ældre elever. De syntes,
det var fristende, at der var sådan en lille duksedreng, hvis
far var præst, så af samme grund fi k jeg buksevand adskillige
gange. Og så var det nok ekstra sjovt, fordi de vidste,
at jeg ikke bare fromt fandt mig i det. Jeg kan nemlig love
dig, at jeg slog igen. Jeg blev vred. Børn synes vist altid, det
er sjovt at bringe folk hen til kanten af raseri. Jeg var og
er heldigvis sådan indrettet, at jeg ikke stikker piben ind.
Tværtom... Det opildner mig kun at møde modstand. Jeg
kunne dog ikke banke dem, men derfor var jeg bestemt
ikke nogen fredens engel.
I skolen har jeg fået spanskrør, men kun af én lærer. Så
det kan ikke have været forbudt i slutningen af 40’erne.
Jeg husker ikke, hvad jeg havde gjort, men det var vores
regnelærer, som var dygtig, men temmelig uligevægtig,
og han havde det med at slå fra sig meget hurtigt. Nogle
gange gik han simpelthen grassat. Hvis han blev vred på
klassen – hvis der f.eks. var uro nede i et hjørne – så for
han ned, og så lukkede han øjnene, mens han trampede
og slog løs, hvor han kunne ramme. Vi lærte meget hur-
Vinduet ned til den vaskekælder,
hvor Erik Norman
Svendsen i 1945 gemte sig for
tyskerne bag en gruekedel.