Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

at jeg i hvert fald ikke skulle være håndværker.
Far var langt mere friskfyrsagtig end jeg, og jeg tror, han
var irriteret over, at jeg var sådan en blød én, der nemt begyndte
at græde eller fór sammen, hvis nogen sagde noget
til mig, i stedet for at sige: „Nå, hvad så? Skal du have en
på hatten?!“ Han ville så gerne have, jeg sådan skulle være
vaks og oppe på mærkerne. Men jeg var stille og fi k altid
at vide, at jeg var genert.
Samtidig var skoleskift et hårdt, lige eft er jeg havde mistet
min mor og var totalt lammet over det. Og bedre blev
det ikke, da den dansklærer, jeg fi k, ikke ville acceptere,
at jeg var kejthåndet, som det hed dengang. På min tidligere
skole havde de ellers i fi re år accepteret, at jeg skrev
med venstre hånd. Jeg led også meget af hovedpine, og
der var ikke rigtig nogen, der kunne fi nde ud af, hvad der
var i vejen med mig. Så de blev enige om at fj erne mine
mandler, og det hjalp sådan set ikke en skid. Siden viste
det sig, at den nybyggede skole var så hermetisk lukket,
at vi ikke kunne trække vejret derinde, og samtidig havde
man brugt asbest i loft erne, så indeklimaet var skyld i, at
jeg sad og fi k hovedpine hver dag ovre i skolen.
Jeg tror, de alle sammen har forsøgt at støtte mig, så
godt de kunne, men jeg tror også, at jeg selv udadtil prøvede
at vise, at jeg var en hård negl ved ikke at hænge mig
for meget i, at min mor var død. Det var ikke, fordi man
ikke kunne tale om det, men nu handlede det kun om at
acceptere det, fordi hun ikke længere lå på hospitalet og
kom hjem igen. Tingene var, som de var. På en eller anden
måde måtte jeg forsøge at komme videre.
Der var jo heller ikke nogen prestige i at fortælle mine
kammerater, at jeg havde mistet min mor. Det virkede
nærmest som om, de bakkede. Og hvis man selv havde sin
mor, så syntes man måske bare, jeg var mærkelig. Selvfølgelig
blev hendes død meddelt henne på skolen, men jeg
prøvede ligesom at komme videre og forsøgte at falde ind,
fordi jeg var så bange for at stikke ud, ikke...?
Da de skulle dele de boglige og ikke-boglige elever i
A- og B-linien, var Emma og min far meget ambitiøse på
mine vegne, så jeg skulle selvfølgelig i den boglige linje,
og jeg glemmer aldrig den nye lærer, jeg fi k. Den første
dag, han kom ind i klassen, sad jeg nede bagved og pjattede
lidt sammen med en, der hed Bruno. Læreren skulle
åbenbart lige markere sig og vise, hvem han var, for han
sagde: „Ja, og dig din fl ødebolle nede i hjørnet, du kan godt
tie stille.“ Så grinede alle de andre i klassen jo og tænkte:
„Ham den nye lærer er sgu sjov.“ Men han brugte altså lige
mig til at gøre sig populær… Jeg var lidt tyk dengang, og
jeg fi k at vide, at jeg trøstespiste. Men den oplevelse første
dag var bare dén lille ting, der betød, at jeg aldrig faldt i
hak i den klasse.
Jeg blev faktisk først glad for at gå i skole igen, da jeg
eft er at have været boglig i 6. og 7. klasse kom over i Alinjen
og tog en afsluttende eksamen i 9. klasse. Det var
bare ikke tilfredsstillende for far og Emma, hvoreft er jeg
tog et realkursus på to år.
I årene eft er mors død tjente jeg penge på at bringe
petroleum ud til kunderne fra Emmas butik. Senere begyndte
jeg at løbe med morgenaviser om søndagen, og
om hverdagen fi k jeg en tjans i et ismejeri, hvor jeg delte
varmt morgenbrød ud på en budcykel.
Piger var jeg længe om at komme i kontakt med. Og
når jeg lærte en pige at kende, var det nok for mig bare
at sidde og holde hende i hånden. Så kunne vi jo så altid
kysse senere. Jeg følte, de andre var meget mere kontante.
Men jeg kiggede meget eft er piger, og allerede i de tidlige
klasser i skolen, hvor mine drengekammerater gik mere
op i elektriske tog, kunne jeg godt eft er skoletid fi nde på
at ligge og cykle forbi et eller andet hus, hvor jeg vidste,
SKILLEVEJE · JOHN GULDBERG 251