Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

Fornemmelsen af, at her kan intet ondt ske. Intet!
Du er helt dig selv.
Du kan lugte den lune sommernat.
Høre fuglenes morgenfl øjten.
Og du har en fem styks pakke Dover i inderlommen.
Sådan en følelse og stemning ætser sig fast i sjælen. Du
tager den med dig i graven.
Og hvem gider overhovedet længere lege med en Hitlerfi
gur, som kan heile, når man trækker i snoren…?
– Det første jeg kan huske fra min barndom, det er, at jeg
havde en rangle, som var lavet af et stykke elfenben, og
der hang en sølvklokke i. Den blev hæft et på kalechen på
barnevognen, og dens lyse, yndige lyd kan jeg altså fuldstændigt
genkalde mig, samtidig med et synsbillede af et
piletræ, vi havde i haven, og de her hængende grene med
rakler på. De svajede i vinden, og så samtidig kom den her
klokketone. Det tror jeg, er det første bevidste minde, jeg
har. Jeg har vel været to år eller sådan noget
Vi boede på Amager, som var en meget blandet historie,
der begyndte ved Christianshavn og ovre ved Amagerport
med den langarmede Amagerbrogade, som gik
helt ud til os i Sundbyerne, hvor der lå de her forskellige
villakvarterer. Nogle var lidt fi nere end andre, men ingen
var sådan super-super-fi ne. Der var jo ingen velhavende
eller storslåede mennesker, der kunne fi nde på at slå sig
ned på Amager. Det gjorde, eft er min smag, Amager til
en ret demokratisk ø. Der er ikke så lang afstand imellem
klasserne, ikke de store skel.
Jeg boede i villabyen Dyveke, og naturligvis lå der forskellige
barakbyer på den anden side af Amagerbrogade,
på østsiden, og der var noget, der hed Den gule by, hvor
der boede folk, der var mere proletariserede og fattige. Men
jeg oplevede ikke skillelinjen som voldsom. Man færdedes
256 SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG
nemlig frit. Vi havde selvfølgelig i skolen nogle slagsmål,
som måske lidt gik på tværs af skellene. Nu skulle vi over
og banke dem, og så skulle de over og banke os, men der
kom aldrig rigtig noget ud af det. Det var ikke ghettooprør,
og det var ikke et undermandsoprør mod de rige.
Herregud. Mine forældre var kommunelærere. Så det var
ikke det store hartkorn.
Der er også decideret forskel på Syd-Amager og Nord-
Amager – altså alt det, der ligger derude med Store Magleby
og Dragør og Kongelunden og så videre. Det var
dengang decideret agerland og gartneri og sådan noget,
og den gamle hollandske tradition levede stadig videre.
Det var ligesom noget helt for sig selv. Dragør som Skipperby
med gæssene, der gik frit i gaderne.
Det kendte vi jo ikke derinde i midterstykket, hvor det var
mere sammensat. Det kvarter, jeg voksede op i, gik under
navnet Klogerup, fordi der boede så mange skolelærere.
Der boede lærer Henriksen, der boede lærer Stangerup
og der boede Hr. Hjørglund og alle mulige, som alle sammen
var kommunelærere.
Man passede sine sager, og man snakkede over hækken
og hilste på de sædvanlige. Men der var ikke den
store kommunikation. Og det var fantastisk at vågne op
om søndagen, kigge ud ad badeværelsevinduet og se de
hundredvis af Dannebrogsfl ag – hver med sin lille hytte
og det hele var fi nt, velpudset og plejet.
Alt var i høj grad meget trygt. Der lå ganske vist et tuberkulosehospital
et sted i Sundbyerne, hvor der blandt
andet var mange grønlændere, som var kommet ned, fordi
de havde TB og sådan noget. Der fi k man så hjemmefra
besked på, at hvis man så sådan nogen, så skulle man holde
sig på det andet fortov på grund af smittefaren.
Og så var der børnelokkeren, som vi blev advaret mod
derhjemme. Ham snakkede vi drenge utrolig meget om,