Skilleveje - 3. oplag med rettelser.indd - Skrivegaarden

hjem. Jeg var dybt ulykkelig, men om dagen gjorde jeg
selvfølgelig gode miner til slet spil, selv om jeg havde det
ad Helvede til.
Krigen fi k naturligvis stor betydning for mit liv, og havde
jeg ikke oplevet besættelsen, havde det selvsagt været et
helt andet menneske, der havde siddet her og snakket med
dig i dag. Den specielle oplevelse af en opvækst på fem år
fra ens 8. til 13. år har virkelig været afgørende.
Den første store krig, vi legede, var dog allerede under
den fi nske vinterkrig, hvor vi selvfølgelig var på fi nnernes
side, og hvor vi skød på russerne, som havde overfaldet
Finland. Vi havde lavet en skyttegrav nede bag i haven,
hvor vi lå og fyrede løs. Der var meget krigsleg, og jeg
havde en kammerat, som havde meget krigslegetøj – f.eks.
alle mulige tanks, der kunne køre. Det var hans far, der
ønskede, at han skulle vide, hvad det var… Det var utænkeligt
i mit eget hjem. Der eksisterede ikke krigslegetøj.
På det punkt var mine forældre meget pacifi stisk radikale.
Det ville de ikke se.
Så kom besættelsen, og min kammerat havde nu oven
i købet soldater, som var lavet af Plastelina. Og der var
både engelske og tyske soldater. Og maskingeværer. Vi
var naturligvis imod tyskerne, men der var det lille problem,
at de tyske legetøjssoldater var bedre udrustede end
de engelske. De engelske havde deres vandfadsstålhjelme
og nogle geværer. Men tyskerne havde både maskingeværer
og luft værnskanoner og alt muligt andet. De var
lidt smartere.
I begyndelsen af 2. verdenskrig var jeg selvfølgelig bange,
når vi gik i kælderen. Der var mange luft alarmer, hvor man
ikke vidste, hvad der ville ske, og hvert hus havde fået besked
på at lave en kælder, der var beskyttet med sandsække. Og
hver gang, sirenen fl øjtede, så krøb vi derned. Og så var
der utrolig meget luft værnsartilleri, der skød som sinds-
264 SKILLEVEJE · KLAUS RIFBJERG
syge alle vegne under de overfl yvninger. I starten vidste
vi ikke, om det var bomber, der faldt, så hver gang der lød
et mægtigt drøn, så tænkte jeg, at nu var nabohuset væk.
Eller nu faldt det hele ned over ørerne på os.
Så kom man op, og der var ikke sket en skid. Bortset
fra at man næste dag kunne samle splinter op fra eksploderet
fl ak, som var faldet ned på gaden – og de her stanniol-strimler,
de smed ud for at forstyrre radarerne. Dem
tog man så med i skole, og så kunne man ligesom prale
lidt af det, ikke…?
Men nogen konstant angst var der ikke. Alting fungerede
jo, som det plejede, og man kørte med sporvogn, man kørte
på cykel, og man var alle vegne. Så min angst forsvandt
hurtigt, eft erhånden som det blev rutine. Nogle gange gik
vi slet ikke i kælderen, og det var dumt, der faldt jo af og
til netop sådanne forsagere fra luft værnsartilleri ned igennem
taget og ned i sengen til folk og sådan noget.
Men pludselig var verden alligevel blevet endnu mere
spændende, fordi der var krig. Vi opsøgte bogstaveligt talt
de steder, hvor der foregik noget. I 1945 blev vores Vestre
Borgerdyd taget af tyskerne, fordi der skulle bo fl ygtninge,
og derfor blev vi fl yttet til Frederiksberg Gymnasium.
Det var lige på det tidspunkt, hvor Shell Huset blev bombarderet,
den 21. marts, og der faldt også bomber i Den
Franske Skole, og nogle af dem ramte også Frederiksberg
Gymnasium. Så blev vi fl yttet derfra og til Niels Ebbesens
Vej. Og da den så blev den taget, havnede vi i Gammel
Hellerup. Og jeg boede jo i Sundby helt ude på Amager.
En fantastisk cykeltur.
Vi gik i skole i Hellerup om eft ermiddagen, og vi vidste,
at der den 9. april ville være to minutters stilhed på Rådhuspladsen,
for det holdt man hvert år. Vi vidste også, at
der ville blive ballade af en eller anden art, og det passede
fi nt. Så kunne vi lige nå at runde Rådhuspladsen, inden vi